IX.

Da Anna Eriksen den næste morgen nede i haven hængte ud noget fin vask til tørring, hørte hun med én gang Agathons stemme ude fra veien. Han maatte være kommet nedover den gamle vei oppe fra heierne, og han var i følge med nogen.

Anna Eriksen bøiede og strakte sig indenfor de tætte buske, – det var jo konsul Gjertz’s yngste datter, Agathon gik med.

Den underlige muskeltrækning ved Anna Eriksens øie var der som et lyn. Var der noget maskepimaskepi] hemmelig forståelse mellem ham og det unge barn? Det kunde da umuligt være hende, det nu gjaldt!

Agathon og Helgas stemmer tabte sig nedover gaden. Anna Eriksen havde fundet et aabent sted mellem syrenbuskene og stod og stirrede efter dem. Hun saa Agathon vende sig gang paa gang og se Helga helt ind i ansigtet. Agathon saa aldrig paa nogen paa denne maade, uden at de interesserede ham, tænkte Anna Eriksen.

71Det kom ikke ud af hendes tanker den hele formiddag, dette. Hvad ialverden var det? Han havde jo aldrig nævnt til hende engang, at han kjendte den lille frøken Gjertz, og nu saa det ud, som han ikke kunde se nok paa hende.

Da Anna Eriksen samme dag ved middagstiden stod inde i en butik, saa hun atter Helgas blaa bomuldskjole og Agathons lyse jakke forsvinde om et hjørne.

Det var altsaa alligevel saa, det var det unge barn, han nu var optaget af. Havde det blot været hvilkensomhelst anden end konsul Gjertz’s datter, havde Anna Eriksen taget det med forholdsvis ro. Men hun kjendte Agathon, hun vidste, hvad forhold og ydre stilling havde at sige i hans øine – og saa havde jo det pigebarn endda ungdommen i tilgift.

«Var det den lille Gjertz, du gik med?» sagde hun let henkastet senere paa aftenen til Agathon.

«Ja, det er en nydelig ung pige, ikke sandt?»

«Hun er jo det rene barn endnu.»

«Hun er skam ikke noget barn,» sagde Agathon smilende og virrede sine moustacher.

Anna Eriksen saa lynsnart af Agathons smil, at det var noget mellem ham og Helga Gjertz. Det dirrede inde i hende. Nu havde det unge, dumme barn alt det, hun selv længtede saa fortærende efter.

«Du gaar vel ikke og sætter det barn fluer i hovedet, Agathon?» kom det braatt og hurtigt. Muskelen ved øiet trak sig heftigt sammen.

72Agathon virrede fremdeles sine moustacher og smilede:

«Hun er en skjønhed, Anna, synes du ikke? Og byens rigeste parti til og med.»

«Skjønhed!» blæste Anna Eriksen, «ja af dem, der gaar tolv paa dusinet, – et ganske almindeligt dumt lidet flødefjæs.»

Anna Eriksen rugede mørkt over dette nogen dage; hun bandede i sine tanker Helgas friske, ferskenbløde ansigt.

Nei, dette holdt hun ikke ud, hun maatte se med egne øine. Naturligvis legede de kjærestefolk, det var det, de gjorde.

– Saa en aften, Agathon spadserede ud, sneg Anna Eriksen sig useet efter ham. Agathon tog veien opover heierne; det var en let sag for hende at holde sig skjult for ham bag stene og fjeldknauser. Hun saa Agathons spænstige skikkelse foran sig mod aftenhimmelen bortover lyngvidden.

Ja, det var deilige historier dette. Der gik han til stevnemøde med det unge barn, den flanede,flanede] lettsindig kokette jentunge! Anna Eriksen fik sig selv til at tro, der hun sneg sig skjult fremover, at det var i den ædlest mulige hensigt, hun gik her. Hvad satte ikke denne slags historier for merker i et ungt sind. Anna Eriksen vidste sin pligt; opdagede hun noget, gik hun lige til fru konsulinden og fortalte hende det. Det skulde blive slut paa dette forargelige spil at gaa der og lege kjæreste med det barn. For det var naturligvis det, de gjorde.

Agathons skikkelse forsvandt i en fordybning 73borte paa vidden. Øieblikket efter dukkede Helga op fra den kant, der vendte mod fjorden paa den anden side.

«Jo, det er deilige greier dette, deilige greier,» mumlede Anna Eriksen.

Dernede i fordybningen sad de begge to. Helga havde taget hatten af og sad med hovedet mod hans arm. Han strøg hende over haaret.

Og det skal være en dame af byens bedste, tænkte Anna Eriksen, medens hun stod der og kikkede ned paa dem; – tvi – de er ens allesammen. Hun gav Helga de værste navne. Naar hun før havde tænkt sig dette, at se Agathon med en anden i sine arme, havde det skaaret hende som med knive i brystet; men denne følelse var der nu slet ikke. Hun var blot og bart rasende paa Helga. Saa rasende, at det ligesom kogte hende for brystet, og hendes hjerte hamrede med sterke, hurtige slag.

Der gav Agathon Helga et armbaand, et stort skinnende et af guld. Han fæstede det paa hendes arm; men det var for stort og tungt til det lille, runde haandled.

Se saa, nu skal de vel kysses, tænkte Anna Eriksen; – det var da merkeligt – bare en gang! Helga vilde tydeligvis ikke have armbaandet, tog det af og gav ham det igjen, men han nødte det paany paa hende.

Isch, gjør dig ikke saa kostbar, mor, tænkte Anna Eriksen, du vil vist mere end gjerne have det, det er smaat stel ude hos Gjertz’erne nu, har jeg hørt.

74De blev siddende der længe, til sommeraftenen begyndte at skumre, og vinden kom ude fra havet og strøg over lyngvidden. Anna Eriksen saa dem kysses varmt og længe, saa, hvordan de næsten ikke kunde slide sig løs fra hinanden, før han gik tilbage til byen, og Helga løb hurtigt som vinden over heierne mod Vik.

Det var nat, før Anna Eriksen gik hjemover. Vinden slog smeld i hendes kjole, hun forsøgte at holde paraplyen oppe, men den vrængte sig øieblikkelig, medens hun stormløb gjennem den vaade lyng.

Der var ikke lys mere for hende i verden – ingenting mere – ingenting.

Men hun vilde ogsaa have noget, hun vilde have det, som den jentungen nu tog, som det faldt af sig selv. Aa, hun kunde trampe paa hende, slænge hende ud i det dybeste hav!

Det bruste indi hende, blodet suste for hendes øren. –

Der er ingen god Gud, tænkte Anna Eriksen, da hun den nat laa i sin seng. Nei, der er ikke, der er ikke; havde der været en kjærlig Gud, havde han ogsaa givet mig den, jeg elsker høiest af alle i verden. – – – –

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.