Tremasteren «Fremtiden»

av Jonas Lie

Femtende Kapitel. Andreas

310Medens Morten Jonsen, støttet af sit Handelssteds fordelagtige Beliggenhed, i Løbet af de følgende Par Aar gjør det ene heldige Greb efter det andet og, ledsaget af den Ros og det Ry, hvormed Verden gjerne følger den lykkelige, blir en Størrelse i Distriktet, skal vi gaa lidt tilbage i Tiden og berette om Andreas Heggelund.

Nede i Kristiania havde Andreas i alle Maader optraadt som Heggelunds Adoptivsøn; han furneredes overflødigt med Penge og gik blandt Studenterne under Navn af «rige Heggelund».

Hans godhjertede, livlige Væsen, den Omstændighed, at han altid var rede til at laane sine Venner Penge og altid flot, nobel i al sin Færd, samlede snart en Kreds af Kammerater om ham.

Han gik for et lyst Hoved, var et Slags Løve i Studentersamfundet, vankede stadigt i Theatret og beskjæftigede sig som hele den Kreds, der var om ham, med skjønliterære Interesser.

Han inviteredes i Selskaber og paa Baller og var stadig optaget.

Den Arbeidsbegeistring, der havde været over ham den sidste Tid i Hjemmet, var efterhaanden svundet igjen – den havde væsentlig været et Laan fra hans energiske Ven Morten, medens hans bløde Natur var under Indflydelse af hans Eksempel og Personlighed. Med Læsningen gik det ialfald meget langsomt.

Brevene fra Andreas var dengang Heggelunds og hans Frues Fryd, tiltrods for, at de stadig endte med Pengeanmodninger.

Heggelund oplæste i Regelen det sidst ankomne for gode Venner, som besøgte ham; ja han tog sig vel og undertiden en Tur – med Brevet i Lommen – over til Sorenskriveren, hvor det da, som leilighedsvis, blev oplæst 311og især i dennes Datter Julie havde en overmaade spændt Tilhører. De havde en Forestilling fra allehaande forlagte Universitetshistorier om, at dette Liv var at «studere», og at Eksamen efter visse Aars Forløb vilde komme ud deraf med et Slags Naturnødvendighed.

Saa kom Fru Heggelunds Død, hvoraf han tog sig meget nær, og Brevene hjemmefra var trods den tilsyneladende lette Tone, hvori Onkelen altid skrev, fra den Tid af aldrig videre glædelige.

Af og til lod Remisserne vente paa sig langt udover Terminen paa en Maade, der til hans Forbauselse lod ham ane, at Onkelen vist ikke altid havde saa let for at skaffe dem. Dette sidste satte nu vistnok ikke Andreas i absolut Forlegenhed; thi han forstod udmærket at gjøre Gjæld og nød god Kredit paa sin Onkels Navn.

Han havde dog et altfor lyst Hoved til ikke i enkelte Stunder at have sine Anelser om, at det kunde staa mindre vel til hjemme, men derhos en altfor let og adspredelseslysten Natur til nogensinde ret længe og alvorligt at blive hængende ved Eftertanken, uagtet et Par af Edels senere Breve vel kunde egnet sig dertil.

Efterretningen om Auktionen og den øvrige Tilstand hjemme virkede derfor paa ham som en fuldstændig Overraskelse. Den formelig bedøvede ham.

Han forstod med engang, at ogsaa hans Løbebane havde faat anderledes mørke Udsigter, og paa sin yderlige Vis overgav han sig nu næsten til Fortvivlelse.

Han vidste imidlertid snart sangvinsk at reise sig en Stige af lyse Forhaabninger. Hos gode Venner hist og her fik han opdrevet et Laan, stort nok til, at han med Tarvelighed kunde læse inde i Kristiania et Aar for det første.

Han udviklede herunder en usædvanlig Energi, og tog øieblikkelig med stor Iver fat paa Læsningen. Hans Natur, der altid forlangte en Spore, havde faat en saadan i de uventede nye Omstændigheder.

Det vakte ikke lidet Opsigt i Studenterverdenen, da 312det hed sig, at «rige Heggelund» nu havde begyndt at læse med ikke mindre end to Manuduktører.

Han opnaade sin Eksamen og var samme Sommer reist hjem til Onkelen, hvor han for det første opholdt sig.

I Hjemmet var han nu, skjønt elskværdig som før, dog en ganske anderledes suffisant og meningsberettiget Herre end dengang han reiste – han optraadte gjerne som «Autoritet», men mærkede til sin Ærgrelse, at Edel ikke absolut og blindt bøiede sig for hans Meninger. Saa venligt deres Forhold var, fandt han dog, at hendes Tone undertiden var lidt harcellerende, hvilket igjen gav Anledning til smaa Rivninger og til, at Andreas til sine Tider forholdt sig en Smule taus fornærmet.

Af hans Yttringer fremgik en selvvigtig Tanke om den akademiske Dannelses adlende Egenskaber «alene den gjorde dog en Mand til Gentleman i vort Land,» mente han.

Edel disputerede aldrig direkte imod; men han kunde alligevel aldrig ret taale den Maade, hvorpaa hun svarede til eller, rettere sagt, som oftest ikke svarede; han vidste ikke, enten hun var vred eller gjorde Nar af ham.

Han havde flere Gange besøgt Morten Jonsen og var af ham blet modtaget med alt det gamle, straalende Venskab; men, optaget som denne altid var af sine Forretninger, blev der ikke den Anledning til Omgang, som han havde ventet sig.

Morten Jonsen havde ude paa Finnæsset alt opsat en stor Sjøbod og nogle til den stedse stigende Bedrift nødvendige Udhuse, medens en liden Stuebygning med store Ruder og i moderne Stil endnu kun eiede et eneste halvt indredet Værelse at opholde sig i.

Han færdedes ude sent og tidligt og havde kun meget knap Tid ad Gangen tilovers for sin Ven.

Det var Andreas paafaldende, at han hvergang altid, som hændelsesvis, spurgte ham ud om Edel, og han 313opdagede snart, at han med dette Thema kunde beholde ham i Stuen, saalænge han vilde.

Andreas havde en lidt ubehagelig Følelse ved denne Interesse hos ham og, skjønt han ikke netop opgjorde sig det saa klart, likte han det dog ikke og slog Talen altid over i noget andet.

Uagtet alle sine Forelskelser siden hin Gang, Julie Schultz var hans Stjerne, havde Andreas paa Fætteres almindelige beskedne Vis dog altid hemmelig troet at eie Prioritetsretten til sin Kusine, og nu, han havde set hende igjen som voksen og, hvad han ikke var blind for, som en paa sin Maade eiendommelig smuk Kvinde, var hun, for hans Forelskelses aller, allersidste Gang – saa trode han ialfald selv – blet Gjenstanden for hans Inkliantion.

Han kunde ikke andet end blive jaloux og krænket ved den Opdagelse, han trode at have gjort angaaende sin Vens Følelser.

Andreas havde i Begyndelsen havt meget travelt med at berette hjemme om, hvilken Mand der holdt paa at blive af Morten Jonsen, og udmalet det med sin vanlige Begeistring; – siden blev han jo derom mærkværdig taus.

Paa Edel havde disse Udmalinger gjort sin egen Virkning, og, naar hun nu stødte sammen med Morten Jonsen, var der en venlig Kulde i hendes Væsen. Han følte med stigende Bitterhed, at hun ligeoverfor ham var blet en anden.

Engang, Andreas og hun var i Besøg hos Provst Müller, kom ogsaa Morten Jonsen did i et Ærinde. Han havde netop gjort en heldig Forretning, der havde vakt Opsigt, og af Provstens Familie blev dette med glad Deltagelse omtalt.

Det Ansigt, som hans Øine derunder uvilkaarligt faldt paa, saa imidlertid ligegyldigt ud, og han trode endog at opdage en vis haanlig eller ringeagtende Trækning ved Læben. Han lod som intet, og paaskyndte lige efter sin Afreise. Kun var hans Afskedshilsen meget kold.

314Han havde besluttet at betro, hvad han var kommet efter om sin Moders Fødsel og nu sidst af Sølv-Sara om Pengesedlerne, til sin gamle, faderlige Ven Provsten, der altid havde vist ham Interesse og Deltagelse.

Han vilde indhente hans Raad om, hvorledes han skulde forholde sig mod Stuwitz; thi dennes Færd mod ham, som den opdukkede Konkurrent i Distriktet, havde i den sidste Tid ægget ham paa mange Maader og vakt den Tanke hos ham, paa en eller anden Vis at faa draget denne Mands Liv frem for Offentligheden.

Provsten hørte oppe paa sit Kontor taus paa alt, hvad Morten havde at berette. Han vidste selv fra Isak Løvøens og Sølv-Saras Skriftemaal endel mere; men hans Læbe var bundet ved Taushedspligt. Ikke destomindre kunde han med frelst Samvittighed her give det Raad, som forekom ham rigtigst.

Blottet som han var for Bevisligheder, vilde, sagde han, den Slags Historier af Folk kun blive opfattet som Frugt af en Konkurrents Brødnid. Og hvis det kun var for at hævne sig paa Stuwitz, da maatte han vel erindre, at Hævnen hører en anden til. «Det Ord er stadfæstet af min nu gamle Erfaring» – endte han – «at ingen rider saa raskt, at Vorherre ikke engang indhenter ham!» – «Og, tro De mig, unge Mand, – han naar nok ogsaa Stuwitz, selv om vore Øine ikke skal se det!»

Resultatet blev, at Morten Jonsen opgav sine Hævnplaner, skjønt han nu i sit bittre Sind ikke var lidet stridslysten.

Han gik derhjemme og søgte at indbilde sig alt undtagen det sande med Hensyn til Edel.

Var Grunden til hendes forandrede Opførsel, at Andreas var kommet hjem? – Han havde skinsyg bemærket, at hun altid var saa fortrolig mod ham. Eller ansaa hun det, han alt havde udrettet, for saa under hendes Forventning lidet? – Folk mente dog, at det var mærkværdig nok. Han skulde ialfald vise hende, at han kunde gjøre det, som mere var endnu.

Han undgik fra nu af at træffe sammen med Andreas.

Hans Mor havde af meget forstaat, at han bar paa 315tunge Tanker, og Jon rystede undertiden paa Hovedet, fordi han syntes, at Sønnen i sin Forretning begyndte at sætte formeget paa et Kort.

Engang, Morten efter et Møde med Edel Heggelund kom dobbelt bitter tilbage til Hjemmet, opnaade Moderen i nogle halve Ord hans Fortrolighed.

Marina kunde ikke lade være at føle med ham i hans Lyst til at vise den fine Frøken, hvad han kunde drive det til; men Jon Zachariasen fandt, det var en forfængelig Stræben. I sit Hjerte var han den, hos hvem Edels Aktier igrunden stod lavest; thi han saa, at hun var Skyld i, at Sønnen nu styrede saa uvorrent og dumdristigt paa Heldet løs. Men han yttrede nu intet til sin Hustru – han var selv bange for at spaa.

*

En Aften sad Andreas længe oppe. Han skrev og rev itu og skrev igjen – paa et Frierbrev til sin Kusine.

Han havde skrevet tre før i sit Liv, og dette maatte for hans egen Æres Skyld ikke ligne noget af hans forrige. Hans Kurage var overhovedet ikke slig indrettet, at han personlig vilde tage Svaret, – derfor havde han altid friet skriftligt.

Den næste Eftermiddag afleverede han Brevet ved et Bud, medens han selv lige til sent om Aftenen var ude paa en Tur tilbaads.

De følgende Dage var han askegraa fortvivlet.

Edel havde i en kort Paaskrift svaret ham sit «Nei» saa kusineligt-venligt og haabet, at han desuagtet vedblev som før at være hendes hyggelige Fætter.

En Aftenstund en Tid efter fandt han dog ud, at hans egentlige Kjærlighed havde været hans første, den til Sorenskriver Schultz’s Datter Julie.

«Fætter og Kusine er for nært». Han havde «skammeligt og mere end skammeligt» næsten ikke tænkt paa hende i al den Tid.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Tremasteren «Fremtiden»

Tremasteren «Fremtiden», eller Liv nordpå ble utgitt i 1872. I romanen beskriver Lie den nordnorske naturen og folkelivet, og tar særlig opp forholdet mellom det samiske og det norske.

Romanen ble skrevet mens familien Lie oppholdt seg i Roma i flere år tidlig på 1870-tallet. Alle utgivelsene fra denne tiden har det til felles at Lie ønsket å skildre folkeliv fra ulike landsdeler.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1872 (nb.no)

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.