Sommernætter og stille Vand og uendelig stille Skoge. Intet Skrig, intet Fodtrin fra Vejene, mit Hjærte var fuldt som af dunkel Vin.
Møl og Sværmere kommer lydløst flyvende indad mit Vindu, hidlokket af Skinnet fra Gruen og af Duften fra min stegte Fugl. De støder mod Taget med en dump Lyd, svirrer forbi mine Øren, saa det farer koldt gennem mig, og sætter sig paa mit hvide Krudthorn paa Væggen. Jeg betragter dem, de sidder skælvende og ser paa mig, det er Spindere,Spindere] sommerfugler med tykk, lodden kropp og lodne larver som ofte lever sammen i store spinn BorereBorere] insekt som borer i tre og Møl. Jeg synes, at nogle af dem er som flyvende Stedmorsblomster.
Jeg træder udenfor Hytten og lytter. Ingenting, ingen Støj, alt sover. Luften lyser af flyvende Insekter, af Myriader svirrende Vinger. 58Henne i Skogkanten staar Bregner og Stormhat;Stormhat] blomst i slekten smelle MelbærlyngenMelbærlyngen] dvergbusker i lyngfamilien blomstrer, og jeg elsker dens smaa Blomster. Tak, min Gud, for hver Lyngblomst, jeg har set; de har været som smaa Roser paa min Vej, og jeg græder af Kærlighed til dem. Et eller andet Sted i Nærheden er der vild Nellik, jeg ser den ikke, men jeg fornemmer dens Duft.
Men nu i Nattens Timer har pludselig store, hvide Blomster udfoldet sig i Skogen, deres Ar staar aabne, de aander. Og lodne Tusmørkesværmere sænker sig ned i deres Blade og bringer hele Planten til at skælve. Jeg gaar fra den ene til den anden Blomst, de er berusede, det er berusede Blomster, og jeg ser, hvorledes de beruses.
Lette Fodtrin, et Menneskes Aandedræt, et glad Godaften.
Jeg svarer og kaster mig ned paa Vejen og omfavner de to Knæ og den fattige Kjole.
«Godaften, Edvarda!» siger jeg endnu engang, udslidt af Lykke.
«Hvor du er glad i mig!» hvisker hun.
«Hvor jeg kan være taknemmelig!» svarer jeg. «Du er min, og mit Hjærte ligger hele 59Dagen stille i mig og tænker paa dig. Du er den skønneste Pige paa denne Jord, og jeg har kysset dig. Ofte blir jeg rød af Glæde, naar jeg blot husker paa, at jeg har kysset dig.»
«Hvorfor er du bleven saa glad i mig just iaften?» spørger hun.
Og det var jeg bleven af utallige Grunde, jeg havde blot behøvet at tænke paa hende forat blive det. Dette Blik under de buede Øjenbryn højt op i Panden, og denne mørke, huldehulde] fyldige Hud!
«Skulde jeg ikke være glad i dig!» siger jeg. «Jeg gaar og takker hvert Træ for, at du er frisk og har din Helse. Engang paa et Bal var der en ung Dame, som sad over Dans efter Dans, og alle lod hende sidde. Jeg kendte hende ikke, men hendes Ansigt gjorde Indtryk paa mig, og jeg bukked for hende. Nu? Nej, hun rysted paa Hovedet. Frøkenen danser ikke? sagde jeg. Kan De begribe det, svared hun, min Fader var saa smuk, og min Moder var en fuldkommen Skønhed, og min Fader sejred over min Moder med Storm. Men jeg blev halt.»
Edvarda saa paa mig.
«Lad os sætte os,» sagde hun.
60Vi satte os i Lyngen.
«Ved du, hvad min Veninde siger om dig?» begyndte hun. «Du har Dyreblik, siger hun, og naar du ser paa hende, gør du hende gal. Det er, som om du berører hende, siger hun.»
En egen Glæde flagred gennem mig, da jeg hørte dette, ikke for min Skyld, men for Edvardas, og jeg tænkte: der er bare én, som jeg bryder mig om, hvad siger denne ene om mit Blik? Jeg spurgte:
«Hvad var det for en Veninde?»
«Det fortæller jeg ikke,» svared hun; «men det var en af dem, som var med os paa Tørrepladsen.»
«Jaja,» sagde jeg.
Og vi talte om andre Ting.
«Min Fader rejser en af de første Dage til Rusland,» sagde hun, «og da vil jeg holde en Fest. Har du været paa Korholmene? Vi skal have Vin i to Kurve, Damerne fra Præstegaarden kommer med igen, min Fader har allerede givet mig Vinen. Ikke sandt, saa maa du ikke se paa min Veninde igen? Nej, vil du vel? For saa beder jeg hende ikke med.»
Og uden at sige mere kasted hun sig hæftigt om min Hals og saa paa mig, stirred 61ind i mit Ansigt, mens hun pusted hørligt. Hendes Blik var ganske sort.
Jeg rejste mig brat og sagde i min Forvirring blot:
«Jasaa, skal din Fader til Rusland?»
«Hvorfor rejste du dig saa hurtigt?» spurgte hun.
«Fordi det er saa sent, Edvarda,» sagde jeg. «Nu lukker de hvide Blomster sig igen, Solen staar op, Dagen kommer.»
Jeg fulgte hende gennem Skogen og blev staaende at se efter hende saa længe, jeg kunde; langt nede vendte hun sig om og raabte dæmpet Godnat. Saa forsvandt hun. I det samme gik Smedens Stuedør op, en Mand med et hvidt Skjortebryst kom ud, saa sig omkring, satte Hatten bedre ned i Panden og tog Vejen ned til Sirilund.
Jeg hørte endnu Edvardas Godnat i mine Øren.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Knut Hamsuns Pan ble utgitt første gang i 1894, siden er den kommet i utallige utgaver og oversettelser.
Romanen er et erindringsverk i to deler: «Af Løjtnant Thomas Glahns Papirer» og «Glahns død». Hovedhandlingen er inndelt i korte kapitler (I–XXXVIII). De korte kapitlene kan minne både om dagboknedtegnelser og prosalyriske stykker som er satt sammen til en større fortelling om Glahns tid som jeger og fisker i Nordland. I andre del er fortelleren en anonym jaktkamerat som jakter med Glahn i India.
Frode Lerum Boasson og Ståle Dingstad har skrevet en innledning som gjør rede for blant annet Pans tilblivelsesprosess og utgivelse, komposisjon, tematikk, mottagelse og forskningstradisjon. For å gjøre teksten lettere tilgjengelig for nye lesere er det også lagt til noen ordforklaringer og realkommentarer.
Knut Hamsun regnes som en av 1900-tallets mest innflytelsesrike litterære stilister, og står for mange som opphavet til den moderne roman. Han ble tildelt Nobelprisen i litteratur i 1920.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
