XII.

Konsulinden klædte sig øieblikkelig paa. Hun pleiede ellers aldrig at klæde sig om før til middag, men noget maatte foretages, og hun vidste ikke i øieblikket noget andet udslag for sin handlen.

For hvad i himlens navn var der at gjøre i dette forfærdelige tilfælde? Det havde jo revet hende ud af den fortærende kjedsommelighed, men paa samme tid var det jo haarreisende.

At det gyselige, halvgale menneske dog alligevel talte sandt!

Havde endda konsulen været tilstede; men han var jo aldrig hjemme, naar man engang imellem trængte ham en smule. Konsulinden havde forresten ogsaa sin sterke tvil om, at han i det foreliggende tilfælde vilde være til nogen hjælp. Nu har jeg levet sammen med Gjertz i fireogtyve aar, tænkte konsulinden, og endnu forstaar jeg ikke hans karakter tilfulde. Jeg er f. eks. aldeles ikke sikker 90paa, hvorledes han i dette tilfælde vilde handle. Det kunde ligne ham at le af det hele; men det kunde ogsaa ligne ham at opsøge denne unge hr. Smith og slaa ham med sin ridepisk lige i ansigtet.

Naar alt kommer til alt, klarer jeg maaske det hele bedre alene alligevel, tænkte konsulinden, baade som moder og kvinde i den fremskudte stilling, jeg indtager. Helga skulde efter dette ikke et sekund vige fra hendes øine, og straks over konfirmationen sendes til et udenlandsk pensionat.

At tænke sig til, at vi paa et hængende haar havde allieret os med den høkerfamilie.høkerfamilie] høker: en som driver småhandel Jeg gyser ved tanken. Men skulde hun nu tale med den unge mand selv eller med hans moder! Hun havde en dunkel erindring om, at den unge hr. Smith paa ballet ivinter havde gjort et alt andet end fordelagtigt indtryk. Han havde talt for høit og danset for voldsomt; hun erindrede nu, at fru byfogedinden havde karakteriseret ham som en, der saa ud til at have faaet sin opdragelse paa hotellerne!

Nei, hun var aldeles ikke sikker paa, om den uopdragne, unge herre ikke vilde overfuseoverfuse] overhøvle, skjelle ut hende. Det vilde hun dog ikke udsætte sig for. Saa foretrak hun alligevel at tale med hans moder. Hun skulde dog vide, hvilken slubbert af en søn, hun havde, den gode madame.

Hun beordrede landaueren med to heste frem og rullede snart afsted i en meget blandet sindsstemning. Spændt og selvfølende og overlegen, men tillige saa nervøs, at hendes hanskebesatte 91hænder dirrede. Da hun merkede, at hun var saa nervøs, fik imidlertid medlidenheden med hende selv overhaand over alle de andre følelser. Det er en pind til min ligkiste dette, og alting maa jo jeg alene staa for. Naar har jeg nogen hjælp af Gjertz? Jeg kan trygt sige aldrig.

Vognen stansede. Porten hos gamle madame Smith var for smal til, at den store landauer kunde kjøre derigjennem. Konsulinden maatte stige af og spadserede med høit opløftet kjole over det noget sølede gaardsrum hen til indgangsdøren. Hun gik imidlertid feil og gik til kjøkkendøren, hvor hun dumpede lige op i den gamle madame Smith, der stod med opbrettede kjoleærmer dybt i en vaskebalje.

Madame Smith tog forresten konsulindens tilsynekomst i sit kjøkken meget rolig og viste hende gjennem fem værelser paa rad ind i den bedste stue. Her var alle gardiner nedrullede, og madame Smith gik fra det ene vindu til det andet og rullede alle fire fagfag] gardiner op med et eftertrykkeligt smeld.

Anna Eriksen havde seet konsulinden vandre over gaardsrummet, og hendes øine og øren var i samme nu ved nøglehullet til det værelse, konsulinden og madame Herborg befandt sig i.

«Gjør Dem ingen uleilighed, min gode madame Smith,» begyndte konsulinden, «jeg kommer desværre til Dem i en overordentlig ubehagelig sag –.»

«Ja, jeg kan tænke mig det,» sagde madame Herborg af den pureste høflighed og imødekommenhed 92mod sin fornemme gjest. Hun havde ikke den fjerneste anelse om, hvad besøget gjaldt.

Konsulinden overhørte fuldstændig denne bemerkning.

«Det er en meget pinlig sag,» begyndte hun igjen, «det angaar Deres søn, der har opført sig alt andet end forsvarligt ligeoverfor min datter.»

«Agathon!» raabte madame Smith, «hvad har gutten gjort, siger De.»

«Han har leget kjæreste og forlokket min datter til hemmelige stevnemøder, madame Smith.»

Madame Smith havde sat begge hænder i siden. «Jagu sa’ jeg smør,Jagu sa’ jeg smør] uttrykk brukt om at noe ikke svarer til sin karakteristikk; dette tror hun ikke på jeg, fru Gjertz! Forlokke, siger De. Jeg gad vide, hvem det er, som forlokker nu tildags, jeg, enten mandfolk eller kvindfolk?»

«Denslags ræsonnement ligger udenfor, hvad jeg her er kommet for at tale om, madame Smith.» Konsulindens øine var alt paa vei til at lukke sig halvt for at antyde hendes overlegenhed.

«Neigu om det ligger udenfor, nu bandte Herborg Smith og jeg, og hvad uskylden angaar, er vel ikke Deres datter uskyldigere end andre. Hun har nu arten at slegte paa, hun da.»

Madame Herborg var blevet vred, saa vred, at hendes runde, lille gammelkoneansigt blussede, og hendes tale flød i en eneste strøm.

«Og desuden, at unge gutter og piger leger kjæreste, det har de gjort alle dage, det er ikke godt at sætte bom for det. Men han er vel for simpel, kan jeg tænke.»

93«Jeg ønsker aldeles ikke, at min datter skal være gjenstand for nogetslags leg fra unge herrers side,» sagde konsulinden stivt.

«Først leg og siden alvor, fru Gjertz. Saadan gaar det alle dage i det kapitel; ikke fordi, at Agathon har sagt noget til mig, og havde der været noget i det, havde gutten kommet til sin moder, saa jeg tænker, De kan være rolig; De beholder jentungen Deres i ro for vors,vors] (vårs), oss (østlandsdialekt). Madame Smiths språkbruk viser at hun tilhører et lavere sosialt sjikt. tænker jeg.»

«Nei, jeg er aldeles ikke rolig,» sagde konsulinden og reiste sig braatt, saa hendes silkekaabe raslede, «jeg er oprørt over dette i mit inderste sind; at denne unge laban af en fyr skal have gaaet der og lokket det unge barn til stevnemøder og kysset hende.»

«Med forlov, fru Gjertz, hvor har De dette fra?» Madame Herborgs underlæbe skjalv, medens hun talte.

«Det – det var et kvindemenneske, De har i Deres hus, jeg har glemt hendes navn, et sindssvagt væsen, forekom det mig, der kom op til Vik og fortalte det.»

«Haa–haa, er det hende, som har været ude med stregerne sine, jamen skulde jeg sagt det fra først af, at det var hende Anna, som stod bag det.» Madame Herborg nærmede sig fru Gjertz ligesom fortrolig. «Det er løgn da, naar Anna Eriksen har sagt det, for hun vil have ham selv hun, skjønner De. Det er løgn og fanteri det meste af alt det, hun farer med.»

Der var et sort øie ved et nøglehul, der gnistrede.

94Hvor konsulinden følte sig nedværdiget ved at være blandet op i dette. Hendes datter rivalisere om den simple fyrs gunst sammen med hint grufulde menneske!

«Nei, nei, det er desværre sandt,» sagde hun affærdigende,affærdigende] avvisende «og min hensigt ved at komme her, min gode madame Smith, er at anmode Dem om at læse denne Deres slubbert af en søn –»

«De kan være slubberter nogen hver,» afbrød madame Smith.

Konsulinden lod sig ikke forstyrre: «– denne Deres slubbert af en søn teksten, sige ham, at denne hans uværdige handlemaade er opdaget, og at vi frabeder os, at vor datter herefter skal være gjenstand for nogensomhelst slags leg fra hans side.»

Konsulinden reiste sig, lod sin kjole slæbe efter sig og vilde seile ud af værelset, men madame Smith holdt hende tilbage.

«TøvTøv] vent lidt, frue. Har Agathon nogen skyld her, saa skal jeg bande paa, at Deres datter heller ikke er nogen Guds engel i det stykke. Jeg har ikke for ingenting tjent paa Vik i fem aar, jeg, frue, og bar alle de Gjertz-navnet, som tilkommer det med rette i alle smaahusene heropover i heierne, saa skulde De seet løier da, frue, saa det er ikke værdt at kaste med sten, naar én selv sidder i et glashus, frue.»

Et øieblik undgik konsulinden den gamle kones blik, saa stirrede hun hende ret ind i øinene.

«Jeg vil blot verge mit barn, madame Smith.»

«Og jeg vil verge mit,» sagde madame Herborg.

95De to mødre stirrede hinanden ind i øinene, saa samlede konsulinden sin kjole sammen og trippede med smaa, forsigtige dameskridt over det sølede gaardsrum ud i sin landauer. Kusken slog et skarpt smeld med sin pisk, og vognen rullede bort.

Konsulinden lænede sig tilbage og pustede ud.

Se saa – der er dog grænser ogsaa for, hvad man maa gaa igjennem. Dette, kastet hende aabenlyst i ansigtet af denne simple madame, reist som en anklage mod familien, mod hendes uskyldige datter.

– Der havde været mange uregelmæssigheder i konsul Gjertz’s liv, saa mange, at hans hustru saa at sige næsten havde vænnet sig til dem som til noget uundgaaeligt, der fulgte med egteskabet.

Hendes kjærlighed til sin mand havde aldrig været af den sterke, lidenskabelige slags; maaske han dog havde faaet, hvad en natur som hendes i den retning kunde give. Og om hun end havde følt sig skuffet, havde dog verden aldrig seet det. Hendes natur var paa samme tid baade for stolt og for indolent.indolent] dorsk, doven Hun var for stolt til at vise, at hun, den feteredefeterede] feirede fru Gjertz, ikke stod paa høiden af alt, hvad verden kan give: Lykke i egteskab, et uplettet navn, rigdom og ære. Men hun var paa samme tid i sin dybeste grund for indolent til, at hendes mands utroskab skulde sætte dybere merker.

Saadan er de alle – alle – tænkte konsulinden. Nogen lidt mere, nogen lidt mindre. Det bedste er at lade, som man intet ser.

96Selv nu, da hun, oprørt i sindet, kjørte hjemover, lagde hun dog midt i sin vrede og saarede stolthed merke til, at den nye kusk paa bukken ikke førte sig saa godt, som den gamle, og at hans frakke slog en fold i ryggen.

«Det er en nydelig historie, min kjære Helga,» sagde hun ved hjemkomsten, «det halvgale væsen, der var heroppe, er din rivalinde, og den gamle madame, hans moder, en inkarnation af simpelhed og udannethed.» Hun følte et slags tilfredsstillelse ved at lade noget af den overlast, hun havde lidt, gaa ud over datteren.

Helga gjorde store øine. «Rival? Hvad mener du, mama? Har du været deroppe hos hans moder? Aa, mama, hvorfor gjorde du det – aa, hvor det er forfærdeligt altsammen.»

«Du vil da vel ikke foreskrive din moder, hvad hun skal gjøre og ikke gjøre, Helga?» Konsulinden tog heftigere i, end hun pleiede. Hun havde nemlig en ubehagelig følelse af, at den hele visit hos madame Smith var en stor feiltagelse.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.