XXIII.

En Mil nedenunder mig ser jeg Havet. Det regner, og jeg er tilfjælds, en Bjærghammer beskytter mig mod Regnen. Jeg røger paa min Snadde, røger den ene Pibe efter den anden, og hver Gang, jeg tænder, kravler Tobakken op som glødende Smaaormer af Asken. Saaledes myldrer ogsaa Tankerne i mit Hoved. Foran mig paa Marken ligger en Bundt tørre Kviste af et ruineret Fuglerede. Og saaledes som dette Fuglerede er, er ogsaa min Sjæl.

Jeg husker hver mindste Bagatel af denne og den næste Dags Oplevelser. Ho-ho, hvor jeg blev ilde tilredt …

Jeg sidder her tilfjælds, og Havet og Luften suser, det koger og klager grufuldt i mine Øren af Vind og Vejr. Jægter og Jagter sees 136langt ude med rebede Sejl, der er Folk ombord, de skal vel et Sted hen, og Gud ved, hvor alle disse Liv skal hen, tænker jeg. Havet rejser sig skummende tilvejrs og tumler, tumler, det er som befolket af store, rasende Skikkelser, der slaar ud med Lemmerne og brøler til hinanden, nej, det er en Fest blandt ti Tusind pibende Djævle, der sætter Hovedet ned i Skuldrene og kredser omkring, piskende Havet hvidt med Vingespidserne. Langt, langt ude ligger et Blindskær,Blindskær] skjær som så vidt er skjult under vannflaten af dette Blindskær rejser sig en hvid Havmand op og ryster sit Hoved efter en læksprungen Raasejler,læksprungen Raaseijler] seilbåt som er sprunget lekk der lænser tilhavs for Vinden, ho-ho, tilhavs, ud i det øde Hav …

Jeg glæder mig over, at jeg er alene, at ingen kan se mine Øjne, jeg læner mig tillidsfuldt ind til Klippevæggen og ved, at ingen kan staa og iagttage mig bagfra. En Fugl svæver over Fjældet med et sprængt Skrig, i samme Øjeblik løsner en Klippeblok et Stykke henne og ruller ned mod Havet. Og jeg blir siddende der en Tidlang stille, jeg falder hen i Hvile, der bæver en lun Følelse af Hygge gennem mig, fordi jeg kan sidde saa trygt i Skjul, mens Regnen vedbliver at falde ned 137udenfor. Jeg knapped min Trøje sammen og takked Gud for min varme Trøje. Der gik endnu en Tid. Jeg sovned.

Det er Eftermiddag, jeg gaar hjem, det regner endnu. Da møder der mig noget usædvanligt, Edvarda staar foran mig paa Stien. Hun er gennemblødt, som om hun har været længe ude i Regnen, men hun smiler. Naada! tænker jeg straks, og en Harme griber mig, jeg klemmer med rasende Fingre om mit Gevær, og jeg gaar hende imøde saaledes, skønt hun smiler.

«Goddag!» raaber hun først.

Jeg venter til jeg er kommet hende nogle Skridt nærmere og siger:

«Jeg hilser Dem, Skønjomfru!»

Hun studser over min Spøgefuldhed. Ak, jeg vidste ikke, hvad jeg sagde. Hun smiler frygtsomt og ser paa mig.

«Har De været tilfjælds idag?» spørger hun. «Saa er De bleven vaad. Jeg har et Tørklæde her, om De vil tage det om Dem, jeg har det tilovers … Nej, De kender mig ikke igen.» Og hun slaar Øjnene ned og ryster paa Hovedet.

138«Et Tørklæde?» svarer jeg, og jeg grinergriner] (da.) ler af Vrede og Forundring. «Men jeg har en Trøje her, vil De laane den? Jeg har den til overs, jeg vilde have laant den bort til hvemsomhelst, saa De kan trygt tage den. En Fiskerkone skulde med Glæde have faaet laane den.»

Jeg saa, at hun var spændt paa, hvad jeg vilde sige, hun lytted i den Grad forventningsfuldt, at hun blev styg og glemte at holde Munden sammen. Hun staar der med Tørklædet i Haanden, det er et hvidt Silketørklæde, hun har taget det af Halsen. Jeg river ogsaa min Trøje af.

«For Guds Skyld, tag den paa igen!» raaber hun. «De skal ikke gøre det. Er De saa sint paa mig? Nej, Herregud, tag dog Trøjen paa igen, før De blir gennemvaad.»

Jeg trak Trøjen paa igen.

«Hvor skal De hen?» spurgte jeg dumpt.

«Nej, ingen Steder … Jeg forstaar ikke, at De kunde trække Trøjen af …»

«Hvor har De Baronen idag?» spurgte jeg videre. «I dette Vejr kan jo ikke Greven være paa Sjøen …»

«Glahn, jeg vilde bare sige Dem noget …»

Jeg afbryder hende:

139«Tør jeg bede Dem bringe Hertugen min Hilsen.»

Vi ser paa hinanden. Jeg staar færdig til at møde hende med flere Afbrydelser, hvis hun aabner Munden. Endelig glider et smærteligt Træk over hendes Ansigt, jeg ser bort og siger:

«Oprigtigt talt, giv den Prins en Kurv, Jomfru Edvarda. Det er ikke nogen Mand for Dem. Jeg forsikrer Dem for, i disse Dage gaar han og funderer paa, om han skal gøre Dem til sin Kone eller ei, og det kan De ikke være tjent med.»

«Nej, det vil vi ikke tale om; vel? Glahn, jeg har tænkt paa Dem, De kunde tage Deres Trøje af og blive gennemvaad for en andens Skyld, jeg kommer til Dem …»

Jeg trækker paa Skuldrene og fortsætter:

«Jeg foreslaar Dem Doktoren istedet. Hvad har De at udsætte paa ham? En Mand i sine bedste Aar, et udmærket Hoved. Tænk paa det.»

«Hør paa mig bare et Minut …»

«Æsop, min Hund, venter mig i Hytten.» Jeg tog Huen af, hilste hende og sagde atter:

«Jeg hilser Dem, Skønjomfru.»

140Dermed begyndte jeg at gaa.

Hun opløfted et Skrig:

«Nej, riv ikke mit Hjærte ud af mig. Jeg kom til dig idag, jeg passed dig op her, og jeg smilte, da du kom. Igaar var jeg næsten fra Forstanden, fordi jeg havde tænkt paa noget hele Tiden, det gik rundt for mig, og jeg tænkte altid paa dig. Idag sad jeg i Stuen, et Menneske kom ind, jeg saa ikke op, men jeg vidste, hvem det var, som kom. Jeg roed igaar en halv Fjerding,Fjerding] eldre målenhet, ¼ mil (i eldre tid 2,8 km, senere 2,5 km) sagde han. Blev De ikke træt? spurgte jeg. Ak, jo, meget træt; og jeg fik Blærer i mine Hænder, sagde han saa og var bedrøvet derover. Jeg tænkte: Se, det er nu han bedrøvet over! En Stund efter sagde han: Jeg hørte inat en Hvisken udenfor mine Vinduer, det var Deres Husjomfru og Deres ene Krambodbetjent i intim Samtale. Ja, de skal have hinanden, sagde jeg. Ja, men dette var Klokken to! Hvad saa? spurgte jeg, og jeg sagde lidt efter: Natten er deres egen. Da flytted han sine Guldbriller op paa Næsen og bemærked: Men ikke sandt, synes De ikke, midt paa Natten, det ser ikke godt ud? Jeg saa fremdeles ikke op, og vi sad saaledes i ti Minutter. Maa jeg bringe Dem et Schawl om 141Deres Skuldre? spurgte han. Nej, Tak, svared jeg. Den, som turde tage Deres lille Haand! sagde han. Jeg svared ikke, min Tanke var andre Steder henne. Han lagde en liden Æske i mit Fang, jeg aabned Æsken og fandt en Naal i den, Naalen havde en Krone, og jeg talte ti Stene i den … Glahn, jeg har Naalen her, vil du se den? Den er traadt istykker kom bare og se, at den er traadt i stykker … Nuvel, hvad skal jeg med den Naal? spurgte jeg. De skal pryde Dem med den, svared han. Men jeg rakte ham Naalen tilbage og sagde: Lad mig være, jeg tænker mere paa en anden. Hvilken anden? spurgte han. En Jæger, svared jeg; han har givet mig blot to dejlige Fjære til Erindring; men tag Deres Naal tilbage. Men han vilde ikke tage Naalen tilbage. Jeg saa for første Gang paa ham, hans Øjne var gennemtrængende. Jeg tager ikke Naalen tilbage, gør med den, hvad De vil, træd paa den, sagde han. Jeg rejste mig op, lagde Naalen under min Hæl og traadte paa den. Dette var imorges … I fire Timer gik jeg og vented; efter Middagen begav jeg mig ud. Han mødte mig op paa Vejen. Hvor skal De hen? spurgte han. Til Glahn, 142svared jeg; jeg vil bede ham om ikke at glemme mig … Siden Klokken et har jeg ventet her, jeg stod ved et Træ og saa dig komme, du var som en Gud. Jeg elsked din Skikkelse, dit Skæg og dine Skuldre, alt ved dig elsked jeg … Nu er du utaalmodig, du vil gaa, bare gaa, jeg er dig ligegyldig, du ser ikke paa mig …»

Jeg var standset. Da hun taug, begyndte jeg atter at gaa. Jeg var udslidt af Fortvivlelse og smilte, mit Hjærte var haardt.

«Det er sandt,» sagde jeg og standsed igen, «De vilde jo sige mig noget?»

Denne Spot gjorde hende træt af mig:

«Vilde jeg sige noget? Ja, men jeg sagde noget; har De ikke hørt det? Nej, intet, intet har jeg at sige Dem mere …»

Hendes Stemme ryster selsomt, men det rører mig ikke.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.