Der gik nogle Dage som de bedst kunde, min eneste Ven var Skogen og den store Ensomhed. Gode Gud, jeg havde aldrig prøvet at være mere alene end den første af disse Dage. Det var fuld Vaar, jeg fandt Skogstjærner og RøllikRøllik] plante i slekten ryllik paa Marken, og baade Bogfinken og RytenRyten] bjørkefinken var kommet, jeg kendte alle Fugle. Stundom tog jeg op to OrtestykkerOrtestykker] myntstykker af Lommen og klirred med forat afbryde Ensomheden. Jeg tænkte: Hvad om Diderik og Iselin kom gaaende!
Der begyndte at blive ingen Nat, Solen dukked saavidt Skiven ned i Havet og kom saa op igen, rød, fornyet, som om den havde været nede og drukket. Hvor det kunde gaa mig forunderligt om Nætterne; ingen Mennesker 34tror det. Sad Pan i et Træ og saa paa mig, hvorledes jeg vilde bære mig ad? Og var hans Mave aaben, og var han saaledes sammenkrøben, at han sad som om han drak af sin egen Mave? Men alt dette gjorde han bare forat skule og holde Øje med mig, og hele Træet rysted af hans tause Latter, naar han saa, at alle mine Tanker løb af med mig. Det pusled overalt i Skogen, Dyr snused, Fugle kaldte paa hinanden, deres Signaler fyldte Luften. Og det var OldenborrensOldenborrens] fellesbetegnelse på biller i skarabiderfamilien Flyveaar,Flyveaar] år da insekter er særlig tallrike dens Svirren blanded sig med Natsommerfuglenes, det lød som Hvisken frem og Hvisken tilbage rundt omkring i Skogen. Hvor der var meget at høre! Jeg sov ikke i tre Nætter, jeg tænkte paa Diderik og Iselin.
Se, tænkte jeg, de kunde komme. Og Iselin vilde lokke Diderik hen til et Træ og sige:
Staa her, Diderik, pas paa, hold Vagt for Iselin, jeg vil lade denne Jæger binde mit Skobaand.
Og Jægeren det er mig, og hun vil give mig et Vink med Øjnene at forstaa efter. Og naar hun kommer, forstaar mit Hjærte alt, og det slaar ikke længer, det klemter. Og hun 35er nøgen under LinetLinet] plagg av lintøy fra Top til Taa, og jeg lægger min Haand paa hende. Bind mit Skobaand! siger hun med blussende Kinder. Og lidt efter hvisker hun lige mod min Mund, mod mine Læber: O, du binder ikke mit Skobaand, du min Kæreste, nej, du binder ikke … binder ikke mit …
Men Solen dukker Skiven ned i Havet og kommer saa op igen, rød, fornyet, som om den har været nede og drukket. Og Luften er fyldt af Hvisken.
En Time efter siger hun mod min Mund:
Nu maa jeg forlade dig.
Og hun vifter tilbage til mig, naar hun gaar, og hendes Ansigt blusser endnu, hendes Ansigt er ømt og henrykt. Og atter vender hun sig om mod mig og vifter.
Men Diderik træder frem fra Træet og siger:
Iselin, hvad gjorde du? Jeg saa det.
Hun svarer:
Diderik, hvad saa du? Jeg gjorde intet.
Iselin, jeg saa, at du gjorde det, siger han igen. Jeg saa det, Iselin.
Da klinger hendes høje og glade Latter gennem Skogen, og hun gaar bort med ham, 36jublende og syndig fra Top til Taa. Og hvor gaar hun hen? Til den næste Svend, en Jæger i Skogen.
Det var Midnat. Æsop havde slidt sig løs og jaged paa egen Haand, jeg hørte dens Glam op i Aasen, og da jeg endelig fik den tilbage, var Klokken et. En Gæterpige kom, hun bandt paa en Strømpe og nynned og saa sig omkring. Men hvor var hendes Buskap? Og hvad gik hun efter i Skogen ved Midnatstide? Efter ingenting, ingenting. Af Uro, kanske af Glæde, hun derom. Jeg tænkte: Hun har hørt Æsops Gøen og vidste, at jeg var i Skogen.
Da hun kom, rejste jeg mig op og stod og saa paa hende, hvor hun var spinkel og ung. Æsop stod ogsaa og saa paa hende.
«Hvor kommer du ifra?» spurgte jeg hende.
«Fra Møllen,» svared hun.
Men hvad skulde hun vel have gjort ved Møllen saa sent paa Nat?
«Hvor tør du gaa her i Skogen saa sent paa Nat,» sagde jeg, «du, som er saa spinkel og ung?»
Hun lo og svared:
«Jeg er ikke saa ung, jeg er nitten Aar.»
37Men hun kunde ikke være nitten Aar, jeg er overbevidst om, at hun løj to Aar og blot var sytten. Men hvorfor løj hun sig saa gammel?
«Sæt dig,» sagde jeg, «saa fortæller du mig, hvad du hedder.»
Og hun satte sig rødmende ved Siden af mig og sagde, at hun hedte Henriette.
Jeg spurgte:
«Har du en Kæreste, Henriette, og har han nogen Gang omfavnet dig?»
«Ja,» svared hun forlegent leende.
«Hvormange Gange allerede?»
Hun tier.
«Hvormange Gange?» gentager jeg.
«To Gange,» sagde hun sagte.
Jeg trak hende til mig og spurgte:
«Hvorledes gjorde han det? Gjorde han det saaledes?»
«Ja,» hvisked hun skælvende.
Klokken blev fire.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Knut Hamsuns Pan ble utgitt første gang i 1894, siden er den kommet i utallige utgaver og oversettelser.
Romanen er et erindringsverk i to deler: «Af Løjtnant Thomas Glahns Papirer» og «Glahns død». Hovedhandlingen er inndelt i korte kapitler (I–XXXVIII). De korte kapitlene kan minne både om dagboknedtegnelser og prosalyriske stykker som er satt sammen til en større fortelling om Glahns tid som jeger og fisker i Nordland. I andre del er fortelleren en anonym jaktkamerat som jakter med Glahn i India.
Frode Lerum Boasson og Ståle Dingstad har skrevet en innledning som gjør rede for blant annet Pans tilblivelsesprosess og utgivelse, komposisjon, tematikk, mottagelse og forskningstradisjon. For å gjøre teksten lettere tilgjengelig for nye lesere er det også lagt til noen ordforklaringer og realkommentarer.
Knut Hamsun regnes som en av 1900-tallets mest innflytelsesrike litterære stilister, og står for mange som opphavet til den moderne roman. Han ble tildelt Nobelprisen i litteratur i 1920.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
