Konsulinden var oprørt. «Kan de da ikke lade barnet i fred, skal vi nu have en saadan historie om igjen, som den isommer. Helga, mit barn, hvorledes kunde du nu falde paa dette?»
«Ja, jeg tænkte slet ikke paa det, jeg, mama, forresten er dette anderledes. Sveum og jeg er bare glad i hinanden paa en ideal maade.»
«Puh,» sagde konsulen bag sin avis.
«Og han er jo en bondesøn fra de simpleste lag, han vil støde din fine sans de hundred gange om dagen.»
«Nei, mama; en, der elsker Gud, kommer aldrig til at støde mig mere.»
Nok en sterk kremten bag avisen. Denne historie vil jeg aldeles ikke lægge mig op i, tænkte konsulen, for kjender jeg Andrea ret, blir det galt, hvad jeg saa gjør. Har Helga sat sig fore, at hun vil have ham, bliver det vel historier og ubehageligheder, hvis hun ikke faar ham; lad det gaa sin skjæve gang.
129Her var ikke tid til lang parlamenteren.parlamenteren] diskusjon Pastoren ventedes om en time. Konsulinden tog Helga for sig selv i det inderste kabinet. Hun likte ikke de lyder, konsulen udstødte bag sin avis.
Derinde gav hun sig først til at tale om Helgas udsigter.
«Med dit udseende, Helga, og din faders navn og formue i baghaand, er det ikke formeget at sige, at du kan gjøre det briljanteste parti. Og saa kaster du dig saaledes bort. Hvad har du seet af verden? Hvem har du seet af herrer, der kunde fængsle dig? En smaabylaps og en bondeprest. Helga, din egen moder beder dig betænke dig.»
«Aa, mama, tror du, jeg bryder mig om verden mere, det frister mig ikke; nei, jeg har lovet Gud at leve for ham.»
«Ja, men naar du saa gifter dig.»
«Ja, det er jo netop det, Sveum skal hjælpe mig med.»
«Og saa det gyselige navn: Fru Sveum.»
«Mama, at du kan tænke paa saadanne smaating.»
«Jeg tænker paa alt,» sagde konsulinden afgjørende, «stort og smaat; tænk at begrave dig oppe i Nordland f. eks, i et elendigt kald, under et fjeld.»
«Ja, og saa leve for Guds rige, det maatte være herligt.»
Barnet er jo forhekset, tænkte konsulinden, at vi nu ogsaa skulde faa den prest ind i huset; at ikke gamle provsten var hjemme hin gang.
130«Kjære Helga, vær nu fornuftig; du kan jo godt være saa religiøs, du vil, og du ved, det ogsaa er min stræben» – konsulinden saa værdig ud – «om du ikke netop gaar hen og kaster dig bort til den pastor.»
Nei, saa græd Helga igjen, og konsulinden vendte sine øine mod loftsdekorationerne.
«Du er mig en gaade, barn; hvad er det, denne pastor skal hjælpe dig med, siger du.»
«Med at blive salig, mama.»
«Det bliver vi alle – alle, som vil det,» rettede hun sig.
Helgas øienlaag var røde og opsvulmede af graad. Og alle veninderne, som troede, at det skulde være saa deiligt, ligesom en henrykkelse, at blive forlovet! Jo, det var en deilig henrykkelse, tænkte Helga.
«Mine nerver skjælver,» sagde konsulinden, «vi har jo manden her om et øieblik.»
Under samtalen med moderen var Helga blevet aldeles sikker i sin sag. Papa og mama kunde hun ikke støtte sig til; Sveum var den, hun trængte i sin dyre salighedssag.
«Mama, jeg gaar fortabt, faar jeg ikke pastor Sveum.»
Saa gav konsulinden sig. «Tag ham, bare tag ham, det er mig en grænseløs sorg, men det er jo ligegyldigt, og jeg er aldeles ikke sikker paa, om ikke din fader tager sin død af dette, jeg dør ialfald.»
Det blev tilslut bestemt saaledes, at der ingen 131offentlig forlovelse skulde finde sted før om to aar, naar Helga kom tilbage fra udlandet. Konsulinden vilde helst ogsaa forbyde al korrespondance, hvad Helga dog ikke vilde gaa ind paa.
«Jeg maa jo netop have hans breve at støtte mig til, mama.»
«Kan du ikke støtte dig til mine breve da, barn.»
«Nei, du er ikke saadan, som jeg trænger det, mama.»
«Ak Gud, dette tager min sidste kraft og mine sidste nerver.»
Pastor Sveum var kommet og befandt sig inde i altanværelset. Helga hørte, han var kommet og gik derind uden nogensomhelst uro eller hjerteklap. Pastor Sveum stod urørlig midtmidt] rettet fra: mid (trykkfeil) paa gulvet og stirrede gjennem altandøren op i skyerne.
«Helga, vil du virkelig?»
«Ja.»
«Herre Gud, dette er næsten formeget», sagde Sveum overvældet, «jeg er saa glad.» Han tog hende om livet og vilde kysse hende, men Helga trak sig lynsnart tilbage.
«Nei,» sagde hun hastigt, «nei, jeg liker Dem ikke paa den maade.»
«Hvorledes, liker du mig ikke?»
«Nei, ikke saaledes; jeg liker bare Deres – din sjæl, og det gjør vel du ogsaa med mig.»
Sveum saa temmelig forvildet ud: «Ja, men du vil jo forlove dig med mig, Helga?»
«Ja, det vil jeg, men ikke paa den maade, jeg er ræd det, jeg vil det ikke.»
132Pastor Sveum var saa overrasket, at han i øieblikket intet svar kunde give. Men da han følte sig saa grænseløst taknemmelig, fordi hun vilde være hans forlovede i navnet ialfald, fandt han sig stille i det.
«Jeg var bange, du skulde tro, det var dine penge, jeg tænkte paa,» sagde han tilslut frygtsomt.
«Mine penge,» sagde Helga overrasket. Nei, det havde dog ikke et sekund faldt hende ind. At nogen i det hele kunde tænke paa penge var hende en gaade. Hun hørte aldrig tale om penge i sit hjem, og havde igrunden aldrig gjort sig videre tanker om, at hun formodedes at have flere penge end andre.
Konsulinden var til at begynde med overordentlig nedladende ligeoverfor pastoren, da hun med halvlukkede øine sagde:
«Den mindst mulige korrespondance, hr. pastor.»
SveumSveum] rettet fra: «Sveum (trykkfeil) sad der generet med sine store hænder. «Nei, naar De ønsker det saa,» den sørgmodige rynke i hans pande blev dybere.
Helga sad ikke ved hans side den hele tid, men helt paa en anden kant af værelset. Han talte ikke, uden naar konsulinden henvendte sig til ham.
Konsulen havde ikke villet være tilstede, men havde taget sig en lang ridetur.
«Jeg taaler, pinedød, ikke at se paa det,» sagde han til sin frue.
Det generede Helga, at Sveum sad der saa taus. Hun sagde et par ord og forsøgte at faa ham paa glid.
133Nei, det glap øieblikkelig.
Hun forsøgte opigjen og opigjen men med samme resultat. Nei, saa holdt hun det ikke ud og gik hen og tog ham paa skulderen:
«Er du ikke frisk, du er saa stille?»
Han saa op paa hende med et grænsesløst taknemmeligt smil. Bare hendes lette berøring, og at hun i det hele kom hen til ham, var ham nok.
Og saa havde hun jo lovet, at hun vilde være hans.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
I dag huskes Dikken Zwilgmeyer først og fremst for sine muntre barnebøker, særlig de såkalte Inger Johanne-bøkene. Hennes forfatterskap for voksne er av en annen karakter, her tar hun opp tematikk som dobbeltmoral, forsørgelsesekteskap og kvinners utsatte situasjon i og utenfor ekteskapet.
Romanen Ungt sind handler om den unge (ukonfirmerte) Helga Gjørtz. Francis Greve er Helgas lærer i siste klasse på folkeskolen, men han er også den som underviser henne i kurtisens hemmeligheter og gjør henne bevisst om hennes gryende seksualitet. Dette er en syndefallsmyte med omvendt fortegn: her er det mannen som frister kvinnen til å spise av kunnskapens tre. Etterpå blir som kjent ingenting som før.
Dikken Zwilgmeyer er en av de forfatterne som har bidratt mest til en moderne norsk barnelitteratur. Hun brakte norsk samtidsmiljø og gjenkjennelige norske barn inn i litteraturen.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
