Jeg husker endnu godt en Dag. Det var den Dag, da min Sommer kom. Solen begyndte allerede at skinne om Natten og tørred den vaade Jord til om Morgenen, Luften var bleven blød og fin efter den sidste Regn.
Det var om Eftermiddagen jeg mødte op paa Bryggen. Vandet laa aldeles stille, vi hørte Latter og Snak ude fra Øen, hvor Mænd og Piger arbejded med Fisken. Det var en glad Eftermiddag.
Ja, var det ikke en glad Eftermiddag? Vi havde Kurve med Mad og Vin med, et stort Selskab af Mennesker fordelt i to Baade, unge Kvinder i lyse Kjoler. Jeg var saa tilfreds, jeg nynned.
Og kommen i Baaden tænkte jeg paa, hvor alle disse unge Mennesker var komne ifra. 44Det var Lensmandens og Distriktslægens Døttre, et Par Guvernanter, Damerne fra Præstegaarden; jeg havde ikke set dem før, de var fremmede for mig, og alligevel saa tillidsfulde, som om vi havde kendt hinanden i lang Tid. Jeg begik nogle Fejl, jeg var bleven uvant med at omgaaes Mennesker og sagde ofte Du til de unge Damer; men det blev ikke taget mig ilde op. Jeg sagde engang: Kære, eller: min Kære; men man undskyldte mig ogsaa derfor og lod, som om jeg ikke havde sagt det.
Hr. Mack havde som sædvanlig sit ustivede Skjortebryst med Diamantspænden. Han lod til at være i udmærket Humør og raabte over til den anden Baad:
«Pas paa Kurvene med Flaskerne, gale Mennesker! Doktor, De indestaarindestaar] garanterer; går god for mig for Flaskerne.»
«Javel,» svared Doktoren tilbage. Og blot disse to Raab over Sjøen fra Baad til Baad lød festligt og muntert for mig.
Edvarda var iført Kjolen fra igaar, som om hun ikke havde nogen anden Kjole eller ikke vilde tage nogen anden paa. Hendes Sko var ogsaa de samme. Det forekom mig, at hendes Hænder ikke var ganske rene; men paa Hovedet 45havde hun en helt ny Hat med Fjær. Sin opfarvede Jakke bragte hun med forat sidde paa.
Paa Hr. Macks Ønske løste jeg af et Skud, da vi skulde gaa iland, to Skud, begge mine Løb; siden blev der raabt Hurra. Vi vandred op paa Øen, Tørrefolkene hilste til os alle, og Hr. Mack samtalte med sine Arbejdere. Vi fandt Præstekraver og Soløje, som vi stak i Knaphullerne; nogle fandt Blaaklokker.
Og Masser af Sjøfugle snaddredsnaddred] utstøtte ivrige, skrattende små skrik og skreg i Luften og i Fjæren.
Vi lejredlejred] slo leir os paa en Græsplet, hvor der stod nogle forkuede BirkeBirke] bjørketrær med hvid Bark, Kurvene blev afdækkede, og Hr. Mack trak Flasker op. Lyse Kjoler, blaa Øjne, Klingren af Glas, Havet, de hvide Sejl. Vi sang lidt.
Og Kinderne rødmed.
En Time senere er min Tanke fuld af Jubel; ogsaa Smaating indvirker paa mig; et Slør flagrer paa en Hat, et Haar løses op, to Øjne lukker sig i Latter, og jeg bevæges derved. Denne Dag, denne Dag!
«Jeg har hørt, at De har en liden morsom Hytte, Hr. Løjtnant?»
46«Ja, en Rede. Gud, hvor den er efter mit Hjærte! Kom en Dag og besøg mig, Frøken; der er bare én slig Hytte. Og bag Hytten er der en stor Skog.»
En anden kommer til og siger venligt:
«De har ikke været her Nord før?»
«Nej,» svarer jeg. «Men jeg kender allerede alt, mine Damer. Om Nætterne staar jeg Ansigt til Ansigt med Bjærgene, Jorden og Solen. Jeg vil forresten ikke forsøge paa at være højtravende.højtravende] affektert høytidelig; oppstyltet; svulstig En saadan Sommer, som II] (høflig form) dere har her! Den skyder frem en Nat, naar alle sover, og om Morgenen er den der. Jeg kiged ud af mit Vindu og saa den selv. Jeg har to smaa Vinduer.»
En tredje kommer. Hun er indtagende ved sin Stemme og ved sine smaa Hænder. Hvor de alle var indtagende! Den tredje siger:
«Skal vi bytte Blomster? Det bringer Lykke.»
«Ja,» sagde jeg og rakte Haanden frem, «lad os bytte Blomster, og jeg takker Dem for det. Hvor De er smuk, De har en bedaarende Stemme, jeg har hørt den hele Tiden.»
Men hun trækker sine Blaaklokker til sig og siger kort og godt:
47«Hvad gaar der af Dem? Det var ikke Dem, jeg mente.»
Det var ikke mig, hun havde ment! Det smærted mig, at jeg havde fejlet, jeg ønsked mig hjem igen, langt bort, til min Hytte, hvor blot Vinden talte til mig. «Undskyld mig,» siger jeg, «og tilgiv mig.» De andre Damer ser paa hinanden og fjærner sig for ikke at ydmyge mig.
I dette Øjeblik kom et Menneske hurtigt henimod os, alle saa hende, det var Edvarda. Hun kom lige imod mig, hun taler lidt, kaster sig om min Hals, klemmer Armene om min Hals og kysser mig flere Gange paa Munden. Hun siger noget hver Gang, men jeg hører ikke, hvad det er. Jeg forstod ikke det hele, mit Hjærte stod stille, jeg havde blot et Indtryk af hendes brændende Blik. Da hun slap mig, gik hendes lille Bryst op og ned. Der stod hun endnu, med sit brune Ansigt og brune Hals, høj og smal, med spruttende Øjne og fuldstændig hensynsløs; allesammen saa paa hende. For anden Gang blev jeg betagen af hendes mørke Øjenbryn, der bued sig højt op i Panden.
48Men du gode Gud, Mennesket havde kyssed mig i alles Paasyn!
«Hvad er det, Jomfru Edvarda?» spurgte jeg, og jeg hører mit Blod banke, jeg hører det ligesom nede fra mit Svælg, det hindrer mig i at tale tydeligt.
«Det er ikke noget,» svarer hun. «Det er bare, at jeg vilde det. Det gør ikke noget.»
Jeg tager min Hue af og tørrer mekanisk mit Haar bort, mens jeg staar og ser paa hende. Gør det ikke noget? tænkte jeg.
Da lyder Hr. Macks Stemme fra en anden Kant af Øen, han siger noget, som vi ikke kan høre; men jeg tænker med Glæde paa, at Hr. Mack intet har set, intet har erfaret. Hvor det var godt, at han netop nu var paa en anden Kant af Øen! Dette letter mig, jeg træder hen til Selskabet og siger leende, idet jeg lader meget ligegyldig:
«Maa jeg bede Dem allesammen undskylde min upassende Opførsel for lidt siden; jeg er selv fortvivlet over den. Jeg har benyttet et Øjeblik, da Jomfru Edvarda vilde bytte Blomster med mig, til at fornærme hende; jeg beder hende og Dem om Undskyldning. Sæt Dem i mit Sted: jeg lever alene, jeg er ikke vant 49til at omgaaes Damer; dertil kommer, at jeg idag har drukket Vin, som jeg heller ikke er vant til. Bær over med mig.»
Jeg lo og lod ligegyldig over den hele Bagatel forat faa den glemt; men i mit Indre var jeg alvorlig. Min Tale gjorde heller ingen Virkning paa Edvarda, hun søgte ikke at skjule noget, at udslette Indtrykket af sin Overilelse, tværtimod, hun satte sig i Nærheden af mig og saa paa mig hele Tiden. Nu og da talte hun til mig. Da vi senere legte Enke, sagde hun højlydt:
«Det er Løjtnant Glahn, jeg vil have. Jeg gidder ikke løbe efter nogen anden.»
«Saa for Satan, ti dog stille, Menneske!» hvisked jeg og stamped i Marken.
En Overraskelse fløj over hendes Ansigt, hun gjorde en Grimase med Næsen af Smærte og smilte forlegent. Jeg blev dybt greben, dette forladte Udtryk i hendes Blik og i hele hendes tynde Skikkelse kunde jeg ikke modstaa, jeg blev glad i hende og tog hendes lange, smale Haand i min.
«Senere!» sagde jeg. «Ikke mere nu. Vi kan jo træffes imorgen.»
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Knut Hamsuns Pan ble utgitt første gang i 1894, siden er den kommet i utallige utgaver og oversettelser.
Romanen er et erindringsverk i to deler: «Af Løjtnant Thomas Glahns Papirer» og «Glahns død». Hovedhandlingen er inndelt i korte kapitler (I–XXXVIII). De korte kapitlene kan minne både om dagboknedtegnelser og prosalyriske stykker som er satt sammen til en større fortelling om Glahns tid som jeger og fisker i Nordland. I andre del er fortelleren en anonym jaktkamerat som jakter med Glahn i India.
Frode Lerum Boasson og Ståle Dingstad har skrevet en innledning som gjør rede for blant annet Pans tilblivelsesprosess og utgivelse, komposisjon, tematikk, mottagelse og forskningstradisjon. For å gjøre teksten lettere tilgjengelig for nye lesere er det også lagt til noen ordforklaringer og realkommentarer.
Knut Hamsun regnes som en av 1900-tallets mest innflytelsesrike litterære stilister, og står for mange som opphavet til den moderne roman. Han ble tildelt Nobelprisen i litteratur i 1920.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
