Hvor meget værre kunde det gaa? Jeg bestemte mig til at bevare min Ro, i hvad der end skete, Gud er mit Vidne. Var det mig, som fra først af havde trængt mig ind paa hende? Nej, nej, aldrig; jeg stod blot paa hendes Vej en Ugedag, da hun gik forbi. Hvilken Sommer det var her Nord! Allerede havde Oldenborren ophørt at flyve, og Menneskene blev mig mere og mere uforklarlige, skønt Solen belyste dem Nat og Dag. Hvad saa deres blaa Øjne efter, og hvad tænkte de bag sine sælsommesælsomme] forunderlige; gåtefulle Pander? Forresten var de mig allesammen likegyldige. Jeg tog mine Snører og fisked i to Dage, i fire Dage; men om Nætterne laa jeg med aabne Øjne i Hytten …
78«Jeg har ikke set Dem i fire Dage, Edvarda?»
«Fire Dage, det stemmer. Hør her, jeg har havt det travlt. Kom og se.»
Hun førte mig ind i Storstuen. Der var Bordene tagne ud, Stolene stillede langs Væggene, enhver Ting flyttet; Lysekronen, Kakkelovnen og Væggene var fantastisk dekorerede med Lyng og sorte Tøjer fra Kramboden. Klaveret stod i et Hjørne.
Dette var hendes Forberedelse til «Ballet».
«Hvordan finder De det?» spurgte hun.
«Forunderligt,» svared jeg.
Vi gik ud af Stuen.
Jeg sagde:
«Men hør nu, Edvarda, har De ganske glemt mig?»
«Jeg forstaar mig ikke paa Dem,» svared hun forundret. «Saa De ikke alt det, jeg havde gjort? Kunde jeg saa komme til Dem?»
«Nej,» sagde jeg ogsaa, «saa kunde De kanske ikke komme til mig.» Jeg var forvaagen og udmattet, min Tale blev intetsigende og ubehersket, jeg havde været ulykkelig den hele Dag. «Nej, saa kunde De jo ikke komme til mig. Hvad jeg vilde sagt: med et Ord, der 79er indtraadt en Forandring, noget er kommet ivejen. Ja. Men jeg kan ikke læse paa Deres Ansigt, hvad det er. Hvor Deres Pande er sælsom, Edvarda! Jeg ser det nu.»
«Men jeg har ikke glemt Dem!» raabte hun rødmende og stak med ét sin Arm ind under min.
«Nejnej, De har kanske heller ikke glemt mig. Men saa ved jeg ikke, hvad jeg siger. Et af to.»
«Imorgen vil De faa en Indbydelse. De maa danse med mig. Hvor vi skal danse!»
«Vil De følge mig et Stykke paa Vej?» spurgte jeg.
«Nu? Nej, det kan jeg ikke,» svared hun. «Om lidt kommer Doktoren, han skal hjælpe mig med noget, der er endnu lidt at gøre. Saa, De finder, at Stuen kan gaa an saaledes? Men tror De ikke …»
En Vogn holder udenfor.
«Kommer Doktoren kørende idag?» spørger jeg.
«Ja, jeg sendte Hest efter ham, jeg vilde …»
«Spare hans syge Fod, ja. Nej, lad mig se at komme afsted … Goddag, Goddag, 80Doktor. Glæder mig at se Dem igen. Altid sund og frisk? Haaber, De undskylder, at jeg forsvinder.»
Udenfor Trappen vendte jeg mig engang om, Edvarda stod i Vinduet og saa efter mig, hun holdt med begge Hænder Gardinerne tilside forat se, hendes Udtryk var tankefuldt. En latterlig Glæde gennemiler mig, jeg fjærner mig hurtigt fra Huset, med lette Fødder og fordunklet Blik, Bøssen var saa let som en Spadserstok i min Haand. Om jeg maatte faa hende, skulde jeg blive et godt Menneske, tænkte jeg. Jeg naaed Skogen og tænkte videre: Om jeg maatte faa hende, skulde jeg tjene hende utrætteligere end nogen anden, og om hun ogsaa viste sig at være mig uværdig, om hun fandt paa at forlange det umulige af mig, vilde jeg gøre alt, hvad jeg kunde, ja, mere end jeg kunde, og glæde mig over, at hun var min … Jeg standsed, lagde mig paa Knæ og slikked af Ydmyghed og Haab nogle Græsstraa i Vejkanten, hvorpaa jeg rejste mig igen.
Jeg følte mig tilslut næsten sikker. Hendes forandrede Opførsel i den sidste Tid var blot saa hendes Maade; hun stod og saa efter mig, 81naar jeg gik, stod i Vinduet og fulgte mig med Øjnene til jeg forsvandt, hvad mere kunde hun gøre? Min Henrykkelse forstyrred mig ganske, jeg var sulten, og jeg følte det ikke mere.
Æsop løb i Forvejen, et Øjeblik efter begyndte den at gø. Jeg saa op, en Kvinde med et hvidt Tørklæde paa Hovedet stod ved Hjørnet af Hytten; det var Eva, Smedens Datter.
«Goddag, Eva!» raabte jeg.
Hun stod ved den høje graa Sten, rød over hele Ansigtet, og patted paa sin ene Finger.
«Er det dig, Eva? Hvad fejler dig?» spurgte jeg.
«Æsop har bidt mig,» svared hun og slog forknyt Øjnene ned.
Jeg saa paa hendes Finger. Hun havde selv bidt sig. En Anelse farer gennem mit Hoved, og jeg spørger:
«Har du staaet her og ventet længe?»
«Nej, ikke længe,» svared hun.
Og uden at nogen af os sagde noget mere, tog jeg hende i Haanden og førte hende ind i Hytten.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Knut Hamsuns Pan ble utgitt første gang i 1894, siden er den kommet i utallige utgaver og oversettelser.
Romanen er et erindringsverk i to deler: «Af Løjtnant Thomas Glahns Papirer» og «Glahns død». Hovedhandlingen er inndelt i korte kapitler (I–XXXVIII). De korte kapitlene kan minne både om dagboknedtegnelser og prosalyriske stykker som er satt sammen til en større fortelling om Glahns tid som jeger og fisker i Nordland. I andre del er fortelleren en anonym jaktkamerat som jakter med Glahn i India.
Frode Lerum Boasson og Ståle Dingstad har skrevet en innledning som gjør rede for blant annet Pans tilblivelsesprosess og utgivelse, komposisjon, tematikk, mottagelse og forskningstradisjon. For å gjøre teksten lettere tilgjengelig for nye lesere er det også lagt til noen ordforklaringer og realkommentarer.
Knut Hamsun regnes som en av 1900-tallets mest innflytelsesrike litterære stilister, og står for mange som opphavet til den moderne roman. Han ble tildelt Nobelprisen i litteratur i 1920.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
