III.

Kandidat Greve havde opsagt sin post ved skolen og var reist tilbage til hovedstaden. Da han nu havde dette rige parti ivente, behøvede han jo ikke at slide sig ud i den lille, elendige post. Bolette fulgte ham. «De er saa overjordisk lykkelige, de kan ikke undvære hinanden,» sagde fru konsulinden. Hvis saa Bolette fik lyst til det, skulde hun lære husholdning inde i byen. De skulde nemlig gifte sig temmelig snart.

Det var en lettelse for Helga, at de var borte, skjønt hun paa samme tid følte en usigelig tomhed.

Men at et menneske kunde være saa forskjellig, som Greve før og efter forlovelsen, det kunde Helga ikke forstaa. Aldrig var han saadan mod hende, som han før havde været. Det var nu altid ligesom noget ironisk venligt over ham ligeoverfor hende, som om han talte med et bitte lidet barn. Gjorde Helga en eller anden bemerkning, saa fikserede hanfikserede han] han så konsentrert på hende sterkt med sine metalblaa øine.

38«Saa du synes det, du Helga.» – Eller:

«Nu synes du vist, du sagde noget godt, Helga.»

Helga var overordentligt brydd af denne hans maade – den stygge Greve – men, aa, hvor hun elskede ham alligevel. Naar hun var ganske alene paa sit værelse, kunde hun pludselig hviske ud i stilheden, uden at hun næsten selv vidste af, at hun gav sine tanker lyd: «Jeg elsker ham forfærdeligt.» Øieblikket efter kikkede hun saa forskrækket ind i sideværelset, – bare ikke nogen hørte, hvad hun sagde.

Men nu var de reist, og Helga pustede ud som efter en byrde. Hvor deiligt, at han ikke kommer her mere, at jeg slipper at se paa, hvor det lyste op i Bolettes ansigt, naar hun hørte ham i entréen, og hun sprang derud, og de blev saa længe borte. Kanske de kyssede hinanden derude.

Og saa glad som Bolette var i sin forlovelsesring! Hun kunde sidde og pudse den og se paa den og vise Helga den: «Er den ikke nydelig, Helga?»

Hvor deiligt, at de var reist, baade Bolette og Greve. Hvor deiligt, hvor deiligt!

Men saa tomt det var blevet, dagene tog jo ingen ende. Gid alligevel Greve kom paa skolen saaledes som før, der havde hun ham da for sig selv uden Bolette.

Men nu fandtes der ikke morro i hele verden mere. Den nye lærer, der kom efter Greve, var kjedelig; han var forlovet tilogmed, og saa ikke 39paa hende en eneste gang mere end paa alle de andre. Veninderne var kjedelige, byen var kjedelig, hele verden var rædsom; det var bare kjedsommelighed og fortvilelse altsammen.

Helga Gjertz sad med haanden under sit bløde barnekind og stirrede ulykkelig ud over byens stille torv. Der laa et par jagterjagter] fiskeskøyter og solgte makrel nede ved bryggen, og en konstabel stod nede paa kaien og spyttede i vandet. Ellers var det ikke stort andet at se.

Hvis jeg bare havde faaet dræbt mig dengang – den aften, vi havde bal, – tænkte Helga, for da havde jeg igrunden mod til det – –

Der gik Agathon Smith forbi nede paa torvet. Han saa op, smilte og hilste.

Den eneste lille morro, som fandtes i verden nu, var Agathon Smith. Naar han hilste saadan og smilte og ligesom kyssede i luften. Det kunde nok hænde, at han ikke vilde kysse saaledes i luften, naar han mødte voksne, konfirmerede damer, men Helga syntes, han var sød, naar han gjorde det. For det viste, at han var indtaget i hende. Jo, Agathon Smith var virkelig sød.

Igrunden skulde det være morro at snakke mere med ham. Saa sød som Greve kunde han nu aldrig i verden blive, men tænk, om han blev forfærdelig forelsket i hende. Saaledes som der staar om i alle romaner. Helga stirrede ikke fuldt saa ulykkelig ud over byens stille torv. Straks efter reiste hun sig. Hun vilde gaa ud for at møde Agathon Smith.

40Efterhaanden var hun hver eneste dag paa gaden for at møde ham. Hun vidste de tider, han kom fra forretningen, og de tider, han spadserede for sin fornøielse, og Helga havde da altid noget paa den kant af byen at gjøre. Hun havde lagt merke til, at naar hun smilte og lo til ham, kom han altid bort til hende.

Det var ikke netop nogen aftale, men tilslut blev det saa, at de mødtes hver dag. Han havde sit hjem opover i Gamlebyen. Og Helga syntes med engang, at det var morsomt at spadsere opover de smaa, landlige gader, hvor de lubne syrener veltede udover havegjerdet, og konerne sad paa trappen de lyse maieftermiddage og reiste sig op og hilste, naar Helga gik forbi.

Hun havde ikke fortalt nogen af veninderne alt det, hun gik og bar paa i det sidste. Engang havde hun rigtignok kommet med nogle forblommedeforblommede] dunkle udtryk til Sofie Carlsen om, at nu vidste hun ogsaa, hvad kjærlighed var. Sofie Carlsen var blevet umaadelig nysgjerrig og frittede og frittede; tilslut havde hun sandelig en dag fundet ud, at det maatte være Greve.

Uf, den listige Sofie Carlsen! Helga blev ræd, hun havde røbet sig og fandt op en lang historie om en kadet,kadet] elev ved befalsskole hun havde truffet paa ModumModum] sannsynligvis Modum Bad ifjor. «Ja, det vilde jo være hæsligt af dig at være forelsket i Greve,» sagde Sofie Carlsen.

Ja, Sofie havde ret, det var vist hæsligt – nei, hun vilde heller være forelsket i Agathon Smith. For én maatte hun være glad i nu, det følte hun.

41Og saa gik hun efter Agathon Smith, hvor hun kunde tænke at træffe ham. Hun gik og tog varsel af alt: Hvis kobberslagerens kone bliver staaende paa den trappen, til jeg er gaaet forbi, saa møder jeg ham idag. Eller: Hvis den katten hopper ned fra gjerdet, inden jeg har talt til tolv, saa møder jeg ham.

Det lykkedes for det meste. Hun traf ham, han slog sig i følge med hende, og de kunde gaa lange stunder frem og tilbage opover den gamle vei. Og altid var deres konversation noget lignende af dette: «Ved De, hvem der er den vakreste dame i byen?»

Nei, Helga lod meget uskyldig og vidste det ikke.

«Hendes navn ender paa a.»

Helga svævede fremdeles i den dybeste uvidenhed.

«Hun har øine saa bløde og brune som fløiel,» vedblev hr. Agathon.

«Nei, kjære, hvem kan det være, da?» Helga smilte og lo, dreiede hovedet og lo igjen.

Eller:

«De ved endnu ikke, hvad kjærlighed er, De Helga –»

«Nei, hvorledes skulde jeg vide det, jeg er jo ikke konfirmeret endnu.»

«Jeg kan ikke leve uden kjærlighed, jeg,» sagde Agathon, «jeg maa elske –»

Helga saa hurtig paa ham fra siden. Nei tænk, at han ogsaa havde det saaledes, men hun vidste ikke, hvad hun skulde sige.

42«Kan De tænke Dem noget saa deiligt, som at være forlovet med én, man elsker?»

Nei, noget saa forfærdelig deiligt kunde Helga heller ikke tænke sig, men hun svarede ikke, det var saa leit. Hun bare begyndte at smaaskjælve indvendig.

Helga mindedes med blygsel, hvor barnagtig hun havde været ifjor høst, da Agathon Smith kom hjem fra udlandet med fodsid yderfrak og pandehaar, og Sofie Carlsen og hun faldt i en grøft af bare latter, fordi han saa altfor udenlandsk og latterlig ud. Nu syntes Helga, han var rent ud nydelig. Kanske ikke fuldt saa nydelig som Greve – skjønt, der manglede ikke meget paa det.

Agathon Smith havde endnu, skjønt det nu var over et halvt aar siden, han kom hjem fra udlandet, bevaret sit udenlandske udseende. Ellers pleiede de, der havde været udenlands, i den lille kystby meget snart at falde tilbage til det hjemlige præg. Agathon Smith gik endnu i dresser af det mest raffinerede snit med ildrøde slips og den tykke spadserstok med sølvhaandtagspadserstok med sølvhaandtag] spaserstokken var en pyntegjenstand med en viss nytteverdi, brukt av menn fra de høyere samfunnslag paa skraa under den høire arm.

Naar Helga havde lagt sig om aftenerne, tænkte hun nu ikke saa meget paa Greve som før. Kom alligevel tanken for sterkt, brød hun tvert af:

Uf, han da – nei, idag havde Agathon sagt, at hun havde fløielsøine; bløde øine havde han sagt – han var igrunden forfærdelig sød.

43Om morgenen saa hun længe paa sine øine i speilet, aabnede dem helt, lukkede dem halvt, mysede og smilte til sit eget billede. Jo, Agathon havde ret, hun havde vist nydelige øine!

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.