II.

Det kan regne og storme, det er ikke derpaa det kommer an, ofte kan en liden Glæde bemægtige sig én paa en Regnvejrsdag og faa én til at gaa afsides med sin Lykke. Man stiller sig da op og giver sig til at se ret frem, nu og da ler man tyst og ser sig omkring. Hvad tænker man paa? En klar Rude i et Vindu, en Solstraale i Ruden, en Udsigt til en liden Bæk og kanske til en blaa Rift paa Himlen. Det behøver ikke at være mere.

Til andre Tider kan selv usædvanlige Oplevelser ikke formaa at rykke én ud af en jævn og fattig Stemning; midt i en Balsal kan man sidde sikker, ligegyldig og upaavirket. Ti det er éns eget Indre, som er Sorgens eller Glædens Kilde.

6Jeg husker en bestemt Dag. Jeg var kommet ned til Kysten, Regnen overrasked mig, og jeg gik ind i et aabent Baadskur og satte mig saalænge. Jeg nynned lidt, men uden Glæde og uden Lyst, blotblot] bare forat fordrive Tiden. Æsop var med, den satte sig til at lytte, jeg holder inde med at nynne og lytter ogsaa, Stemmer høres udenfor, Folk nærmer sig. Et Tilfælde, et meget naturligt Tilfælde! Et Selskab paa to Herrer og en Pige kom over Hals og Hoved ind til mig. De raabte leende til hinanden:

«Hurtigt! Her kan vi være i Skjul saalænge!»

Jeg rejste mig.

Den ene Herre havde et hvidt, ustivet Skjortebryst, som nu ovenikøbet var bleven opblødt af Regnen og hang i Poser; i dette vaade Skjortebryst sad en Diamantspænde. Han havde paa Benene lange, spidse Sko, der saa noget sprademæssige ud. Jeg hilste til Manden, det var Hr. Mack, Handelsmanden, jeg kendte ham igen fra Kramboden, hvor jeg havde købt Brød. Han havde endog inviteret mig ind i Familjen engang, uden at jeg havde været der endnu.

7«Ah, kends Folk!» sagde han, da han fik se mig. «Vi var paa Vejen ud til Møllen, saa maatte vi vende om. Magen til Vejr, hvad? Men hvornaar kommer De saa til Sirilund, Hr. Løjtnant?» Han forestilled den lille, sortskæggede Herre, som fulgte med, en Doktor, som boed ved Annekskirken.Annekskirken] mindre kirke i et sogn til forskjell fra hovedkirken der sognepresten holder til

Pigen løfted Sløret saavidt op paa Næsen og gav sig til at snakke dæmpet med Æsop. Jeg lagde Mærke til hendes Jakke, af Foret og Knaphullerne kunde jeg se, at den var opfarvet.opfarvet] farget på nytt Hr. Mack præsentered ogsaa hende, hun var hans Datter og hedte Edvarda.

Edvarda gav mig et Blik gennem Sløret, saa hvisked hun videre med Hunden og læste paa dens Halsbaand:

«Jasaa, du hedder Æsop, du … Doktor, hvem var Æsop? Det eneste, jeg husker, er at han forfatted Fabler. Var han ikke Frygier?Frygier] fra Frygia, navn på land i Lilleasia i oldtiden, vest for Ankara Nej, jeg ved ikke.»

Et Barn, en Skolepige. Jeg saa paa hende, hun var høj, men uden Former, omkring femten, seksten Aar, med lange, mørke Hænder uden Handsker. Hun havde kanske i denne Eftermiddag slaaet op i et Leksikon om Æsop, forat have det paa rede Haand.

8Hr. Mack spurgte mig ud om min Jagt. Hvad skød jeg mest? Jeg kunde naarsomhelst faa en av hans Baade til min Raadighed, jeg behøved blot at sige til. Doktoren sagde ikke et Ord. Da Selskabet gik, blev jeg opmærksom paa, at Doktoren halted noget og brugte Stok.

Jeg vandred hjem, i samme tomme Stemning som før og nynnende af Ligegyldighed. Dette Møde i Baadskuret gjorde hverken fra eller til paa mit Sind; hvad jeg husked bedst af det hele, var Hr. Macks gennemvaade Skjortebryst, hvori der sad en Diamantspænde, vaad den ogsaa og uden Glans.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.