I.

Posten som andenlærerandenlærer] Rangordningen var: bestyrer, annenlærer (nestkommanderende), tredjelærer ved byens middelskolemiddelskole] et nivå i skoleverket som ble innført i lov om høyere allmennskoler av 1869. Det var en seksårig skolegang som kunne velges etter den treårig allmueskolen. Ordningen erstattet realskoler og borgerskoler, som gikk over til å bli middelskoler. Da den syvårige folkeskolen ble innført i 1889, ble middelskolen en fireårig skole, hvor elevene kunne begynne etter avsluttet 5. klasse på folkeskolen, og slik kvalifisere seg for gymnaset, examen artium og et videre akademisk løp. Middelskolen var delt i to linjer: latinlinje og engelsklinje. Etter middelskolen kunne man fortsette med treårig gymnas, som ga adgang til høyere studier. I 1930-årene ble middelskolen erstattet av ny realskole og gymnas. Jenter fikk adgang til middelskolen midt på 1870-tallet, til gymnaset først fra 1882. Dette var betalingsskoler, som altså henvendte seg til borgerklassen. var besat med kand. filol. Francis Greve. Han skulde tiltræde posten ved nytaarstid.

Det havde sneet i et par dage tæt og jevnt, men nu var det slaaet om til nordenvind og sterk kulde. Den gamle skolebygning laa der under heien stor og graa i sneen med sine to rader tomme, ensformige vinduer og de to ældgamle lønnetrær udenfor, hvis stive afkappede grene strakte sig over taget helt op i den klare, hvide frostluft. Paa afstand saa de akkurat ud som to vældige sopelimer, der var sat paa ende ned i sneen. Den gule gangdør stod aaben, børnene fløi ud og ind. To gutter kastede snebold paa hinanden; den ene havde et helt arsenal af snebold inde i gangen, dækkede sig bag døren, kom bare frem og kastede, fór saa lynsnart tilbage og var iveien for dem, der kom eller løb ud og ind. Bortover de brede gange med sine 2umalede stokkevægge, der var blevet brune af bare ælde, laa der smaabitte toppede snefaner, som nordenvinden drev sammen, og fodspor af sneede ben; op igjennem trapperne, forbi dørene med de gamle, slappe laase, helt bort i gangvinduet, som var af den gamle, gode sort med en hvirvel i hver rude, laa der sne, kram sne, som ikke smeltede. Men oppe under taget i hjørnerne hang der store, tykke spindelvæv med fine glimrende isperler i, og det gamle, rundslidte trappegelænder var ganske vaadt og klamt at tage paa i den sterke kulde.

Det store skoleværelse, hvor øverste pigeklasse holdtes, var bare halvt opvarmet. De fem store vinduer var frosset helt op. Hele julekulden laa endda i det store rum, det var næsten, som der laa fint rim inde imellem de lyserøde, vandfarvemalede stokkevægge. Katederet var hvidmalet og stod oppe paa den ene tvervæg mellem to isbelagte vinduer, og alle blækhusene var frosne hele klassen over. Fra døren og bortover gulvet til klæderækken, som stod bugnende næsten skjæv af kaaber og kyser og vinterplag, laa der smaa, runde, sorte vandpytter efter sneen, som var trukket med ind og som laa der og smeltede. Men ovnen laa pakkende fuld af sprakende furuved. Det brændte, og det durede, og det smaldt gnister langt bortover gulvet, og den nederste del af ovnen var alt begyndt at blive glorød, saa det knettede baade i den og i det lange, smale rør, der gik ret op i taget. Saa nu blev det snart 3varmt, sagde smaapigerne. I fjorten, femten aars alderen var de alle. Nogle fuldt udviklede, nogle bare som to brætter lagt sammen. De havde sat bænker bortved ovnen og tinte op blækhusene sine, medens de trættede om pladsen og snakkede om den nye lærer.

«Han skal bo hos madam Igland, men spise middag paa hotellet,» sagde en liden, kort, sammenknødtsammenknødt] sammenknadd, firskåren jentunge med indgroddeindgrodde] dyptsittende øine og en tyk, lys pandelug.

«Han gaar med floshat i denne kulden,» sagde Mathea Rask, et høit, vakkert pigebarn, som var ganske voksent klædt.

«Ja, og med figurfrakfigurfrak] innsvinget frakk, formet etter figuren og gule hansker med brede render i,» kom det fra en anden kant. «Han var paa visit hos os igaar,» sagde byfogdens datter, «og jeg forsikrer Dere paa, at støvlerne hans var saa smale som saa –»

«Hvor smale?»

«Aa, du overdriver, Benna, han maa jo have de gyseligste ligtorne.»

«Han kaldte mig frøken,» vedblev Benna, «jo, han gjorde.»

«Nei, du maa undskylde, men nu lyver du.» Benna og Mathea Rask trættede en stund om dette. «Bare for du vil være vigtig, mor, bare vigtighed, mor.»mor] her: jente (folkelig tiltale)

«Han skal være den flotteste af alle de flotte herrer, som gaar paa Karl Johan inde i Kristiania,» begyndte den lille indgrodde igjen.

«Ja, han skal være saa gyselig til at gjøre kur.»gjøre kur] i eldre språkbruk: beile, gå på frierføtter; her: flørte

4«Ak, kur,» sagde Mathea Rask og himlede med sine blaa øine, «det er det deiligste, jeg ved.»

«Er der nogen, som har gjort kur til dig da, Mathea?» spurgte en af dem bag ovnen. De begyndte at hviske sammen.

«Hun tigger chokoladekager af ham,» sagde en indimellem.

«Var det mig, vilde jeg ikke gjøre det,» sagde en styg jentunge og saa værdig ud.

«Snak kun høit,» sagde Mathea Rask.

«Sina siger bare, at du gjør dig til for den hvidhaarede handelsbetjenten hos Bruun,» oplyste en.

«Hvidhaarede! Du kan selv være» – begyndte Mathea.

Men paa den anden side af ovnen reiste der sig i det samme en stor disput om, hvem det var, Greve havde seet paa, da han gik forbi dem nede i gangen for en stund siden. Høie, skarpe pigestemmer som kvinte,kvinte,] rettet fra: kvinte (trykkfeil) skreg op, lo og skreg igjen, andre som ertede op; der var ikke ørenslyd at faa.

«Hys, jeg synes, jeg hører – hys –», der blev dødsstille med en eneste gang, «der kommer han.»

I ét nu var alle smaapigerne paa plads. De lange, gamle, sorte, fastspigrede pulte stod i rader midt paa gulvet. Det kneb at komme i slig fart med skjørter og lange, ulænkelige pigeben ind imellem de trange bænke. De var dog 5næsten kommet i ro, da bestyreren aabnede døren for den nye lærer. En liden venskabelig strid om, hvem der først skulde gaa ind; bestyreren seirede, og den nye lærer traadte ind.

«Dette er den øverste pigeklasse,» sagde bestyreren. Han var i sin graa husfrak og med det store, graasprængte haar, som der altid dryssede flas af.

Ingen saa paa ham. Alle de toogtredive øine, der var i klassen, stirrede paa kandidatkandidat] cand. philol. Greve. Han lod fuldstændig til at være i sit es ved denne mønstring. En liden, velproportioneret figur med bitte liden ansats til fedme, mørkt, nedkjæmmet haar, en smuk ansigtsfarve, hvide, regelmæssige tænder, crêmegult slips og spidse støvler med gamascher. Intet undgik de toogtredive øine. Aa, hvor de stirrede.

Greve bukkede overordentlig høflig, næsten med et lidet anstrøg af kurtise, han havde opdaget Mathea Rasks lyse hoved og slanke figur paa den øverste pult. Bestyreren sagde et par ord, som for at introducere den nye lærer, ingen hørte efter, bare saa paa Greve; bestyreren gik, og kandidat Greve traadte op paa katederet.

Han maatte faa lov at læse op de unge damers navne for saa nogenlunde at gjøre sig bekjendt.

«Mathea Rask,» begyndte han. Bemeldte unge dame reiste sig op, dreiede paa hovedet og gjorde sig lidt til. Hun vidste, hun havde en smuk figur, for anledningen havde hun snøret sit 6skindbelte endda et par huller tættere sammen. Hun havde et hurtigt blik og saa godt, at Greve paaskjønnede hendes bestræbelser i den retning. Han anmodede hende overordentlig høflig om at blive siddende.

«Har du seet noget saa deiligt,» hviskede Mathea Rask til sin sidemand; denne var saa optaget af, at hun netop skulde raabes op, at øinene stod stive i hendes runde ansigt.

Kandidat Greve læste videre rækken nedover. De penere fik et dvælende blik, enkelte et smil. Han havde øine, som smiler, uden at munden behøver være med. Paa nederste bænk sad der en med en fordybning i panden, det var jo en fysiologisk merkelighed, han maatte undersøge, om ikke aandsevnerne ogsaa der havde en knæk. Vedkommende lille pige fik et meget velvilligt blik, og da hun ikke var fri for at være indbildsk, skrev hun sig det straks bag øret og blev pludselig meget ovenpaa ligeoverfor sin sidemand, der var blevet temmelig hurtig affærdiget, formodentlig paa grund af sin noget urene hud.

I dette øieblik blev døren sagte aabnet. «Aa, Helga en halv time forsent, du skal værsgod have kryds for orden,» raabte nogle.

«Hys, mine damer,» begyndte Greve meget smilende, «men jeg maa virkelig anmode damerne om ikke at være fuldt saa høirøstede.» De blev allesammen ligesom lidt skamfulde, bare af koketteri for resten; de, som ikke havde raabt, ønskede de havde været med, det hørtes saa 7kvikt. Mathea Rask vimsede op og ned mellem katederet og pultene og gjorde sig al mulig umage for at snakke østlandsk og ikke have denne kjedelige svingen paa ordene, som fremmede folk altid lo af. Men nedover pultene begyndte de at hviske og le, fordi Mathea Rask snakkede saa fint.

Helga tog hurtig tøiet af sig; hun strævede svært med et par sokker, hun havde paa benene. Det bløde, brune haar faldt hende frem over ansigtet. Kandidat Greve kunde ikke rigtig se, hvordan hun saa ud, før hun sad paa plads. Hun var jo ubetinget den smukkeste af dem alle. Ikke meget høi, et fladt, barnsligt kjoleliv med rynker, bløde, runde kinder med en olivenvarm farve, og brune, lidt vemodige, stille øine. Munden var sterkt rød og fyldig.

«Maa jeg spørge om frøkenens navn?»

«Helga Gjertz.»

Hun havde den vane at smile og lægge hovedet lidt paaskakke, naar hun talte. Kandidat Greve blev formelig i godt humør; han vidste, konsul Gjertzkonsul Gjertz] konsul: tjenestemann som tar seg av interessene til et land og dets borgere i utlandet. Gjertz var nok såkalt honorær konsul, dvs. konsul uten faste plikter og lønn, altså nærmest en ærestittel. var byens rigeste mand, hun var jo rent betagende sød.

Det kunde næsten lønne sig at gjøre kur her, hun saa forresten temmelig uskyldig ud, han maatte vist i saa fald lære hende op. Her kunde man jo gjøre de mest omfattende studier af kvindenaturen. I vore dage, hvor den ting stod paa dagsordenen, var det igrunden ganske interessant dette at blive lærer til næsten voksne pigebørn.

8Der var noget umaadelig morsomt, noget pirrende for alle de halvvoksne pigebørn, i denne frøkentitel. De rettede sig i ryggen, enkelte stelte lidt paa sit haar og kjendte efter om strimlerne i halsen sad rigtig.

«Det er da forfærdeligt saa koldt, damerne har det herinde,» sagde Greve, gned sine smaa, benede hænder og saa mismodig bortover de igjenfrosne vinduer.

«Aa, det tiner nok,» sagde hun med de indgrodde øine, «men saa render hele gulvet af vand.»

Og saa lo de allesammen igjen; hvide tænder i runde ansigter alle pultene nedover med det blege, hvide dagslys fra de frosne vinduer udover dem allesammen.

Greve fik atter en følelse af, at det var noget, som morede ham. «Damerne har vel ikke noget imod, at jeg røger en cigaret?»

Tænk, at han spurgte om det, de vidste næsten ikke, hvorledes de skulde svare. Cigaretrøg som var saa deilig. Nei, naar de nu tænkte paa kandidat Sæther, som de havde maattet trækkes med i hele to aar, og som uafladelig havde gaaet og suget paa en sur pibe og trukket op i sine blegblaa bukser, saa kunde de næsten ikke skjønne, at de havde holdt ud med ham.

De skulde have engelsk den første time. Kandidat Greve erklærede, at han frøs ihjel oppe paa katederet og begyndte at promenere op og ned. Der var en liden plads ledig ved siden af Helga Gjertz, der sad yderst paa en bænk.

9«Kanske jeg faar lov at sidde her?»

Helga Gjertz kjendte duften af en sterk parfüme, der blandede sig med den fine russiske cigaret. Uf, hvorfor havde han netop sat sig ved siden af hende, det var jo saa gyselig generet. Bare han ikke vilde, at hun skulde læse op – hun kunde ingen ting – og saa vilde han vist synes, hun var dum – han havde saadanne skarpe øine – og – og – det var saa gruelig leit, at han sad der ved siden af hende. Naturligvis skulde Helga Gjertz læse et stykke. Hun skilte sig daarligt fra det og havde faaet en dyb rødme i kinderne, da hun var færdig. Men Greve smilede bare til hende, saa Helga fik med én gang det indtryk, at han vist var meget snil.

Og kulden varede ved. De høie, gjennemkolde skoleværelser satte Greve i et elendigt humør. Saalænge han frøs saa, var han ikke engang oplagt til lidt uskyldig kurtise. Helga Gjertz var indtil kjedsomhed uskyldig. Hans veltalende blik og smaa, forsigtige tilnærmelser gik aldeles sporløst hen. Rent knusende vakker vilde hun blive, naar hun først var udvokset. For figur var det jo endnu ikke tale om.

Men saa endelig en dag blev det tøveir. Skolevinduerne var store, lyse og klare; det tykke, tætte snetæppe op over heien lige udenfor vinduerne begyndte at synke sammen; smaa, bratte afsatser blev med én gang bare og sorte; under sneen kom der sivende og rislende først nogle faa draaber, saa flere og flere, vaad, skinnende af rislende vand, laa heien bar i lange stykker.

10Inde i øverste pigeklasse havde de tegnetime. Der var ganske stille, blot smaa halvhøie hviskninger om laan af viskelær, og saa en alt andet end lempfældiglempfældig] skånsom, forsiktig visken ud.

Greve spadserede op og ned, det knirkede i hans støvler, især naar han vendte oppe ved vinduet. Sagte med visse mellemrum dryppede det ned paa vinduesbretterne udenfor. Helga sad og stirrede ud igjennem vinduet i alt det sorte og hvide og det klare, rislende vand; ret frem var der en stor ganske blaa flek paa himmelen. Hun saa vemodig fortænkt ud, men hun sad bare og tænkte paa en kattepus hjemme, som skulde have unger. To stykker skulde faa leve, hun vilde ønske, de blev graa med hvide, bløde labber. Rødt baand med hvid knap i skulde de have om halsen til hverdags og blaat silkebaand til søndags. Eller kanske de burde være sorte med hvid haletip? Nei, nu saa Greve, at hun ikke tegnede.

«Jeg faar nok hjælpe dig, Helga, det gaar smaat med dig, ser jeg.»

Greve satte sig ved siden af hende og begyndte at tegne. Det var da en deilig parfüme, han altid brugte. Mathea Rask, der var den i klassen, som vilde være mest inde i alle toilettets hemmeligheder, havde hver dag et nyt navn paa den. De første fjorten dage, Greve var paa skolen, var det et spørgsmaal, som interesserede alle uden undtagelse.

«Se saa, Helga, nu maa du fortsætte saadan.» Helgas tætte, bløde øienhaar laa hende ned paa kindet. I tindingerne krusede haaret sig saa smaat 11og uskyldigt. Greve saa ned paa hende. Hun var jo næsten en skjønhed. Han strøg hende med haanden ned ad kindet. Først en gang, saa en gang til, men ligesom langsommere sidste gang. Tænk, at Greve klappede hende paa kindet, det var da løierligt.løierligt] komisk Hvorfor ialverden gjorde han det, det havde da aldrig kandidat Sæther gjort. Hun saa nøie efter, om han gjorde det med nogen anden. Nei, hun kunde ikke opdage det. Hun glemte det forresten straks.

Men saa umaadelig morsomt det var for de af smaapigerne, der havde voksne søstre hjemme, for de vilde alle have nøiagtig besked hver eneste dag om, hvad Greve sagde og gjorde. Og det, at de, der ikke var konfirmerede, kjendte en saadan fin, flot herre bedre end de voksne damer og havde saa meget at gjøre med ham hele dagen paa skolen, det var saa umaadelig morsomt.

Helga Gjertz havde ogsaa en voksen søster, som i høi grad interesserede sig for Greve. Der var jo faa eller ingen antageligeantagelige] sosialt akseptable herrer der i byen, for handelsbetjente og skippere regnede Bolette Gjertz ved Gud ikke til antagelige herrer. Man havde da fordringer, fordi om man var nødt til at leve i en afkrog af verden.

Hun pleiede at faa Helga ind i sit værelse om aftenen og faa hende til at fortælle om Greve. Og Helga var meget villig. Bolette var hele otte aar ældre og havde aldrig givet sig noget af med hende før. Søstrene havde hvert sit soveværelse, men døren stod altid aaben. Det var især, medens 12Bolette gik og klædte sig af, og Helga alt var kommet i seng, at disse interessante samtaler førtes. «Du skulde kjende en parfüme, som Greve bruger,» fortalte Helga, «man kan kjende det i hele klassen, naar han har været der. Og saa røger han cigaretter i mængdevis hver dag, men han har saadanne spidse tænder, de to paa siderne, du skulde bare se.»

Bolette sad foran sit toiletbord og kjæmmede sit haar til natten. Det svære, gulbrune haar fik en gylden glans mod lysene og det hvide omhæng over bordet.

«Hvem synes han bedst om af deredere] rettet fra: Dere (trykkfeil) da?» kom det efter et øieblik fra Bolette. Hun kjæmmede sagte og omhyggelig videre.

«Hvem han synes bedst om?» Helga blev med én gang urolig i sengen, trak benene op og strakte dem ud, vendte og dreiede sig. Hvem han synes bedst om? «Det er ingen det, vel,» sagde hun tilslut ligesom skjødesløst, men ind i hende kom der en hel ny tankegang.

Han saa mest paa hende, hun var viss paa, han gjorde det, han havde klappet hende paa kindet, og det havde han ikke gjort med nogen af de andre, og enten hun kunde sine lekser eller ei, saa smilte han bestandig og gav hende bedst karakter af allesammen.

Helga var med en gang blevet saa stille der inde i sengen. «Naa, sover du», vedblev Bolette efter en stunds forløb, «hvordan har Greve sit haar?» «Aa, snauklippet ned i panden,» sagde 13Helga, men fort, ligesom hun bare vilde tilbage til sine egne tanker igjen.

«Jeg fatter ikke, hvorfor det menneske ikke kommer paa visit her», kom det tilslut ligesom drømmende ufrivilligt fra Bolette, før hun slukkede lyset.

Men Helga blev liggende længe vaagen. Greve syntes vist bedst om hende af alle i klassen, ja, han gjorde vist ganske bestemt det. Der kom et slags blød, ukjendt følelse over hende, det var, som hun var indvævet i noget fint, usynligt noget. Tænk, om han syntes bedst om hende – han, som var saa nydelig.

Et par dage efter skulde Helga op paa katederet til Greve med en diktat, der skulde rettes. I det samme Greve tog en pen for at begynde at rette, greb han med den venstre haand Helgas høire og knugede den tæt, fast. Det var rart, syntes Helga. Hun saa ned over klassen, ingen af smaapigerne der nedover anede, at Greve sad og knugede hendes haand der bag katederet. Der var mange feil i diktaten, for hver feil gav han hendes haand et ekstra lidet tryk. Hvor godt hun huskede det altsammen siden, da hun tænkte over det. Det gule bind paa diktatbogen, som solen faldt paaskraa bortover, Greves lysegraa benklæder, som sad saa gruelig stramt, og den lille, sterke haand med de lyse, gule haar vokset helt ud over haandfladerne.

Da Helga var kommet paa plads og saa op paa Greve – han saa paa hende igjen –, syntes hun igrunden 14det var umaadelig morsomt. Han var virkelig sød. Tænk, at han havde trykket hende slig i haanden. Hun saa paa den under pulten og trykkede den sterkt med sin venstre for at faa følelsen af det én gang til. Men hans haand var saa meget sterkere. Hun vidste ikke rigtig hvorfor, men hun fortalte det hverken til Bolette eller til nogen af veninderne. Hun ønskede igrunden, han vilde trykke hende slig i haanden igjen.

Nogle dage efter skulde alle pigeklasserne have en kjælketur. De samledes under de store lønnetrær udenfor skolen. Greve og tredjelæreren skulde være med. Mathea Rask og Sofie Carlsen stod og talte med Greve, da Helga kom med sin kjælke. De skulde kanske ake med ham, tænkte Helga, det var saa besynderligt, men hun tabte fuldstændig lysten til at være med i det samme. De bagte kager hjemme, hun vilde heller gaa hjem.

I det samme vendte Greve sig om: «Se, der har vi jo Helga, saadan briljant kjælke du har, den maa tage en glimrende fart, maa jeg styre den?»

Helga tænkte ikke et øieblik mere paa at gaa hjem igjen, igrunden havde hun anet det hele tiden, at hun skulde ake med Greve. Men Mathea Rask og de andre hviskede sig imellem, at Helga var blevet saa utækkelig i det sidste, og at det var rent ud lumpent, at Greve gjorde saadant væsen af hende, bare fordi hun var rig.

Det var akkurat et kjælketur-veir, kanske lidt for meget sol, for det skinnede og glimtede i skaren bort over markerne, saa det skar i øinene. 15Og naar solen skinnede paa de fine, smaa birketrær, der var plantet langs veien og var rimede helt op, saa de ud som unge, uskyldige piger. Og himmelen var ganske blaalig-hvid helt ned til skogen der langt borte, og det sang under kjælkemeierne og knirkede under benene, saa én kunde blive i godt humør bare af at gaa.

De maatte tage over nogle marker, klyve over et gjærde. Gammelt, brunt og faldefærdigt var det, og fine blaalige skygger kastede det bortover den hvide sne. Greve hjalp dem allesammen over. Helga syntes ikke, han trykkede hende slig i haanden som den dag paa skolen. Han kunde forresten gjerne gjort det. Han var svært sød i dag. De skulde ake ned over en lang bakke helt ud over isen paa fjorden.

Greve lod dem allesammen ake foran sig, var svært aktiv og hjalp dem alle tilrette. Den sidste kjælke drog nedover. Helga og han stod alene oppe paa toppen.

«Saa er det endelig os da,» han vendte sig smilende om til Helga. «Det var morsomt, at vi to kom til at ake alene, ikke sandt? Sæt dig nu godt.»

Han satte sig bag og trak hende tæt op til sig i det samme, saadan at hun næsten kom til at ligge op over hans bryst. Han tog cigaretten ud af munden og bøiede sit ansigt næsten helt ned til hendes, hun følte den friske, kjølige berørelse af hans kolde kind. «Bedre kan vi umulig have det, synes du ikke?»

16Hun havde lyst til at se op paa ham, men hun kunde ikke, hun ligesom skjalv indvendig.

Saa susede de nedover, hun kjendte Greves arm, der holdt fast om hende, øinene blev blændet af det sterke luftdrag; der flimrede og glimtede for dem af solen bortover sneen. Langt ud kom de, længere end alle de andre, helt midtfjords. Men før kjælken endnu var rigtig stanset, medens de gled sagte udover der midt i alt det skinnende hvide, trak Greve endnu en gang, uden at sige et eneste ord, hende heftig ligesom uimodstaaelig op til sig.

Det forekom Helga, da hun reiste sig op, som om benene ikke rigtig vilde bære hende. Men det var bare et par skridt, saa kom den overvældende, jublende følelse op i hende, at slig havde hun endnu aldrig moret sig.

Hvad var det igrunden for noget, som var saa uhyre morsomt. Langt borte hørte hun de andres stemmer. Uden at hun selv gjorde sig rede for det, kom der en følelse over hende af en skjærpet intelligens, hun opfattede, tænkte og følte skarpere og hurtigere, end hun pleiede.

Greve blev staaende et øieblik for at tænde sin cigaret, der var gaaet ud i farten nedover. Helga sprang et par skridt og sklidde bortover isen. Skjælvingen i benene var ganske borte, det var næsten, som hun løb i luften. Greve kom løbende efter. Kjælken tog en stor svingning i touget og løb rundt dem i en stor runding paa den glatte is.

17«Sæt dig paa, og hold dig godt fast, saa skal jeg svinge dig.» Han løb, stansede hurtig op og lod kjælken svinge rundt.

Helga lo op til ham med lidt brede, hvide tænder: «Aa, saa morsomt, en gang til.» Han saa ned paa hende.

«Nei, ved du hvad, nu maa vi gaa iland, ellers bliver jeg saa styrtende forelsket i dig, at –» Han fuldendte ikke sætningen. Hun saa et eneste øieblik op paa ham med et næsten forfærdet udtryk, saa reiste hun sig øieblikkelig op og gik ved siden af ham. Men hun vendte hele tiden ansigtet ud over isen. Det var ganske besynderligt, men i første øieblik var det akkurat, som det var noget, hun blev ræd for. Greve gik over paa den anden side af hende for at faa se hende i ansigtet.

«Du er da en rar en,» sagde han let, da han forgjæves søgte at fange hendes blik. «Er du vred paa mig? Du kan da ikke være vred paa mig, fordi du har saa vakre øine, at jeg ikke taaler at se paa dem.»

At han kunde tro, hun var vred; ikke det bitterste vred var hun, men det var bare saa rart, det var bare saa besynderlig rart. Det var nok morsomt, saa usigelig morsomt igrunden, men det var ligesom, hun vilde græde paa samme tid. Hun kunde ikke sige et eneste ord. Det var vist kjærlighed; aldrig i verden havde hun elsket nogen som Greve.

«Nei, nu maa du smile til mig igjen, Helga, ellers bliver jeg rent ulykkelig.» Hun saa lidt usikkert 18paa ham og smilte, men saa straks bortover mod skogen paa den anden side igjen.

Greve vidste et par øieblikke ikke rigtig, hvorledes han skulde gribe sagen an. Havde hun bare været voksen. Hun var forbistret knusende vakker. Men hun var jo saa uskyldig, at det næsten var vammelt.vammelt] vemmelig, ekkelt Men der borte ved stranden kom jo Mathea Rask og Sofie Carlsen og et par andre løbende. Greve raabte paa dem, han vidste paa ære intet andet at gjøre. De kom straks udover, løb efter hverandre, sklidde lange stykker, raabte og løb. Op over bakken gik de alle i følge, Helga var med én gang blevet gruelig livlig.

Men da Helga kom hjem, troede de, at hun havde forkjølet sig paa kjælketuren.

Hun var saa underlig stille, vilde ikke have mad og laa paa sofaen med hovedet ned i puderne hele aftenen. Hun laa der og tænkte, op igjen og op igjen alt det besynderlige, som var hændt i dag. Hun følte endnu, hvorledes han havde trykket hende op til sig, saa levende følte hun det, at hun begyndte at smaaskjælve igjen som ude paa isen. Og saa den friske, kjølige følelse, hun kjendte den tydelig, da han næsten lagde sit kind ind til hendes og sagde: Bedre kan vi umulig have det. Og saa da han trykkede hende saa voldsomt op til sig, uden at sige et eneste ord, i det samme kjælken stansede. Og saa da han sagde det, at han elskede hende, nei, forelsket sagde han. Hun hørte sin moders og søsters stemmer, de sad i samme værelse, 19saa underlig fjernt, og her laa hun og elskede Greve saa høit over alle, alle grænser.

Men han syntes vist, hun var rasende dum. Mon hvorledes han vilde være paa skolen efter dette? Hun sagde ikke et eneste ord om altsammen til Bolette, og ikke vilde hun fortælle veninderne noget heller. Men hun sov næsten ingenting om natten.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.