Og jeg tog for første Gang min Uniform paa og gik ned til Sirilund. Mit Hjærte banked. Jeg husked alt fra den første Dag, da Edvarda iled hen til mig og omfavned mig i alles Paasyn; nu havde hun kastet mig hid og did i mange Maaneder og faaet mit Haar til at graane. Min egen Skyld? Ja, min Stjærne havde ledet mig vild. Jeg tænkte: Hvor hun vil gotte sig, hvis jeg kaster mig ned for hende og siger hende mit Hjærtes Hemmelighed idag! Hun vil byde mig en Stol og lade Vin sætte ind, og just idet hun fører Glasset til Munden forat drikke med mig, vil hun sige: Hr. Løjtnant, jeg takker for den Stund, vi har været sammen, jeg vil aldrig glemme den! Men naar jeg da blir glad og faar lidt Haab, vil hun lade som 196hun drikker og sætte Glasset urørt ned. Og hun vil ikke skjule for mig, at hun blot lader som hun drikker, hun vil netop vise mig det. Saaledes er hun.
Godt, nu slaar snart den sidste Time!
Og mens jeg gik nedad Vejen, tænkte jeg videre: Min Uniform vil gøre sit Indtryk paa hende, dens TresserTresser] draperingsbånd med innvevet metalltråd er nye og smukke, Sabelen vil klirre mod Gulvet. En nervøs Glæde risled gennem mig, og jeg hvisked til mig selv: Hvo ved, hvad der endnu kan ske! Jeg løfted Hovedet og slog ud med Haanden. Ingen Ydmyghed oftere, Ære i Livet! Jeg var lige glad, hvordan det gik, jeg skulde ingen Tilnærmelse gøre mere. Undskyld, at jeg ikke frier til Dem, Skønjomfru …
Hr. Mack mødte mig ude paa Gaardspladsen, mere huløjet, mere graa.
«Rejse? Naa, jasaa. Ja, De har vel heller ikke havt det for hyggeligt i det sidste; hvad? Deres Hytte brændte.» Og Hr. Mack smilte.
Det var pludselig som om jeg saa Verdens klogeste Mand foran mig.
«Gaa ind, Hr. Løjtnant, Edvarda er inde. Ja, Farvel, Farvel. Vi træffes vel ellers paa 197Bryggen, naar Skibet gaar.» Han fjærned sig med ludende Hoved, tænkende, fløjtende.
Edvarda sad i Stuen, hun læste. Da jeg traadte ind, studsed hun et Øjeblik over min Uniform, hun saa paa mig fra Siden som en Fugl og blev endog rød. Hun aabned Munden.
«Jeg kommer forat sige Farvel,» fik jeg endelig frem.
Hun rejste sig med ét, og jeg saa, at mine Ord gjorde nogen Virkning paa hende.
«Glahn, skal De rejse? Nu?»
«Saasnart Skibet kommer.» Jeg griber hendes Haand, begge hendes Hænder, en meningsløs Henrykkelse bemægtiger sig mig, jeg udbryder: «Edvarda!» og stirrer paa hende.
Og i samme Stund er hun kold, kold og trodsig. Alt i hende modstod mig, hun retted sig op. Jeg befandt mig som en Tigger foran hende, jeg slap hendes Hænder og lod hende gaa. Jeg husker, at fra dette Øjeblik af stod jeg og gentog mekanisk: Edvarda! Edvarda! flere Gange, uden at jeg tænkte over det, og da hun spurgte: «Ja? Hvad vilde De sige?» forklared jeg hende intet.
«Tænk, skal De allerede rejse!» gentog hun. «Hvem skal nu komme til næste Aar?»
198«En anden,» svared jeg. Hytten blir vel bygget op igen.»
Pause. Hun greb allerede efter sin Bog.
«Jeg beklager, at ikke min Fader er inde,» sagde hun. «Men jeg skal hilse ham fra Dem.»
Dette besvared jeg ikke. Jeg traadte frem, tog hendes Haand endnu engang og sagde:
«Ja, Farvel, Edvarda.»
«Farvel,» svared hun.
Jeg aabned Døren og lod, som om jeg gik. Allerede sad hun med Bogen i Haanden, og hun læste, læste virkelig og bladed om. Intet, intet Indtryk havde min Afsked gjort paa hende.
Jeg hosted.
Hun vendte sig om og sagde overrasket:
«Gik De ikke? Jeg syntes, De gik.»
Gud alene ved det, men hendes Overraskelse var for stor, hun tog sig ikke i Agt, men overdrev sin Forbauselse, og jeg fik den Tanke, at hun kanske hele Tiden havde vidst, at jeg stod bag hende.
«Nu skal jeg gaa,» sagde jeg.
Da rejste hun sig og kom hen til mig.
199«Jeg vilde gærne have et Minde om Dem, naar De nu rejser,» sagde hun. «Jeg tænkte at bede Dem om noget, men det er vel for meget. Vil De give mig Æsop?»
Jeg betænkte mig ikke, men svared Ja.
«Saa vil De kanske komme med den imorgen,» sagde hun.
Jeg gik.
Jeg saa op til Vinduet. Ingen der.
Nu var alt forbi …
Den sidste Nat i Hytten. Jeg grubled, jeg talte Timerne; da Morgenen kom, tilberedte jeg mit sidste Maaltid. Det var en kold Dag.
Hvorfor bad hun mig om selv at bringe Hunden til hende? Vilde hun tale med mig, sige mig noget for sidste Gang? Jeg havde intet mere at vente. Og hvorledes vilde hun behandle Æsop? Æsop, Æsop, hun vil pine dig! For min Skyld vil hun piske dig, kanske ogsaa kæle for dig, men ialfald piske dig i Tide og Utide og aldeles fordærve dig …
Jeg kaldte Æsop til mig, klapped den, lagde vore Hoveder sammen og greb mit Gevær. Den begyndte allerede at piste af Glæde 200og troed, at vi skulde paa Jagt. Jeg lagde atter vore Hoveder sammen, satte Geværpiben mod Æsops Nakke og trykked af.
Jeg lejed en Mand til at bringe Æsops Lig til Edvarda.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Knut Hamsuns Pan ble utgitt første gang i 1894, siden er den kommet i utallige utgaver og oversettelser.
Romanen er et erindringsverk i to deler: «Af Løjtnant Thomas Glahns Papirer» og «Glahns død». Hovedhandlingen er inndelt i korte kapitler (I–XXXVIII). De korte kapitlene kan minne både om dagboknedtegnelser og prosalyriske stykker som er satt sammen til en større fortelling om Glahns tid som jeger og fisker i Nordland. I andre del er fortelleren en anonym jaktkamerat som jakter med Glahn i India.
Frode Lerum Boasson og Ståle Dingstad har skrevet en innledning som gjør rede for blant annet Pans tilblivelsesprosess og utgivelse, komposisjon, tematikk, mottagelse og forskningstradisjon. For å gjøre teksten lettere tilgjengelig for nye lesere er det også lagt til noen ordforklaringer og realkommentarer.
Knut Hamsun regnes som en av 1900-tallets mest innflytelsesrike litterære stilister, og står for mange som opphavet til den moderne roman. Han ble tildelt Nobelprisen i litteratur i 1920.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
