XVIII.

Hvor jeg senere angred paa dette vanvittige Skud! Det hele var ikke saa meget værd, det tjente heller ikke til nogen Ting, det bandt mig til Hytten i flere Uger. Alle Ærgrelser og Ubehageligheder staar endnu levende for mig, min Vaskekone maatte komme hver Dag til min Hytte og næsten opholde sig der til Stadighed, gøre Indkøb af Mad, bestyre min Husholdning. Der gik flere Uger. Velan!Velan] brukt for å uttrykke at den talende tar konsekvensen av noe, beslutter noe: godt; vel

Doktoren begyndte en Dag at tale om Edvarda. Jeg hørte hendes Navn, hørte, hvad hun havde sagt og gjort, og det havde ikke længer nogen større Betydning for mig, det var, som om han talte om en fjærn, uvedkommende Ting. Hvor hurtigt man kan glemme! tænkte jeg med Forundring.

98«Naa, hvad mener De selv om Edvarda, siden De spørger? Jeg har sandt at sige ikke tænkt paa hende i flere Uger. Vent lidt, det forekommer mig, at der var noget mellem Jær,(høflig form) dere I var saa ofte sammen, De var Vært paa en Øtur og hun Værtinde. Nægt det ikke, Doktor, der var noget, en vis Forstaaelse. Nej, for Guds Skyld, svar mig ikke, De skylder mig ingen Forklaring, jeg spørger ikke forat faa vide noget, lad os tale om noget andet, hvis De vil. Hvornaar kan jeg gaa paa min Fod?»

Jeg blev selv siddende og tænke paa, hvad jeg havde sagt. Hvorfor var jeg inderst inde bange for, at Doktoren skulde udtale sig? Hvad vedkomvedkom] angikk; vedrørte Edvarda mig? Jeg havde glemt hende.

Ogsaa senere engang kom Edvarda paa Tale, og jeg afbrød Doktoren igen, Gud maa vide, hvad jeg frygted for at faa høre.

«Hvorfor afbryder De mig?» spurgte han. «Kan De slet ikke taale, at jeg tager hendes Navn i Munden?»

«Sig mig,» sagde jeg, «hvad er Deres egentlige Mening om Jomfru Edvarda? Det interesserer mig at vide.»

Han saa mistænksomt paa mig.

«Min egentlige Mening?»

99«De kan kanske meddele mig nye Ting idag, De har maaske endog friet og faaet Ja. Kan jeg lykønske Dem? Ikke? Ja, Pokker tro Dem, ha-ha-ha.»

«Saa, det var dèt, De var bange for!»

«Bange for? Bedste Doktor!»

Pause.

«Nej, jeg har ikke friet og faaet Ja,» sagde han; «De har kanske gjort det. Man frier ikke til Edvarda, hun tager den, hun falder paa. Tror De, hun er en Bondepige? De har truffet dette Menneske her oppe i Nordland og har selv set det. Hun er et Barn, som har faaet forlidet Ris, og en Kvinde med mange Luner. Kold? Frygt ikke derfor. Varm? Is, siger jeg Dem. Hvad er hun da? En liden Pige paa seksten, sytten Aar, ikke sandt? Men forsøg De bare at virke paa denne lille Pige, og hun vil spotte al Deres Møje.Møje] anstrengelse; strev Selv Faderen faar ikke Bugt med hende; hun adlyder ham tilsyneladende, men regerer i Virkeligheden selv. Hun siger, at De har Dyreblik …»

«De tager fejl, det er en anden, som siger, at jeg har Dyreblik.»

«En anden? Hvem anden?»

100«Det ved jeg ikke. En af hendes Veninder. Nej, det er ikke Edvarda, som siger det. Stop lidt, kanske det virkelig er Edvarda selv …»

«Naar De ser paa hende, gør det den og den Virkning paa hende, siger hun. Men tror De, at det bringer Dem en Haarsbred nærmere hende? Næppe. Se blot paa hende, spar ikke Deres Øjne; men saasnart hun mærker sig udsat for Dem, vil hun sige til sig selv: Se, der staar nu denne Mand og ser paa mig og tror, at han har vundet Spil! Og hun vil med et Blik eller med et koldt Ord bringe Dem ti Mile bort. Tror De ikke, jeg kender hende! Hvor gammel antager De, at hun er?»

«Hun er jo født i otte og tredive?»

«Løgn. Jeg har for Løjers Skyld undersøgt det. Hun er tyve Aar, hun kunde forresten godt passere for femten. Hun er ingen lykkelig Sjæl, der er megen Strid i hendes lille Hoved. Naar hun staar og ser ud mod Fjældene og Havet, og hendes Mund faar dette Træk hèr, denne Smærte hèr, da er hun ulykkelig; men hun er for stolt og for stivnakket til at græde. Hun er ikke lidet Eventyrlig, hun har 101en hæftig Fantasi, hun venter paa en Prins. Hvordan var det med en vis Femdalerseddel, som De skulde have givet bort?»

«En Spøg. Nej, det var ingenting …»

«Ogsaa det var noget. Hun har gjort noget lignende med mig engang. Det er et Aar siden. Vi var ombord i Postskibet, mens det henlaa her paa Havnen. Det regned og var koldt. En Kone med et lidet Barn sidder paa Dækket og fryser. Edvarda spørger hende: Fryser De ikke? Jo, Konen frøs. Fryser ikke den Lille ogsaa? Jo, den Lille frøs ogsaa. Hvorfor gaar De ikke ind i Kahytten? spørger Edvarda. Jeg har Dæksplads, svarer Konen. Edvarda ser paa mig. Konen har blot Dæksplads, siger hun. Hvad er dermed at gøre? svarer jeg inde i mig selv. Men jeg forstaar Edvardas Blik. Jeg er ikke født Rigmand, jeg har arbejdet mig frem fra intet, og jeg tæller de Penge, jeg giver ud. Jeg trækker mig altsaa bort fra Konen og tænker: skal der betales for hende, saa lad Edvarda betale selv, hun og hendes Fader har bedre Raad end jeg. Og Edvarda betaler ganske rigtig selv. I den Retning er hun storartet, hun mangler ingenlunde 102Hjærte. Men saasandt, som jeg sidder her, hun havde ventet, at jeg skulde have betalt for Kahytsplads til Konen og den Lille, jeg saa det paa hendes Blik. Hvad saa videre? Konen rejste sig og takked for den store Hjælp. Tak ikke mig, men tak den Herre dèr, svarer Edvarda og peger med rolig Mine paa mig. Hvad synes De? Jeg hører, at Konen takker ogsaa mig, og jeg kan ikke svare noget til det, jeg maa lade det gaa sin Gang. Se, dette er nu ét Træk, men jeg kunde fortælle flere. Og hvad angaar de fem Dalere til Rorskarlen, da har hun selv givet Manden disse Penge. Havde De gjort det, vilde hun have fløjet Dem om Halsen; De burde have været den Herremand, som begik en slig flot Urimelighed for en udtraadt Sko, det passed i hendes Forestilling, hun havde foresat sig det. Da ikke De gjorde det, gjorde hun det selv, i Deres Navn. Saaledes er hun, ufornuftig og beregnende paa samme Tid.»

«Kan da ingen vinde hende?» spurgte jeg.

«Hun burde tugtes,» svared Doktoren undvigende. «Der er noget galt ved dette, hun faar altfor frit Spil, hun kan gjøre alt, hvad 103hun vil, og sejre saa meget, hun lyster. Man er optagen af hende, man viser hende ikke Ligegyldighed, der er altid nogen for Haanden, som hun kan udøve sin Virkning paa. Har De lagt Mærke til, hvorledes jeg behandler hende? Som en Skolepige, en liden Tøs, jeg hovmestererer hende, klandrer hendes Sprog, passer paa og sætter hende i Klemme. Tror De ikke, at hun forstaar det? Ak, hun er stolt og stiv, det saarer hende idelig; men hun er ogsaa for stolt til at vise, at det saarer hende. Men saaledes skulde hun have det. Da De kom, havde jeg allerede tugtet hende i et Aar, det begyndte at virke, hun græd af Smærte og Ærgrelse, hun var bleven et rimeligere Menneske. Saa kom De og ødelagde det hele. Saaledes er det, den ene slipper hende og den anden tager hende igen; efter Dem kommer formodentlig en tredje, hvo ved.»

Oho, Doktoren har noget at hævne, tænkte jeg, og jeg sagde:

«Sig mig nu ogsaa, Doktor, hvorfor De har havt den store Møje og Besværlighed at meddele mig alt dette? Skal jeg hjælpe Dem med at tugte Edvarda?»

104«Forresten er hun varm som en Vulkan,» fortsatte han, uden at agte paa mit Spørgsmaal. «De spurgte, om ingen kunde vinde hende. Jo, hvorfor ikke? Hun venter paa sin Prins, han er ikke kommet, hun tager atter og atter fejl, hun troed ogsaa, at De var Prinsen, især da De havde Dyreblik, ha-ha. Hør, Hr. Løjtnant, De burde ialfald have medbragt Deres Uniform. Den vilde have havt sin Betydning nu. Hvorfor skulde ikke nogen kunne vinde hende? Jeg har set hende vride Hænderne efter den, som kunde komme og tage hende, føre hende bort, herske over hendes Krop og Sjæl. Ja. Men han maa komme udenfra, dukke op en Dag som et lidt aparteaparte] ualminnelig; eiendommelig; sjelden Væsen. Jeg aner, at Hr. Mack er ude paa en Ekspedition, der tør stikke noget under med hans Rejse. Ogsaa engang før var Hr. Mack paa Rejse, og da han kom tilbage, fulgte en Herre ham.»

«En Herre fulgte ham?»

«Ak, men han dued ikke,» sagde Doktoren smærteligt leende. «Det var en Mand paa min Alder, han halted ogsaa, ligesom jeg. Det var ikke Prinsen.»

«Og hvor rejste han hen?» spurgte jeg og fikseredfiksered] så skarpt og lenge på Doktoren.

105«Hvor han rejste hen? Herfra? Det ved jeg ikke,» svared han forvirret. «Naa, vi har opholdt os altfor længe med dette. Om en Uges Tid kan De begynde at gaa paa Deres Fod. Paa Gensyn.»

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.