XVII.

Jeg kom som sædvanligt fra Fiske og mødte op til «Ballet» med Gevær og Væske, jeg havde blot taget min bedste Skinddragt paa. Det var sent, da jeg kom til Sirilund, jeg hørte, at der dansedes i Stuen, lidt efter raabte man: Her er Jægeren, Løjtnanten! Nogle unge Mennesker omringed mig og vilde se min Fangst, jeg havde skudt et Par Sjøfugle og fisket nogle Hyser. Edvarda bød mig smilende velkommen, hun havde danset, hun var rød.

«Første Dans med mig!» sagde hun.

Og vi dansed. Intet Uheld indtraf, jeg blev svimmel, men faldt ikke. Mine store Støvler gjorde nogen Støj, jeg hørte selv denne Støj og beslutted mig til ikke at danse mere, 83jeg havde ogsaa sat RidserRidser] riper i det malede Gulv. Hvor glæded det mig ikke, at jeg ingen større Ulykke havde gjort!

Hr. Macks to Krambodbetjente var tilstede og dansed grundigt og alvorligt, Doktoren deltog ivrigt i Turdansene.Turdansene] eldre dans for par eller grupper som består av flere turer Foruden disse Herrer var der endnu fire ganske unge Mænd, Sønner af Herskaberne ved Hovedkirken,Hovedkirken] kirke i et hovedsogn til forskjell fra annekskirke Provstens og Distriktslægens. En fremmed Handelsrejsende var ogsaa kommet med, han udmærked sig ved sin smukke Stemme og tralled i Takt med Musiken; nu og da afløste han Damerne ved Klaveret.Klaveret] strengeinstrument med klaviatur, f.eks. flygel, piano

Jeg husker ikke længer, hvorledes de første Timer forløb, men jeg husker alt fra den sidste Del af Natten. Solen skinned rød indad Vinduerne hele Tiden, og Sjøfuglene sov. Vi fik Vin og Kager, vi talte højt og sang, Edvardas Latter lød frisk og sorgløs gennem Stuen. Men hvorfor fik jeg ikke mere et Ord af hende? Jeg nærmed mig hendes Plads og vilde sige hende en Artighed, saa godt som jeg kunde; hun havde en sort Kjole paa, det var maaske hendes Konfirmationskjole, og den var bleven altfor kort for hende, men den klædte hende, naar hun dansed, og jeg vilde sige hende det.

84«Hvor den sorte Kjole …» begyndte jeg.

Men hun rejste sig, tog en af sine Veninder om Livet og gik afsted med hende. Dette gentog sig et Par Gange. Godt, tænkte jeg, hvad er dermed at gøre? Men hvorfor staar hun da og ser bedrøvet efter mig fra Vinduerne, naar jeg forlader hende? Hun derom!

En Dame opfordred mig til at danse. Edvarda sad i Nærheden, og jeg svared højt:

«Nej, jeg skal straks gaa.»

Edvarda kasted et spørgende Blik paa mig og sagde:

«Gaa? Ak, nej, De gaar ikke.»

Jeg studsed og følte, at jeg satte Tænderne i min Læbe. Jeg rejste mig.

«Det, De der sagde, forekommer mig betydningsfuldt, Jomfru Edvarda,» sagde jeg mørkt og gjorde nogle Skridt mod Døren.

Doktoren stilled sig ivejen for mig, og Edvarda kom selv ilende.

«Misforstaa mig ikke,» sagde hun varmt. «Jeg mente at sige, at De forhaabentlig blev den sidste, som vilde gaa, den allersidste. Desuden er Klokken ikkun et … Hør,» lagde hun til med straalende Øjne, «De har givet 85vor Rorskarl en Femdaler, fordi han redded min Sko fra at drukne. Det var en altfor høj Pris.» Og hun lo hjærtelig og vendte sig rundt til allesammen.

Jeg blev staaende med aaben Mund, afvæbnet og forvirret.

«De behager at spøge,» sagde jeg. «Jeg har aldeles ikke givet Deres Rorskarl nogen Femdaler.»

«Saa, det har De ikke?» Hun aabned Døren til Køkkenet og kaldte Rorskarlen ind. «Du husker vor Tur til Korholmene, Jakob? Du redded min Sko, som var falden i Vandet?»

«Ja,» svared Jakob.

«Du har faaet fem Daler, fordi Du redded Skoen?»

«Ja, De gav mig …»

«Godt. Du kan gaa.»

Hvad mener hun med dette Fif? tænkte jeg. Vil hun gøre mig tilskamme? Det vil ikke lykkes for hende, jeg rødmer ikke derover. Jeg sagde højt og tydeligt:

«Jeg maa gøre vitterligtvitterligt] åpenlyst; kjent for alle, at dette enten er en Fejltagelse eller en Løgn. Det har ikke faldt mig ind engang at give Rorskarlen nogen Femdaler for Deres Sko. Jeg 86burde kanske have gjort det, men indtil nu er det ikke skeet.»

«Hvorpaa vi fortsætter Dansen,» sagde hun med rynket Pande. «Hvorfor danser vi ikke?»

Dette skylder hun mig en Forklaring paa, sagde jeg til mig selv, og jeg gik og passed mit Snit forat faa hende i Tale. Hun gik ind i Sideværelset, og jeg fulgte efter.

«Skaal!» sagde jeg og vilde drikke med hende.

«Jeg har ikke noget i mit Glas,» svared hun kort.

Og dog stod hendes Glas fuldt foran hende.

«Jeg troed, at det Glas dèr var Deres?»

«Nej, det er ikke mit,» sagde hun og vendte sig optagen om mod sin Sidemand.

«Undskyld da,» sagde jeg.

Der var flere af Gæsterne, som lagde Mærke til dette lille Optrin.

Mit Hjerte hvæsedhvæsed] hveste; hvisket i mig, jeg sagde krænket:

«Men imidlertid skylder De mig en Forklaring …»

Hun rejste sig, greb begge mine Hænder og sagde med indtrængende Stemme:

87«Men ikke idag, ikke nu. Jeg er saa trist. Gud, hvor De ser paa mig! Vi var jo Venner engang …»

Jeg gjorde overvældet højre om og gik atter ind til de Dansende.

Lidt efter kom ogsaa Edvarda ind, hun stilled sig ved Klaveret, hvor den Handelsrejsende sad og spilled en Dans, hendes Ansigt var i dette Øjeblik fuldt af hemmelig Kummer.Kummer] bedrøvelse; sorg

«Jeg har aldrig lært at spille,» siger hun og ser paa mig med dunkle Øjne. «Kunde jeg endda det.»

Hertil kunde jeg intet svare. Men mit Hjærte fløj til hende igen, og jeg spurgte:

«Hvorfor er De med engang bleven saa bedrøvet, Edvarda? Hvis De vidste, hvor jeg lider ved det.»

«Jeg ved ikke hvorfor,» svared hun. «For alle Ting kanske. Gid disse Mennesker vilde gaa igen straks, alle som en. Nej, ikke De; husk paa, De skal være den sidste.»

Og atter leved jeg op igen ved disse Ord, og mine Øjne saa Lyset i den solfyldte Stue. Provstens Datter kom hen til mig og gav sig til at tale med mig, jeg ønsked hende langt, langt bort og gav hende korte Svar. Jeg saa 88med ForsætForsæt] vilje; hensikt ikke paa hende, da hun havde talt om mit Dyreblik. Hun vendte sig til Edvarda og fortalte hende, at hun engang i Udlandet, jeg tror, det var i Riga, var bleven forfulgt af en Herre paa Gaden.

«Han fulgte efter mig Gade efter Gade og smilte til mig,» sagde hun.

«Var han da blind?» udbrød jeg forat være Edvarda til Behag. Samtidig trak jeg paa Skulderen.

Den unge Dame forstod med ét mine grove Ord og svared:

«Ja, det maatte han vel være, eftersom han kunde forfølge et saa gammelt og stygt Menneske som mig.»

Men jeg opnaaed ikke Edvardas Taknemmelighed, hun trak sin Veninde med, de hvisked sammen og rysted paa Hovedet. Fra nu af var jeg aldeles overladt til mig selv.

En Time gaar endnu, Sjøfuglene begynder at vaagne op ude ved Skærrene, deres Skrig lyder indad vore aabne Vinduer. Et Stød af Glæde fór gennem mig ved at høre disse første Fugleskrig, og jeg længted ud til Skærrene …

89Doktoren var atter kommet i god Stemning og henleded al Opmærksomhed paa sig, Damerne blev ikke trætte af at være i hans Nærhed. Er det dèr min Rival? tænkte jeg, og jeg tænkte ogsaa paa hans halte Ben og hans arme Figur. Han havde lagt sig til en ny og vittig Ed, han sagde «Død og Pinsel», og hver Gang han brugte denne pudsige Ed, lo jeg højt. Det faldt mig ind i min Forpinthed at give denne Mand alle de Fordele, jeg kunde, da han var min Rival. Jeg lod det være Doktoren først og Doktoren sidst, jeg raabte: Saa hør dog, hvad Doktoren siger! og jeg tvang mig til at le højt af hans Talemaader.

«Jeg elsker denne Verden,» sagde Doktoren, «jeg klamrer mig med Hænder og Fødder til Livet. Og naar jeg engang dør, da haaber jeg at faa min Plads i Evigheden et Sted ret op for London eller Paris, saa jeg kan høre Bulderet af Menneskenes KankanKankan] eg. scenedans/varietédans med karakteristiske høye benspark, her: oppstyr; larm; røre hele Tiden, hele Tiden.»

«Storartet!» skreg jeg og hosted af Latter, skønt jeg ikke var det ringeste beruset.

Edvarda lod ogsaa til at være henreven.

90Da Gæsterne gik, stak jeg mig ind i det lille Sideværelse og satte mig til at vente. Jeg hørte det ene Farvel efter det andet ude paa Trappen, Doktoren tog ogsaa Afsked og gik. Snart døde alle Stemmer hen. Mit Hjærte slog hæftigt, mens jeg vented.

Edvarda kom ind igen. Da hun saa mig, blev hun et Øjeblik forundret staaende, derpaa sagde hun smilende:

«Jasaa, De er der. Det var venligt af Dem at vente til sidst. Nu er jeg dødstræt.»

Hun forblev staaende.

Jeg sagde, idet ogsaa jeg rejste mig:

«Ja, nu kan De trænge at komme til Ro. Jeg haaber, at Deres Misstemning er gaaet over, Edvarda. De var saa sørgmodig for lidt siden, og det smærted mig.»

«Det gaar nok over, naar jeg faar sovet.»

Jeg havde intet mere at tilføje, jeg gik til Døren.

«Ja, Tak for iaften,» sagde hun og rakte mig sin Haand. Og da hun vilde følge ogsaa mig ud paa Trappen, søgte jeg at afværge det.

«Behøves ikke,» sagde jeg, «gør Dem ingen Ulejlighed, jeg kan godt selv …»

91Men hun fulgte mig alligevel ud. Hun stod der i Gangen og vented taalmodigt, mens jeg fandt min Hue, mit Gevær og min Væske. Der stod en Spadserstok i Krogen, jeg saa godt Stokken, jeg stirrer paa den og kender den igen, det var Doktorens. Da hun mærker, hvor mine Øjne ser hen, blir hun rød af Forlegenhed, det var klart at se paa hendes Ansigt, at hun var uskyldig og ikke vidste om Stokken. Der gaar et helt Minut. Endelig skyder en rasende Utaalmodighed op i hende, og hun siger dirrende:

«Deres Stok. Glem ikke Deres Stok.»

Og hun rækker mig for mine Øjne Doktorens Stok.

Jeg saa paa hende, hun holdt endnu Stokken frem, hendes Haand skalv. For at faa en Ende paa det, tog jeg Stokken og stilled den tilbage i Krogen. Jeg sagde:

«Det er Doktorens Stok. Jeg kan ikke forstaa, at den halte Mand kunde glemme sin Stok.»

«De med Deres halte Mand!» raabte hun bittert, og hun traadte endnu et Skridt frem imod mig. «De halter ikke, nejvel; men hvis De ovenikøbet halted, saa kunde De ikke staa 92Dem forikke staa Dem for] ikke måle seg med ham, nej, det kunde De ikke, De kunde ikke staa Dem for ham. Saa!»

Jeg ledte efter et Svar, alt kom bort for mig, jeg taug. Med et dybt Buk gik jeg baglænds ud af Døren og ud paa Trappen. Her stod jeg et Øjeblik og stirred ret frem, hvorpaa jeg vandred afsted.

Jasaa, han har glemt sin Stok, tænkte jeg, og han vil komme tilbage denne Vej forat hente den. Han vil ikke lade mig være sidste Mand fra Huset … Jeg drev opad Vejen ganske langsomt, spejdende frem og tilbage, i Kanten af Skogen standsed jeg. Endelig efter en halv Times Venten kom Doktoren gaaende imod mig, han havde set mig og gik hurtigt. Endnu før han kunde sige noget, løfted jeg paa Huen forat prøve ham. Han løfted ogsaa paa sin Hat. Jeg gik lige hen til ham og sagde:

«Jeg hilste ikke.»

Han traadte et Skridt tilbage og stirred paa mig.

«Hilste De ikke?»

«Nej,» sagde jeg.

Pause.

93«Ja, det er mig ogsaa ligegyldigt hvad De gjorde,» svared han blegnende. «Jeg skulde hente min Stok, som jeg glemte.»

Hertil havde jeg intet at sige; men jeg hævned mig paa en anden Maade, jeg strakte Geværet ud for ham, som om han var en Hund, og sagde:

«Hop over!»

Og jeg fløjted og lokked ham til at hoppe over.

En liden Stund kæmped han en Kamp med sig selv, hans Ansigt antog de forunderligste Udtryk, mens han pressed Læberne sammen og holdt Øjnene fæstede paa Jorden. Pludselig saa han skarpt paa mig, et halvt Smil oplyste hans Træk, og han sagde:

«Hvorfor gør De egentlig alt dette?»

Jeg svared ikke; men hans Ord virked paa mig.

Han rakte mig med ét Haanden og sagde dæmpet:

«Noget er galt med Dem. Hvis De vil sige mig, hvad det er, saa kanske …»

Nu overvælded Skammen og Fortvivlelsen mig, disse rolige Ord bragte mig til at tabe 94Ligevægten. Jeg vilde gøre ham noget godt igen, jeg tog ham om Livet og udbrød:

«Tilgiv dette, hører De! Nej, hvad galt skulde der være med mig? Der er intet galt, jeg trænger ikke Deres Hjælp. De søger kanske efter Edvarda? De vil finde hende hjemme. Men skynd Dem, ellers lægger hun sig, før De kommer; hun var saa træt, jeg saa det selv. Jeg siger Dem det bedste, jeg ved nu, det er sandt, De vil finde hende hjemme, gaa blot!»

Og jeg vendte mig om og iled bort fra ham, jog med lange Skridt ind gennem Skogen og hjem til Hytten.

En Tidlang blev jeg siddende paa min Briks fuldstændig i samme Forfatning, som jeg var kommet ind, med Væsken over Skulderen og Bøssen i Haanden. Underlige Tanker fik Liv i mit Hoved. Hvorfor havde jeg dog udleveret mig til Doktoren! Det ærgred mig, at jeg havde holdt ham om Livet og set paa ham med vaade Øjne; han vil gotte sig derover, tænkte jeg, maaske sidder han i dette Øjeblik og fniser over det sammen med Edvarda. Han havde sat sin Stok efter sig i Gangen. Ikke sandt, hvis jeg ovenikøbetovenikøbet] i tillegg til alt annet; til og med; dessuten halted, saa kunde 95jeg ikke staa mig for Doktoren, jeg vilde slet ikke kunne staa mig for ham, det var hendes egne Ord …

Jeg stiller mig midt paa Gulvet, spænder Hanen paa min Bøsse, sætter Mundingen mod min venstre Vrist og trykker af. Skuddet gaar ned gennem Mellemfoden og gennemborer Gulvet. Æsop giver et kort, forfærdet Bjæf.

Lidt efter banker det paa Døren.

Det var Doktoren, som kom.

«Undskyld, hvis jeg forstyrrer Dem,» begyndte han. «De gik saa hurtigt bort, jeg tænkte, det kunde ikke skade, om vi talte lidt sammen. Jeg synes, her lugter Krudt?»

Han var fuldkommen ædru.

«Traf De Edvarda? Fik De Deres Stok?» spurgte jeg.

«Jeg fik min Stok. Nej, Edvarda havde lagt sig … Hvad er det dèr? Men i Himlens Navn, De bløder jo?»

«Nej, næsten ingen Ting. Jeg vilde sætte Bøssen bort, og den gik af; det betyder ikke noget. Djævelen hente Dem, hvorfor skal jeg være forpligtet til at sidde her og give Dem 96Oplysninger om dette? … Saa, De fik Deres Stok?»

Han stirred urokkelig paa min sønderskudte Støvle og paa Blodet, der flød. Med en rask Bevægelse lagde han sin Stok ned og befried sig for sine Handsker.

«Sid stille, Deres Støvle skal af,» sagde han. «Det var nok det, jeg syntes, at jeg hørte et Skud.»

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.