XVI.

Konsulen var overordentlig opraad med denne unge pastor, der nu ofte kom til Vik for at tale med Helga. Naturligvis maatte han jo tale med ham, han ogsaa. Han var ham jo saa taknemmelig, fordi han havde faaet de religiøse griller eller den forrykte fortvilelsen ud af barnets sind. Men en underlig seksersekser] skrue var og blev denne unge pastor nu ligefuldt. Han vidste, pinedød, ikke, hvad han skulde stille op med den tause, firkantede prestemand, naar det hændte, at de blev alene i værelset en stund. Konsulen bød ham en havaneser,havaneser] sigar pastoren bukkede med benene langt fra hinanden: «Nei tak.»

Han viste ham sine antikviteter: Gammelt, fint, skrøbeligt porcellæn, dolke, indlagt med ædle stene, krumme tyrkiske sabler, gamle norske aaklæder. Pastor Sveum holdt hænderne urørlig paa ryggen og mælede ikke et ord. Saa tog konsulen ham med sig ned i haven, viste ham anlægget opover 112i birkeskogen, hvorledes der var mineret ud i bjerget til smaa hemmelighedsfulde lysthuse og grotter.

«Dette maa have kostet mange penge,» sagde pastoren. Det var ogsaa det eneste, han sagde. Og pengespørgsmaalet var noget, konsul Gjertz altid gik meget let over. Han likte i det hele ikke at blive mindet om den ting, især nu i det sidste, da forretningen aar efter aar gik tilbage, og det med uafviseligere krav for hvert aar fordredes, at de store udgifter maatte indskrænkes.

Aldrig i mit liv har jeg truffet noget saa knusktørt som denne pastor, tænkte konsulen. De er vist saa brave alle de, som gaar rundt og bare tænker paa Vorherre, men minsælminsæl] min sjel, mild banning: sannelig er de kjedelige, ja.

Nei, prester var gode at have, naar man skulde dø og ellers, naar der stod noget paa som med Helga her nylig, men konsul Gjertz vilde dog helst holde sig undaf dem i det længste.

Men Helga likte slet ikke, naar faderen begyndte at tale om pastor Sveum, hans manerer og person i det hele. Den snilde, gode pastor! Hvad gjorde det, om han bukkede med benene langt fra hinanden og stak kniven i munden, naar han spiste! Naar hun saa ham gjøre det, fik hun en følelse af, at hun gjerne skulde stille sig foran ham og dække ham, saa ingen skulde se det. Eller naar han sad der saa usigelig stille og blev blodrød helt op i haaret, naar konsulinden henvendte sig til ham.

Helgas hjerte flommede over i en eneste stor medlidenhed med pastor Sveum, fordi han var saa stille og ubehjælpelig. For et aar siden havde 113hun vistnok leet af ham, men nu var alting saa forandret.

Der var saa trygt, hvor pastor Sveum var. Naar han var tilstede, tænkte hun aldrig paa Agathon. Ellers kunde tanken paa Agathon og deres kjærlighed komme brusende over hende, naar hun mindst anede det.

«Nei, jeg vil ikke, jeg vil ikke tænke paa saadant mere.» Hun kastede sig da paa knæ og bad.

Men Helga var blevet endda mere underlig og stille, end hun havde været den hele sommer. Naar hun sad inde hos forældrene – hun vilde forresten helst være alene –, sad hun med et straalende, underligt blik og saa ud for sig, som hun saa noget fjernt borte, de andre ikke kunde øine.

«Huh,» sagde konsulen til sin frue, «det skjærer mig i hjertet at se paa Helga. Bare hun ikke gaar hen og bliver en bedesøster og gammel jomfru; det er saadant stof, de er gjort af. De kan nok være engler, men ingen gifter sig med saadanne engler. Og jeg maa sige, jeg har ondt af barnet, hvis hun skal gaa ugift. Havde jeg bare dengang været hjemme, skulde der ikke være gjort saameget spektakel af den forlovelseshistorie. Saadant gaar over af sig selv, Andrea. Du skulde bare ikke have lagt dig op i det.»

Og konsulen saa tilbage paa alle sine minder af den art. Da han var seksten aar og pleiede at mødes med den friske lodsdatter! Og den sypigen hos hans moder og kaféjomfruen med det ildrøde, 114krøllede haar! Dengang var han nitten aar akkurat. Puh, det var forresten en kjedelig historie med den kaféjomfru!

«Som sagt, Andrea, du greb den historie med Helga feilagtig an.»

«Peder,» sagde konsulinden – en tiltale hun aldrig brugte uden ved høitidelige anledninger –, «jeg kommer hele mit liv til at studere paa, om det er karakter eller hjerte, du mangler.»

«Nei, nei, Andrea, jeg siger jo ingen ting,» sagde konsulen. Det faldt ham nemlig ind, om det dog ikke havde været bedre, hvis den historie med kaféjomfruen var blevet stanset itide af en kraftig haand. Andrea var dog, naar alt kom til alt, ikke saa ueffen.ueffen] dum «Hun tænker dybt,» sluttede konsulen.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.