Ellevte Kapitel. Afreisen

I de Aar, Morten havde været hos Heggelunds, havde han oplevet ikke saa lidt. Ved Omgangen med Andreas og Selskabeligheden i Huset, hvori han efterhaanden inddroges, da Heggelund gjerne saa ham, havde han – og det ikke blot i udvortes Forstand – indsuget adskilligt af den Dannelse, som laa i Luften. Mange af hans gamle Begreber var undergaat Forandring, og istedetfor den beklemte Usikkerhed, hvoraf han i Begyndelsen led, hvergang han satte Foden ind i Stuen, havde hans Optræden nu vundet et vist Tække, der hidrørte fra hans fordringsfri, naturlige Væsen.

Han var i alt fremdeles slet og ret kun den, som Heggelund hjalp frem, han gik ikke engang endnu fuldt konditioneret klædt; – men der var alligevel en 255vis Selvfølelse over ham, der ikke undlod at gjøre sit Indtryk.

Morten havde en liden fast Løn, hvoraf han stadig sendte Halvdelen til sine Forældre, fra hvem han hørte saavel ved Leilighed som paa Prækendagene.

Han havde nu alt ofte været i Bergen med Jægterne, og derunder faat Blikket op for meget, der stadfæstede den Mening, han fra sit Hjem bar i sit Bryst om Stuwitz; – han var nu fuldstændig vis paa, at denne bedrog Heggelund.

Han forsøgte en Tid ogsaa at bibringe Heggelund de fornødne Oplysninger.

Den underligt afvisende, skjønt dog venlige, Maade, hvorpaa Heggelund optog dette, lærte imidlertid Morten for Fremtiden at forholde sig passiv og taus i disse Sager. Kun var og blev det ham en Gaade, hvorfor Principalen ikke vilde se. Indvendig kogte han af Harme.

Fra disse Bergensfærder kom der gjentagende forskjellige mindre ønskelige Beretninger hjem om Morten; de hviskedes saalænge rundt, til de ogsaa naade Heggelunds.

Der fortaltes, hvorledes han sammen med Kammerater under Stevnen førte ikke blot et lystigt, men et udsvævende Liv, og at han derunder tillige ruttede med Penge.

Den sande Sammenhæng var, at Morten var usædvanligt likt og afholdt, hvorfor mange inviterede ham med sig, og det manglede hellerikke paa, at Morten under slige Færder var én af de lystigste. Han var ogsaa vitterlig engang i den første Tid kommet ombord med et blaat Øie – og dette blaa Øie dengang blev til Bevis nu.

Morten vidste intet om alt dette; kun mærkede han et Par Gange efter Hjemkomsten kolde Øine fra Fruen.

Endelig tog Jomfru Dyring ham for sig og fortalte omstændelig, hvordan det hang sammen; hun var fast overbevist om hans Uskyldighed og havde havt sin Møie med at forsvare ham inde hos Fruen. Men nu 256var hun kommet efter, at Rygterne skrev sig fra Stuwitz’s Yndling Skipperen, mod hvem hun vilde advare ham.

Da der antydedes Udskeielser – Ordet holdtes almindeligt – blev Morten lidt rød; men da der nævntes om Penge, han skulde ruttet med, vendte han sig pludselig fra hende med et Udtryk, hvorover hun blev forskrækket, og begav sig lige op paa Kontoret til Heggelund.

Hans Tone var beskeden, men havde dog noget eget ved sig, der nægtede at blive forhindret.

Han tog frem sin Lommebog, hvori han paa Kjøbmandsvis altid noterede sine Smaaudgifter, og opregnede dernæst med sin tro Hukommelse omstændeligt Navnene paa dem, som i de sidste Stevner havde inviteret ham med sig.

Der var kun én Kjæltring i Huset, endte han med lidt hævet Røst, han hed Stuwitz; – han havde i det Øieblik glemt Skipperen –; og nu, han havde sagt sin Mening, fik Heggelund give ham sin Afsked, om det saa behagede ham.

Der var en vis farlig Greihed i den blege, unge Mands Tale, som imponerede.

Da han var færdig, forsikkrede Heggelund ham paa en hjertelig og faderlig Maade om, at den ubetingede Tillid, han altid havde næret til ham, ikke ved noget var bleven rokket. «Men» – endte han – «det er paa Tide, De kommer fra Stuwitz, forstaar jeg, – og endnu i Høst skal De til Bergen.»

Visse Trækninger i Mortens Ansigt antydede, at hans tilsyneladende Ro begyndte at blive mindre klippefast ved denne venlige Tiltale. Han søgte øiensynlig under sin stærke Følelse efter de passende Ord.

Heggelund lod dog, som han ikke mærkede det, men gjentog kun, idet Morten bukkende gik, at det var paatide at faa ham til Bergen.

Denne Historie gjorde i mange Henseender Klarveir i Huset for ham.

Fru Heggelunds Harme over alt det, der var paasagt 257det unge Menneske, var ikke liden. Hun spurgte i de følgende Dage flere Gange venligt til hans Forældre, og Jomfru Dyring maatte omstændeligt gjennemgaa hans Ekvipering til Bergensreisen.

Jomfruens Ansigt skinnede som en Soldag efter overstaat Uveir.

Paa Edel gjorde denne Sag et stærkt Indtryk. Hun kunde ikke for, at hun ligesom havde gaat og ledt efter Feilene hos ham; – Andreas, der var saa elskværdig, havde med alt det dog havt saa mange. Disse kom da i den sidste Tid med Bergensjægterne i et saadant Kvantum, at hendes Instinkt uvilkaarlig gjættede Overdrivelsen og tog Parti for ham.

Hun gjemte under sit rolige Væsen ikke saa lidt af Moderens hæftige Følelser for og imod Mennesker; Muligheden af en dybere Følelse for den af hendes Far i Huset optagne Bondegut laa selvgivet udenfor enhver Skygge af hendes Tanke.

Da hun nu af sin Far fik høre, hvor resolut Morten havde sat hele sin Stilling paa Spil, opfattede hun tilfulde det mandige i denne Handlemaade.

I Tiden før Mortens Afreise til Bergen hændte en Dag noget, der vakte den Tanke hos ham, at Heggelund vist maatte bære paa en dyb Sorg.

Som han en Formiddag gik ovenpaa gjennem Gangen, indenfor hvilken Heggelunds Kontor var, saa han Døren halvtaaben, som om nogen havde gaat og glemt at lukke den.

Derinde sad Heggelund ved Pulten; men et saa bedrøvet Ansigt havde Morten ikke set i sit Liv.

Han støttede sig med et fortvivlet Udtryk imod Edel, som stod og strøg hans Pande og holdt ham i Haanden.

Morten gik forbi, som om intet var, men Edel saa idetsamme op og opfangede hans Blik; der kom en Skræk i hendes Mine ved Overraskelsen; og han hørte lidt efter bag sig, at Døren blev lukket.

Morten havde et Indtryk, som om han var kommet til at se et Glimt af Husets Sandhed; det gjemte altsaa en eller anden Sorg, og han begyndte nu at forstaa et 258Udtryk i Edels Ansigt, som han oftere havde set det samme, som dengang i Baaden havde beskjæftiget ham saa.

Da hun samme Dag gik i Haven, øiesynlig endnu optaget af sit, medens Søsteren Hansine passiarede ved Siden af hende; og, da han bagefter saa hendes smukke mørke Hoved bag Ruden bøiet over Sytøiet, var han helt betaget af alt det han vidste, skjønt han igrunden intet vidste.

Han opdagede nu, at han holdt saa usigelig af hele Familien lige indtil Fruen.

Ved Aftensbordet forraadte ikke en Mine hos Edel, at noget var passeret.

Efterat hun havde fulgt Onkel Tobias op, kom hun dog hen til Morten i den skumre Forstugang og lagde Fingeren et Øieblik paa hans Arm.

Hun saa ham alvorligt ind i Ansigtet og sagde halvt sagte, at hun stolede paa, at han aldrig nævnte, hvad han havde set idag – «det var noget, hvorover hendes Far var saa bedrøvet.»

«Aldrig! – Frøken Edel!» – svarede han.

Men dette «aldrig» udtales slig, at Edel med ét blev sikker tilbunds paa ham.

Skjønt flere Aar yngre, saa hun et Øieblik overrasket paa ham, som paa et ubegribelig stort Barn, der ikke ret véd, hvad han selv siger. Hun begreb, at han i fuld Naivitet havde villet lægge sit hengivne Hjerte for hele Familiens Fødder, men fik derunder Indtrykket af, at det var hende selv, som holdt det i Haanden. Hun sagde et Par Ord og gik ind i Stuen; men tænkte siden i sit stille Sind, at han dog havde været noget vel dristig.

Siden var Edel usædvanlig venlig og opmærksom mod Morten; han anede ikke den rette Grund, men vilde heller, at alt skulde været som før; thi han følte uvilkaarligt, at Afstanden mellem dem derved blev større.

Han kunde ikke lade være at tænke paa hende sent 259og tidligt og var tung istedetfor glad over at skulle reise.

Det var Aftenen, før Morten tidligt den næste Morgen skulde med Jægten til Bergen.

Han havde taget Afsked med hele Familien, der til vanlig Tid trak sig tilbage til sine Soveværelser. Han var nu alene i Stuen. Det var temmelig silde, og det sidste Streif af Midnatsolsstraalen faldt varmeløst og blegt hen paa Væggen.

Han blev siddende over Edels opslaade Sybord og sad saa aldeles hensunken – da han pludselig hørte Jomfru Dyrings Stemme bag sig.

Hendes Politiinstinkt slog ned, som det pleiede, naar én mindst ventede det; hun sagde lidt ironisk men venligt:

«Saa De sidder der og ta’r Farvel, Jonsen!»

Han følte, at han var overrasket paa frisk Gjerning, trængte vel ogsaa til en fortrolig. Han saa ned og svarede blot:

«Ja, – Jomfru Dyring!»

«De bør se til at glemme de Griller, Jonsen, – de fører ikke til noget.»

«Jeg kan ikke, Jomfru Dyring!» –

Da syntes Jomfru Dyring hjærtelig Synd i sin Yndling; hun forstod, at dette var mere end Fjas. Hun maatte trøste ham og sagde:

«Ja, ja, Morten Jonsen, – ingen véd, hvad Fremtiden kan bringe!»

«Fremtiden, –» gjentog Morten langsomt hen i Tanker – og saa kom han til at tænke paa Væggeplanken hjemme hos Forældrene, hvorpaa han først havde lært at læse – «den staar i Guds Haand,» sagde han uvilkaarligt efter sin Mor.

Det var ikke frit for, at han fældte Taarer, medens hans Veninde stod der hos ham.

Men Jomfru Dyring havde ingen Lyst til at sove den Nat og gik oppe, lige til Jægten et Par Timer efter i det lyse Gry gled ud af Sundet.

260Til sin Forundring traf hun ogsaa Edel staaende oppe i Kontorvinduet.

«Staar De her, Frøken Edel?»

«Ja, jeg kunde ikke faa sove,» svarede hun – og saa skiltes de, efterat have staat der lidt.

*

Det samme Aar rygtedes det, at Heggelund havde optaget et overmaade stort Laan i sine Eiendomme; det vakte stor Forundring og Omtale. Enkelte vovede endogsaa at drage Soliditeten af hans saa udraabte Formue i Tvivl.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.