III.

Der stod en Sten udenfor min Hytte, en høj, graa Sten. Den havde et Udtryk af Venligsindethed mod mig, det var, som om den saa mig, naar jeg kom gaaende, og kendte mig igen. Jeg lagde gærne min Vej forbi denne sten, naar jeg gik ud om Morgenen, og det var ligesom jeg efterlod en god Ven dèr, som vilde vente paa mig til jeg kom tilbage.

Og oppe i Skogen begyndte Jagten. Kanske skød jeg noget og kanske ikke …

Udenfor Øerne laa Havet i tung Ro. Jeg stod og saa paa det mangen Gang fra Aaserne, naar jeg var højt tilvejrs; i stille Dage kom Skibene næsten ingen Vej, jeg kunde se det samme Sejl i tre Dage, lidet og hvidt som en maage paa Vandet. Men kanske hvis Vinden 10sprang om kunde Fjældene i det Fjærne blive næsten borte, det blev Uvejr, Sydveststorm, et Skuespil, hvortil jeg var Tilskuer. Alt stod i Røg, Jorden og Himmelen blandedes sammen, Havet tumled sig i forvredne Luftdanse, danned Mænd, Heste og spjærredespjærrede] fillete Faner. Jeg stod i Ly under en Bjærghammer og tænkte mig mangehaandemangehaande] mange slags Ting, min Sjæl var spændt. Gud ved, tænkte jeg, hvad jeg idag er Vidne til, og hvorfor Havet aabner sig saa for mine Øjne? Kanske skuer jeg i denne Stund det Indre af Jordens Hjærne, hvorledes der arbejdes, hvorledes alt syder! Æsop var urolig, nu og da satte den Snuden opad og lugted, vejrsyg, dirrende ømfindtligt i Benene; da jeg ikke talte til den, lagde den sig mellem mine Fødder og stirred ligesom jeg tilhavs. Og intet Raab, intet Menneskes Ord hørtes noget Sted, ingenting, men blot det tunge Sus omkring mit Hoved. Der laa et Skær langt ude, det laa alene; naar Sjøen raved opad dette Skær, stejled den som en vanvittig Skrue, nej, som en Havgud, der rejste sig vaad ivejret og saa udover Verden, fnysende saaatsaaat] så at Haar og Skæg stod som et Hjul omkring hans Hoved. Saa dukked han ned i Brændingen igen.

11Og midt i Stormen slog et lidet kulsort Dampskib sig ind fra Havet …

Da jeg om Eftermiddagen gik ned til Bryggen, var det lille kulsorte Dampskib kommet ind paa Havnen; det var Postskibet. Mange Mennesker var tilstede paa Kajen forat iagttage den sjældne Gæst, jeg lagde Mærke til, at allesammen uden Undtagelse havde blaa Øjne, hvor forskellige de ellers kunde være. En ung Pige med et hvidt Uldtørklæde om Hovedet stod et Stykke borte; hun havde meget mørkt Haar, og det hvide Tørklæde stak særtsært] særskilt af mod Haaret. Hun saa nysgærrigt paa mig, paa min Skinddragt, mit Gevær; da jeg talte til hende, blev hun forlegen og vendte Hovedet bort. Jeg sagde: Du burde altid bruge det hvide Tørklæde, det klæder dig. I det samme slutted en sværlemmet Mand i IslandsskjorteIslandsskjorte] tykk, strikket ullgenser med tofarget mønster sig til hende, han kaldte hende Eva. Hun var aabenbart hans Datter. Jeg kendte den sværlemmede Mand, det var Smeden, Stedets Smed. Han havde for nogle Dage siden sat ny PistonPiston] liten, hul tapp i perkusjonslåsen på geværet som fenghetten anbringes på paa en af mine Bøsser ….Bøsser ….] rettet fra: Bøsser …, (trykkfeil)

Og Regn og Vind gjorde sit Arbejde og smælted al Sne væk. I nogle Dage drev en ufredelig og kold Stemning henover Jorden, 12raadne Grene knak, og Kragerne samled sig i Flokke og skreg. Det vared ikke længe, Solen var nær, en Morgen stod den op bag Skogen. Det sætter en sød Stribe gennem mig fra øverst til nederst, naar Solen staar op; jeg kaster Bøssen paa Skulderen under en tyst Jubel.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.