XVIII.

Tænkte han ogsaa paa det?

Tænkte alle mennesker da bare paa det? Her skrev han i brevet, at det, siden han første gang saa hende, havde været hans varmeste ønske og inderligste bøn at vinde hende. Og hun, som havde troet, at pastor Sveum blot tænkte paa Gud og himmelen. Dumpede der saadan friere ned paa alle unge piger, uden at de vidste noget af det, mon? For dette havde hun ikke anet med sin fjerneste tanke.

Til at begynde med var Helgas forbauselse saa stor, at det end ikke faldt hende ind at tænke paa, enten hun vilde have ham eller ikke. Det varede en stund, før det slog hende, at dette dog fordrede et svar.

Mon han var noget indtaget i hende? Han havde jo ikke gjort kur som Greve og Agathon havde gjort. Han havde jo aldrig seet paa hende – noget særdeles da – og aldrig trykket hende i haanden – og aldrig sagt et eneste ord.

124Helga var aldeles forvildet. Hun maatte læse brevet om igjen. Jo, det var et virkeligt frierbrev. Og med engang slog det hende, at saaledes skulde kjærligheden være. Saadan ren og høi, man skulde bare tale alvorlig med hinanden om alle dybe, store ting, saaledes som hun og Sveum havde gjort, og ikke holde saadan støi og være saa forfærdelig, forfærdelig glad i hinanden, som hun og Agathon havde været, eller som hun havde været i Greve.

Nei, hun vilde ikke tænke paa Agathon og Greve mere. Pastor Sveum var meget bedre end begge de to tilsammen. Men gifte sig med ham, ligesom papa og mama, og ligge paa ét værelse, – nei – det var jo aldeles umuligt.

Nei, hun maatte sige til ham, at det gjorde hende ondt, hvis hun skuffede ham, men gifte sig vilde hun aldrig gjøre. Hun skulde jo reise til Jerusalem og blive sygepleierske.

Men maaske han da blev usigelig fortvilet, og han, som havde havt det saa leit alle sine dage og boet i en husmandshytte og sultet og lidt. Helga syntes, hun saa hans mørke, vemodige øine og den dybe fold i hans pande. Den rynke har han faaet af bare fortvilelse, tænkte Helga.

Gud, hvor hun havde medlidenhed med ham! Tænk, han havde aldrig i sit liv været i selskab. Og tænk, han turde ikke forsyne sig med konfekt, før hun havde gjort det, bare for at se, hvorledes hun bar sig ad. Helga begyndte næsten at græde: Den snilde, snilde Sveum, hvor han lider ved alle saadanne smaating! Skulde hun nu sige til ham, 125at hun ikke kunde gifte sig med ham, saa fortvilede han vel aldeles.

Nei, Helga følte, at hun ikke kunde sige det, – umulig.

Kanske det ogsaa var godt for hende, om hun blev pastor Sveums kone, at det var Guds bestemmelse med hende. For det maatte da være trygt at have ham ved siden af sig bestandig og kunne spørge ham om alle religiøse ting, som hun selv ikke forstod. Og han kunde hjælpe hende og lede hende paa ret vei, naar hun feilede, – han, som var saa god og kjærlig.

Jo, Helga Gjertz troede næsten, hun fik sige ja. Der kom nok en tanke paa Agathon, men Helga skjøv den bort. Nei, nei, den kjærlighed var syndig og sanselig; hun var jo ikke fornøiet, uden at Agathon kyssede hende bestandig, og nu stod jo ogsaa Anna Eriksens døde skygge mellem dem.

Nei, nei, nei!

Nei, det var vist alligevel det bedste for hende, om hun giftede sig med pastor Sveum. Alle unge piger skulde jo gifte sig, saa hun maatte vel ogsaa gjøre det en dag, og da kjendte hun ingen, som var saa tryg at være sammen med som han. Men de vilde aldrig kysse hinanden; det er jeg viss paa, han heller ikke bryder sig om, tænkte Helga; og to soveværelser, naar vi bliver gifte, vil vi have. Men papa og mama, hvad vil de sige?

Mama vilde maaske synes om det, for hun likte, at hun talte med pastor Sveum. Men papa vilde le 126af ham. Tænk, at papa kunde le af den gudfrygtige pastor Sveum! For en skam af papa at gjøre det, tænkte Helga.

Hun gik i to dage og spekulerede paa dette. Sad med haanden under kind eller bed i sin pegefinger og grundede.

Hun skulde straks reise til udlandet til en pension for unge damer. Hvor godt vilde det da ikke være for hende at faa breve fra ham, som kunde retlede hende og gjøre hende tryg paa frelsens vei. Jo, hun maatte have ham at henvende sig til nu for at kunne være rolig.

De sad ved frokostbordet i den rummelige, egepanelede spisestue med de store malerier rundt væggene. Hun havde tænkt at sige det til forældrene idag, forsøgte gang paa gang, men det var, som ordene ikke vilde frem. Men hun havde skrevet til pastor Sveum, at han skulde komme denne formiddag, og det maatte siges.

«Papa og mama,» begyndte hun lavt.

De saa begge overrasket op, konsulen med serviet under hagen og æg i skjegget.

«Jeg skal gifte mig med pastor Sveum.»

Konsulen og konsulindens udtryk var hver for sig et billede, værd at skue.

«Det skulde jeg, pinedød, sagt, at det tog den ende med gudeligheden,» brast det tilslut ud af konsulen.

«Peder,» sagde konsulinden strengt; derpaa henvendt til Helga: «Men barn, taler du over dig?»

127«Han friede til mig om aftenen konfirmationsdagen.»

«Det, det kalder jeg» – konsulinden ledte efter ord – «jeg kalder det blasfemi,» fortsatte hun høitideligt, «at fri til en ung pige paa den alvorlige dag.»

«Det er en trompetertrompeter] klodrian, klossmajor af en fyr,» sagde konsulen afgjørende.

«Han er saa snild, og jeg har saa ondt af ham,» sagde Helga sagte.

«Ha, ha, det var ogsaa en grund til at gifte sig med en mand,» lo konsulen.

Saa begyndte Helga at græde, og al diskussion blev for øieblikket lagt tilside.

«Bare der alligevel ikke bliver alvor af dette,» sagde konsulinden senere til sin mand.

«Ja, men gifte sig med en mand, fordi hun har ondt af ham –»

«Du forstaar ikke en ung piges hjerte,» sagde konsulinden ophøiet, «det er netop medlidenheden, det at ofre sig for én, som ofte er en meget vigtig faktor i den sag. Det skulde undre mig, om ikke netop Helga er af den slags – –.»

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.