Familjen Glahn kan længe nok avertere i Bladene efter den forsvundne Løjtnant Thomas Glahn; men han kommer aldrig mer tilbage, for han er død, og jeg ved endog, hvorledes han døde.

Naar jeg endelig skal sige det, saa forundrer det mig heller ikke, at hans Familje stadig vedbliver med sine Efterforskninger; ti Thomas Glahn var i mange Maader en usædvanlig, ja, afholdt Mand. Jeg indrømmer dette forat vise Retfærdighed, og det uagtet Glahn endnu er min Sjæl fiendsk og hans Minde vækker mit Had. Han saa prægtigt ud, var fuld af Ungdom og havde et forførerisk Væsen. Naar han saa paa én med sit hede Dyreblik, følte man godt hans Magt, endogsaa jeg følte 210den. En Dame skal have sagt om ham: Naar han ser paa mig, er jeg fortabt; jeg føler en Bevægelse ved det, som om han rører ved mig.

Men Thomas Glahn havde sine Fejl, og jeg har ikke i Sinde at skjule dem, da jeg hader ham. Han kunde til sine Tider være saa pjanketpjanket] full av tøv/sludder som et Barn, saa godmodig var han, og kanske var det derfor han bedaared FruentimmerneFruentimmerne] kvinnene saa, Gud ved det. Han kunde sluddre med Kvinderne og le ad deres intetsigende Vrøvl, derfor gjorde han Indtryk paa dem. Han sagde om en meget korpulent Mand i Byen, at han saa ud, som om han gik med Fedt i Bukserne, og denne Vittighed lo han selv af, skønt jeg vilde have skammet mig over den. Senere engang, efterat vi var kommet til at bo i Hus sammen, viste han ogsaa sin Pjankethed paa en aabenlys Maade: min Værtinde kom en Morgen ind til mig og spurgte, hvad jeg ønsked til Frokost, og i Farten kom jeg til at svare: en Æg og et Skive Brød. Thomas Glahn sad netop da i mit Værelse – han boed paa Kvisten ovenover, lige under Taget – og begyndte at le barnagtigt over min ringe Forsnakkelse og glæde sig over den. En Æg og et Skive Brød! gjentog han uophørlig, 211indtil jeg saa forundret paa ham og fik ham til at standse.

Maaske husker jeg ogsaa flere latterlige Træk af ham senerehen, og i saa Fald vil jeg skrive dem ned ogsaa og ikke spare ham, da han stadig er min Fiende. Hvorfor skulde jeg være ædelmodig? Men jeg vil indrømme, at han pjattedpjatted] førte tomt intetsigende snakk; bablet kun, naar han var beruset, og i begge de ovenfor omtalte Tilfælder var han overmaade beruset. Men er ikke det at være beruset i sig selv en stor Fejl?

Da jeg traf ham Høsten 1859, var han en Mand paa to og tredive Aar, vi var begge lige gamle. Han havde dengang Helskjæg og brugte uldne Jagtskjorter, der var nedringede til Overdrivelse, og endda hændte det, at han undlod at knappe den øverste Knap. Hans Hals forekom mig i Begyndelsen at være usædvanlig skøn, men han gjorde mig lidt efter til sin Dødsfiende, og jeg syntes da ikke, at hans Hals var smukkere end min, skønt jeg ikke bar min saa bredt tilskue. Jeg traf ham første Gang paa en Flodbaad og skulde til samme Sted som han paa Jagt, og vi beslutted straks at slaa Følge ind i Landet med Oksevogn, naar Jærnbanen ikke kunde køre os 212længer. Jeg undgaar med Flid at nævne Stedet, hvor vi rejste hen, for ikke at sætte nogen paa Sporet; men Familjen Glahn kan trygt ophøre med at avertere efter sin Slægtning; thi han er død paa dette Sted, som vi rejste til, og som jeg ikke vil nævne.

Jeg havde ellers hørt Tale om Thomas Glahn, før jeg traf ham, hans Navn var mig ikke ubekendt. Jeg havde hørt, at han havde staaet i Forbindelse med en ung Nordlænderinde fra et stort Hus, og at han havde kompromitteret hendekompromitteret hende] stilt henne i et dårlig lys; brakt henne i vanry paa en eller anden Maade, hvorpaa hun havde brudt med ham. Dette havde han saa i sin dumme Trods svoret at hævne paa sig selv, og Damen lod ham roligt gøre, som han lysted i saa Maade, det angik hende ikke. Fra nu af blev Thomas Glahns Navn først ordentlig bekendt, han slog sig vild, gal, han drak, gjorde Skandale paa Skandale og tog Afsked fra Militærtjenesten. Det var ogsaa en underlig Maade at hævne en Kurv paa!

Der gik endnu en anden Beretning om hans Forhold til den unge Dame: at han slet ikke havde kompromitteret hende, men at hendes Familje havde jaget ham paa Dør, og 213at hun ogsaa selv havde hjulpet til hermed, efterat en svensk Greve, hvis Navn jeg ikke vil nævne, havde friet til hende. Men denne Beretning sætter jeg mindre Lid til og holder den første for sandere, da jeg dog hader Thomas Glahn og tror ham istand til det værste. Men hvordan det var eller ikke, han talte aldrig selv om denne Forbindelse med den højtstaaende Dame, og jeg spurgte ham heller ikke derom. Hvad vedkom det mig?

Mens vi sad der paa Flodbaaden, husker jeg ikke, at vi talte om noget andet end om den lille Landsby, som vi nu skulde til, og hvor ingen af os havde været før.

«Der skal være et Slags Hotel der,» sagde Glahn og saa efter paa Kortet. «Er vi heldige, kan vi komme til at bo dèr; Værtinden er en gammel engelsk Halfbreed,Halfbreed] begrep som tidligere ble brukt om barn med foreldre av forskjellig etnisk opphav, regnes som nedsettende og rasistisk har man fortalt mig. Høvdingen bor i Nabobyen, han skal have mange Koner, nogle er bare ti Aar.»

Nu, det vidste jeg ikke, om Høvdingen havde mange Koner, og om der var et Hotel i Byen, derfor sagde jeg ingenting; men Glahn smilte, og jeg syntes, at hans Smil var skønt.

214Jeg glemte forresten, at han ingenlunde kunde kaldes en fuldkommen Mand, skønt han saa saa prægtigt ud; han fortalte selv, at han gik med et gammelt Skudsaar i venstre Fod, og at dette Skudsaar var fuldt af Gigt mod alslags Vejrforandring.

En Uge senere var vi indlogerede i den store Hytte, som gik under Navn af Hotellet, hos den gamle engelske Halfbreed. Ak, hvilket Hotel! Væggene var af Ler og lidt Træ, og dette Træ var gennemædt af de hvide Myrer, der krøb omkring allevegne. Jeg boed i et Rum ved Siden af Stuen med et grønt Glasvindu til Gaden, en eneste Rude, som ikke var meget klar, og Glahn havde valgt et bitte lidet Hul ovenpaa, paa Kvisten, hvorfra ogsaa han havde en Glasrude til Gaden, men hvor der var meget mørkere og daarligere at bo. Solen gløded Straataget op hos ham og gjorde det næsten uudholdelig hedt i hans Rum Nat og Dag, dertil kom, at det langtfra var en Trappe, men en ussel Stige med fire Trin, der 216førte op til ham. Hvad kunde jeg hjælpe derfor? Jeg gav Glahn Valget, jeg sagde:

«Her er to Rum, et nedenunder og et ovenpaa, vælg!»

Og Glahn besaa de to Rum og valgte det øverste, maaske for at give mig det bedste; men var jeg ham kanske ikke ogsaa taknemmelig derfor? Jeg skylder ham intet.

Saalænge den værste Hede stod paa, lod vi Jagten hvile og holdt os rolige ved Hytten; ti Heden var ogsaa overmaade haard. Vi laa med Fluenet omkring Briksen om Natten for Insekternes Skyld; men det hændte alligevel, at blinde Flagermus kom flyvende tyst og rasende mod vore Net og rev dem itu; dette hændte Glahn altfor ofte, fordi han stadig maatte have en Luge aaben i Taget for Heden, men mig hændte det ikke. Om Dagen laa vi paa Matter udenfor vor Hytte og røgte og iagttog Livet ved de andre Hytter. De Indfødte var brune og tyklæbede Folk, alle med Ringe i Ørene og døde, brune Øjne; de var næsten nøgne, med blot en Strimmel Bomuldstøj eller en Bladflætning om Livet, og Kvinderne havde desuden ogsaa et kort Skørt af Bomuldstøj til at bjærge sig i. Alle Børn var splitternøgne 217Nat og Dag, med rigtig store, udstaaende Maver, som glindsed af Olje.

«Kvinderne er for fede,» sagde Glahn.

Og jeg syntes ogsaa, at Kvinderne var for fede, og kanske var det heller ikke Glahn, men mig, som tænkte det først; men jeg strides ikke med ham herom og giver ham gærne Æren. Forresten var ikke alle Kvinder hæslige, skønt deres Ansigter var fede og opdunstede;opdunstede] hovne; oppsvumlet jeg havde truffet en Pige i Byen, en ung Halv TamulerindeTamulerinde] kvinne fra Tamil Nadu i India eller Sri Lanka med langt Haar og snehvide Tænder, hun var den smukkeste af alle. Jeg stødte paa hende en Aften i Kanten af en Rismark, hun laa paa Maven i det høje Græs og sprælled tilvejrs med Benene. Hun kunde tale med mig, og vi talte ogsaa sammen, saalænge jeg vilde, det var næsten Morgen før vi skiltes, og da gik hun ikke lige hjem, men lod som om hun havde været i Nabobyen Natten over. Glahn sad den Aften midt inde i Byen, udenfor en liden Hytte, sammen med to unge Piger, der var meget unge, maaske ikke mer end netop ti Aar; dem sad han og fjased med og drak RisølRisøl] alkoholholdig drikk av polert ris med, det var hans Smag.

Et Par Dage efter gik vi paa Jagt. Vi passered Téhaver, Rismarker og Græssletter, vi 218levned Byen bag os og gik i Retning af Floden, vi kom ind i Skoge af underlige, fremmede Træer, Bambus, Mango, Tamarint, Teak- og Salttræer, Olje- og Gummivækster, ja, Gud ved, hvad det var for Slags Træer altsammen, vi forstod os ikke meget paa det nogen af os. Men i Floden var der ikke meget Vand, og der vedblev at være lidet vand i den lige til Regntiden. Vi skød vilde Duer og Høns, og vi saa to Panthere ud paa Eftermiddagen; der fløj ogsaa Papegøjer over vore Hoveder. Glahn skød skrækkelig sikkert, han fejled aldrig; men det var ogsaa fordi hans Gevær var bedre end mit, jeg skød ogsaa skrækkelig sikkert mangen Gang. Jeg brysted mig aldrig af det, men Glahn sagde ofte: den stikker jeg i Halen, den klør jeg i Hovedet; dette sagde han, før han trykked af, og naar Fuglen faldt, havde han ganske rigtig truffet den i Halen eller i Hovedet. Da vi stødte paa de to Panthere, vilde Glahn absolut anfalde dem ogsaa med sit Haglgevær, men jeg fik ham til at opgive det, fordi det var begyndt at mørkne, og vi havde ikke mer end et Par Patroner tilbage. Dette gjorde han sig ogsaa til af, at han havde vist Mod til at skyde paa Pantherne med Hagl.

219«Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke skød alligevel,» sagde han til mig. «Hvorfor er De saa forbandet forsigtig? Vil De leve længe?»

«Det glæder mig, at De finder mig fornuftigere end Dem selv,» svared jeg.

«Ja, lad os ikke blive Uvenner for saa lidet,» sagde han saa.

Dette var hans Ord og ikke mine; havde han villet være Uvenner med mig, saa gærne for mig. Jeg var begyndt at føle Uvilje mod ham for hans letsindige Adfærd og hans Forførervæsen. Igaaraftes var jeg kommet gaaende ganske roligt med Maggie, Tamulerinden, som var min veninde, og vi var begge i godt Humør. Glahn sidder da udenfor Hytten og hilser og smiler til os, idet vi gaar forbi; men Maggie saa ham da for første Gang og spurgte mig nysgærrigt ud om ham. Saa meget Indtryk havde han gjort paa hende, at da vi skiltes, gik vi hver til vort, hun fulgte mig ikke hjem.

Glahn vilde slaa dette hen, som om det ingen Betydning havde, da jeg talte til ham derom. Men jeg glemte det ikke. Det var heller ikke til mig, han lo og smilte, da vi gik forbi Hytten, det var til Maggie.

220«Hvad er det, hun gaar og tygger paa?» spurgte han mig.

«Det ved jeg ikke,» svared jeg; «hun tygger, dertil har hun vel faaet sine Tænder.»

Og det var heller ingen Nyhed for mig, at Maggie stadig tygged paa noget, det havde jeg længe lagt Mærke til. Men det var ikke Betel,Betel] nytelsesmiddel fremstilt av betelnøtter, blader av betelpepper, lesket kalk og gambir, især brukt i Sør- og Sørøst-Asia hun tygged paa, for hendes Tænder var aldeles hvide, derimod havde hun den Vane at tygge paa alle andre Ting, stikke det i Munden og tygge paa det, som om det var noget godt. Det kunde være hvadsomhelst, Pengestykker, Papirstumper, Fuglefjære, men hun tygged paa det. Men det var ialfald intet at nedsætte hende for, naar hun var Landsbyens smukkeste Pige trods det; men Glahn var misundelig paa mig, det var Sagen.

Aftenen efter blev jeg forresten igen gode Venner med Maggie, og vi saa ikke noget til Glahn.

En Uges Tid forløb nu, vi gik hver Dag paa Jagt og skød en Mængde Vildt. En Morgen, just idet vi traadte ind i Skogen, greb Glahn mig i Armen og hvisked: Stands! I det samme kaster han Riflen til Kinden og brænder af. Det var en ung Leopard, han skød. Jeg kunde ogsaa have skudt da, men Glahn beholdt den Ære for sig selv og skød først. Hvor han nu vil bryste sig igen! tænkte jeg. Vi nærmer os det døde Dyr, det er stendødt, revet op i venstre Side, og Kuglen sad i Ryggen.

Jeg holder ikke af at blive greben i Armen, derfor sagde jeg:

«Det Skud kunde ogsaa jeg have gjort.»

Glahn saa paa mig.

222Jeg siger igen:

«De tror kanske ikke, at jeg kunde have gjort det?»

Glahn svarer ikke nu heller. Istedet derfor viser han endnu engang sin Barnagtighed og skyder den døde Leopard paany, dennegang gennem Hovedet. Jeg ser Himmelfalden paa ham.

«Ja,» siger han til Forklaring, «jeg kan ikke være bekendt at have rammet en Leopard i Siden.»

Det var formeget for hans Forfængelighed, at han havde gjort et saa simpelt Skud, altid vilde han være den første. Hvor han var naragtig! Men det blev ikke min Sag, jeg vilde ikke røbe ham.

Om Aftenen, da vi kom ind i Byen med den døde Leopard, mødte mange af de Indfødte op forat beskue den. Glahn sagde forresten blot, at vi havde skudt den om Morgenen og gjorde sig ikke videre til deraf da. Maggie kom ogsaa tilstede.

«Hvem har skudt den?» spurgte hun.

Og Glahn svared:

«Det ser du vel, to Saar, vi skød den imorges, da vi gik ud.» Og han vendte Dyret 223om og viste hende de to Saar, baade det i Siden og det i Hovedet. «Her gik min Kugle,» sagde han og pegte paa Saaret i Siden, fordi han i sin Naragtighed vilde overlade til mig at have rammet i Hovedet. Jeg gad ikke rette ham og gjorde det heller ikke. Glahn begyndte derpaa at traktere de Indfødte med Risøl, ja, gav en Mængde ud til hvem, som vilde drikke.

«De har skudt den begge to,» sagde Maggie for sig selv, og hun saa dog hele Tiden paa Glahn.

Jeg trak hende med mig til Siden og sagde:

«Hvorfor ser du hele Tiden paa ham? Staar ikke ogsaa jeg ganske nær ved?»

«Jo,» svared hun. «Og hør: jeg kommer iaften.»

Dagen efter var det, at Glahn fik det Brev. Der kom nemlig et Brev til ham med Ekspres fra Flodstationen, og det havde gaaet en Omvej paa et Hundrede og otti Mile. Brevet var skrevet med en Damehaand, og jeg tænkte ved mig selv, at det kanske var fra hans forrige Veninde, den højtstaaende Dame. Glahn lo nervøst, da han havde læst det, og gav Budet en Pengeseddel ekstra, fordi han var kommet 224med det. Men det vared ikke længe, før han blev taus og mørk og bestilte intet andet end at stirre ret frem for sig. Om Aftenen drak han sig fuld med en gammel Dværg af en Indfødt og dennes Søn, og han omfavned ogsaa mig og vilde absolut have mig til at drikke med.

«De er saa elskværdig iaften,» sagde jeg.

Saa lo han meget højt og svared:

«Her ligger nu vi to midt indi Indien og skyder Vildt, hvad? Er det ikke gruelig komisk? Og Skaal for alle Verdens Riger og Lande, og Skaal for alle smukke Kvinder, gifte og ugifte, fjærnt og nær. Ho-ho! Tænk Dem en Mand, og en Kone frier til ham, en gift Kone!»

«En Grevinde!» sagde jeg spydigt. Jeg sagde det meget spydigt, og det smærted ham, han gren som en Hund, fordi det smærted ham. Saa rynked han pludselig Panden og begyndte at blinke med Øjnene og tænke grundig over, om han skulde have sagt formeget, saa højtidelig anstilled han sig med den Smule Hemmelighed. Men i det samme kom endel Børn løbende henimod vor Hytte og raabte og skreg: «Tigrene, ohoi, Tigrene!» Et Barn var bleven snappet af en Tiger næsten 225lige ved Landsbyen, i en Kratskog mellem Byen og Floden.

Det var nok for Glahn, der var beruset og i en sønderreven Sindstilstand, han greb sin Rifle og sprang i et Nu ned til Kratskogen; han havde ikke engang Hat paa. Men hvorfor tog han Riflen nu, istedetfor Haglgeværet, hvis han virkelig var saa modig? Han maatte vade over Floden, hvad der ikke var uden Fare, men Floden var rigtignok ogsaa næsten tør lige til Regntiden; en Stund efter hørte jeg to Skud og umiddelbart derpaa endnu et tredje Skud. Tre Skud til et Dyr! tænkte jeg; en Løve vilde have tumlet for to Skud, og dette er dog blot en Tiger! Men endog disse tre Skud var til ingen Nytte, Barnet var alligevel revet ihjæl og halvt opædt, da Glahn kom; hvis han ikke havde været saa beruset, vilde han heller ikke have gjort et Forsøg paa at redde det.

Natten tilbragte han i Sus og Dus i vor Nabohytte, sammen med en Enke med hendes to Døttre, Gud ved sammen med hvem af dem.

I to Dage var Glahn ikke ædru en eneste Stund, og han havde ogsaa faaet mange Kammerater at drikke med. Han opfordred mig forgæves 226til at tage Del i Sviren, han skøtted ikke længer om, hvad han sagde, og bebrejded mig, at jeg var skinsyg paa ham.

«Deres Skinsyge forblinder Dem,» sagde han.

Min Skinsyge! Jeg skinsyg paa ham!

«Ved De hvad,» sagde jeg, «skinsyg paa Dem! Hvad skulde jeg være skinsyg paa Dem for.»

«Nejnej, saa er De ikke skinsyg paa mig,» svared han. «Jeg har forresten hilst paa Maggie iaften, hun tygged som sædvanlig.»

Jeg bed mit Svar i mig og gik.

Vi begyndte atter at gaa paa Jagt. Glahn følte, at han havde forurettet mig og bad mig om Undskyldning herfor.

«Forresten er jeg jammerlig ked af det hele,» sagde han; «jeg vilde ønske, at De skød fejl en Dag og gav mig en Kugle i Struben.»

Med slige Tanker omgikkes han, at jeg skulde give ham en Kugle i Struben. Det var kanske atter Brevet fra Grevinden, som ulmed i hans Erindring, og jeg svared:

«Som man reder, saa ligger man.»

Han blev for hver Dag mere taus og mørk, han drak ikke mere og sagde heller ikke et Ord mere; hans Kinder blev hule.

En Dag hørte jeg pludselig Passiar og Latter udenfor mit Vindu, jeg saa ud, Glahn 228havde igen faaet sin lystigste Mine paa og stod og talte højt med Maggie. Han brugte alle sine bedaarende Kunster. Maggie maatte nok være kommet lige hjemmefra, og Glahn havde passet hende op. De betænkte sig ikke engang paa at slaa sig sammen ret udenfor min Glasrude.

Jeg følte en Skælven i alle mine Lemmer, og jeg spændte Hanen paa min Rifle, men lod den igen gaa ned. Jeg traadte ud paa Pladsen og tog Maggie i Armen; vi gik tause ud efter Byen; Glahn forsvandt straks ind i Hytten.

«Hvorfor taler du atter med ham?» spurgte jeg Maggie.

Hun svared ikke.

Jeg var fortvivlet til Døden, mit Hjærte klapped saa haardt, at jeg knapt kunde trække Aande. Aldrig havde jeg set Maggie smukkere end da, jeg havde aldrig set en helt hvid Pige saa smuk, og derfor glemte jeg, at hun var Tamuler og glemte alt for hendes Skyld.

«Svar mig,» sagde jeg, «hvorfor taler du med ham?»

«Jeg synes bedre om ham,» svared hun.

«Synes du bedre om ham end om mig?»

«Ja.»

229Naa,Naa] rettet fra: «Naa (trykkfeil) hun syntes bedre om ham, skønt jeg nok kunde maale mig med ham! Havde jeg ikke altid været venlig mod hende og givet hende SkillingerSkillinger] eg. norsk myntenhet før 1877, her: penger og Foræringer? Og hvad havde han gjort?

«Han gør Løjer med dig, han siger, at du tygger,» sagde jeg.

Det forstod hun ikke, og jeg forklared hende det bedre, at hun altid havde den Vane at stikke alting i Munden og tygge paa det, og at Glahn gjorde sig lystig over hende derfor. Dette gjorde mere Indtryk paa hende end alt andet jeg sagde.

«Hør her, Maggie,» sagde jeg videre, «du skal være min for altid; vil du ikke det? Jeg har tænkt over det, du skal følge med mig, naar jeg rejser herfra, jeg vil gifte mig med dig, hører du, og vi skal rejse til mit eget Land og bo. Det vil du vel?»

Og dette gjorde ogsaa Indtryk paa hende, Maggie blev livlig og talte meget med mig paa Spadserturen. Hun nævnte blot en Gang Glahn, hun spurgte:

«Og skal Glahn være med os, naar vi rejser?»

230«Nej,» svared jeg, «det skal han ikke. Er du bedrøvet derfor?»

«Nej, nej,» svared hun hurtigt, «jeg er glad derfor.»

Mere sagde hun ikke om ham, og jeg følte mig beroliget. Maggie gik ogsaa med mig hjem, da jeg bad hende derom.

Da hun et Par Timer senere forlod mig, klattred jeg opad Stigen til Glahns Rum og banked paa den tynde Rørdør. Han var hjemme. Jeg sagde:

«Jeg kommer forat sige Dem, at vi kanske ikke bør tage paa Jagt imorgen.»

«Hvorfor ikke?» spurgte Glahn.

«Fordi jeg ikke svarer for, at jeg ikke kommer til at skyde fejl, at jeg ikke giver Dem en Kugle i Struben.»

Glahn svared ikke, og jeg gik ned igen. Efter denne Advarsel turde han vel ikke gaa paa Jagt imorgen; men hvorfor havde han ogsaa lokket Maggie hen under mit Vindu og fjaset højt med hende? Hvorfor rejste han ikke hjem igen, naar Brevet virkelig kaldte ham tilbage? Istedet derfor gik han ofte og bed Tænderne sammen og raabte hen i Luften: Aldrig! Aldrig! Før lader jeg mig partere!

231Men Morgenen efterat jeg havde givet ham den Advarsel om Aftenen, stod alligevel Glahn foran min Seng og raabte:

«Op, op, Kammerat! Det er det dejligste Vejr, vi maa skyde noget. Forresten var det dumt, det De sagde igaaraftes.»

Klokken var ikke engang mere end fire, men jeg stod straks op og gjorde mig istand til at tage med, fordi han foragted min Advarsel. Jeg laded mit Gevær, før jeg tog ud, og lod ham staa og se paa, at jeg gjorde det. Det var ovenikøbet ikke det dejligste Vejr, som han sagde, det regned, og derved haaned han mig endnu mer; men jeg lod som ingenting og gik taus med.

Hele Dagen strejfed vi om i Skogene, hver med vore egne Tanker. Vi skød intet, vi gik glip af det ene Vildt efter det andet, fordi vi tænkte paa andre Ting end Jagten. Ved Middagstid begyndte Glahn at gaa noget foran mig, som om han vilde give mig end bedre Anledning til at gøre med ham, hvad jeg vilde; han gik lige foran min Geværmunding, men ogsaa denne Haan taalte jeg. Vi vendte hjem om Aftenen, uden at noget 232havde hændt. Jeg tænkte: Kanske tager han sig nu i Agt og lader Maggie gaa i Fred!

«Dette har været den længste Dag i mit Liv,» sagde Glahn om Aftenen, da vi stod ved Hytten.

Der blev ikke talt mere mellom os.

I de følgende Dage var han i det sorteste Humør, vistnok stadig for det samme Brevs Skyld. «Jeg holder det aldeles ikke ud, nej, jeg holder det ikke ud!» sagde han stundom om Natten; vi hørte det gennem hele Hytten. Hans Tværhed gik ogsaa saa vidt, at han ikke engang besvared de venligste Spørgsmaal fra vor Værtinde, og han stønned endog, naar han sov. Hans Samvittighed bærer paa meget! tænkte jeg; men hvorfor i Alverden rejser han ikke hjem? Hans Hovmodighed forbød ham det sagtens, han vilde ikke være den, som kom igen, naar han engang var bleven afvist.

Jeg traf Maggie hver Aften, og Glahn talte ikke mere med hende. Jeg lagde Mærke til, at hun havde ophørt at tygge, hun tygged slet ikke mer, og jeg glæded mig derover og tænkte: hun tygger ikke mer, det er en Fejl mindre, og jeg elsker hende endnu dobbelt saa meget! En Dag spurgte hun efter Glahn, hun spurgte 233meget forsigtigt. Var han ikke frisk? Var han rejst?

«Hvis han ikke er død eller rejst,» svared jeg, «saa ligger han vel hjemme. Mig er det lige meget. Han er ikke til at holde ud med længer.»

Men da vi i det samme kom frem til Hytten, fik vi se Glahn, der laa paa en Matte paa Marken med Hænderne under Nakken og stirred til Himmels.

«Der ligger han saa forresten,» sagde jeg.

Maggie gik lige hen til ham, inden jeg kunde forhindre det, og sagde med glad Stemme:

«Jeg tygger ikke mere, se selv! Ingen Fjær, ingen Pengestykker, ingen Papirstumper tygger jeg mere.»

Glahn saa knapt paa hende og vedblev at ligge stille; men Maggie og jeg gik. Da jeg bebrejded hende, at hun havde brudt sit Løfte og talt til Glahn igen, svared hun, at hun kun vilde tilrettevise ham.

«Ja, det er godt, tilrettevis ham,» sagde jeg; «men var det da for hans Skyld, du hørte op at tygge?»

234Hun svared ikke. Hvad, vilde hun ikke svare?

«Sig, hører du, var det for hans Skyld?»

«Nej, nej,» svared hun saa, «det var for din Skyld.»

Og jeg kunde heller ikke tro andet. Hvorfor skulde hun gøre noget for Glahns Skyld?

Om Aftenen loved Maggie at komme til mig, og hun kom ogsaa.

Hun kom Klokken ti, jeg hørte hendes Stemme udenfor, hun talte højt med et Barn, som hun ledte ved Haanden. Hvorfor kom hun ikke ind, og hvorfor havde hun Barnet med? Jeg iagttager hende og faar den Anelse, at hun giver et Signal ved at tale saa højt med Barnet, jeg ser ogsaa, at hun holder Øjnene rettede mod Kvistetagen,Kvistetagen] etasjen oppunder taket mod Glahns Vindusrude. Havde han kanske nikket til hende eller vinket indenfor Ruden, da han hørte hende tale udenfor? Ialfald forstod jeg saa meget, at man ikke behøver at se højt tilvejrs, naar man taler til et Barn nede paa Jorden.

Jeg var i Begreb med at gaa ud til hende og tage hende i Armen; men i det samme slap hun Barnets Haand, hun lod Barnet blive 236staaende tilbage og kom selv ind ad Døren til Hytten, hun traadte ind i Gangen. Naa, saa kom hun endelig, jeg skulde ogsaa revse hende ettertrykkelig, naar hun kom!

Nu staar jeg og hører, at Maggie træder ind i Gangen, jeg tager slet ikke fejl, hun er næsten lige ved min Dør. Men istedetfor at komme ind til mig, hører jeg hendes Trin opad Stigen, op til Kvisten, til Glahns Hul, jeg hører det saa altfor vel. Jeg støder min Dør op paa vid Væg, men Maggie er allerede kommet op, Døren lukkes efter hende, og jeg hører intet mer. Dette var Klokken ti.

Jeg gaar ind og sætter mig i mit eget Rum, og jeg tager mit Gevær og lader det, skønt det er midt paa Natten. Klokken tolv gaar jeg opad Stigen og lytter ved Glahns Dør, jeg hører Maggie derinde, jeg hører, at hun er god mod Glahn, og jeg gaar ned igen. Klokken et gaar jeg atter op, da er alt stille. Jeg venter udenfor Døren til de vaagner, Klokken blir tre, blir fire, og da den blev fem, vaagned de. Det er godt! tænkte jeg, og jeg tænkte ikke paa noget andet, end at de nu var vaagnet, og at det var meget godt. Men lidt efter hørte jeg Støj og Uro nede i Hytten, fra min Værtindes 237Rum, og jeg maatte skyndsomt begive mig ned igen for ikke at blive overrasket af hende. Glahn og Maggie var tydeligt vaagne, og jeg kunde have lyttet meget mere, men maatte gaa.

I Gangen sagde jeg til mig selv: Se, her gik hun, hun strøg min Dør med sin Arm, men hun aabned ikke Døren, hun gik opad Stigen, og her er Stigen ogsaa, disse fire Trin har hun traadt paa.

Min Seng stod endnu urørt, og jeg lagde mig heller ikke nu i den, men jeg satte mig ved Vinduet og fingred lidt med min Rifle. Mit Hjærte slog ikke, det skalv.

En halv Times Tid efter hører jeg paany Maggies Trin i Stigen. Jeg ligger op mod min Rude og ser, at hun træder udenfor Hytten. Hun havde det lille korte Bomuldsskørt paa, som ikke rak hende til Knæerne engang, og over Skuldrene endnu et uldent Skærf, som hun havde laant af Glahn. Foruden dette var hun aldeles nøgen, og det lille Bomuldsskørt var meget opkrøllet. Hun gik langsomt, som hendes Vane altid var og saa end ikke nu hen til min Rude. Saa forsvandt hun om Hytterne.

238Noget efter kom Glahn ned, med Riflen under Armen fuldt færdigt til Jagt. Han var mørk og hilste ikke. Forresten havde han pyntet sig og gjort sig usædvanlig Flid med sit Toilette. Han har pyntet sig som en Brudgom, tænkte jeg.

Jeg gjorde mig færdig straks og gik med ham, og ingen af os sagde noget. De to første Høns, vi skød, rev vi ynkelig istykker, fordi vi skød dem med Rifle, men vi stegte dem under et Træ, saa godt vi kunde, og fortæred dem i Taushed. Saa gik Tiden til Klokken tolv.

Glahn raabte til mig:

«Er De sikker paa, at De har ladet? Vi kunde maaske støde paa noget uventet. Lad ialfald.»

«Jeg har ladet,» svared jeg tilbage.

Saa forsvandt han et Øjeblik bag et Krat. Hvor det skulde være mig en Fryd at skyde ham, brænde ham ned som en Hund! Det hasted ikke, han kunde endnu gøre sig tilgode ved Tanken paa det, og han forstod nok tydeligt, hvad jeg havde i Sinde, derfor spurgte han ogsaa, om jeg havde ladet. End ikke idag havde han kunnet lade være at give efter for 239sit Hovmod, han havde pyntet sig og taget en ny Skjorte paa; hans Mine var over al Maade hovmodig.

Ved Ettiden standser han bleg og vred foran mig og siger:

«Nej, jeg holder det ikke ud! Se dog efter, om De har ladet, Mand, om De har noget i Bøssen.»

«Maa jeg bede Dem passe Deres egen Bøsse,» svared jeg. Men jeg vidste meget vel, hvorfor han idelig spurgte til min Bøsse.

Og han gik atter bort fra mig. Mit Svar havde vist ham saa eftertrykkelig tilbage, at han blev sagtmodig og lod Hovedet synke, da han gik bort.

Efter en Stund skød jeg en Due og laded igen. Mens jeg var i Færd hermed, staar Glahn halvt skjult bag en Træstamme og ser paa mig og ser paa, at jeg virkelig lader, og lidt efter giver han sig til at synge højt og tydeligt en Salme, og det var endog en Bryllupssalme. Han synger Bryllupssalmer og tager sine bedste Klæder paa, tænkte jeg, paa den Maade mener han nu at være mest bedaarende idag. Endnu førend han havde sunget tilende, begyndte han at gaa sagte foran mig med 240hengende Hoved, og mens han gik, sang han fremdeles. Han holdt sig atter lige foran min Riflemunding, som om han tænkte: Ja, se, nu skal det ske, derfor synger jeg nu denne Bryllupssalme! Men der skede intet endnu, og da han taug, maatte han se tilbage paa mig.

«Vi skyder saa alligevel ingenting idag,» sagde han og smilte forat undskylde sig hos mig og gøre det godt igen, at han sang paa Jagt. Men endnu i dette Øjeblik var hans Smil skønt, det var, som om han græd i sit Indre, og hans Læber bæved virkelig ogsaa, skønt han gjorde sig til af at kunne smile i denne alvorlige Stund.

Jeg var intet Fruentimmer, og det saa han nok, at han intet Indtryk gjorde paa mig, han blev utaalmodig, bleg, han kredsed omkring mig med hidsige Skridt, var snart tilvenstre og snart tilhøjre for mig, og nu og da stansed han og vented mig op. Ved Femtiden hørte jeg pludselig et Knald, og en Kugle peb forbi mit venstre Øre. Jeg saa op, Glahn stod urørlig i nogle Skridts Afstand fra mig og stirred paa mig, hans rygende Gevær laa i hans Arm. Havde han villet skyde mig? Jeg sagde:

«De fejled, De skyder slet i det sidste.»

241Men han skød ikke slet, han fejled aldrig, han havde blot villet opirre mig.

«Saa tag Hævn, for Satan!» skreg han tilbage.

«Naar min Tid kommer,» sagde jeg og bed Tænderne sammen.

Vi staar og ser paa hinanden, og pludselig trækker Glahn paa Skuldrene og raaber «Kujon»Kujon] feig person; feiging over til mig. Hvorfor skulde han ogsaa kalde mig en Kujon? Jeg kasted min Rifle til Kinden, sigted ham lige i Ansigtet og trak af.

Som man reder, saa ligger man …

Men nu behøver ikke Familjen Glahn at søge mer efter denne Mand, det irriterer mig stadig at støde paa dette taabelige Avertissement om saa og saa stor Dusør for Oplysninger om en Død. Thomas Glahn døde ved et Ulykkestilfælde, et VaadeskudVaadeskud] skudd avfyrt av vanvare eller ved et uhell paa Jagt i Indien. Retten gæmte hans Navn og hans Endeligt i en Protokol med gennemdragne Blade, og i denne Protokol staar det, at han er død, siger jeg Dem, ja, endogsaa, at han døde ved et Vaadeskud.

Om Pan

Knut Hamsuns Pan ble utgitt første gang i 1894, siden er den kommet i utallige utgaver og oversettelser.

Romanen er et erindringsverk i to deler: «Af Løjtnant Thomas Glahns Papirer» og «Glahns død». Hovedhandlingen er inndelt i korte kapitler (I–XXXVIII). De korte kapitlene kan minne både om dagboknedtegnelser og prosalyriske stykker som er satt sammen til en større fortelling om Glahns tid som jeger og fisker i Nordland. I andre del er fortelleren en anonym jaktkamerat som jakter med Glahn i India.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1894 (nb.no)

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X