VI.

Helga havde lidt efter lidt trukket sig tilbage fra skoleveninderne. «Aa gid, Helga er blevet saa voksen, hun taler bare om forlovelser,» sagde Sofie Carlsen, «det er ikke det pluk morro ved hende mere.»

At blive forlovet optog unegtelig en stor del af Helgas tanker i denne tid. Sofie Carlsen havde sagt, at hun havde hørt, det skulde være vanskeligt nok at blive forlovet, hvad Helga imidlertid betvilede. Det kunde da ikke være vanskeligt at faa en herre til at fri til sig, f. eks. Agathon friede sikkert snart til hende!

Nu behøvede hun aldeles ikke at passe ham op længere for at træffe ham; det var nu Agathon, der besørgede det hele.

Men hvis han friede, vilde hun ikke sige ja straks ialfald. De skulde staa i porten en aften, saaledes som den aften, da Greve fulgte hende hjem, og saa skulde Agathon sige: Jeg elsker Dem, 57frøken Gjertz. Saa vilde hun sige: Uf, ikke bliv saa sentimental da, Smith. Saa skulde han sige: Jeg elsker Dem høiere end mit liv, – og saa vilde han formodentlig kysse hende. Naar Helga kom saa langt i sine fantasier, begyndte hun altid at smaaskjælve. – Eller han skulde bede, om han maatte skrive hende til, naar de nu flyttede ud til Vik. Først skulde han sige: Maa jeg skrive kjære Helga over brevet? og siden: Nei, jeg vil skrive elskede Helga! – aa, der var de tusinde maader, det kunde siges paa, og det var himmelsk at blive gjort kur til.

– Konsul Gjertz’s var bleven i byen dette aar til over St. Hans. De fleste af byens familierbyens familier] dvs. de kondisjonerte familiene var alt flyttet paa landet. Rundt det stille, solhede torv var nu næsten alle vinduer kridtede,kridtede] man krittet vinduene hvite mens man var borte, for å hindre solen i å bleke inventaret hvilket gjorde det endnu mere uddød. Konsulinden havde vaklet i flere dage, men bestemte sig da endelig til, at udflytningen skulde foregaa.

«Det er ingen hyggelig bestemmelse at tage, at begrave sig frivillig i to–tre maaneder,» tænkte konsulinden, «og flytte ud til det tristeste sted paa kloden.»

Der var denne sommer ingensomhelst grund til en badekur eller et fjeldophold; konsulinden havde den hele vinter struttet af sundhed.badekur eller et fjeldophold … sundhed] medlemmer av overklassen tilbrakte ofte deler av ferien på et medisinsk bad eller helsehotell

«Ak Gud ja, livet er ingen leg;» konsulinden gik i otte dage med en dyb, sørgmodig rynke mellem øinene og pakkede ned sit kostbare pelsverk for sommeren.

Konsulen fòr som en stormvind gjennem værelserne, lysegraa fra top til taa:

58«Andrea, tag dig hjælp,hjælp] hushjelp, tjenestepike – tag dig hjælp – overanstreng dig endelig ikke, vennen min.»

«Herregud, Gjertz, at du kan komme med saadan ufornuft; hviler da ikke alt paa mine svage skuldre?»

«Gjertz er den personificerede tankeløshed,» tænkte konsulinden; «han«han] rettet fra: han (trykkfeil) aner ikke alt, hvad der maa rummes i min overfyldte hjerne. Hver mindste smaating i dette store hus skal jo have sin plads i min hjerne; og nu er det tjenestepigernes kjevlerier og husjomfruernes forelskelseshistorier; – for ikke at tale om Gjertz’s nervøsitet; – det tager mere paa mig, end nogen tror, at ligge hele natten og tælle pulsslagene paa et nervøst menneske som Gjertz – for ellers sover han jo ikke roligt, men tror hvert minut, han skal dø – —»

Den dybe, sørgmodige rynke mellem konsulindens øine blev endnu dybere, og hun gik om som i en dunstkredsdunstkreds] tåkesky af fortvilelse.

– Helga skulde gaa den første gang til presten, efter at de var flyttet ud til Vik. Det var en stille, kjølig morgen derude mellem heierne, solen var endnu ikke naaet ned mellem parkens trær, hvor der endnu var fugtigt af natteduggen; men den skinnede varmt paa toppen af heierne, og det forgyldte spir paa hovedbygningens tag luede i solen.solen.] rettet fra: solen (trykkfeil)

Helga stod færdig med forklaringforklaring] Erik Pontoppidans Sandhed til Gudfrygtighed (1737), forklaring til katekismen, som konfirmantene måtte lære som en del av forberedelsen til konfirmasjonen. Som regel leste de en forkortet utgave, et såkalt udtog eller utdrag og salmebog for at begive sig afsted til byen. Hun vilde læse over forklaringen, naar hun gik opover smaaskogen; noget saa vrangt som den Pontoppidan, – tænk hvor deiligt de voksne damer havde det, som var 59konfirmeret og færdig med alt det der – aa, hvor hun gruede for konfirmationsdagen, og saa tænk at gaa til alters, som var saa uforstaaelig – –.

«Godmorgen.»

Der laa Agathon paa en flad sten borte i oreskogen. Trærne var ikke høie her, knapt mandshøie engang.

«Nei, er De her,» begyndte hun.

«Ja, var det ikke pent af mig at komme og møde Dem, kom og sid her.»

«Aa, langtfra, det var ikke for at møde mig –»

«Hvorfor tror De da?»

«Aa, De vilde vel have en morgentur.»

Han trak sig nærmere hen til hende paa albuen bortover mosen: «Er jeg ikke snild, som kom?»

«Er det for min skyld da?» sagde Helga med vidtaabne, straalende øine, idet hun satte sig ved siden af ham.

Han laa paa knæ i mosen; pludselig lagde han armen om hendes hals, trak hende hurtig hen til sig og kyssede hende en to–tre gange. Medens hun laa der i hans arme, saa han ned paa hende: «Du, skal ikke vi to forlove os, du?»

Og Helga glemte alle sine fantasier om, at hun ikke vilde svare straks, og at han nok skulde bede hende mange gange.

«Jo,» sagde hun hurtig, hun kunde ligesom ikke andet.

Agathon blev næsten ellevild: «Lille kjæresten min, – lille, søde kjæresten min, – deilige kjæresten min!» Og han kyssede hende uafbrudt.

60Men Helga sad der med en underlig fornemmelse: DetteDette] rettet fra: «Dette (trykkfeil) var det altsaa, hun havde længtes saa efter, at blive kysset saadan, – dette var det, hun havde tænkt sig var saa deiligt – og nu var hun ikke fornøiet alligevel!alligevel!] rettet fra: alligevell (trykkfeil) Inderst inde var hun lei af sig; hun vilde helst græde, saa rart var det. Hun var ligesom ræd for noget – hun vidste ikke hvad – og begyndte at skjælve.

Agathon merkede intet, snakkede uafladelig, som om han ikke vidste, hvad han sagde, kyssede og omfavnede hende.

«Søde – søde – hvorfor siger du intet? Hvorfor er du saa stille?»

«Jeg maa gaa,» sagde Helga og rev sig løs – «nei,«nei] rettet fra: nei (trykkfeil) slip mig, jeg skal jo til presten.» De fulgtes ad et stykke, men turde ikke blive ifølge helt ned, som de ellers vilde gjort.

«Naturligvis er dette en hemmelighed, Helga, endda.»

«Ja, naturligvis,» sagde Helga forfærdet. Den tanke havde ikke engang faldt hende ind, at nogen skulde faa det at vide. Aa, hvor grusomt.

Saa aftalte de, at de skulde mødes oppe i oreskogen om aftenen, og Helga løb opover til kirken.

Alle de andre konfirmander var alt samlet og sang en salme, da Helga kom listende ind sakristiveien.sakristiveien] sakristiet: et rom i kirken i tilknytning til koret (hvor alteret står). Dette rommet er brukt til å oppbevare alterbøker, messeklær og hellige kar og er omklednings- og oppholdsrom for presten De skarpe barnestemmer klang saa tyndt i den stille kirke. ProvstenProvsten] mellomleder i den norske kirke. Han leder et prosti, dvs. et geografisk avgrenset forvaltningsområde i et bispedømme, og er direkte underlagt biskopen.

sad paa en stol midt i kordøren i det milde, grønne skjær af gardinerne, der var trukket for korets vinduer. Oppe fra altertavlen 61straalede billedet af Frelseren i Getsemane høitidsfuldt nedover de fem–seks kirkestole med de syngende, opadvendte barneansigter.

Helga krøb indenfor alle de andre, inderst i en stol. Aa tænk, her sad hun nu i kirken, og for en liden stund siden sad hun og Agathon oppe i oreskogen og kyssede hinanden. – – Hun, der sad ved siden af hende, viste hende salmen i sin bog, men Helga kunde ikke faa en lyd frem. Hun saa sig tilbage nedover bænkene, hvor pigerne sad, og over paa den anden side til gutterne.nedover bænkene, hvor pigerne sad … den anden side til gutterne] I eldre tid var kjønnene adskilt i kirkerommet. Menn satt på sørsiden og kvinnene på nordsiden.

Aa Gud – ingen var vist forlovet, som hun var nu; ingen havde vist saa mange hemmeligheder, som hun havde. Tænk, først elskede hun Greve, og nu elskede hun Agathon! Hun kunde ikke sidde i ro, vendte og dreiede sig, saa den, der sad ved siden, saa forbauset paa hende. Naa endelig, der var salmen færdig, og provsten reiste sig og bad en bøn. Helga foldede sine hænder og saa ned, men saa kom hun til at huske paa, hvorledes Agathon nylig havde kysset hendes hænder, og hun hørte provstens ord som gjennem en taage langt bortefra.

De to timer tog jo aldrig ende. Provsten fòr op og ned ad kirkegulvet, skubbede til sin paryk og pegte med en lang blyant: «Naa du – og naa du!» De ramsede op sine lekser i en syngende tone.

Der blev lidt muddermudder] bråk mellem to gutter nede i en stol. Provsten kunde ikke faa greie paa, 62hvem urostifterne var; han steg op paa alterfoden og strakte sig; nei, han var for liden og hoppede op paa en bænk.

«Naa, Anders Andersen, hvad er dette for streger? Hvad kalder man saa læren om Gud, Anders Andersen?»

Men Anders havde været altfor optaget af at knibe Ellef Jensen i bagdelen, til at han nu kunde samle sine tanker. Bortover bænkene strakte de fingrene iveiret.

«Kristendomskundskab!» raabte de i kor.

«Ja, det er vel nok,» sagde provsten og hoppedehoppede] rettet fra: hopnede (trykkfeil) ned igjen. «Men vi har et andet ord – du – du – du,» han pegede med blyanten bortover pigernes række.

«Religion,» sagde Helga.

«Der har vi det,» sagde provsten og saa paa Helga, som om han mente, at det maatte komme fra den kant, om der overhovedet i det hele skulde komme noget ud af det. Men Helga bøiede hovedet og blev sprutende rød. Aa Gud, hvor jeg er uværdig, tænkte hun. Gud er alvidende, det var vist galt, at jeg kyssede Agathon – – og nu syntes provsten, at jeg var flinkere end alle de andre.

Det var forfærdeligt at gaa til konfirmation og være forlovet, og ingen skulde vide det!

– Men om aftenen gik hun alligevel op i oreskogen til Agathon.

«Hvad har du foretaget dig, barn, du ser saa echaufferetechaufferet] (fr.) varm, het ud?» spurgte konsulinden, da Helga 63noget sent traadte ind i havestuen med de hvide, lakerede møbler.

«Jeg –?» Helga stammede og blev endda rødere, end hun alt var, – «jeg har bare læst paa prestelekserne.»

«Aa, din lille stakkar,» sagde konsulen.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.