XV.

Efterretningen om Anna Eriksens selvmord var kommet med melkekjøreren ud til Vik. Helga fik vide det ved frokostbordet sammen med de andre. Hun forstod det hele med én gang. Mama havde sagt, at det sorte, underlige kvindemenneske var hendes rivalinde, og Agathon havde ogsaa slaaet paa, hvor ubehageligt det var at have et forlibtforlibt] forelsket kvindemenneske lurende om sig.

Og nu, siden mama havde været deroppe, var det hele opdaget – aa Gud Fader i himmelens rige – og det var hendes, Helga Gjertz’s, skyld!

Som et lyn fòr dette gjennem hendes hoved, saa vidste hun ikke mere om noget og besvimede.

Da hun kom til sig selv igjen, stod konsulen, konsulinden, husjomfruen og to piger om hende.

«Gaa! gaa!» sagde hun og slog vildt om sig med armene, «gaa allesammen, se ikke paa mig da, jeg ved nok, det er min skyld, jeg ved det, jeg ved det! –»

104«Hun taler over sig,» sagde konsulinden og fik dem alle, faderen ogsaa, ud af værelset.

Hvorledes skulde hun egentlig forstaa dette, tænkte konsulinden. Var Anna Eriksens selvmord en følge af denne historie? Hvad man dog maa gaa igjennem med de børn! Konsulinden havde den egenhed tilfælles med en hel del mennesker, at hvad der saa i verden hændte af stort og godt, pestilensepestilense] pest og krig eller store opdagelser, saa førte hun det ufravigelig tilbage til sig selv. Hun havde altid selv oplevet noget lignende, ialfald noget, der bragte hendes nerver til at skjælve.

Hun kom imidlertid hastig til det resultat, at det sorte kvindemenneskes død ikke havde nogetsomhelst med Helga og den historie at gjøre. Nei, den slags store følelsers tid var forbi, det vilde jo være den rene romantik at tro, at der skulde være nogen sammenhæng i dette.

Mennesket saa jo ud, som hun kunde tage livet af sig lige for mine øine – jeg er bare himmelen taknemmelig for, at hun ikke gjorde det! Hvad man dog kan være udsat for – at gale folk trænger sig saaledes ind til én – –

«Helga, lille ven, tænk ikke paa denne skrækkelige gjerning mere. Saadant skal man faa ud af sine tanker jo før jo heller. Det gjør jo et dybt indtryk, men det bringer én altfor meget i affekt, – mine nerver!»

Helga stirrede paa moderen. Mon hun ikke skjønte det? Forstod hun da ikke det hele? At Anna Eriksen havde elsket Agathon, hun ogsaa, 105og saa – og saa havde hun seet Helga og Agathon sammen, og saa kunde hun ikke leve!

Helga vendte hovedet mod væggen. Nei, hun vilde intet sige og kunde intet sige! Det gik jo ikke an at sige til moderen, at hun vilde dræbt sig, hun ogsaa, dengang Greve forlovede sig med Bolette, og at det nu var hendes – hendes skyld, at Anna Eriksen havde taget livet af sig.

Tænk, om hun havde dræbt sig den aften, da det store bal var hjemme, saa havde hun nu været fordømt i den evige ild. Provsten talte saa meget om selvmord sidste gang, hun var hos ham. Selvmorderen udsatte sig ligefrem for den evige fortabelse, stod der i forklaringen.Selvmorderen … forklaringen] Jfr. Pontoppidans Sandhed til Gudfrygtighed, Det sjette bud: Du skal ikke slå ihjel, spm. 202: «Maa man da tage Livet af sig selv? Nei, det er at dræbe Legem og Sjel tillige, og lukke Naadens Dør til, saasom Judas, det Fordærvelsens Barn.»

Og nu var den sorte, underlige Anna Eriksen i den evige ild, og det var hendes skyld!

«Mama – mama – Anna Eriksen er fordømt nu og pines og bliver aldrig frelst – aa, jeg holder det ikke ud!»

«Saadanne tanker skal man aldrig give rum i sit hjerte, – jeg ser f. eks. med mig selv –»

«Mama – mama –!»

Hun har mit bløde, nærtagende sind, tænkte konsulinden, «men,» fortsatte hun høit, «du er da et forfærdelig exalteretexalteret] opprørt barn; se til at faa sove. Desværre, jeg kjender mig jo selv altfor vel igjen.»

Det var godt mama gik, tænkte Helga, endda hun laa her alene igjen med alle sine sorger. Aldrig vilde hun nu se Agathon mere, aldrig kysse ham mere, – det var synd mod den Helligaand, at hun havde elsket Agathon. For hun vidste den 106hele tid, at det var synd, hun elskede Agathon, og endda forhærdede hun sig. Hun laa og slog hovedet mod væggen.

Kjære Gud, jeg skal jo aldrig se Agathon mere – jeg vil ikke se ham og være forlovet mere – lad bare ikke Anna Eriksen være fordømt, kjære, søde Gud!

Saa huskede hun, at det jo ikke nyttede at bede for dem, der var døde!det jo ikke nyttede at bede for dem, der var døde] Den protestantiske kirken praktiserer ikke forbønn for de døde, slik den katolske kirken gjør. Aa Gud! Aa Gud!

Hvorledes var alt dette kommet? Jo, det var dengang hun begyndte at elske Greve, da begyndte det, og saa havde hun elsket Agathon; aa, saa skrækkelig, hun havde elsket ham! Men nu var hun ræd ham, bare ræd. Hun var ikke det mindste glad i ham mere. Hvis han nu kom ind i værelset her, saa vilde hun flygte ud af døren, ind til papa.

Nei, hun vilde ikke se og ikke høre mere om ham. Hun trykkede hænderne mod ørene – aa, som hun angrede altsammen! Angrede, at hun havde forlovet sig med ham, angrede, at hun havde mødt ham, angrede, at hun havde kysset ham, – jeg har jo været gal. Er det altid saa, at kjærligheden bringer saa megen sorg, og endda har menneskene saadan længsel efter den?

Men nu havde hun ikke mere nogen trang til jordisk kjærlighed. Nu vilde hun høre Gud til, bare Gud! Være hans brud alle sine dage. Angre og bare bede bestandig, fordi det var det eneste, som gav fred.

«Jeg vil jo være din, – jeg vil jo bare være din, Gud,» jamrede Helga – «jeg vil jo bare være snild og god og ren!»

107Men hun syntes ikke, hun fik noget svar. Det var som at bede ud i det tomme rum. Gid hun kunde se Gud og holde ham i haanden, saa hun rigtig kunde tigge ham om ikke at være vred paa sig!

Og saa Guds store retfærdighed, som provsten talte om. Ja, naar Gud dømte efter sin retfærdighed, saa maatte hun blive fordømt, for det var jo hendes skyld, at Anna Eriksen havde taget sit liv selv.

Hun laa og tænkte op igjen og op igjen, bad og jamrede halvhøit. Da konsulinden en tid efter saa ind til hende, var hun brændende varm i hovedet og havde sterk feber.

Der gik bud efter læge øieblikkelig. «Lad mig være, – hvad kan det hjælpe!» sutrede Helga. Siden laa hun stille hen med is paa hovedet og foldede hænder.

Da konsulinden ud paa aftenen sad ved hendes seng, hviskede hun sagte: «Jeg er saa bange, jeg bliver fordømt, mama!»

«Er du forstyrret, barn; saadan skal menneskene aldrig tænke. De skal altid tro, de bliver frelst.»

Men senere betroede hun sin mand: «Helga er nok daarligere, end nogen tror. Tænk, nu tror hun, at hun bliver fordømt.»

«Det var som pokkeren,» sagde konsulen, «hvor har hun nu faaet de absurde idéer henne?»

«Kjære Gjertz, du ved jo, hun gaar til konfirmation,» sagde konsulinden irettesættende.

108Konsulen smekkede med tungen og nikkede: «Javist, ja.»

Da Helga natten udover om muligt var endnu mere urolig og fortvilet tilsinds, bestemte konsulinden sig til tidlig næste morgen at sende bud efter provsten. Han maatte da kunne berolige hende for disse forfærdelige religiøse pinsler.

Vognen blev sendt afsted efter provsten, men kom tom tilbage; provsten var igaar reist paa en rekreationstur paa nogle uger. Men den unge kapellan var villig til at komme, hvis man ønskede hans nærværelse.

Han var kommet til byen ganske nylig, havde blot endnu prædiket én gang, og havde gjort et meget godt indtryk. Det var en ung bondesøn fra oplandene, og dette var hans første geistlige virksomhed!

Konsulinden bestemte sig straks for kapellanen. Der maatte noget religiøst til for Helga nu, da alle konsulindens trøstegrunde intet nyttede, og den ene prest var jo ligesaa god som den anden.

Vognen kjørte atter afsted, og kapellan Sveum sad i dens ene hjørne, da den vendte tilbage. Det var en rødbrun, firkantet, ung mand med dybtliggende, mørke øine og en dyb, sørgmodig fold i panden, der aldrig slettedes ud.

«Her bringer jeg dig presten, Helga,» sagde konsulinden opmuntrende. «For Guds skyld, hr. pastor,» havde konsulinden tilhvisket ham ude i entréen, «opmuntre hende blot alt, hvad De kan.»

Helga slog øinene op og stirrede paa pastoren. 109Det var et troværdigt, alvorligt ansigt, hun saa ind i, da han satte sig ved hendes seng, tog hendes haand og sagde et par ord til hende.

Hvor den haand var god og trofast; Helga vilde ikke slippe den.

«Jeg er saa ulykkelig og fuld af synd,» sagde hun stille.

«Gud er kjærlighed,»«Gud er kjærlighed»] Jfr. Johannes’ første brev, 4,8: «Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, thi Gud er Kærlighed.» sagde den unge pastor.

«Ja, men naar man er skyld i en stor synd?»

«Er din synd som purpuret, skal den blive som den hvide sne.»«Er din synd som purpuret, skal den blive som den hvide sne»] Jfr. Esaias 1,18: «Kommer dog og lader os gaa irette med hverandre, siger Herren; om eders Synder ere som Purpur, skulle de blive hvide som Sne; om de ere røde som Skarlagen, skulle de blive som Uld.»

«Men er det for alle – alle synder?»

«For alle, – for alle.»

«Men ikke for synd mod den Helligaand.»

«Synd mod den Helligaand forudsætter ingen anger.»«Synd mod den Helligaand forudsætter ingen anger»] Om man angrer sin synd mot Den hellige ånd, er det ikke lenger en synd. Guds barn synder nok også, men oftest mot sin vilje, for de «vandre efter Aanden, og sigte til Fuldkommenheds Maal», i motsetning til «Verdens og Djevelens Barn», som gleder seg over synd og «vandre saaledes efter Kjødet, hvorfor de skal døe.» (Sandhed til Gudfrygtighed, spm. 294 og følgende)

Helga faldt tilbage paa puden; jo, angre gjorde hun. Hun angrede, saa hun syntes, hjertet maatte sprænges og brystet knuges sammen.

Hun blev liggende og holde prestens haand. Det var ligesom Guds store, trofaste haand, hun endelig havde faaet fast tag i.

Og pastoren talte om anger og tilgivelse, og at man maatte afbede sin synd ogsaa hos menneskene og gjøre godt, hvad man havde forbrudt.man maatte afbede sin synd ogsaa hos menneskene og gjøre godt, hvad man havde forbrudt] Jfr. Pontoppidans forklaring til det 5. bud: «Forlat oss vår skyld som vi forlater våre skyldnere.» Ja, hun havde forbrudt sig mod Agathon og narret ham. For nu vilde hun ikke for alt i verden være forlovet med ham mere. Hun kunde jo ikke spørge pastoren, lige saa lidt som mama, om det var synd at elske sanselig, men hun følte det paa sig. Nei, elske Gud over alle jordens mennesker og ting, 110det vilde hun. Og papa og mama og veninderne vilde hun være glad i.

Hun blev roligere efter prestens besøg. Ikke et sekund tænkte hun paa pastor Sveum personlig, men kun paa, at han var en budbringer fra Gud til hende. Hvis Gud nu tilgav hende, saa vilde hun vie sit liv til ham, kanske blive diakonisse herhjemme, eller missionær, eller reise til Jerusalem og blive sygepleierske. Det sidste vilde hun igrunden helst. Det maatte være det deiligste af alt at bo i Palæstina, hvor Jesus havde vandret.

Hun sovnede med hænderne fast foldede, men vaagnede med et skrig, straks hun havde sovnet. Derborte i vinduet hang jo Anna Eriksen i blaa silkekjole!

Næste morgen skrev hun et brev til Agathon med store, runde barnebogstaver:

«Jeg vil ikke mere være forlovet med dig. Du maa glemme altsammen, og jeg angrer det meget og har været syg. Men med Guds hjælp vil jeg blive frisk.

Helga Gjertz.»

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.