II.

Greve havde været syg og ikke været paa skolen et par dage efter kjælketuren. Saa en dag havde Helga glemt en bog paa skolen; hun sprang tilbage det lille stykke vei for at hente den. Hun løb hurtig op ad trappen og ind i klassen.

Du store Gud, Greve sad alene der inde og skrev ved en af pultene. Hendes første tanke var at løbe igjen, han kunde gjerne tro, at hun vidste, han var der. Men Greve havde alt vendt sig om.

«Er det dig, Helga? Saa længe siden, jeg har seet dig.»

Det var kvalmt inde i klassen, der var ikke luftet efter skoletimerne, solen laa hed ind igjennem de tre store vinduer mod syd, pultene stod i uorden, alt det blæk, Sofie Carlsen havde slaaet ned idag, var endda ikke tørret op. Det lugtede blæk og støvet sol.

Greve blev siddende, men rakte haanden ud mod Helga.

«Er du vred paa mig endda?» Hun smilte over hele ansigtet:

21«Nei, ikke spor.»

«Nei, det vilde næsten være synd at være vred paa mig, ikke sandt, Helga?»

«Jo», sagde hun og smilte igjen. Han holdt endda hendes haand i sin.

«Jeg skulde bare hente en bog», sagde hun.

Den skulde findes paa hylden under pulten, som Greve sad ved. Helga laa paa knæ paa gulvet og ledte efter den. Greve sad en stund og saa ned paa hende, saa tog han en lok af hendes haar, som hun bar løst nedover ryggen og strøg hende med haaret op og ned ad kinden. Det bløde, varme haar krisledekrislede] kilte saa underligt. «Uf da,» hun tog haaret væk, men smilte alligevel. Endelig fandt hun bogen og reiste sig op.

Greve reiste sig ogsaa. Det var da grulig varmt herinde, hun var vist svært rød i kinderne. Hun stod klemt inde mellem pultene. Nei, nu maatte hun gaa.

Med én gang kjendte hun to jernarme, der holdt hende fast som i en skrustikke, og Greves mund mod sin. Der kom en egen afmægtig følelse over hende, de par første øieblikke vidste hun næsten ikke af sig selv. Hun havde lukket øinene, havde han ikke holdt paa hende, var hun vist sunket ned mellem pultene.

Det første hun saa, da hun lukkede øinene op igjen, var Greves blaastribede slips og røde koralslipsnaal. Hun havde en sterk følelse af, at hendes hat sad paa skjæve.

«Nei, nei!» raabte hun, «De maa ikke kysse 22mig, nei, nei, De maa ikke.» Og dog var hun sig paa samme tid bevidst, at hun inderst inde havde et besynderligt, vildt ønske om, at han vilde gjøre det igjen.

«Er du frygtelig vred paa mig? Skal jeg lægge mig paa knæ for dig her lige ned i blækket og bede dig tilgive mig?» Hun maatte smile igjen og forsøgte at skyve ham bort. Hvor rart igrunden, at hun kunde tage ham i frakken saadan uden videre.

«Giv mig bare et eneste kys til, Helga, saa skal du faa gaa.»

«Slip mig, nei, nei. Du – du maa ikke.»

Hun havde vendt ansigtet helt fra ham, men han trak hende til sig igjen og kyssede hende. Da Helga kom ud paa gangen, sjanglede hun saa, at hun næsten ikke kunde gaa, og ned over trappen kjendtes det næsten, som benene var slaaet væk under hende.

Men hjemme hos konsul Gjertz kunde de ikke begribe, hvad der gik af Helga. Hun var blevet saa stille og saa bleg med blaa ringe under øinene; naar hun troede sig ubemerket, sad hun gjerne og stirrede ret ud for sig. Katten havde faaet en snehvid liden katunge; Helga kunde staa et øieblik bøiet over kassen, hvor den laa og kravlede nede i, saa var det næsten som hun sukkede og gik sin vei. Hver eneste nat laa hun vaagen i lange tider og tænkte og tænkte.

Nei, at kjærligheden kunde være saa deilig, det havde hun aldrig tænkt. Men igrunden var 23den ikke bare deilig heller, for der var saa usigelig meget leit, som hun aldrig havde drømt om. Bare det, at hun længtes saa efter ham, naar hun ikke var sammen med ham. Og saa var han slet ikke ligedan bestandig. Aa, bare hun var voksen. Skjønt, havde hun været voksen, saa havde hun ikke truffet ham hver dag paa skolen; og bare at se ham, komme i nærheden af ham, om det saa bare var en liden stund hver dag, det maatte hun, ellers blev hele dagen som et eneste tomt hul, som intet kunde fylde.

Greve var i det sidste begyndt at hænge sit ydertøi ind i øverste pigeklasse, og Helga fandt en viss hemmelighedsfuld glæde ved at hænge sit tøi lige ved hans. Eller ved at benytte en pen, han netop havde brugt, eller holde i en bog, han netop havde havt i haanden. Det var en skjælvende, bævende glæde i dette, som Helga aldrig før havde anet.

Greve havde været paa visit hos konsul Gjertz, og var bleven overordentlig forekommende modtaget af konsulinden og frøken Bolette. Greve beklagede meget, at han ikke før havde dristet sig til at aflægge denne visit, som han havde tænkt paa saa længe. Hele eftermiddagen talte Bolette om ham.

«Han er jo rent ud indtagende, Helga, det har du jo slet ikke sagt; saadanne smaapiger skjønner sig da ikke paa nogen ting heller. Har du ikke lagt merke til det smil, han har, Helga, og munden – Apollo-mund.»Apollo-mund] Apollo (lat.) eller Apollon (gr.) er i gresk og romersk mytologi en av de mest betydningsfulle av de olympiske guder (for bl.a. kunst, sang og litteratur) og fremstilles som idealet av en skjeggløs yngling.

24Helga sad med albuerne oppe i vinduskarmen; hun havde lagt en haand paa hver side af sit ansigt; det forekom hende, at blodet steg hende op i ansigtet.

«Synes du det,» kom det tilslut med lidt tyk stemme.

«Ja – det maa jeg sige,» begyndte fru Gjertz, «at det er en ren akkvisitionakkvisition] vinning, fordel baade for byen og skolen at have faaet ham herned. Tænk, hvilken indflydelse han med sit soigneredesoignerede] velpleiet, sirlig væsen maa øve paa smaapigerne. Jeg er viss paa,» vedblev hun, «at han behandler pigebørnene som voksne damer, hvilket naturligvis er det ene rigtige.»

Fru Gjertz syntes altid selv, hun talte godt for sig, det var en viss sikker stolen paa sig selv i hendes ansigt.

Greve blev med én gang trukket ind i det selskabelige liv i byen. Fru konsulinden gjorde begyndelsen, og de andre fulgte efter. Han blev snart aldeles uundværlig.

Det led paa det sidste med føret, det gjaldt at benytte det; der blev arrangeret en kanefart til en gaard oppe ved fjorden. Der skulde danses og kjøres tilbage i maaneskin. Greve skulde kjøre Bolette Gjertz.

Slæderne begyndte at samle sig paa torvet. Helga stod ved vinduet og stirrede bort over Strandgaden, den vei maatte Greve komme. Hvor hun misundte Bolette. Tænk, kjøre hjem i maaneskin med Greve. Saadan tæt op til hinanden, hans arm om hende, maanen bort over sneen, og der i skyggen af skogen, der hvor det mørkned, hvor det 25damped af hesten som en hvid taage, der skulde han kysse hende, som han havde gjort den dag paa skolen.

Og saa skulde hun ikke engang være med.

Hun holdt ikke ud at være tilstede, da Greve kom op for at hente Bolette, men sprang op paa sit værelse. Hun kastede sig paa sengen med ansigtet ned i puderne og knyttede hænderne, saa der blev en liden hvid plet paa hvert led paa hendes lille lubne barnehaand. Hun holdt saa af Greve, at hun syntes formelig, det rørte sig for brystet paa hende, bare hun tænkte paa ham. Med én gang reiste hun sig op.

Tænk, om Greve kom til at synes om Bolette.

Hun kunde ikke ligge i ro længere. Nei, det var rent umuligt, at han kunde blive forelsket i hende. Men tænk om han gjorde. – Hun angrede paa, at hun ikke havde været nede, da han kom; hun skulde snart seet det paa ham. Hun sad ikke i ro et øieblik, hele tiden tænkte hun paa Greve og Bolette. Nu er de der, og nu er de der, nu kjører de kanske ned paa isen – aldrig i verden kunde han blive forelsket i Bolette, som havde saadan tyk næse.

Helga havde bestemt sig til at ligge vaagen, til Bolette kom hjem; men det drog saa længe ud, at hun sovnede. Hun vaagnede ved, at Bolette gik gjennem hendes værelse; der sad et friskt, kjøligt pust af vinternatten i hendes pelsverkskaabe, som hun kastede fra sig paa en stol lige ved Helgas seng. Bolette strøg fyrstikker af, først en, to, flere, 26det hørtes næsten, som hun skjalv paa haanden. Helga var med ett lysvaagen.

«Hvormange er klokken?»

«Halv fem, tror jeg.»

«Saa mange – har du moret dig?»

«Moret», gjentog Bolette, hun havde endelig faaet tændt lys og strævede med sokker og ydertøi, «det er igrunden et altfor svagt udtryk; i den syvende himmel,den syvende himmel] I dagligtale betyr uttrykket å være i en usedvanlig oppløftet og glad stemning. Forestillingen om at himmelen består at sju gjennomsiktige lag eller sfærer, stammer fra den greske antikken, muligens fra Aristoteles. Den sjuende himmel er gudenes tilholdssted. rasende, rasende morsomt.»

Der laa ingen i sideværelset, som hun kunde forstyrre, men hun talte alligevel dæmpet. Hendes fyldige altstemme kom sagte hvislende ind i mørket til Helga.

«Det var godt, at ingen sad oppe og ventede. Syntes du, vi blev længe? og endda kjørte vi først. Greve vilde absolut kjøre alene, vi var ikke i følge med nogen.»

Helga vred sig i sengen.

«Aa, et saadant maaneskin. Paa isen skulde du seet maanen. Hvor har jeg gjort af kammen – jeg dansede uafladelig med Greve.»

«Danser han godt?» kom det udefra mørket fra Helgas seng.

«Guddommeligt, men han holder kanske vel fast, jeg holdt paa at miste pusten mange gange. Jeg er dødsenstræt, og endda tror jeg ikke, jeg faar en blund paa mine øine.» Helga laa med store øine og stirrede ud i mørket. Aa, hvor hun hadede Bolette. Rent ud hadede hende. Hviskede og fortalte og bare, bare tænkte paa sig selv. Hun kunde se næsen hendes paa skyggen paa væggen; 27den var frygtelig tyk. Greve kunde umulig bryde sig om hende.

Da Helga tidlig næste morgen stod op, kikkede hun ind i Bolettes værelse. Det grøn- og hvidstribede rullegardin gjorde det blege morgenlys end koldere. Kjolen, hun havde havt paa igaar, hang over en stol, blonderne var smudsige og krøllede, et hvidt korset laa paa gulvet, et par lysegule, krøllede handsker med sorte fingertupper paa toiletbordet. Strømperne vrængte paa gulvet. Den samme hadefulde følelse fra inat kom over hende igjen. Der var næsten noget uappetiteligt ved Bolette, som hun laa der nu paa ryggen med munden halvt aaben og sov saa tungt; hendes store, lidt tykke hænder laa hvide og matte paa det violette sengeteppe. Greve kunde umulig blive forelsket i hende. Helga gik noksaa trøstet paa skolen.

Det var morgenkoldt inde i skoleværelset, før solen kom ind. Greve var svært smaa i øinene og grøssede lidt af kulde. Han kom ned og satte sig ved siden af Helga, men hun var ikke viss paa, enten han gjorde det for at være nærmere ovnen eller for hendes skyld. Men hun kom saa levende til at mindes den første dag, han var paa skolen, og hvor fortvilet leit hun syntes det var, da han kom ned og satte sig ved siden af hende. Hvor ganske anderledes alt var nu end da. Hun tænkte paa Greve for hvert ord, hun sagde; naar hun snakkede til de andre, tænkte hun paa ham. Ja, om hun bare dreiede hovedet eller lagde hænderne overkors, saa havde hun en hensigt med det nu. 28Livet var ligesom blevet saa meget mere indviklet end før.

En aften sent skulde Helga et erinde ned i byen. Der blæste en storm af nordvest, gaderne var næsten tomme; de faa, der var ude, boutedeboutede] baute: seile på skrå mot vinden eller krysse mot vinden sig frem med hovedet først, kjæmpende mod vinden for at holde ligevegten. Lige udenfor Tobiesens hjørne stødte hun paa Greve.

«Vi er frygtelig i vinden begge to, Helga.»

Aldrig i verden havde hun truffet nogen, der kunde være saa morsom som Greve. Han fulgte hende nedover gaden. Det var forbistret,forbistret] voldsomt saa gode anlæg hun havde til at blive koket, tænkte Greve. Denne halve byden sig frem og halve trækken sig tilbage, denne naive uskyld lige overfor en dulgt kompliment eller et dristigt vovet ord, Helga kunde det alt perfekt. Det var næsten moro at snakke med hende nu.

I Gjertz’ port blev de staaende. Helga trak sig langt ind i mørket af porten. Hun haabede, Greve kom efter, hun var viss paa, han gjorde det, og det var noget saa pirrende frydefuldt ved dette at være alene der inde i mørket med ham. Vinden kom ude fra havet i lange, seige tag.

«Her blæser da saa gudsjammerligt,» sagde Greve.

«Saa luk porten,» sagde Helga.

I samme øieblik blev der bælgmørkt, men vinden trængte sig ind alligevel i lange, fine pib. Helga kjendte igjen den sagte skjælving i legemet, men hun syntes ikke, den var saa ubehagelig heller. Der gik nogen med lygte ude i baggaarden.

29«Hvor er du henne, vil du ikke sige mig godnat da?» Greve famlede indover. Hans haand rørte ved hendes kind. Hun kjendte en sterk cigarlugt. Nei, nei, han maatte ikke kysse hende. ØieblikketØieblikket] rettet fra: øieblikket (trykkfeil) før havde hun ønsket det, nei huf, hun hadede ham igrunden. Hun stødte ham bort og løb op ad trappen. Oppe paa gangen mødte hun Bolette.

«Hvem var det, du talte med nede i porten?»

«Greve.»

«Fulgte han dig hjem?»

«Ja!»

Bare, bare Bolette ikke havde merket noget. Der kom et underligt udtryk i Bolettes ansigt, noget overlegent triumferende og dog paa samme tid saa besynderlig aandsfraværende. Hun nynnede et par strofer og løb op ad trappen, men deroppe fra raabte hun ned til Helga:

«Tænkte han, han skulde træffe mig paa denne tid af aftenen, saa gik han feil i byen, det kan du hilse ham en anden gang.»

Træffe hende, træffe Bolette, aa nei, hun maatte ikke indbilde sig det. Han maatte ikke synes om Bolette – han maatte ikke – hun stampede næsten med foden i gulvet; det smukke, lidenskabelige barneansigt glødede i skinnet af ganglampen. «Aa langt fra,» sagde hun tilsidst ganske høit, idet hun trak kaaben af sig.

Men det om Bolette og Greve var engang kommet ind i hende og vilde ikke ud igjen. Hun passede paa Bolette, og hun passede paa Greve; 30hun blev ganske syg. Helga har blegfeber, hedte det, værsgod tag jernpiller. Store, ækle, bløde jernpiller i gult støv. Hu, hvor hun hadede dem. Og saa gyselig dumme folk var, doktoren og mama og Bolette og papa ogsaa. Give hende jernpiller, fordi hun var glad i Greve.

Bolette og Greve var begyndt at spadsere lange ture sammen. Helga gik efter; aa hvor hun maatte lyve og komme med udflugter, ellers vilde veninderne være med, og hun vilde helst gaa alene. Men naar hun saa Greve og Bolette paa lang frastand, saa krøb hun op i heien og laa der og lyttede, om hun kunde høre, hvad de talte om. Men de bare hviskede og lo. Saadan lo Bolette aldrig hjemme. Den laa ligesom efter hende langs veiene den latteren.

En dag Helga kom hjem fra skolen, saa hun Greves hat i entréen. Hun trak pandehaaret ned i øinene ude ved speilet i entréen, og da hun syntes, hun var svært bleg, gned hun sig i kinderne med et par sammentullede handsker. Inde i altanværelsetaltanværelset] værelse med utgang til altan/balkong/terrasse stod Greve og Bolette.

«Maa jeg præsentere dig min forlovede, Helga.»

Et øieblik var der noget, som dreiede sig rundt, værelset eller solen eller Bolette, men saa med én gang blev hun aldeles rolig. Hun huskede bare siden, at hun havde sat sig ned paa en af de grønne fløielstaburetter, og at hun havde siddet og knuget kvasterne sammen og ladet dem svinge frem og tilbage, rykket i dem og svinget med dem igjen, 31saa moderen tilslut sagde, at hun ødelagde dem og skulde lade det være.

Nu var alting forbi. Tænk, han saa aldrig mere paa hende. Tænk, leve hele livet med en saadan sorg. Og hun kunde gjerne blive tredive aar gammel, og nu var hun bare tre maaneder over femten.

Aa, hun havde en hovedpine saa rædsom, hun laa paa sengen hele dagen. At det skulde være saa frygtelig at leve, og for to tre maaneder siden tænkte hun aldrig paa noget saadant. Og at det ikke var længere end siden jul, at Sofie Carlsen og hun havde kogt buddingbudding] pudding paa dukkekomfüren og syntes, det var saa rasende morsomt. Sofie Carlsen kom op til hende en dag og vilde lege med papirdukker. Og hun syntes, hun maatte gjøre det, men det eneste morsomme var, da Sofie klippede en papirdukke, som lignede lidt Greve. Han skulde hedde Francis Greve, foreslog Sofie. Helga havde aldrig turdet foreslaa det, men hun syntes, det var morsomt. De havde en dukke før, som hed Helga. Med én gang tog Helga sin navnesøster og Greve og satte dem op i en myrtmyrt] myrtus communis, en liten busk eller potteplante. I gresk myotlogi knyttet til kjærlighetsgudinnen Afrodite. Blomstene har siden antikken vært brukt i brudebuketter eller til brudens hårpynt. der stod i vinduet; de skulde ligesom spadsere i en have. Men hun tog dem straks ned igjen, Sofie Carlsen kunde gjerne synes, det var rart.

Hvor Bolette og Greve hviskede inde i kabinettet. Hun holdt det ikke ud. Og han var næsten endda vakrere herhjemme end paa skolen. Men han lod næsten ikke, som han saa hende en gang. Hun holdt det slet ikke ud. Men de lange, ensomme 32turene holdt hun ved med, endda det næsten blev værre nu, da det begyndte at vaares. Hun vidste ikke, hvad det var, som gjorde det, enten det var luften eller himmelen, som var saa lys og let, eller blaaveisene, eller de store, gule, glade hesteblomster,hesteblomster] sannsynligvis hestehov, tussilago farfara som stod der langs veikanten i sort fugtig jord, men hun længtes undertiden saa, aa Gud, hvad var det, hun længtes efter. Jo, det var bare, at Greve skulde være, som han var før og ikke være forlovet med Bolette.

Der skulde være stort bal hos konsul Gjertz for at feire forlovelsen. Hele den gamle, gule kjøbmandsgaard ved torvet straalede af lys. Der var bedt gjester fra nabobyerne; hos Gjertz havde de hele huset fuldt af fremmede.

Der var ingen af byens folk kommet, husets gjester klædte sig, det var stille i trapperne, bare stuepigerne, som løb op og ned over de nye brede, karmosinrødekarmosinrøde] karmosinrød: dyp rødfarge, over mot lilla trappetepper. Ikke et menneske inde i værelserne. Balsalen med tre store gammeldagse lysekroner af glasdubber,glasdubber] glassdobb, av lavtysk doppe: rundt skall, knapp (pynt, som i øredobb) lampetter af glasdubber, røde damaskes sofaer og stole, blændende hvidt gulv med ganske smale gulvplanker. Der laa forventning i luften. Der gik en pige derinde og strøede dansepulver.dansepulver] pulver som strøs på gulvet så det skal bli glatt å danse på Ind igjennem værelserne i perspektiv grønne gulvtepper, grønne portièrer, røde gulvtepper, røde portièrer, lys, lamper og dybe stole.

Bolette var færdig, Greve skulde komme tidlig. Helga kom løbende gjennem værelserne i rød silkekjole med haaret nedover ryggen.

33Hvor i alverden var Greve og Bolette?

Hun hørte det hviske inde i kabinettet. Hun maatte se derind, bare kikke bag de lyseblaa dørforhæng. Der stod Greve med armene om Bolette. Hun var meget mindre, havde lagt hovedet tilbage og saa op paa ham med halvlukkede øine og smilte. Han bøiede sig ned og kyssede hende. Aa, saa længe, Helga troede, det aldrig vilde ophøre.

Men i samme nu kom der som en vished over hende. Nei, hun kunde ikke leve længere, hun maatte dø, hun holdt ikke ud at se paa, at Greve elskede Bolette.

Ud igjennem værelserne fòr hun, op ad trappen.

I vandet! Skulde hun kaste sig i vandet? Netta til Gjertrud Feier, hun, som skulde have et barn, havde kastet sig i vandet. Hvorledes skulde hun komme til vandet iaften. For hun vilde gjøre det nu, netop nu.

Eller hænge sig paa loftet. Fy, der var saa mørkt, nei, nei, skjære pulsaaren over – fort – bare fort.

Hun løb ind paa Bolettes værelse, hun havde maattet overlade sit eget til gjesterne. Nogen snakkede derinde om et slæb, der ikke vilde falde rigtig. Det var den lange frøken Mastrup, hun fik vist danset lige meget eller lige lidet, enten slæbet faldt ordentligt eller ikke.

Gud, her var ingen fyrstikker. Hun rodede op i et syskrin, ledte efter en kniv, en liden blank kniv med langt, gult skaft.

34Gud, Gud, hun vilde dø. Kanske det var synd, kanske hun ikke blev salig. Men Gud saa, at hun holdt det ikke ud. Og hvis Gud paa dommens dag sagde: Helga, hvorfor gjorde du det? Saa vilde hun svare: Aa, kjære Gud, du ved alting, du ved jo det, jeg kunde ikke leve.

Hele syskrinet udover toiletbordet. Der var den, hun ledte efter.

Ja, de vilde vist græde, baade papa og mama og Bolette. Skjønt Bolette vilde aldrig græde meget, for da blev hun saa rød paa næsen. Sofie Carlsen, hvad mon hun vilde sige, og alle de andre. Og ingen vilde ane – ane – ane, hvorfor hun gjorde det. Og saa skulde de strø granbar i gadernestrø granbar i gaderne] det var skikk ved dødsfall å strø granbar fra husdøren og ut i gaten til likvognen – tænk for hende – og saa lægge hende ned i graven, – fugtig og vaad var den vist nu paa vaartiden. Tænk, at det virkelig skulde være hende, Helga Gjertz, som stod her og kjendte blodet pirre sig lige ud i fingerenderne, suse og banke i tindingerne – hendes kjole var igrunden altfor trang i livet, – at det var hun, som skulde dø.

Hun turde ikke, hun turde ikke. Hun kastede sig fremstupes tvers over sengen. Kniven holdt hun endda i haanden.

«Aa Greve, Greve, Greve. Jeg bliver vist gal. Men tænk alle dagene, som kommer. Jeg maa, jeg maa.» –

Hun reiste sig op og lagde kniven paa sit bløde, lubne barnehaandled. Bare forsøge, hvorledes det kjendes.

Der tog nogen i dørlaasen, det var fru konsulinden 35med et tændt lys i haanden, brusende af atlask og kniplinger.brusende af atlask og kniplinger] hentydning til kjolen hennes, av atlask (et glatt silkestoff, mye brukt i folderike kjoler) og pyntet med kniplinger (eksklusive blonder) «Men barn, er du her – og i mørke? Hovedpine? Aa, den giver sig nok. Ingen narrestreger vil jeg vide af. Hegt paa mig dette armbaand. Kom nu – øieblikkelig. Det er ikke tale om, at du faar blive heroppe.»

Foran moderen, som en slukøret hund ned ad trapperne, ind i værelserne. Nu troede vist veninderne, at hun havde det rigtig morsomt. Kanske de stod ude paa torvet og saa op til vinduerne.

Agathon Smith, som netop var kommet hjem fra udlandet, kom hen til hende. Han havde runde, sorte øine, hvide og røde kinder og en bitte liden sort moustache.

Han blev staaende og snakke med hende, stirrede hende hele tiden ind i øinene og vilde absolut danse fire danse med hende.

Med én gang kom der en vild, underlig følelse op i hende. Hun vilde faa unge Smith forelsket i sig, rent vanvittig forelsket skulde han nok blive. Hun vidste, hvordan hun skulde bære sig ad nu, saadan skulde hun bruge sine øine og rigtig holde leven, snakke og le rigtig høit skulde hun helst.helst.] rettet fra: helst (trykkfeil)

Igrunden var det det eneste morsomme, som fandtes i verden, at gjøre sig til for herrer. Og da de dansede, klemte unge Smith hende i haanden, og Helga klemte igjen. I det øieblik tænkte hun ikke mere paa kniven deroppe i mørket. Hun vilde bare være deilig, deilig, saa alle herrer, der saa hende, elskede hende.

«Har du i dine levende dage seet saa koket, 36som Helga er blevet?» sagde Bolette til Greve, de sad i en sofa inde i balsalen. Helga stod nede ved døren, tre herrer om hende, hun holdt dem alle i aande.

«Ja, du maa tro, jeg har nok lagt merke til det. Rent udspekuleret koket. Jeg gjorde, hvad jeg kunde, for at modarbeide denne tilbøielighed, men det ligger nu en gang i kvindens natur.» Han lo, Bolette lo ogsaa: «Ja, og ligesom I herrer ikke vil have os slig.»

Han lagde armen om livet paa hende – og smilte med sine hvide tænder.

«Du er den sødeste af alle søde» –.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.