V.

Skal jeg skrive mere? Nej, nej. Blot lidt for min Fornøjelses Skyld, og fordi det korter mig Tiden at fortælle om, hvorledes Vaaren kom for to Aar siden, og hvorledes Marken saa ud. Jorden og Havet begyndte at lugte lidt, det lugted sødligt SvovlbrintSvovlbrint] brent svovel af det gamle Løv, som raadned i Skogen, og Skærerne fløj med Kviste i Næbbet og bygged Reder. Et Par Dage endnu, og Bækkene svulmed op og begyndte at skumme, en og anden Neslesommerfugl saaes, og Fiskerne kom hjem fra deres Rorvær.Rorvær] sted hvor fiskere samles eller bor Handelsmandens to Jægter kom fuldladede med Fisk og ankred udenfor deres Tørrepladse; der blev pludselig Liv og Røre ude paa den største af Øerne, hvor Fisken skulde tørres. Jeg saa alt fra mit Vindu.

18Men til Hytten naaed ingen Støj, jeg var og blev alene. Nu og da kom et Menneske forbi, jeg saa Eva, Smedens Datter, hun havde faaet et Par Fregner over Næsen.

«Hvor skal du hen?» spurgte jeg.

«I Vedskogen,» svared hun stille. Hun havde et RebReb] tau i Haanden til at bære Veden i, og hun havde sit hvide Tørklæde paa Hovedet. Jeg saa efter hende, men hun vendte sig ikke om.

Saa gik der mange Dage, inden jeg saa nogen igen.

Vaaren trængte paa, og Skogen lysned; det var en stor Fornøjelse at iagttage Trostene som sad i Trætoppene og stirred mod Solen og skreg; stundom var jeg oppe allerede ved Totiden om Morgenen forat faa Del i den frydefulde Stemning, som udgik fra Fugle og Dyr, naar Solen randt.

Vaaren var vel ogsaa kommet til mig, og mit Blod banked til sine Tider ligesom af Fodtrin. Jeg sad i Hytten og tænkte paa at efterse mine Fiskestænger og mine Dorger,Dorger] fiskesnøre med kroker til å slepe etter båten men jeg rørte ikke en Finger forat bestille noget, en glad og dunkel Uro gik ud og ind af mit Hjærte. Saa sprang Æsop pludselig op, blev 19staaende paa stive Ben og gav et kort Bjæf. Der kom Folk til Hytten, jeg fik hurtigt min Hue af Hovedet og hørte allerede Jomfru Edvardas Stemme i Døren. Venligt og fordringsløst kom hun og Doktoren forat besøge mig, som de havde sagt.

«Jo, han er hjemme,» hørte jeg hende sige. Og hun kom frem og rakte mig aldeles paa Pigemanér sin Haand. «Vi var her igaar ogsaa, men da var De ikke hjemme,» forklared hun.

Hun satte sig paa min Briks,Briks] sovebenk av tre ovenpaa Tæppet, og saa sig om i Hytten; Doktoren satte sig ved Siden af mig paa den lange Bænk. Vi talte sammen, vi prated rigtig væk, jeg fortalte dem blandt andet om, hvad Slags Dyr der var i Skogen og hvilket Vildt jeg ikke maatte skyde længer, fordi det var fredet. Nu var Aarfuglen fredet.

Doktoren sagde heller ikke nu mange Ord; men da han fik Øje paa mit Krudthorn, hvorpaa der stod en Panfigur,Panfigur] den greske guden Pan var gjerne avbildet med bukkeben, horn i pannen og halvt dyriske trekk gav han sig til at forklare Mythen om Pan.Mythen om Pan] Pan var en gud i gresk mytologi, sønn av Hermes. I eldre tid var han en mektig guddom som særlig likte de ville fjellstrøkene. Han var vennligsinnet mot menneskene og skjenket småfeet trivsel og fruktbarhet og var særlig jegerens skytsgud. Men han var samtidig vill og lidenskapelig, med sterkt sanselig natur. Som eldre mann ble han avbildet med bukkeben, horn i pannen og halvt dyriske trekk. Ved middagstid, når alt hviler under den brennende sol, sover Pan, og den som da vekker ham, blir rammet av panisk redsel. Med nymfene ferdes han over fjell og dal med sin fløyte. Etter slaget ved Marathon ble han dyrket i Pan-grotten ved Akropolis i Athen til takk for hjelpen i kampen. I kunsten finnes han ofte avbildet, i senere tid også helt menneskelig og i ungdommelig skikkelse (Egil Kraggerud, SNL, hentet 10. oktober 2025 fra https://snl.no/Pan).

«Men,» sagde Edvarda pludselig, «hvad lever De af, naar nu alt Vildt er fredet?»

«Af Fisk,» svared jeg. «Mest af Fisk. Der blir altid noget til Mad.»

20«Men De kan jo komme og spise hos os,» sagde hun. «Ifjor var det en Englænder, som havde Deres Hytte, han kom ogsaa ofte til os og spiste.»

Edvarda saa paa mig, og jeg saa paa hende. Jeg følte i dette Øjeblik noget røre ved mit Hjærte som en liden, flygtig Venlighilsen. Det kom af Vaaren og den lyse Dag, jeg har tænkt over det siden. Jeg beundred desuden hendes buede Øjenbryn.

Hun sagde nogle Ord om min Bolig. Jeg havde faaet Væggene behængte med forskellige Skind og Fuglevinger, Hytten ligned indvendig et loddent Hi. Det vakte hendes Bifald. «Ja, det er et Hi,» sagde hun.

Jeg havde intet at give de Fremmede, som de kunde ville have, jeg tænkte paa det og vilde stege en Fugl for LøjersLøjers] spøk; moro Skyld; de skulde faa det paa Jægervis, i Fingrene. Det kunde være et lidet Tidsfordriv.

Og jeg stegte den Fugl.

Edvarda fortalte om Englænderen. Det var en gammel og egen Mand, han talte højt med sig selv. Han var Katolik, og hvor han stod og gik havde han en liden Bønnebog i Lommen med sorte og røde Bogstaver.

21«Han var kanske Irlænder da?» spurgte Doktoren.

«Var han Irlænder?»

«Ja, ikke sandt, naar han var Katolik?»

Edvarda rødmed, hun stammed og saa bort:

«Naa, ja, kanske var han Irlænder.»

Fra nu af misted hun sin Livlighed. Jeg syntes Synd i hende og vilde gøre det godt igen, jeg sagde:

«Nej, naturligvis har De Ret i, at han var Englænder. Irlændere rejser ikke i Norge.»

Vi aftalte at ro ud og bese Tørrepladsen en Dag …

Da jeg havde fulgt mine Gæster lidt paa Vej, gik jeg tilbage igen og satte mig til at arbejde med mine Fiskeredskaber. Min Haav havde hængt over en Spiger ved Døren, og flere Masker havde taget Skade af Rust; jeg hvæssed nogle Angler,Angler] fiskekroker knobedknobed] knøt; festet dem, eftersaa Vadene.Vadene] fiskesnøre; line til å ta større fisk med Hvor daarligt det gik at bestille noget idag! Uvedkommende Tanker kom og gik i mit Hoved, det forekom mig, at jeg havde gjort en Fejl ved at lade Jomfru Edvarda blive siddende der paa Briksen hele Tiden, istedetfor at tilbyde hende Plads paa Bænken. Jeg saa pludselig for mig hendes brune Ansigt og 22brune Hals; Forklædet havde hun bundet lidt ned paa Maven forat blive lang i Livet, som Moden var; det kydske Pigeudtryk i hendes Tommelfingre virked ømt paa mig, ganske som ømt paa mig, og de Par Rynker over Knogen var fulde af Venlighed. Hun havde en stor Mund, der blussed.

Jeg rejste mig, aabned Døren og lytted ud. Jeg hørte Ingenting, og jeg havde heller intet at lytte efter. Jeg lukked Døren igen; Æsop kom frem fra sit Leje og saa min Uro. Det faldt mig ind, at jeg kunde løbe efter Jomfru Edvarda og bede hende om lidt Silketraad til at sætte istand min Haav med; det var intet Paafund, jeg kunde lægge Haaven frem og vise hende de rustede Masker. Jeg var allerede kommet udenfor Døren, da jeg husked, at jeg havde Silketraad selv, i min Fluebog, mere end jeg behøved endog. Og jeg gik sagte og modløs ind igen, da jeg havde Silketraad selv.

Et fremmed Pust slog mig imøde i Hytten, da jeg traadte ind, jeg var ligesom ikke længer alene der.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.