Det er Høst. Sommeren er forbi, den forsvandt lige saa hurtigt som den kom; ak, hvor den gik hurtigt! Nu er det kolde Dage, jeg jager, fisker og synger Sange i Skogen. Og der er Dage med tyk Taage, der svæver ind fra Havet og dæmmer alting over med Mørke. En saadan Dag hændte noget. Jeg forvilded mig paa mine Vandringer helt ind i Anneksets Skoge og kom frem til Doktorens Hus. Der var Fremmede tilstede, de unge Damer, som jeg tidligere havde været sammen med, dansende Ungdom, rene gale Foler.
En Vogn kom rullende og standsed udenfor Havegærdet; Edvarda sad i Vognen. Hun studsed, da hun saa mig. Farvel! sagde jeg i Stilhed. Men Doktoren holdt mig tilbage. 162Edvarda var i Begyndelsen trykket af min Nærværelse og slog Øjnene ned, naar jeg talte; senere udstod hun mig bedre og retted endog et Par smaa Spørgsmaal til mig. Hun var paafaldende bleg, Taagen lagde sig graa og kold over hendes Ansigt. Hun steg ikke ud af Vognen.
«Jeg rejser i Ærinde,» sagde hun leende. «Jeg kommer fra Hovedkirken, hvor ingen af Jær var at finde; man sagde, at I var her. Jeg har kørt i Timer forat finde Jær. Vi holder et lidet Selskab imorgen Aften, – Anledningen er, at Baronen skal rejse i næste Uge, – og jeg er bleven paalagt at indbyde Jær alle. Vi skal ogsaa danse. Det er imorgen Aften.»
Allesammen bukked og takked.
Til mig sagde hun endvidere:
«Udebliv nu ikke, saa er De snil. Send ikke en Billet i sidste Øjeblik med Undskyldninger.» Dette sagde hun ikke til nogen af de andre. Kort efter kørte hun bort.
Jeg blev saa bevæget ved denne uventede Venlighed, jeg gik et Øjeblik i Skjul og glæded mig. Derpaa tog jeg Afsked med Doktoren og hans Gæster og begav mig paa Hjemvejen. 163Hvor hun var mig naadig, hvor hun var mig naadig! Hvad kan jeg gøre for hende igen? Mine Hænder blev matte, en sød Kulde iled gennem mine Haandled. Herregud, her gaar jeg og dingler saa mat af Glæde, tænkte jeg, og jeg kan ikke knytte Hænderne, men faar Taarer i Øjnene af Hjælpeløshed; hvad Raad er der med det? … Først sent paa Aftenen kom jeg hjem. Jeg lagde Vejen om Bryggerne og spurgte en Fisker om Postskibet kom til imorgen Aften. Ak, nej, Postskibet skulde komme i næste Uge engang. Jeg hasted op til Hytten og gav mig til at undersøge min bedste Dragt. Jeg pudsed den og gjorde den fin, der var gaaet Hul paa den nogle Steder, og jeg græd og stopped Hullerne.
Da jeg var bleven færdig, lagde jeg mig hen paa Briksen. Et Øjeblik varer denne Hvile, jeg faar en Tanke, jeg springer op og blir staaende slagen midt paa Gulvet. Det hele er et Kneb igen! hvisker jeg. Jeg vilde ikke være bleven indbudt, hvis jeg ikke tilfældigvis havde været tilstede, da de andre blev indbudt; mig gav hun ovenikøbet det tydeligste Vink om at udeblive, om at sende en Billet med Undskyldninger …
164Jeg sov ikke den hele Nat, og da Morgenen kom, gik jeg tilskogs, frossen, forvaagen og febrilsk. Hej, nu forbereder man et Selskab paa Sirilund! Hvad saa? Jeg skal hverken gaa derhen eller sende nogen Undskyldning. Hr. Mack er en saare tænkende Mand, nu gør han denne Fest for Baronen; men jeg møder ikke op, forstaar I det? …
Taagen laa tyk over Dal og Fjæld, en klam Rimdugg lagde sig over mine Klæder og gjorde dem tunge, mit Ansigt var koldt og vaadt. Kun nu og da kom et Vindpust og bragte de sovende Taager til at stige og synke, stige og synke.
Det blev sent paa Eftermiddagen, det mørkned, Taagen skjulte alt for mine Øjne, og jeg havde ingen Solmærker at gaa efter. Jeg vimred om i Timer paa min Hjemtur; men jeg havde intet at haste efter, jeg tog med den største Ro fejl af Retningen og kom til ukendte Steder i Skogen. Endelig rejser jeg Bøssen op mod en Træstamme og raadspørger mit Kompas. Jeg stikker nøjagtig ud min Vej og begynder atter at gaa. Klokken kan være otte eller ni.
Nu hændte noget.
165Efter en halv Time hører jeg Musik gennem Taagen, nogle Minutter efter kender jeg Stedet igen, jeg staar lige ved Sirilunds Hovedbygning. Havde mit Kompas misvist mig lige hen til det Sted, jeg vilde undfly? En kendt Stemme kalder paa mig, det er Doktorens Stemme. Kort efter føres jeg ind.
Ak, min Geværpibe havde kanske paavirket Kompasset og ført det vild. Det har ogsaa hændt mig engang siden, nu iaar. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Knut Hamsuns Pan ble utgitt første gang i 1894, siden er den kommet i utallige utgaver og oversettelser.
Romanen er et erindringsverk i to deler: «Af Løjtnant Thomas Glahns Papirer» og «Glahns død». Hovedhandlingen er inndelt i korte kapitler (I–XXXVIII). De korte kapitlene kan minne både om dagboknedtegnelser og prosalyriske stykker som er satt sammen til en større fortelling om Glahns tid som jeger og fisker i Nordland. I andre del er fortelleren en anonym jaktkamerat som jakter med Glahn i India.
Frode Lerum Boasson og Ståle Dingstad har skrevet en innledning som gjør rede for blant annet Pans tilblivelsesprosess og utgivelse, komposisjon, tematikk, mottagelse og forskningstradisjon. For å gjøre teksten lettere tilgjengelig for nye lesere er det også lagt til noen ordforklaringer og realkommentarer.
Knut Hamsun regnes som en av 1900-tallets mest innflytelsesrike litterære stilister, og står for mange som opphavet til den moderne roman. Han ble tildelt Nobelprisen i litteratur i 1920.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
