Jeg havde en Samtale med Edvarda:
«Der kommer snart Regn,» sagde jeg.
«Hvormange er Klokken?» spurgte hun.
Jeg saa paa Solen og svared:
«Henved fem.»
Hun spurgte:
«Kan De se det saa nøjagtigt paa Solen?»
«Ja,» svared jeg, «det kan jeg se.»
Pause.
«Men naar De nu ikke ser Solen, hvorledes ved De Tiden da?»
«Saa retter jeg mig efter andre Ting. Det er Flod eller Fjære Sjø, det er Græsset, der lægger sig til en vis Tid, Fuglesangen, der skifter; nogle Fugle begynder at synge, naar andre tier. Saa ser jeg Tiden paa Blomsterne, 39der lukker sig om Eftermiddagen, paa Løvet, der snart er blankt grønt, snart dunkelt grønt; jeg har det desuden paa Følelsen.
«Jasaa,» sagde hun.
Jeg vented Regn og vilde for Edvardas Skyld ikke opholde hende længer midt paa Vejen, jeg tog til Huen.Huen] luen; hodeplagget Da standsed hun mig pludselig med et nyt Spørgsmaal, og jeg blev. Hun rødmed og spurgte mig, hvad jeg egentlig var her for, hvorfor jeg gik paa Jagt, hvorfor det ene og hvorfor det andet. Jeg skød blot det nødvendigste til Mad, jeg lod Æsop hvile.
Hun blev rød og ydmyg. Jeg forstod, at nogen havde talt om mig, og at hun havde hørt det, hun talte ikke af sig selv. Saa vakte hun min Stemning, hun saa forladt ud, det slog mig, at hun var moderløs, hendes tynde Arme gav hende et vanskøttet Udseende. Det kom over mig.
Vel, jeg skød ikke forat myrde, jeg skød forat leve. Jeg trængte én AarreAarre] orrfugl idag, derfor skød jeg ikke to, men skød den anden imorgen. Hvorfor skulde jeg skyde flere? Jeg leved i Skogen, jeg var Skogens Søn; den første Juni var ogsaa Rype og Hare fredlyst, jeg havde næsten intet at skyde mere, godt, saa fisked jeg 40og leved af Fisk. Jeg vilde faa en Baad af hendes Fader at ro ud med. Nejvist, jeg var ikke Jæger bare forat skyde, men forat leve i Skogen. Det var godt for mig der, jeg laa tilbords paa Jorden, naar jeg spiste, og sad ikke ret op og ned paa en Stol; jeg vælted ikke mit Glas. I Skogen forbød jeg mig ingenting, jeg kunde lægge mig paa Ryggen og lukke Øjnene, om jeg vilde, jeg kunde ogsaa sige hvad jeg vilde der. Ofte kunde man ville sige noget, tale højt, og det lød som en Tale fra selve Hjærtet i Skogen …
Da jeg spurgte hende, om hun forstod dette, svared hun Ja.
Jeg vedblev at sige mere, fordi hendes Øjne hviled paa mig. «De skulde bare vide alt det, jeg ser ude i Marken,» sagde jeg. «Om Vinteren kommer jeg gaaende og ser kanske Spor af Ryper i Sneen. Pludselig forsvinder Sporene, Fuglene har slaaet op. Men af Aftrykkene efter Vingerne kan jeg se, hvilken Retning Vildtet er fløjet, og jeg søger det op inden kort Tid. Dette har lidt Nyhed for mig hver Gang. Om Høsten kan det tidt og ofte være Stjærneskuddene at iagttage. Hvad, tænker jeg da i min Ensomhed, var det en Verden, som var 41kommet i Krampe? en Verden, som gik istykker lige for mine Øjne? Og jeg – jeg blev forundt at se et Stjærneskud i mit Liv! Men naar Sommeren kommer, da er der kanske et lidet levende Dyr paa hvert Løvblad, jeg kan se, at nogle ere vingeløse, de kan ingen Vej komme, de maa leve og dø paa det lille Løvblad, hvor de er komne til Verden. Tænk paa det. Stundom ser jeg den blaa Flue. Ja, alt dette høres saa lidet, jeg ved ikke, om De forstaar det.»
«Jo, jo, jeg forstaar det.»
«Jaja. Og stundom ser jeg paa Græsset, og Græsset ser kanske paa mig igen, hvad ved vi? Jeg ser paa et enkelt Græsblad, det skælver kanske lidt, og det synes jeg er noget; jeg tænker ved mig selv: her staar nu dette Græsblad og skælver! Og er det en Furru, jeg ser paa, saa har den kanske en Gren, som faar mig til at tænke lidt om den ogsaa. Men stundom træffer jeg ogsaa Mennesker paa Hejerne, det hænder.»
Jeg saa paa hende, hun stod foroverbøjet og lytted. Jeg kendte hende ikke igen. Hun var i den Grad opmærksom, at hun slet ikke 42tog sig i Agt, men blev styg, enfoldig at se paa, hendes Læbe hang langt ned.
«Jasaa,» sagde hun og retted sig op.
De første Regndraaber faldt.
«Det regner,» sagde jeg saa.
«Ja, tænk, det regner,» sagde hun ogsaa og gik allerede bort.
Jeg fulgte hende ikke hjem, hun vandred alene sin Vej, jeg skyndte mig opover til Hytten. Nogle Minutter gik, det begyndte at regne hæftigt. Med ét hører jeg, at et Menneske kom løbende efter mig, jeg standser og ser Edvarda. Hun var bleven rød af Anstrængelse og smilte.
«Jeg glemte det,» sagde hun forpustet. «Det var den Tur til Tørrepladsen. Doktoren kommer imorgen, har De Tid da?»
«Imorgen? Javel. Jo, jeg har Tid.»
«Jeg glemte det,» sagde hun atter og smilte.
Da hun gik, lagde jeg Mærke til hendes tynde, skønne Lægge, de var vaade højt op. Hendes Sko var udtraadte.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Knut Hamsuns Pan ble utgitt første gang i 1894, siden er den kommet i utallige utgaver og oversettelser.
Romanen er et erindringsverk i to deler: «Af Løjtnant Thomas Glahns Papirer» og «Glahns død». Hovedhandlingen er inndelt i korte kapitler (I–XXXVIII). De korte kapitlene kan minne både om dagboknedtegnelser og prosalyriske stykker som er satt sammen til en større fortelling om Glahns tid som jeger og fisker i Nordland. I andre del er fortelleren en anonym jaktkamerat som jakter med Glahn i India.
Frode Lerum Boasson og Ståle Dingstad har skrevet en innledning som gjør rede for blant annet Pans tilblivelsesprosess og utgivelse, komposisjon, tematikk, mottagelse og forskningstradisjon. For å gjøre teksten lettere tilgjengelig for nye lesere er det også lagt til noen ordforklaringer og realkommentarer.
Knut Hamsun regnes som en av 1900-tallets mest innflytelsesrike litterære stilister, og står for mange som opphavet til den moderne roman. Han ble tildelt Nobelprisen i litteratur i 1920.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
