V.

Agathon Smith hørte ikke egentlig med til byens noblesse.noblesse] overklasse Hans far var gamle Jyde-Smith, som havde samlet sig en formue ved bondehandel oppe i Gamlebyen. Han var kommet over fra Jylland med en smørjagtsmørjagt] lite lasteskip og gik endnu i trætøfler, da han begyndte en liden handel med hele og halve gryn i vinglas i sit butikvindu og fedt dansk smør og flesk bag disken.

Hans enke, gamle madame Herborg Smith, levede endnu; hun havde i sin tid været tjenestepige hos Gjertz’erne paa Vik, hvilket det dog ikke var nogen, der huskede mere uden gamle madame Herborg selv. Hun huskede det imidlertid godt og likte at tale om det. Men Agathon led kvaler, naar moderen begyndte at tale om den tid, «hun tjente». Og var først gamle madame Herborg paa farten i sin passiar,passiar] prat, samtale var hun ikke let at stanse. Moderens tarvelighed var i det hele Agathons kors paa denne jord. At tænke sig, at hans, byens første 52kavaler og modeherre, Agathon Smiths moder paa død og liv vilde sidde i sin kjelder og pille groen af sine poteter, eller staa i sit kjøkken og støde fiskemad,støde fiskemad] støte fisk i en morter til fiskefarse saa det sang i huset! Og hun var ikke at formaa til at lade alle disse tarveligetarvelige] simple, som vitner om lav sosial status vaner være. Agathon Smiths hele stilling i byens sociale liv kunde jo faa et dødsstød, om nogen af byens fine fruer og frøkener tilfældigvis fik se hans moder i en saadan situation. Han kunde staa der forfærdet i sin engelske sportsjakke og iagttage hende:

«Herregud, mutter, er det nødvendigt, at du gjør dette?»

«Gaa din vei, gut,» sagde madame Herborg, «dette er mit arbeide, og dette vil jeg gjøre.»

Men ikke destomindre var madame Smith overordentlig kry af sin flotte søn. Han havde været hendes stolthed og fryd ligefra den tid, han blev buden paa barneballer, og hun pyntede ham med lakerede sko og lyseblaat slips, – og til den dag idag, hun var oppe paa hans værelse og befølte og besigtigede alle Agathons dresser og parfümerierparfümerier] kosmetikk, parfymevarer og hatter og slips.

«Det koster flesk,» sagde gamle madame Herborg, «men saadan en fin herre, som Agathon er, saa maa han have det. Han maa have det, den velsignede gutten.»

Skilling var blevet lagt paa skilling i den lille, lave butik, og formuen var steget jevnt og sikkert. Forretningen var for aarrækker tilbage flyttet ned i Storgaden, men familien boede endnu i den gamle, brune gaard oppe i Gamlebyen. Mellem alle de 53smaa arbeiderboliger og gamle rønner deroppe saa dog alligevel Smithegaarden ud som et velstandshus med den lange rad af brede, smaarudede vinduer, det kolossale røde murstenstag og de to store guldregntrær udenfor den høie, gammeldagse træport. Men strøget var jo alt andet end fashionabelt. Konsulindens havemand, Søren Flisvika, var nærmeste nabo nedad mod byen. Agathon havde ofte slaaet paa, at de burde sælge huset og flytte længere ned i byen; men der kom han ikke langt:der kom han ikke langt] det kom han ingen vei med

«Nei, her har jeg levet mit liv,» sagde madame Herborg, «her reiste far din fra mig, og her vil jeg sidde, til reisedagen minreisedagen min] døden ogsaa kommer, og du bærer mig ud, Agathon.»

Og madame Herborg kneisede, der hun sad i sin ranke, gammeldagse lænestol, med det runde, buttede ansigt under kappestrimmelen.kappestrimmelen] en pyntestrimmel som går rundt kanten av hodekappen, brukt av eldre, gifte kvinner

Agathon plystrede en liden operettemelodi: «Hun er ikke grei, mutter,» tænkte han, «men naar alt kommer til alt, har jeg hende dog i lommen – og kanske det dog er ligesaa aristokratisk, at en gammel velstandsfamilie bor i den samme gaard opigjennem tiden, – det giver tradition.»

Lidt efter lidt, eftersom formuen var steget, var Agathon trukket mere og mere ind i byens selskabelige liv. Om gamle madame Herborg var der aldrig tale, og hun gjorde heller ingensomhelst fordring paa det. Og efter sin hjemkomst fra udlandet ifjor høst – han havde været borte en to–tre aar – var Agathon med engang blevet byens første modeherre og kavaler.

54– Der var i huset hos madame Smith en ældre frøken, Anna Eriksen. Hun var en fjern slegtning af madame Smith og var egentlig kommet der i huset i et slags besøg. Men besøget havde strakt sig udover aarene, og hun havde nu, trods at hun ingensomhelst plads udfyldte, faaet fast fod der i huset. Det var et skarpt, sort, underlig braat menneske; hun skræmte næsten ved den hurtighed, hvormed hun foretog sig endog den mindste ting.

Naar hun talte, kom der en underlig, lidenskabelig muskeltrækning ved hendes høire øie, – kom og forsvandt, kom og forsvandt. Talte man med hende, stod man gjerne og ventede paa den underlige trækning, – som et lyn var den der –, den kom forresten helst, naar hun var i nogetslags sindsoprør. Men i sindsoprør var Anna Eriksen næsten til stadighed. Bare dette, at hun ikke kunde faa folk til at indse, hvor uundværlig hun var i det Smithske hus, og at uden hende vilde det hele nu ikke mere gaa. Verden skulde se det, madame Smith skulde føle det som en taknemmelighed, og Agathon skulde vurdere det.

Hun var paafærde i stadig aktivitet med sin hurtige maade at gaa paa ud den ene dør, ind den anden dagene igjennem. Havde gamle madame Smith gjort et arbeide, gjorde Anna Eriksen det i smug om igjen, og havde Anna Eriksen gjort et arbeide, gjorde madame Herborg det aabenlyst om igjen.

«Stakkar, hun skal nu ligesom fare med at 55gjøre noget, men hun duer nu til ingenting,» sagde madame Smith.

«Stakkar, hun sløves nu, tante Herborg,» sagde Anna Eriksen, «det kan trænges, at der er nogen, der tager sig af hendes arbeide.»

Hvad Anna Eriksen især med iver tog sig af var Agathons tøi og opvartning i det hele. Hun vaagede med skinsyge over, at ingen anden stoppede hans strømper eller holdt hans lintøilintøi] skjorter, nattøy, lommetørklær osv. iorden. Var der nogen, der havde gjort det ringeste indgreb i dette hendes arbeide, var muskeltrækningen der ved øiet som et lyn.

«Dere ved jo,» sagde hun til husets piger, «at Agathon ikke liker, at andre rører hans tøi end jeg.»

Men naar hun var gaaet, laa pigerne over kjøkkenbænken i lydløs latter. «Hun vil have ham, det gamle spektakel; ja, du skal baade se og høre, at hun ikke giver sig, før hun bliver fru Agathon, endda alle de grimacerne, hun har i fjæset sit.»

Det var sivet ud blandt folk dette, at Anna Eriksen gik i den slags tanker. Folk lo af det, bare alderen skulde synes en hindring. Anna Eriksen var sexogtredive og Agathon Smith femogtyve.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.