XV.

De to Baade laa paa Vandet, og vi gik ombord. Vi sang og talte. Korholmene laa udenfor Øerne, det tog en god Stund at ro didhen, og imens talte vi med hinanden fra Baadene. Doktoren var iført lyse Klæder, ligesom Damerne; jeg havde aldrig set ham saa fornøjet før, han snakked med, han var ikke længer en stille Tilhører. Jeg fik det Indtryk, at han havde drukket lidt og var glad. Da vi kom iland, lagde han et Øjeblik Beslag paa Selskabets Opmærksomhed og bød os velkommen. Jeg tænkte: Se, Edvarda har udkaaret ham til Vært.

Med den højeste Grad af Elskværdighed underholdt han sig med Damerne. Overfor Edvarda var han høflig og venlig, ofte faderlig 67og som saa mangen Gang før pedantisk belærende. Hun talte om en Dato, hun sagde engang: «Jeg er født i otte og tredive,» og han spurgte: «Atten Hundrede og otte og tredive, mener De vel?» Naar jeg sagde noget, lytted han høfligt og opmærksomt dertil og oversaa mig ikke.

En ung Pige kom hen til mig og hilste. Jeg kendte hende ikke igen, jeg kunde ikke huske hende, og jeg sagde nogle forundrede Ord, hvorover hun lo. Det var den ene af Provstens Døttre, jeg havde været sammen med hende paa Tørrepladsen, indbudt hende til min Hytte. Vi talte en Stund sammen.

Der gaar en Time eller to. Jeg keder mig, jeg drikker af Vinen, som man skænker i for mig, og blander mig med alle, passiarer med alle. Atter gør jeg mig skyldig i nogle Fejl, jeg er kommet paa usikker Grund og ved ikke i Øjeblikket, hvorledes jeg skal besvare en Venlighed, det hænder, at jeg taler usammenhængende eller endog forbliver stum, og jeg græmmer mig herover. Henne ved den store Sten, som vi bruger til Bord, sidder Doktoren og gestikulerer.

68Sjæl! Hvad var Sjæl for noget? sagde han. Provstens Datter havde beskyldt ham for at være Fritænker; vel, skulde man ikke tænke frit? Man forestilled sig Helvede som et Hus nede i Jorden og Djævelen som en Bureauchef, – nej, Majestæt var han. Han vilde tale om Altertavlen i Annekskirken: en Kristusfigur, nogle Jøder og Jødinder, Vand til Vin; godt. Men Kristus havde Glorie om Hovedet. Hvad var en Glorie? Et gult Tøndebaand,Tøndebaand] bånd av tre eller metall rundt tønne som tjener til å holde stavene sammen som stod paa tre Haar.

To af Damerne slog forfærdede Hænderne sammen. Men Doktoren redded sig og sagde spøgende:

«Ikke sandt, det lyder frygteligt? Det erkender jeg. Men hvis man gentager det og gentager det syv eller otte Gange for sig selv og tænker lidt paa det, saa lyder det allerede bedre … Maa jeg have den Ære at drikke med Damerne!»

Og han knæled ned i Græsset for de to Damer og tog ikke Hatten af og lagde den foran sig, men holdt den højt tilvejrs med venstre Haand og tømte Glasset med tilbagebøjet Strube. Jeg blev selv begejstret over hans store Sikkerhed og vilde have drukket med 69ham, hvis han ikke allerede havde tømt sit Glas.

Edvarda fulgte ham med Øjnene. Jeg stilled mig i Nærheden af hende, jeg sagde:

«Skal vi lege Enke idag?»

Hun fór lidt sammen og rejste sig.

«Husk paa, at vi ikke siger Du til hinanden nu,» hvisked hun.

Jeg havde heller ikke sagt Du. Jeg fjærned mig igen.

Atter gaar en Time, Dagen blev lang, jeg vilde for længe siden have roet hjem alene, hvis jeg havde havt en tredje Baad; Æsop laa bunden i Hytten, den tænkte maaske paa mig. Edvarda havde sikkert sine Tanker langt fra mig, hun talte om den Lykke at faa rejse bort, til andre Steder, hendes Kinder blev hede herover, og hun talte endog fejl:

«Ingen vilde være mere lykkeligere, end jeg, den Dag …»

«Mere lykkeligere,» siger Doktoren.

«Hvad?» spørger hun.

«Mere lykkeligere.»

«Det forstaar jeg ikke.»

«De sagde mere lykkeligere, ikke andet.»

70«Gjorde jeg det? Undskyld. Ingen vilde være mere lykkelig, end jeg, den Dag, jeg stod ombord paa Skibet. Stundom længes jeg til Steder, som jeg ikke selv ved.»

Hun længted bort, hun husked mig ikke. Jeg stod der og saa paa hendes Ansigt, at hun havde glemt mig. Naa, derom var intet at sige; men jeg stod selv og saa det paa hendes Ansigt. Og Minutterne gik sørgelig langsomt hen. Jeg spurgte flere, om vi ikke skulde ro hjem, det var sent, sagde jeg, og Æsop laa bunden i Hytten. Men ingen vilde hjem.

Jeg gik for tredje Gang hen til Provstens Datter, jeg tænkte: det er hende, som har talt om mit Dyreblik. Vi drak sammen; hun havde skælvende Øjne, de stod aldrig stille, hun saa ideligidelig] ustanselig; stadig paa mig.

«Sig mig,» sagde jeg, «tror De ikke, Frøken, at Menneskene i disse Egne ligner selve den korte Sommer? De er flygtige og bedaarende som den?»

Jeg talte højt, meget højt, og jeg gjorde det med Vilje. Jeg forsatte at tale højt og bad Frøkenen atter om at besøge mig og se min Hytte. «Gud vil velsigne Dem for det,» sagde jeg i min Nød, og jeg tænkte allerede ved mig 71selv, at jeg kunde finde noget at forære hende, hvis hun vilde komme; jeg havde kanske ikke noget andet end mit Krudthorn, tænkte jeg.

Og Frøkenen loved at komme.

Edvarda sad med bortvendt Ansigt og lod mig tale saa meget, jeg lysted. Hun lytted til, hvad der ellers blev sagt, og lagde nu og da et Ord ind. Doktoren spaaed de unge Damer i Hænderne og lod Munden løbe; han havde selv fine, smaa Hænder og en Ring paa den ene Finger. Jeg følte mig tilovers og satte mig en Tidlang for mig selv paa en Sten. Det begyndte at lide langt ud paa Eftermiddagen. Her sidder jeg nu ganske alene paa en Sten, sagde jeg til mig selv, og det eneste Menneske, som kunde faa mig herfra, lader mig sidde. Det er mig forresten ligegyldigt ogsaa.

En stor Følelse af Forladthed bemæktiged sig mig. Samtalen bag mig lød i mine Øren, og jeg hørte, at Edvarda lo; ved denne Latter rejste jeg mig med en Gang og gik hen til Selskabet. Min Ophidselse løb af med mig.

«Blot et Øjeblik,» sagde jeg. «Det faldt mig ind, mens jeg sad der borte, at De kunde ville se min Fluebog.»Fluebog] hefte eller bok til å oppbevare fiskefluer i Og jeg tog min Fluebog 72frem. «Undskyld, at jeg ikke har husket det før. Vil De ikke være saa snil at gennemse den, De gør mig en Glæde, De maa se altsammen, der er baade røde og gule Fluer.» Og jeg holdt min Hue i Haanden, mens jeg talte. Jeg mærked selv, at jeg havde taget min Hue af, og at det var galt, derfor satte jeg den straks paa igen.

Der blev en liden Stund dyb Taushed, og ingen tog imod Bogen. Endelig rakte Doktoren Haanden ud efter den og sagde høfligt:

«Ja, Tak, lad os faa se de Tingester.Tingester] gjenstand som man ikke klarer eller gidder å navngi mer presist Det har alltid været mig en Gaade, hvorledes man sætter sammen Fluer.»

«Jeg gør dem selv,» sagde jeg fuld af Taknæmmelighed mod ham. Og jeg gav mig med det samme til at forklare, hvorledes jeg gjorde dem. Det var saa simpelt, jeg købte Fjærene og Anglerne; det blev jo ikke godt gjort, men det var ogsaa blot til eget Brug. Der var færdige Fluer at faa, og de var meget smukke.

Edvarda kasted et ligegyldigt Blik paa mig og paa Bogen og fortsatte saa at tale med sine Veninder.

«Her er ogsaa Materialier,» sagde Doktoren. «Se, hvilke vakre Fjære.»

73Edvarda saa op.

«De grønne er vakre,» sagde hun; «lad mig se dem, Doktor.»

«Behold dem,» raabte jeg. «Jo, gør det, jeg vil bede Dem derom idag. Det er to grønne Fuglefjære. Gør vel imod mig, det er en Erindring.»en Erindring] et minne

Hun saa paa dem og sagde:

«De er grønne og gyldne, eftersom man holder dem i Solen. Ja, Tak, naar De vil give mig dem, saa.»

«Ja, jeg vil give Dem dem,» sagde jeg.

Hun stak Fjærene til sig.

Lidt efter rakte Doktoren mig Bogen tilbage og sagde Tak. Han rejste sig og spurgte, om vi ikke snart skulde begynde at tænke paa Hjemturen.

Jeg sagde:

«Jo, for Guds Skyld. Jeg har en Hund liggende derhjemme; se, jeg har nu en Hund, den er min Ven, den ligger og tænker paa mig, og naar jeg kommer, staar den med Forpoterne i Vinduet og hilser mig. Dagen har været saa smuk, den er snart tilende, lad os ro hjem. Jeg takker Dem allesammen.»

74Jeg vented i Fjæren forat se, hvilken Baad Edvarda valgte, og jeg bestemte mig til at gaa ombord i den anden. Med ét kaldte hun paa mig. Jeg saa forundret paa hende, hendes Ansigt blussed. Da kom hun hen til mig, rakte mig sin Haand og sagde med Ømhed:

«Tak for Fjærene … Hør, vi blir vel i samme Baad?»

«Hvis De vil det,» svared jeg.

Vi satte os i Baaden, hun indtog sin Plads ved Siden af mig, paa min Tofte, og berørte mig med sit Knæ. Jeg saa paa hende, og hun saa et Øjeblik paa mig tilbage. Hun voldtevoldte] fremkalte; forårsakte mig godt ved at berøre mig med sit ene Knæ, jeg begyndte at føle mig belønnet for den bitre Dag og at genvinde min Glæde, da hun pludselig skifted Stilling, vendte Ryggen mod mig og begyndte at tale med Doktoren, der sad ved Styret. I et helt Kvarter var jeg ikke til for hende. Da gjorde jeg noget, som jeg angrer paa og endnu ikke har glemt. Hendes Sko faldt af Foden, jeg greb den og slængte den langt henad Vandet, af Glæde over, at hun var nær, eller af Trang til at gøre mig gældende og minde hende om, at jeg var til, – jeg ved det ikke. Det hele gik saa hurtigt, jeg 75tænkte ikke, jeg fik blot den Indskydelse. Damerne opløfted et Skrig. Jeg blev selv som lammet over, hvad jeg havde gjort; men hvad nytted det? Det var gjort. Doktoren kom mig tilhjælp, han raabte: «Ro væk!» og styred efter Skoen; i næste Øjeblik havde ogsaa Rorskarlen grebet den, just idet den sank under Vandskorpen; Manden blev vaad opad Armen. Saa lød der et flerstemmigt Hurra fra begge Baade, fordi Skoen var reddet.

Jeg var dybt skamfuld, og jeg følte, at mit Ansigt skifted Farve og fortrak sig, idet jeg tørred Skoen af med mit Lommetørklæde. Edvarda tog imod den stumt. Først en Stund bagefter sagde hun:

«Jeg har aldrig set Magen.»

«Nej, har De vel?» sagde jeg ogsaa. Jeg smilte og stived mig op, jeg lod, som om jeg havde gjort min Streg af en eller anden Grund, som om der stak noget under. Men hvad kunde der stikke under? Doktoren saa for første Gang ringeaktende paa mig.

Der gik en Stund, Baadene gled hjemad, Selskabets Misstemning forsvandt, vi sang, vi nærmed os Bryggen. Edvarda sagde:

76«Hør nu, vi har ikke drukket Vinen op, og der er megen Vin tilbage. Vi gør endnu en Fest, en ny Fest senerehen, vi skal danse, vi holder et Bal i vor Storstue.»

Da vi kom iland, gjorde jeg Edvarda en Undskyldning.

«Hvor jeg længes tilbage til min Hytte,» sagde jeg. «Dette harhar] rettet fra: kar (trykkfeil) været en pinefuld Dag.»

«Har det været en pinefuld Dag for Dem, Hr. Løjtnant?»

«Jeg mener,» sagde jeg og bøjed af, «jeg mener, at jeg har gjort det saa ubehageligt baade for mig selv og andre. Jeg kasted Deres Sko paa Vandet.»

«Ja, det var et mærkeligt Indfald.»

«Tilgiv mig!» sagde jeg.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.