XXI.

Min Fod vedblev at volde mig lidt Bryderi og Plage, ofte om Natten kløed den og holdt mig vaagen, en pludselig Sting kunde gennemfare den, og mod Vejrforandring var den fuld af Gigt. Det vared i mange Dage. Men jeg kom ikke til at halte.

Dagene gik.

Hr. Mack var kommet tilbage, og jeg skulde straks erfare, at han var kommet. Han tog min Baad fra mig, han satte mig i Forlegenhed, det var endnu ikke Jagttid, og jeg kunde intet skyde. Men hvorfor berøved han mig uden videre Baaden? To af Hr. Macks Bryggefolk havde roet en Fremmed ud paa Sjøen om Morgenen.

Jeg traf Doktoren.

122«Man har taget min Baad fra mig,» sagde jeg.

«Her er kommet en Fremmed,» sagde han. «Man skal ro ham tilhavs hver Dag og bringe ham hjem igen om Aftenen. Han undersøger Havbunden.»

Den Fremmede var en Finlænder, Hr. Mack havde truffet ham tilfældig, ombord i Skibet, han kom fra Spitsbergen med nogle Samlinger af Skæl og smaa Sjødyr, man kaldte ham Baron. Han havde faaet en stor Sal og endnu et andet Værelse i Hr. Macks Hus. Han vakte megen Opmærksomhed.

Jeg lider Nød for Kød, og jeg kunde bede Edvarda om lidt Mad for iaften, tænkte jeg. Jeg spadserer ned til Sirilund. Jeg lægger straks Mærke til, at Edvarda er iført en ny Kjole, hun synes at have vokset, hendes Kjole er meget sid.

«Undskyld, at jeg blir siddende,» sagde hun kort og godt og rakte mig Haanden.

«Ja, desværre, min Datter er upasselig,» sagde Hr. Mack. «Det er Forkølelse, hun har ikke været forsiktig … De kommer formodentlig forat faa Rede paa Deres Baad? Jeg blir nødt til at laane Dem en anden, en Kæks;Kæks] kjeks den er ikke ny, men naar De øser flittigt … 123Nej, vi har nemlig faaet en Videnskabsmand i Huset, og De vil forstaa, at en saadan Mand … Han har ingen Tid tilovers, han arbejder hele Dagen og kommer hjem om Aftenen. Gaa nu ikke, før han kommer, saa faar De se ham, De vil have Interesse af at stifte Bekendtskab med ham. Her er hans Kort, Krone, Baron. En elskværdig Mand. Jeg traf ham ganske tilfældig.»

Aha, tænkte jeg, man byder dig ikke tilaftens. Gudskelov, jeg gik ogsaa blot paa Prøve herhen, jeg kan gaa hjem igen, jeg har endnu lidt Fisk i Hytten. Der blir vel en Raad til Mad. Basta.

Baronen kom. En liden Mand paa omkring firti Aar, et langt, smalt Ansigt med udstaaende Kindben og tyndt, sort Skæg. Hans Blik var stikkende og gennemtrængende, men han brugte stærke Briller. Ogsaa i sine Skjorteknapper havde han den femtakkede Krone, ligesom paa sit Kort. Han var lidt ludende,ludende] lut og hans magre Hænder havde blaa Aarer; men Neglene var som af gult Metal.

«Fornøjer mig meget, Hr. Løjtnant. Hr Løjtnanten har været længe her?»

124«Nogle Maaneder.»

En behagelig Mand. Hr. Mack opfordred ham til at tale om sine Skæl og Smaadyr, og han gjorde det beredvilligt, forklared os LerartenLerarten] leirtypen; leirarten omkring Korholmene, gik ind i Salen og hented en Prøve af Tang fra Hvidehavet.Hvidehavet] Kvitsjøen, bukt på nordvestkysten av Russland, som stikker sørover fra Barentshavet (SNL) Han førte idelig højre Pegefinger op og flytted de tykke Guldbriller frem og tilbage paa Næsen. Hr. Mack var i høj Grad interesseret. En Time gik.

Baronen talte om mit Uheld, mit ulykkelige Skud. Var jeg helbredet? Virkelig? Glæded ham.

Hvem har fortalt ham om mit Uheld? tænkte jeg. Jeg spurgte:

«Af hvem har Hr. Baronen hørt om mit Uheld?»

«Af … ja, hvem var det nu? Frøken Mack, tror jeg. Ikke sandt, Frøken Mack?»

Edvarda blev blussende rød.

Jeg kom saa fattig, i flere Dage havde en mørk Fortvivlelse tynget mig ned; men ved de sidste Ord af den Fremmede flakked straks en Glæde gennem mig. Jeg saa ikke paa Edvarda, men jeg tænkte: Tak fordi du dog har talt om mig, nævnt mit Navn med din 125Tunge, skønt det er evig betydningsløst for dig. Godnat.

Jeg tog Afsked. Edvarda forblev siddende ogsaa nu, hun undskyldte sig for Høfligheds Skyld med, at hun var upasselig. Med Ligegyldighed gav hun mig Haanden.

Og Hr. Mack stod i ivrig Passiar med Baronen. Han talte om sin Bedstefader Konsul Mack:

«Jeg ved ikke, om jeg allerede har fortalt Hr. Baronen, denne Spænde fæsted Carl Johan med egne Hænder paa min Bedstefaders Bryst.»

Jeg kom ud paa Trappen, ingen fulgte mig ud. Jeg kasted i Forbigaaende et Blik indad Vinduerne i Storstuen, da stod Edvarda der, høj, opret, holdende med begge Hænder Gardinerne tilside, og saa ud. Jeg undlod at hilse, jeg glemte alt, en Strøm af Forvirring greb mig og førte mig hastigt afsted.

Holdt, stands et Øjeblik! sagde jeg til mig selv, da jeg havde naaet Skogen. Ved Gud i Himlen, dette skal der blive en Ende paa! Jeg blev pludselig hed af Vrede og stønned. Ak, jeg havde ingen Ære i Brystet mere, højt regnet havde jeg nydt Edvardas Naade en Uge, nu var den for længe siden forbi, og jeg indretted 126mig ikke derefter. Fra nu af skulde mit Hjærte tilraabe hende: Støv, Luft, Muld paa min Vej, ved Gud i Himlen …

Jeg naaed Hytten, fandt min Fisk frem og holdt Maaltid.

Her gaar du og gløder ud dit Liv paa en ringe Skolepige, og dine Nætter ere fulde af øde Drømme. Og en lummer Vind staar stille omkring dit Hoved, en lugtende, aarsgammel Vind. Mens Himlen skjelver af det vidunderligste Blaa, og Fjældene Falder. Kom, Æsop, hej!

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.