XVII.

Sommeren var forbi; det gule løv var begyndt at fyge i birkealléerne paa Vik, og søndenvinden stod sur ind fra havet. Konsulinden promenerede i havens sølede gange med høit opløftet kjole og optrukne øienbryn af fortvilelse over endnu at befinde sig herude.

Nu var det jo Helgas sundhed, det gjaldt. Lægen tilraadede landophold saa længe som muligt. Ja, hvad har jeg ikke isommer gaaet igjennem med det barn, tænkte konsulinden; hendes sjæleangst og hendes fortvilelse, for ikke at tale om alt det yderst ubehagelige med den forelskelse. Ja, jeg tænker ogsaa, man kan se paa mig, hvad jeg har gjennemgaaet. Jeg gaar jo ikke mere, jeg slæber mig frem, og nu, naar jeg kommer til byen, har jeg konfirmationen med alle de sindsbevægelser, den fører med sig, og den store souper,souper] (avledet av fr.) fint, men lettere aftensmåltid som folk venter af os, og som vi maa have.

116Saa var de atter flyttet ind i den store gule gaard ved torvet.

Konfirmationsdagen var kommet. Hele lørdagen og søndag morgen var der strømmet ind et utal af blomster og presenter. En af husjomfruerne rak ikke mere end kun at ekspedere de mange bud. Alle sendte blomster; fra de mindste hytter oppe i heierne, hvor manden var ude og fòr med konsulens skibe, kom der smaa myrtebuketter med tynde roser, der var vokset op og fredet til denne høitidelighed inde i de smaa, kvalmekvalme] tette, uutluftede stuer.

Der var en stille høitidelighed over de store, smukke værelser, hvor den blege høstsol skinnede udover den blomsternes mængde, der allevegne var strøet ud. Helga gik om i den tætsluttende silkekjole med den sorte blondekrave helt op til de blege, smaa øren, uden et smil eller et blik for det hele.

Hun var i en underlig, høitidelig stemning; idag kunde hun først for alvor sige, at hun følte, hvad det vil sige, at være Gud nær. Pastor Sveum havde været hos hende igaar; hun huskede de ord af ham: «Hvad har jordens fryd og smerte at sige mod de evigheders evighed, vi gaar ind i.»«Hvad har jordens fryd og smerte at sige mod de evigheders evighed, vi gaar ind i.»] Ref. til Daniels bok, 7, 18: «men den høieste Hellige skulle faa Riget og have Riget indtil Evighed, ja, indtil Evigheders Evighed.»

Hele dette liv blev hende saa smaat og uvirkeligt; livet i Gud var det eneste ene. Hun vidste, at Gud havde tilgivet hende al den sanselige kjærligheds rus, hun havde gaaet i denne sommer, og al den ulykke og synd, der var dens følge. Den syndige følelse var ude af hendes hjerte, og pastor Sveum sagde, at i himmelen var al hendes synd tilgivet og glemt.

117Konsulen kom og vilde lægge en smuk guldkjede om hendes hals, hans gave til datteren. «Nei, papa, ikke i dag,» sagde hun med et blik saa alvorligt, at konsulen, næsten lidt generet, trak sig tilbage.

Det er nu maade med gudelighed ogsaa, tænkte konsulen. Han mente saamen bare at glæde hende, han. «Vorherre alene ved, hvad ende dette tager!»

Stuepigen kom ind med en stor buket hvide roser, som hun, da Helga stod lige ved, gav hende. Et visitkort var stukket ind mellem blomsterne.

«En trofast ven ønsker dig tillykke,» læste hun. Gud, det var Agathons haandskrift. Blodet fòr hende voldsomt til hjertet, der begyndte at hamre under den sorte silke. En blussende varm blodstrøm skjød op i det lille, blege ansigt.

Og hun, som havde troet sig saa sikker, – at alt det nu var over! Nei, nei, hjælp mig, Gud! Jeg vil jo ikke tænke paa det mere! Det er over, det, Gud; du ser, det er over, bad Helga. En trofast ven, en trofast ven. Hun kom ikke fra det, det kom igjen og igjen.

Ikke et ord havde hun hørt fra Agathon, siden det brev, hun havde sendt ham. Det havde undret hende, men hun fik sig dog selv til at tro, at hun var glad over det. Heller ikke havde hun siden den tid seet et glimt af ham. Derude paa Vik havde hun efter sin sygdom blot spadseret i haven, og til byen var de først flyttet iforgaars.

Konsulinden vidste imidlertid lidt bedre besked, 118fire breve fra Agathon til Helga havde hun i den tid aabnet, læst og kastet paa ilden.

Det forfærdelige, lidenskabelige mandfolk! Man kan jo blive ganske bange ved at læse hans himmelstormende udgydelser! tænkte konsulinden. Konsulen vilde ogsaa læse dem, men konsulinden affærdigede ham kort.

«Nei, den slags breve har du ikke godt af at læse, Gjertz.»

– Helga var blevet daarlig og maatte ligge lidt paa sofaen, saa de kom sent afsted til kirken.

«Lad denne dag, o Gud, vor Gud,
For dem velsignet blive!»«Lad denne dag, o Gud, vor Gud, / For dem velsignet blive!»] Fra Johan Nordahl Bruns salme: «Lad denne Dag, o Herre Gud», nr. 43 i Landstads salmebok. Salmen var mye brukt ved konfirmasjoner.

bruste det hen under kirkehvælvingen i den tætpakkede kirke, da konsulen med Helga under armen gik op over kirkens midtgang. Alle vendte sig og saa paa dem, byens rigeste mand, den fine, graahaarede konsul, og hans unge datter med den røde, alvorlige mund.

«Det er kurante varer, det,» hviskede den tykke kjøbmand Levorsen til sin sidemand i kirkestolen. Denne forstod ikke hans mening og lagde øret nærmere til.

«Kurante varer kalder jeg det, som gaar fort,» hviskede kjøbmand Levorsen, «og den der,» med et nik bortover til Helga, «beholder de nok ikke længe.»

Helga sad oppe i den øverste stol ved alteret og klemte de sortbehandskede hænder om sin fløielssalmebog. Aa Gud, hun forstod sig ikke paa 119sig selv; at hun ikke kunde glemme de ord fra Agathon: En trofast ven – en trofast ven!

Og saa igjen: Gud, hjælp mig – Gud, hjælp mig! Jeg vil ikke tænke paa det nu – ikke tænke paa det – ikke se op – bare holde Gud fast! –

«Engang de ud fra fædrebo
Skal om i verden vanke».«Engang de ud fra fædrebo / Skal om i verden vanke»] Starten på siste strofe i Johan Nordahl Bruns salme «Lad denne Dag, o Herre Gud».

Der stod Agathon lige foran hende. Det var blot et eneste sekund, men hun saa hans røde og hvide ansigt, de sorte moustacher og de sortbrune øine rettet lige paa sig.

Saa begyndte det igjen: Jeg vil ikke – jeg vil ikke! Hjælp mig, Gud! Nei, hun vilde tænke paa pastor Sveum; hvad var det nu, han havde sagt; at altsammen her var intet mod de evigheders evighed, vi snart gik ind i, – og ikke se op en eneste gang vilde hun gjøre, bare folde hænderne og se ned.

Der kom lidt efter lidt en stille fred over hende. Gud hjalp hende nok, hun følte det, og Agathon maatte gjerne staa der, og saa havde hun jo pastor Sveum at holde sig til.

Det var en lang kirketjeneste, overhøring og løftets aflæggelseoverhøring og løftets aflæggelse] Presten eksaminerte konfirmantene for å avgjøre om de hadde de nødvendige kristendomskunnskaper etter Erik Pontoppidans katekismeforklaring Sandhed til Gudfrygtighed (1737) eller et Udtog (utdrag) av Peder Saxdorph (1771) og senere utdrag. Deretter skulle de gjenta dåpsløftet. Konfirmasjonstvangen ble opphevet i 1912, og fra 1920 ble gjentakelsen av dåpsløftet erstattet med en velsignelse fra Kirkens side. Luften var kvalmkvalm] tung og ophedet i den overfyldte kirke. Folk gik ud og ind og kløv op paa stolene for bedre at se.

«Saa giv nu da Gud dit hjerte og mig din haand!» Helga kastede et straalende varmt blik paa provsten, der modtog løftet. Ja, ja, hun vilde elske Gud over alle ting, – hvad brydde hun sig nu om verden mere!

120Kirketjenesten var over. Det var som en gjenfødelse at komme fra kirkens hede, kvalme luft ud i den klare oktoberdag. De kjørte hjem gjennem byens gader, der var tætpakkede af mennesker. Alle vendte sig efter den unge, smukke konfirmand.

«Hvad dog en saadan konfirmationshandling tager paa en moder!» sukkede konsulinden, «faderen forstaar det ikke, barnet selv er endnu for ungt, men det er moderen, moderen, der lider og føler!»

Konsulen saa bekymret, skyldbevist ud – kanske han ikke havde følt nok i kirken – og hjalp sin brusende frue ud af vognen.

Gjesterne var samlet til den store souper i de smukke selskabsværelser. Det var ikke den løsslupne stemning som sidste gang, der var fest hos konsul Gjertz ved Bolettes forlovelsesselskab. Den alvorlige, unge konfirmand og de to prestemænd, provsten og pastor Sveum, i sine hvide slips, lagde noget visst dæmpet religiøst over det hele.

Provsten havde holdt en varm, følt tale for den unge, der nu traadte ud i livet, og den var drukket i champagne i dyb taushed. Helga havde ikke faaet drikke med pastor Sveum, hun gik med sit champagneglas i haanden for at lede ham op.

«Vil De drikke med mig, hr. pastor? Nei, champagne maa De tage.»

«Jeg har aldrig smagt champagne, frøken.» Han saa undskyldende paa hende.

Helga saa forbauset ud. Tænk, aldrig smagt champagne!

121«Har De aldrig været i selskab da?» spurgte hun.

«Nei, næsten ikke.» Han saa atter ud, som han bad om undskyldning for noget, han havde undladt at gjøre – «ialfald aldrig i et selskab som dette.»

Pastor Sveum var blevet blodrød. «Lad mig fortælle Dem lidt om mig selv,» sagde han hurtigt, ligesom for at komme over det. «De aner ikke de forhold, jeg er opvokset under. Født i en husmandsstue opunder fjeldet – savnet, lidt og sultet mig frem. Mine forældre lever endnu, de er gamle, slitne af livet. Min mor –» bevægelsen overmandede ham, han kunde ikke sige mere, men det forekom Helga, at det var ham en lettelse at faa sagt det.

«Jeg er fortvilet, naar jeg er mellem dannede mennesker som nu iaften,» fortsatte han endnu hurtigere, «jeg ved jo ikke, hvorledes Dere spiser, jeg ved ikke, hvorledes Dere drikker, ved ikke, hvad Dere siger til hinanden, jeg –»

Hvor Helga havde ondt af ham, aa, saa usigelig ondt! «Ja – men, saa har De det bedste af alt,» sagde hun stille, «De har fred med Gud og bryder Dem ikke om noget i denne verden.»verden.»] rettet fra: verden. (trykkfeil)

«Nei, nei, – det vil sige – jo –.»

Pastor Sveum var dog iaften endnu mere generet, end han pleier, tænkte Helga, nu kunde han jo ikke engang tale med hende. Og saa at faderen kunde le af ham. Aldrig, aldrig kunde hun gjøre det.

Da pastor Sveum om aftenen sagde farvel, 122rakte han hende med det samme ligesom lidt generet et brev, skrevet udenpaa til hende selv. Det forbausede hende, han havde jo alt lykønsket hende med dagen og sendt hende kort tilogmed.

Da hun om aftenen kom op paa sit værelse og fik anledning til at læse det, fandt hun til sin grænseløse forbauselse, at det var et frierbrev.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.