XI.

Fru konsulinden havde sin migræne. Den slags, at der ligesom blev banket spigre ind i hendes hoved, og saa spigerne langsomt blev trukket ud igjen. Ja, konsulinden kunde ialfald ingen mere træffende sammenligning finde.

Hun laa alene paa sin silkebetrukne chaiselongue under den store viftepalme og stirrede mat gjennem den aabne havedør ud paa fjorden, der blinkede mellem birkene, og syntes, hun nogetnær var det ulykkeligste, mest forladte menneske, hun kjendte.

Konsulen var reist til hovedstaden i forretninger. Bolette kom jo aldrig hjem igjen, lod det til, og Helga, ja Vorherre maa vide, hvor det barn altid er henne; hun lever jo endnu i sin barneverden. – –

Og aldrig havde hun den mindste hygge af sine husjomfruer. Nu havde hun én her paa landet og én i byen, men lige alene var hun. Ikke 79fordi man kunde vente nogetslags selskab af den slags halvdannede mennesker, men lidt hjertelag, naar man var syg, bare lidt forstaaelse – –.

Stuepigen traadte ind. Der var en dame ude, der gjerne vilde tale med konsulinden.

«En dame?» Konsulinden vendte sig mat interesseret om; her var kanske en liden adspredelse, – «men jeg er jo syg. De har vel sagt, jeg er syg?»

Jo, stuepigen havde sagt det.

«Hvem er det da? Bed om hendes kort.»

«Nei, hun havde intet kort – det var magtpaaliggende, sagde hun.»

For et øieblik siden havde konsulinden synes, at denne lille adspredelse ikke var saa uvelkommen endda; men da hun hørte, det var noget magtpaaliggende, blev hun med en eneste gang en martyr.

«Magtpaaliggende, og her ligger jeg; det er naturligvis noget med tjenerne, – nei sig, at konsulen er bortreist, og at hun maa vente, til han kommer tilbage. Jeg kan virkelig ikke her nu i min tilstand tage imod magtpaaliggende ting.»

Stuepigen kom øieblikkelig ind igjen: «Nei, det var med fru konsulinden selv, damen vilde tale. Hun siger, fru konsulinden vil blive hende taknemmelig for hendes meddelelse.»

Fru konsulinden reiste sig op; kanske der alligevel var lidt underholdning i dette paa denne dræbende formiddag. Det var naturligvis om husjomfruen i byen. Hun havde jo længe anet, at hun stod i et kjærlighedsforhold til førstefuldmægtigen paa kontoret.

80«Lad hende saa i Guds navn komme da.»

Anna Eriksen traadte ind. Hun var sortklædt med en hat med store, sorte fjær, hendes sorte øine blinkede skarpt under den brede hatteskygge.

Herregud, for et uhyggeligt væsen, tænkte konsulinden og angrede paa, at hun havde ladet stuepigen gaa.

«Værsaagod og tag plads, – er der noget, jeg kan tjene Dem med?»

Hun havde ventet, at Anna Eriksen havde taget sæde ved døren, hvor hendes plads saa ud til at være, og fik sterk hjerteklap, da Anna Eriksen istedet derfor med raske, haarde skridt kom ret henimod hende og satte sig paa en taburet lige ved hendes chaiselongue.

Fru konsulinden stirrede hende forfærdet ind i ansigtet under de store, sorte fjær.

«Fruen kjender mig maaske ikke, jeg er Anna Eriksen, der er en slegtning af gamle fru Smith; jeg bor der i huset.»

Det gik fuldstændig rundt i konsulindens hoved, hvorfor ialverden var dette menneske kommet her?

Nei, hun havde ikke den fornøielse.

«Jeg er desværre kommet til fruen i et meget ubehageligt erende,» begyndte hun, «men De ved, naar man føler det som en pligt –.»

Jo, det var naturligvis om husjomfruen, konsulinden hørte det paa indledningen; men hvad havde saa dette sorte menneske med den historie at gjøre?

«Jeg er desværre,» begyndte Anna Eriksen igjen, «aldeles tilfældig kommet underveir med et 81kjærlighedsforhold, som jeg – som sagt – finder, det er min pligt at underrette fruen om.»

Det berørte konsulinden lidt ubehageligt, at mennesket, som hun i sit stille sind kaldte Anna Eriksen, ikke gav hende titelen «konsulinde,» som hun var vant til, og som tilkom hende. Men dette var altsaa, hvad hun havde ventet. Det var husjomfruen og fuldmægtigens forhold, dette gjaldt.

Fru konsulinden laa halvt tilbagelænet i sin chaiselongue: «Ja, hun forstod desværre altfor godt, hvad frøkenen hentydede til. Hun havde selv i den sidste tid havt en mistanke –.»

Nei, den slags fornemme folk er dog ubegribelige i sin iskolde ro, tænkte Anna Eriksen. Hun blev en liden smule forvirret; hvorledes skulde hun egentlig forstaa dette? Muskelen ved hendes øie trak sig heftigt sammen.

«Jeg vidste ikke, at fruen var vidende om stevnemøderne,» sagde hun tilslut ligesom ufrivillig.

Fru konsulinden saa forfærdet paa trækningerne i hendes ansigt: Vorherre bevares, tænkte hun, mennesket faar jo et tilfælde lige for mine øine.

«Nei,» sagde hun høit, «stevnemøderne kan jeg ikke egentlig sige, at jeg holder regning med; ja, De tror da vel ikke, at der er noget galt paafærde? –»

Anna Eriksen tabte fuldstændig kontenancen.kontenancen] fatning, selvbeherskelse Hun havde da aldrig hørt, at fru Gjertz skulde mangle noget paa forstanden.

Fru konsulinden og Anna Eriksen stirrede hinanden begge lige forvildede ind i øinene.

82«Tror fruen, at Deres datter skulde være i den tilstand,» brast det tilslut ud af Anna Eriksen.

«Min datter, – min datter i nogen tilstand!» Fru konsulinden reiste sig op. Der fandtes i dette øieblik ikke udtryk skabt i konsulindens lyse, mandelformede øine, – «hvad mener De, – menneske?»

Anna Eriksen havde ogsaa reist sig: «Fruen siger jo selv, at De var vidende om forholdet mellem unge hr. Smith og Deres datter –.»

«De er gal,» sagde konsulinden hastigt, «jeg mener, De er ikke frisk,» – hun retirerederetirerede] trakk seg tilbake baglænds bortover det store gulv henimod klokkestrengen ved døren og holdt hænderne afvergende ud mod Anna Eriksen, der nærmede sig:

«For Guds skyld, frøken, gjør mig ikke noget ondt.»

«Tror fruen maaske, jeg er sindssvag,» sagde Anna Eriksen. Hun havde paa tungen at sige: Jeg tror rigtignok heller, det maa være Dem, der er det. Men den indgroede respekt for byens første frue holdt selv i dette øieblik hendes mund lukket.

«Nei, ring ikke, jeg forsikrer Dem, fru Gjertz, det er sandhed, hvad jeg fortæller Dem, Deres datter og Agathon Smith har stevnemøder oppe i heierne, jeg har seet det med mine egne øine, jeg har seet dem kysses, – og han gav hende et armbaand.»

Det var noget i Anna Eriksens stemme og ansigt, der gjorde, at konsulinden alligevel ikke ringede efter hjælp.hjælp.] rettet fra: hjælp.» (trykkfeil)

83«Lille Helga – kysses med en fremmed mand? Nei, ved De hvad, frøken – frøken – hvad var nu Deres navn? Nei, De maa undskylde, det tror jeg ikke, det er naturligvis en forveksling.»

«Jeg har rigtignok endnu aldrig oplevet, at jeg ikke er blevet troet paa mit ord,» sagde Anna Eriksen stramt; hun følte, hvordan heftigheden begyndte at faa overhaand hos hende, «men fru Gjertz har jo den letteste udvei til at faa rede paa, om jeg taler sandt, – spørg Deres datter, – gjerne straks, medens jeg er her.»

Hun havde haabet, at konsulinden paa stedet havde sendt bud efter Helga, for at hun personlig kunde nyde denne sin triumf, men konsulinden gjorde ingen mine til det.

«Hvis dette er sandt, hvad er det saa for en æreløs mand, denne – unge Smith?»

«Paa ham er der intet at sige. Det er en meget bravbrav] kjekk og god ung mand.» Blodet steg Anna Eriksen pludselig voldsomt til hovedet og gjorde hendes gule ansigt flammende rødt.

«Brav, – saa De kalder dette bravhed?»

«Ja, – han er naturligvis blevet forlokket.» Konsulindens kolde ro irriterede hende, hun vidste næsten ikke af, før ordene var ude af hendes mund.

Konsulinden lukkede sine øienlaag, saa hendes øine blot saaes som en smal stribe, hvad hun altid gjorde, naar hun vilde tilkjendegive, at hun hævede sig over nogen eller noget.

«Jeg tænker, vi betragter denne samtale som 84endt, frøken,» kom det fra konsulinden med en ganske ubetydelig bøining med hovedet.

Anna Eriksen havde endnu meget, hun vilde sagt, vel udarbeidede sætninger, som hun havde spekuleret ud i nattens stilhed, men det hele var kommet hende saa paatvers, og den høie dame i den lyse, drapfarvededrapfarvede] gråbrun morgenkjole med de halvlukkede øienlaag bandt hendes tunge.

«Farvel frue, tal med Deres datter, – tal bare med Deres datter, saa skal De nok faa høre, at jeg ikke farer med usandhed –», de sorte fjær paa hendes hat duppede hende for hvert ord ned over de sorte øine.

Anna Eriksen var gaaet.

«Gud» – konsulinden talte ganske høit, alene som hun var – «at ikke det skrækkelige væsen dræbte mig, – at man kan overleve den slags, – hvorledes ser jeg ud, – jeg er vel bleg som et lig?» Hun kastede et hastigt blik i speilet; det var hende en tilfredsstillelse at se, at hun var hvid som en kalket væg.

«Helga! Helga! Hvor er barnet? Har nogen seet frøkenen?»

Jo, stuepigen meldte, at hun troede, frøken Helga sad i gyngen nede i haven og læste.

Der kan man bare se, tænkte konsulinden, hvilket barn hun er – sidde i en gynge og læse?

– Helga stod i havedøren. Hun var vokset, var tyndere og slankere end ivinter; det bløde, brune haar laa hende fremover ansigtet med den brungule, matte teint.

85«Raabte du, mama?»

«Helga, kom hid! Nei, ikke der – sæt dig her ved siden af mig.»

Helgas hjerte begyndte at banke. Vidste moderen noget? Hun saa saa høitidelig, underlig forskende ud.

«Hvad er det, jeg hører om dig, Helga?»

«Om mig?»

«Ja, om dig – at du har stevnemøder oppe i heierne.»

Et eneste øieblik svømmede den store, lyse havestue i ett for Helga, saa saa hun atter moderens skikkelse klart.

«Ja, – jeg er forlovet, mama.»

«Forlovet, barn, er du gal! Hvad er det, du siger?»

«Jeg er forlovet med Agathon Smith – aa, mama, er det forfærdelig, forfærdelig galt?» Hun kastede sig bag moderen i chaiselonguen, trykkede hænderne mod ansigtet og begyndte at hulke voldsomt.

«Barn, barn!» Det var ikke konsulinden muligt det første øieblik at faa andre ord over sine læber. Saa gjenvandt hun igjen talens brug.

«Og Dere har mødt hinanden i hemmelighed, – og du har kysset ham?»

Dybt nede fra puderne kom der nogle endnu voldsommere hulkninger og halvhøie ord; konsulinden opfattede blot det ene ord «elske».

«Barn da, – elske, – snak ikke saadan. Du ved ikke, hvad du selv siger. Elske –», 86konsulinden slog med sine hvide hænder noget usynligt bort i luften.

«Men i himlens navn, – hvorledes er dette kommet?»

«Kjærligheden kommer som en aabenbaring, siger Agathon,» mumlede Helga.

«Aabenbaring,» konsulinden vendte sine øine mod tagrosetterne, «men hvad er det for en æreløs mand, der taler saaledes til et barn som du.»

Helga tænkte paa Greve. Saa er jo han ogsaa æreløs,æreløs,] rettet fra: æreløs,» (trykkfeil) tænkte hun, men hun sagde intet.

Der var nok væltet ligesom en byrde fra hendes sind, fordi moderen nu vidste det; men hun kunde jo ikke tale om alt alligevel. Hun kunde jo ikke fortælle, at hun ikke tænkte paa Gud nu, medens hun gik til konfirmation, men bare paa Agathon hver morgen og hver aften og den hele dag. Og ikke kunde hun spørge moderen, om det var synd at elske saaledes, bare leve af et andet menneskes kjærtegn og kjærlighed. Heller ikke kunde hun spørge moderen, hvad det var, den unge vanartige pige, der døde paa hospitalet, havde gjort.

«Men hvad viser denne din opførsel, Helga? Et daarligt sind, en daarlig karakter, en daarlig –» konsulinden holdt paa at sige «opdragelse», men tog sig i det.

Helga græd og græd og vilde ikke høre op, men ikke et ord mere var der at faa af hende. Konsulinden talte, talte uafbrudt. Om pligt mod Gud og pligt mod forældre, om sandhed og usandhed, om moral og kristendom.

87Men Helga kunde ikke anvende noget af alt det, moderen sagde, paa sig selv. Intet af det altsammen passede paa hende. Det var akkurat, som naar provsten prædikede i kirken, – lige fjernt og underligt.

«Selv om du havde været voksen,» sluttede konsulinden strengt, «havde jeg og din far aldeles bestemt modsat os denne forbindelse. Her er ulige sociale vilkaar, hvad der aldrig kan resultere i lykke.»

«Ja, men han var jo her paa ballet ivinter,» mumlede Helga igjen.

«Ja, hvem skal man bede i denne smaaby. Man staar jo formelig nødlidende i den retning; det er imidlertid ingen undskyldning,» fortsatte konsulinden endnu strengere. «Tror du, vi ønsker til svigersønner alle de, vi er nødt til at bede til vort bord? Nei, jeg priser din søster Bolette, hvilket heldigt valg gjorde hun ikke baade fra karakterens og hjertets side! Tag Greve til eksempel, Helga, i et og alt.»

Mama skjønner ingen ting, tænkte Helga trodsig. Der siger hun, at Greve var saa udmerket og Agathon aldeles det modsatte, og saa – saa er de jo ligedan begge to.

Konsulindens migræne var over, som strøget bort. «Spigerne» var trukket ud af hendes hoved, hun vidste ikke naar. Helga laa nu paa hendes plads paa chaiselonguen og stirrede med røde, forgrædte øine under de lange øienhaar ud paa den glitrende fjord mellem de unge birke.

88«Mama,» sagde hun pludselig og saa op, «hvor har du faaet vide det?»

«Det var et halvgalt, sort kvindemenneske, som bor hos hans mor, der var her og fortalte det. Hun havde set deredere] rettet fra: Dere (trykkfeil) oppe i heien. Helga, jeg gyser bare ved tanken.»

«Havde hun seet os? Aa, hvor alting er forfærdelig! –» Helga skjulte igjen sit ansigt.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.