VIII.

Anna Eriksen var begyndt at blive mistænksom. Agathon var ikke, som han pleiede. Hvad gik der af ham? Der var vel ingen historier af den slags som med Søren Flisvikas datter forgangen aar? Anna Eriksens øine og øren var ved alle nøglehul. Nei, intetsomhelst spor til nogen forstaaelse med pigerne. Meget indbydende var heller ikke madame Smiths tjenestepiger nu for tiden; Anna Eriksen fik det altid snildelig (lurt, med listighet) til, at de unge piger med friske ansigter ikke duede til nogen ting.

Nei, det var tydeligt nok: Det var noget udenfor huset, der trak ham. Aldrig sad han f. eks. mere i haven efter aftenstid. Anna Eriksen gik ned til lysthuset under syrentrærne aften efter aften med sit hekletøi, heklede lidt og skjelede opover til huset.

Nei, han kom ikke, og det pleiede han jo altid at gjøre.

68Og han saa godt, hun gik herned. Nei, Anna Eriksen fattede det ikke! Der gik han ud igjen – hun opfangede et glimt af ham mellem de tætte syrenbuske – jo, han havde taget et andet slips paa og skiftet snip.snip] herreskjortene hadde løse snipper som kunne skiftes når de ble skitne Anna Eriksen lod hekletøiet synke, støttede albuerne paa det runde stenbord og saa mørkt henad havens gruslagte gange, medens Agathons skridt tabte sig henad den stille gade.

Nei, hun holdt det ikke ud; hvis der kom nogen og tog ham fra hende, – den eneste fattige glæde, hun havde. Hvor havde det ikke været deilige dage vaaren udover, da det begyndte at grønnes, naar hun sad her i haven, og han kom herned med sin cigar! Her lige ved siden af hende sad han. Ofte havde han sin arm bag hende paa bænkens rygstød, – engang tog han i hendes nakkehaar og sagde, at han likte den maade, hun krøllede det paa.

Anna Eriksen slog pludselig hænderne for ansigtet. Hele hendes legeme bævede fra issen til fodsaalen. Da hun igjen tog hænderne bort, var øinene fulde af taarer, og læberne skjalv.

«Agathon,» hviskede hun sagte, «vidste du – anede du –,» øinene flommede over, hun saa uklart – «aa, at jeg skulde være saa gammel, før jeg mødte min lykke, før jeg forstod mit eget sind! Aa, dette gamle, forhadte ansigt,» – Anna Eriksen slog sig selv med knyttet haand i ansigtet, en gang, to–tre gange – «det er bare ansigtet, mændene ser efter, intet andet end ansigtet!» Hun hulkede et par korte, lidenskabelige hulkninger. 69«Alligevel tror jeg, at jeg skulde gjøre ham lykkeligere end nogen anden. Jeg gav ham mit liv – jeg bar ham paa armene –.»

Hun strakte de magre arme ud i luften. En af husets piger gik gjennem haven. Anna Eriksen greb sit hekletøi og heklede hurtigt; det var, som om arbeidet gav hende mere ro.

«Jo, naturligvis er der en kjærlighedshistorie igjære igjen, men kjender jeg ham ret, kommer han tilbage til mig her i haven, naar den er raset ud, – for han har endnu ikke valgt for livet, – det er naturligvis et tarveligt væsen,et tarveligt væsen] fra et lavt sosialt sjikt han er kommet ud for igjen.»

Hun trak heftig i nøstet, saa det trillede ind mellem buskene.

«Pyt, kom ikke og snak til mig om renerene] sedelige, jfr. debatten om én seksualmoral for kvinner og en annen for menn etter Bjørnstjerne Bjørnsons drama En Handske, 1883 mænd, og al den slags fordring; han maa gjerne elske de tusen, naar han blot kommer tilbage –» hun strakte sig efter nøstet, men en gren tog fat i hendes haar.

«Uh,» sagde hun skarpt og rasende, «ja, er det ikke fortærende med tante Herborg, som lader alting forgro her i haven. De dør ud hvert eneste træ af mangel paa lys og luft.»luft.»] rettet fra: luft. (trykkfeil) Hun fortabte sig i en lang tankerække over gamle madame Smiths svaghed og umulighed. Da Anna Eriksen den aften gik op fra haven, var hendes smale læber fast sammenknebne.

Nu vilde hun have rede paa Agathons hemmelige veie.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.