XIX.

Jeg hører en Kvindes Stemme udenfor min Hytte, Blodet strømmer mig til Hovedet, det er Edvardas Stemme:

«Glahn, Glahn er syg, hører jeg?»

Og min Vaskekone svarer udenfor Døren:

«Han er næsten frisk igen.»

Dette «Glahn, Glahn» gik mig gennem Marv og Ben, hun gentog mit Navn to Gange, det virked paa mig, hendes Stemme var klar og bevæget.

Hun aabned min Dør uden at banke paa, traadte ilsomt ind og saa paa mig. Med ét var det for mig som i gamle Dage, hun gik i sin opfarvede Jakke og havde bundet Forklædet lidt ned paa Maven forat blive lang i Livet. Jeg saa det hele straks, og hendes Blik, hendes 107brune Ansigt med Øjenbrynene højt op i Panden, det sælsomt ømme Udtryk i hendes Hænder, alt trængte saa hæftigt ind paa mig og gjorde mig forvirret. Hende har jeg kysset! tænkte jeg. Jeg rejste mig og blev staaende.

«De rejser Dem, De blir staaende,» sagde hun. «Sæt Dem dog, Deres Fod er daarlig, De har skudt Dem. Gode Gud, hvordan gik det til? Jeg fik vide det først nu. Jeg tænkte hele Tiden: Hvor blir Glahn af? han kommer aldrig mer. Jeg vidste ikke om nogen Ting. De havde skudt Dem, det er flere Uger siden, hører jeg, og jeg vidste ikke et Ord om det. Hvordan staar det til nu? De er bleven paafaldende bleg, jeg kender Dem ikke igen. Og Foden? Blir De halt? Doktoren siger, at De ikke blir halt. Hvor inderlig jeg er glad i Dem, fordi De ikke blir halt, jeg takker Gud for det. Jeg haaber, De undskylder, at jeg kom herhid uden videre, jeg løb mere end jeg gik …»

Hun luded sig over mod mig, hun var mig nær, jeg fornam hendes Aande i Ansigtet, jeg tog med Hænderne efter hende. Da flytted 108hun sig længer bort. Hendes Øjne var endnu duggede.

«Det gik saaledes til,» stammed jeg: «Jeg vilde stille Bøssen hen i Krogen, jeg holdt den galt, saaledes, op ned; saa hørte jeg pludselig et Skud. Det var et Uheld.»

«Et Uheld,» sagde hun tankefuldt og nikked. «Lad mig se, det er venstre Fod; men hvorfor netop den venstre? Ja, det var et Tilfælde …»

«Ja, et Tilfælde,» afbrød jeg. «Hvor kan jeg vide, hvorfor det netop blev venstre Fod? De ser selv, saaledes holdt jeg Bøssen, saa kunde det ikke godt blive højre Fod. Ja, det var ikke meget morsomt.»

Hun saa eftertænksomt paa mig.

«Naa, De er altsaa i god Bedring,» sagde hun og saa sig om i Hytten. «Hvorfor har De ikke sendt Konen over til os efter Mad? Hvad har De levet af?»

Vi talte endnu i nogle Minutter sammen. Jeg spurgte hende:

«Da De kom, var Deres Ansigt bevæget, og Deres Øjne skinned, De gav mig Haanden. Nu er Deres Øjne blevne ligegyldige igen. Tager jeg fejl?»

Pause.

109«Man kan ikke altid være ens …»

«Sig mig blot denne ene Gang,» sagde jeg: «hvad er det for Eksempel i dette Tilfælde, som jeg har sagt eller gjort til Deres Mishag? Det kunde kanske være mig til en Rettesnor for Eftertiden.»

Hun saa ud af Vinduet, ud mod den fjærne Horisont, stod og saa tankefuldt hen for sig, og svared mig, der sad bag hende:

«Ingenting, Glahn. Man kan jo stundom faa sine Tanker. Er De misfornøjet nu? Husk paa, nogle giver lidet, og det er meget for dem, andre giver alt, og det koster ingen Overvindelse; hvem har saa givet mest? De er bleven tungsindt under Deres Sygdom. Hvordan er vi komne til at tale om dette?» Og pludselig ser hun paa mig, en Glæde farver hendes Ansigt, hun siger: «Men bliv nu frisk igen snart. Vi sees igen.»

Dermed rakte hun mig Haanden.

Nu var det, at jeg fik i Sinde ikke at modtage hendes Haand. Jeg rejste mig lagde Hænderne paa Ryggen og bukked dybt; dermed vilde jeg takke hende for hendes elskværdige Besøg.

110«Undskyld, at jeg ikke kan følge Dem længer,» sagde jeg.

Da hun var gaaet, satte jeg mig endnu engang til at overtænke det hele. Jeg skrev et Brev og forlangte min Uniform tilsendt.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.