‹…›‹…›] Starten mangler.
vor Stilling, uf Dagmar du ved ikke hvor jeg mangen Gang kan formelig foragte hele Livet. Ikke tal om det til nogen, kjære dig, synes du jeg er ukvindelig, saa sig det, jeg er saa fyldt af den Sorg, at jeg altid bliver heftig, naar jeg kommer til at tænke paa det. Ser du ikke, jeg længes efter Lykke, efter Fred som du og alle, men det [er] mig som om det paa den Vei er umulig. Kunde jeg faa Tilliden igjen, det er den som er borte. Jeg skal sige dig, jeg synes Vaneægteskabet er saa rædsomt, det er kun Kjærligheden, som gjør det skjønt, og nu er det det som oprører mig, at medens Kvinden gjemmer sit Hjertes Skat og bevarer sig og sit Indre rent for at gjøre den Mand hun elsker, lykkelig og rig, medens hun tænker sig ham som sin eneste, sin altid elskede, kommer han som oftest til Ægteskabet med urent Sind og slappe Sæder og er ikke mere istand til at fatte Skjønheden ved hvad hun giver ham og heller ikke dets Værd, for ham er hun kun en Kone, som han maa have, uf er det et Ægteskab, han burde have en fra Gaden og ikke noget andet, det er lige for lige. – Tro mig der findes ikke en Mand blandt 100 som vedTrolig mangler et ord, f.eks. «hvad». et ret #Ægteskab vil sige, og det er det, som gjør mig bitter. Hvorfor skal vi opdrages til saa meget skjønt, og hvorfor tillader man os at faa disse Ideer om Livet, naar det faktisk er noget Tøv, jeg begriber ikke hvad Sundt der er i den Opdragelse, naar Livet efterpaa, ja meget snart viser os, at det er det sjældne, at Størsteparten af Mænd ler og trækker paa Skuldrene af vore romantiske Ideer. – Kan man ikke heller sige, som sandt er‹,› at Ægteskabet er et Vanesamliv, at faa Mænd er istand til at fatte og vedligeholde Kjærligheden, at enten maa man stole ubetinget paa, at det Menneske man har valgt er ‹værd› Valget og saa resikere det, eller maa man gaa ugift, dersom man ikke vælger den simplere Dele at modtage et efter min Mening demoraliserende Ægteskab. Ja Dagmar jeg er næsten kommen til at den ugifte Stand er for Damer den hæderligste, Mændene tager sig jo Revanche paa anden Maade, om de er ugifte. Ja Dagmar den Mand som er sin Kone utro er ynkelig. Og dog naar alt kommer til slut og sidst saa er det jo Opdragelsen og Samfundets Skyld, det er ikke saa meget den enkeltes. Er det ikke noksaa rimelig, at de #stærkere tager Magten, og naar de nu mageligen sig imellem kan gjøre, hvad de vil, saa er det rimelig de ikke holder sig selv i Tømme, naar de ved de har ‹…taende› Medsyndere paa alle Kanter. Ikke saa Dagmar, at jeg mener, at de som allerede er komne vidt paa denne Maade, skulde paa engang kunne vende om og faa et alvorligt Sædelighedsbegreb, men de unge skulde høre det, og ikke opmuntres til at aflægge sin Uskyld med det samme han bare var voxen. Det er det jeg tror, at naar vi Kvinder og at de som har en sædelig Moral mere aabenlyst sagde vor Mening, saa vilde det i Fremtiden blive bedre. – Naar vi satte en høiere Pris paa os selv, saa vilde Mændene til deres Lykke ogsaa gjøre det og der vilde ikke være saa megen Foragt paa begge Sider. Det vilde være sødere og uskyldigere hos mig, at tro paa Verden, men jeg kan ikke, jeg ser jo, jeg tror paa, at , det kan vare, men jeg tror ikke at det hyppig findes. Ja Dagmar ofte er jeg saa tung og trist, for jeg synes Livet er saa simpelt, og da ser jeg ingen Udvei, jeg kan ikke stige ned, Gud give, det aldrig skeer, thi jeg tror jeg ‹tog› megen Skade og saadan Lykke, som jeg mener kan jeg aldrig faa, og maaske det ikke vilde bekomme mig vel, men jeg tror nu ikke på den.
#Du kan tro det glæder mig, naar du siger at SkavlanSkavlan] Olaf Skavlan (1838–1891), litteraturhistoriker. Gift med Dagmar i 1879. er alt for dig, jeg tror at det netop er hans indre Skat, som fortryller dig og gjør dig stadig lykkeligere, ak er det ikke netop det for mig forfærdelige, at saamange Ægtemænd betragter sin Kone som noget der tilhører dem saa fast, at de foragter det. Ja du Mændene er morsomme at tale med og jeg er mangen Gang meget indtaget i Øieblikket, men saa bliver jeg ræd og ganske iskold, thi jeg har tabt Tilliden. Kjære Dagmar sig det ikke til nogen og vær ikke vred paa mig, fordi jeg plager dig med dette, du som netop er lykkelig, Igaar maatte jeg standse netop der, da AnnaAnna] Trolig Anna Sømme (1855–?), kusine av Kitty og Dagmar. og Ragnhild kom herop. Ragnhild er meget tækkelig denne Gang, der er ligesom mere ‹Ungdom› og Blidhed over hende. Jeg tror at det rolige Liv i Bergen har gjort hende godt, det lyder jo ikke saa mageligt netop at være Lærerinde paa en Skole og bo alene for sig selv, men alligevel tror jeg, det har været bedre for hende end at bo hjemme, da hun vidst tager altfor meget i der, hun er nu forholdsvis tyk og frisk, men det gaar vidst bort, naar hun nu kommer hjem. – Det er jilt at se hvor glad hun er i at gaa med os, og du kan tro, vi har mangen en Disput om Nutidens Ideer. Hun har gjort et betydeligt Fremskridt i Tolerance, og det kan du begribe er deilig at høre.
‹…›‹…›] Slutten mangler.
Har du seet Krohgs sidste Maleri,Krohgs sidste Maleri] Antakelig Christian Krohgs maleri «Albertine i politilegens venteværelse» som ble utstilt for første gang i Teknikens store sal, Rådhusgaten, Kristiania i mars 1887. hvordan liger du det?Har du seet … det?] Skrevet langs høyre marg på første side.
Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Christine «Kitty» Lange Kielland (1843–1914) var nest eldste barn i en søskenflokk på seks, bestående av tre sønner og tre døtre. Dagmar Kielland (1855–1931) var den yngste. Kitty reiste til Karlsruhe i Tyskland på nyåret i 1873 for å få undervisning i malerkunsten og var etter dette ikke fast bosatt i Stavanger. Dagmar ble værende fram til hun giftet seg 14. august 1879 med Olaf Skavlan (1838–1891), professor i litteraturhistorie.
Brevvekslingen som presenteres her, er på i alt 20 brev/fragmenter, alle eid av Nasjonalbiblioteket (NB). 15 av disse er skrevet av Kitty, mens 5 er skrevet av Dagmar. Søstrene skrev jevnlig til hverandre, i hvert fall fram til Kitty sent i livet ble for syk. Dessverre er ikke alle brevene bevart. At kun 5 av Dagmars brev til Kitty er bevart, kan nok skyldes at Kitty ofte flyttet og dermed ikke tok vare på alle brevene hun mottok. Brevbunkene som gjengis her er i ubalanse når det gjelder mengde mens de i virkeligheten antakelig var mer i likevekt.
Brevene utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.
Kitty L. Kielland regnes som en av de fremste norske landskapsmalerne i 1880-årene og hun bidro mye til utviklingen av den nyromantiske retningen innen malerkunsten i 1890-årene.
Dagmar Skavlan, født Kielland, var søster til maleren Kitty L. Kielland og forfatteren Alexander L. Kielland. Hun vokste opp i den store Kielland-familien i Stavanger.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.