IV.

Et stykke oppe i fjorden i en ensom, bortgjemt bugt laa Gjertz’ernes landsted Vik. En stor, herskabelig bygning inde i den lune vig, smaaskog af birk og or opover aaserne, haven nedover mod sjøen, trang og smal mellem heierne, men med fine græsplæner, springvand og store, glimrendeglimrende] praktfulle geraniebed. Nederst nede ved vandet var en brygge muret op af huggen granit, flagstang baade oppe paa havens høieste punkt og nede ved bryggen. To hvidmalte baade med røde aarer laa nedenfor granittrappen til familiens private brug. Det var i det hele et underligt skjult sted. Kom en ukjendt reisende fjorden opover i baad, vilde han ikke ane dets tilværelse, før han dreiede om nesset, og det store, hvide hus med de høie vinduer i de mørkeblaa vinduskarme stirrede ret paa ham fra den mørke bugt oppe i smaaskogen. Det var et solløst sted; heierne skyggede især mod vest; der blev tidligt mørkt.

45Det var Gjertz’ernes gamle sted. Gjennem to generationer, før den nulevende konsul, havde det været i familiens eie. Hver af eierne havde da forskjønnet og forbedret det efter sin smag; men egentlig kjørevei did havde det ikke været før i den nulevende konsuls tid; man havde nøiet sig med baadveien og den smale, knudrede vei over heierne fra byen.

Naar konsul Peder Gjertz kom ridende paa sin sorte skimmelsin sorte skimmel] en skimlet hest, dvs. med hårlag i to farger med de prægtige, staalgraa whiskerswhiskers] kinnskjegg, bakkenbarter nedover det hvide skjortebryst, var man ikke et øieblik i tvil om, at man her havde byens første mand for sig. Dette indtryk kunde konsul Gjertz ene og alene takker sine whiskers for; de havde, ham selv rigtignok uafvidende, været hans støtte gjennem livet og givet ham dette overlegne distingverede, som alle bøiede sig for.

Man skulde efter konsul Gjertz’s hele anlæg og temperament tro, at Gjertz’ernes gamle landsted ingensomhelst tiltrækning kunde have for ham. Aldrig saa snart begyndte imidlertid smaabirkene at sprette oppe i heiskraaningerne, før konsulen vilde ud til Vik. Han talte ikke om andet morgen, middag og aften: Nu maatte de afsted. Dette havde imidlertid ikke sin grund i nogen slags pietetsfuld følelse ligeoverfor forfædrenes gamle sted eller nogen særlig kjærlighed for naturen. Langtifra, det var simpelthen uro og maaske ogsaa noget forfængelighed ved at eie den gamle gaard. Havde han været der en otte dages tid og seet over sine samlinger derude, havde det ikke kostet ham 46nogen overvindelse atter at flytte ind til byen igjen.

Der var ude paa Vik hele samlinger fra de ældre Gjertz’ers tid: Høie, hvidlakerede, forgyldte ure, mahognispilleborde med udbuede ben og fordybninger i bordpladen til jettonsjettons] sjetonger, spillepenger, ofte av elfenben og lys, store dragkister med beslag og fine, tyndbenede, forgyldte stole med blomstret silkebetræk. Mellem alle disse minder fra svundne dage var saa konsulen med det fine, slappe ansigt og de nedhængende graa whiskers i en stadig aktivitet ud og ind. Ingen havde imidlertid rede paa, hvad al denne uro egentlig gjaldt; det var altid, som der stod noget særlig paa spil. At sidde paa den samme stol en time var f. eks. for konsul Gjertz noget nær en umulighed. Derfor hadede han ogsaa siddende middage. Han likte sig, naar han ved en staaende middag var paafærde med sit vinglas allevegne, fortalte en historie hist og et vel anbragt bon motbon mot] (fr., eg. «godt ord») treffende eller vittig bemerkning her, eller kunde hviske en kompliment i øret paa en vakker ung pige. Men blot de ganske unge nykonfirmerede. Var en ung pige over de tyve, tabte hun med engang interessen. Det havde derfor forbauset og forfærdet ham, at datteren Bolette saa længe havde gaaet der uforlovet.

«Hun gaar jo snart i sin alderdom,» betroede han sin frue. – «Herregud, Andrea, hvor har nu det pigebarn faaet den tykke næse fra? Den skjæmmer hende rent ud – det er, pinedød, den, der er skyld i, at hun endnu gaar der.»

Det var ham derfor en lettelse, at Bolette 47endelig havde forlovet sig. Kandidat Greve likte han ogsaa igrunden ganske godt. Det var noget ved Greves personlighed, en slags friskfyrelegance, der bestak den gamle kavaler og bragte minderne fra hans lystige ungdomsliv til at blusse op. Den tid, da han reiste med kurer i udlandet, øste ud haandfuldvis af souvereignssouvereigns] engelske gullmynter paa hotellerne og blev kaldt den norske lord.

Konsul Gjertz strøg sine slappe, graa whiskers og saa mat hen for sig: «Den tid ja, – det var liv det?»

Det havde jo uimodsigelig været bedre, om der ved Bolettes giftermaal var tilflydt familien nogen penge eller ialfald forretningsdygtighed, der kunde gyde nyt liv i Gjertz’ernes gamle, hensygnende forretning. «Men,» konsul Gjertz hævede sine skuldre og slog ud med hænderne, «hvad skal man sige om den ting, – pigebarnet elsker ham jo – –.» Konsul Gjertz havde nemlig en stor respekt for elskovens magt.

– Konsulinden delte aldeles ikke denne sin mands tilbøielighed til at flytte tidlig ud til det ensomme Vik. Det var hvert aar en kamp mellem konsulen og fruen om denne flytten ud.

«Hvis du endda likte dig der, Gjertz,»Gjertz] det var vanlig den gang at hustruer både omtalte og tiltalte sine ektemenn ved etternavn sagde hans frue, «men du gaar jo der som en fredløs aand og ser paa disse birkene og denne sjøen, som der aldrig er nogen forandring paa, – jeg forsikrer dig, at bare baaden dreier om nesset, og jeg ser tagstenene paa huset, lægger der sig ligesom en tyngsel over mig, en formelig legemlig tyngde – 48knugende –,» konsulinden knugede sin hvide, fede haand mod sit fyldige bryst for billedlig at antyde, hvorledes stedet trykkede hende, – «men nu orker jeg det snart ikke mere, Gjertz; jeg er svagere, end nogen tror.»

«Ja, men alle mennesker flytter jo snart ud; vil du da sidde alene i byen sommeren udover, Andrea?»

«For et spørgsmaal, Gjertz; du ved godt, eller burde vide mine tanker, – Helga skal jo gaa til konfirmation isommer. Skal nu det arme barn, bleg med blaa ringe under øinene, som hun ser ud nu for tiden, trave den solhede vei over heierne et par gange i ugen oftere, end hun behøver, bare for det paafunds skyld, at du vil ud til Vik, som du igrunden er ligeglad med.»

«Ja, men kjære Andrea – Helga kan jo kjøre –»

«Der har vi det,» sagde konsulinden ophøiet, «stod det til dig, havde du for længe siden opdraget vore barn til nogen blødagtige væsener. Har du nogen gang hørt tale om, at et barn skal kjøre i kirke, Gjertz, ja, undtagen naar det bliver døbt da,» rettede konsulinden sig, «nei, det vil give Helga et feilagtigt begreb om tilværelsen, at hest og vogn altid skal staa rede; nei, Helga spadserer paa sin fod til kirken.»

«Ja, ja,» sagde konsulen tankefuldt og strøg sine whiskers. Andrea tænker dybt, tænkte han i sit stille sind. Hvem kunde nu faldt paa, at det er noget, der hører med til opdragelsen, eller som 49vi skylder Vorherre, at barnet skal gaa og ikke kjøre til konfirmationsforberedelsen. Pludselig lyste det op i hans ansigt:

«Men Helga kan jo ro.»

«Ja, og saa have en mand til at ro hende en time ud og en time ind igjen, og det skulde naturligvis være Søren havemand.havemand] gartner Nei, ved du hvad, Gjertz, ham har jeg brug for i byen.»

Konsulen gav sig. Opholdet paa Vik skulde denne sommer forkortes. Til gjengjeld tog saa konsulinden sig med forsterket iver af sin have i byen.byen.] rettet fra: byen (trykkfeil) Den var i sit slags et kunstverk af en have, med opmurede terrasser opover den bratte fjeldside bag huset og gangstier paa kryds og tvers, markerede med hvide, lave gjerder helt til toppen af fjeldet.

Saa tidligt, at hun endnu maatte benytte pelskaabe, begyndte konsulinden hvad hun kaldte sit havearbeide. Det vil sige, hun flyttede sig paa sin feltstol, indhyllet i sin pelskaabe, bortover havegangene, eftersom hendes havemand, Søren Flisvika, avancerede i sit arbeide, og inspicerede overordentlig nøie enhver af hans bevægelser. Ikke et spadestik undgik hende.

«Nei, ved De hvad, Søren far, det faar De gjøre om igjen; De tager ikke dybt nok, far min.»

Den lille, spidsnæsede, fulefule] stygge, tverre Søren Flisvika tørrede en draabe væk under sin næse og presterede vidundere i at beherske sit lille, rødflammede ansigt, rasende som han var over de ideligeidelige] stadige rettelser.

50Det hændte, at konsulinden blev forkjølet under dette sit «havearbeide», men hun tog det som et martyrium. «Ingen skal sige, at jeg unddrager mig mine pligter,» sagde hun og drak bygsuppe,bygsuppe] suppe av byggryn og vann, især brukt som sykemat som om det var giftbægeret, man bragte hende.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.