XIII.

Anna Eriksen havde blot den ene gang beluret Agathons og Helgas hemmelige møder. Hun følte, at hun ikke endnu engang taalte at se dem sammen. Hun løb som en fredløs aand ud og ind, op og ned. Gik noget hende det mindste imod, fik hun krampegraad og skreg.

«Hvad gaar der af frøkenen?» sagde pigerne, «nu sidder hun og skriger oppe paa klædeskammeret igjen.»

Noget maatte gjøres, og noget skulde gjøres, Anna Eriksen spekulerede dag og nat. Hun havde i sin tid havt det meget med at skrive breve, selv til dem, hun befandt sig i hus med. Havde Agathon sagt et eller andet lidet ord – naar hun var trist og nedtrykt – om, at hun burde være i godt humør, der kom nok bedre tider efter disse, eller noget lignende, saa skrev hun øieblikkelig en lang epistel, som hun lagde ind paa hans natbord. Indholdet var da blot, at hun vilde spørge ham, hvad 98han mente med de ord, «der kom nok bedre tider efter disse,» men det hele var sagt i mange forblommede talemaader og vendinger.

Agathon læste det, medens han snoede sine moustacher, og smilte. Saa ved frokosten kunde han hviske: «Tak for brevet, Anna,» og saa blev der ikke nævnt et ord mere om brevet eller dets aarsag.

Anna Eriksen skrev breve og rev itu den hele nat. Skrev til Agathon lange bebreidende epistler, hvor det svagt skinnede igjennem, at han var en troløs sjæl; skrev lange, anonyme, forfærdelige breve til Helga med skjeldsord og forbandelser; skrev breve til konsulinden og breve til madame Herborg, – men ingen af dem kom afsted. Alle hendes spekulationer resulterede saa i hin visit hos konsulinden. Hun troede paa den maade hurtigst at gjøre en ende paa Agathons og Helgas forhold. Naturligvis blev da nu Helga passet paa, saa hun ikke mere kunde komme til de hemmelige møder, og saa kunde Agathon sidde der med en lang næse. Til madame Smith havde hun ikke sagt et ord. Hun var nemlig ikke sikker paa, om ikke gamle madame Herborg vilde føle et slags kryhed over, at det var konsul Gjertz’s datter, Agathon stod i saa intimt forhold til.

Nei, heller alt andet end det. Madame Smith maatte intet vide.

Men saa var den hele visit hos konsulinden falden uheldig ud. Hun mere følte det, end hun 99netop kunde sige, hvori det stak; hun havde ikke opnaaet, hvad hun egentlig vilde.

«Jeg hader dem, disse fornemme folk med sin kolde ro! Hvad er det, de indbilder sig? Trampe paa dem skulde man!» Anna Eriksen sled i sit tynde, sorte haar.

Saa var konsulinden kommet op til madame Herborg selv, nu var det hele i fuld gang. Madame Smith kaldte hende ind, medens endnu sinnet fra konsulindens visit sad i hende, og overheglede hende af sit fulde hjerte.

Hvad tænkte hun paa, – tænkte hun paa at kapre Agathon selv, saa vilde bare madame Herborg fortælle hende, at hun da gik feil i byen. Og nu havde hun i saa mange aar taalt alle stregerne og underfundighederne hendes, saa nu kunde det være nok! «Der er døren, og der vil ingen være her, som graater, naar du gaar.»

Naar madame Herborg først kom paa glid, saa var hun ikke til at stanse. Vreden satte smaa kuglerunde flekker paa hendes kinder, og hendes kappestrimler dirrede. Anna Eriksens ansigt fortrak sig paa det frygteligste, men ikke et ord kom over hendes læber, bare af mangel paa et rigtig giftigt svar.

Da madame Smith slog døren i med et smeld, der hørtes over det hele hus, løb Anna skrigende i krampegraad op paa sit værelse, hvor hun skreg og pakkede sine sager ind den hele eftermiddag.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.