XX.

Første Dag i Skogen.

Jeg var glad og mat, alle Dyr nærmed sig mig og besaa mig, paa Løvtræerne sad Biller, og Oljebillerne krøb paa Vejen. Godt Møde! tænkte jeg. Skogens Stemning gik frem og tilbage gennem mine Sandser, jeg græd af Kærlighed og var aldeles glad derved, jeg var opløst af Taksigelse. Du gode Skog, mit Hjem, Guds Fred, skal jeg sige dig fra mit Hjærte …

Jeg standser, vender mig i alle Retninger og nævner grædende Fugle, Træer, Stene, Græs og Myrer ved Navn, ser mig om og nævner dem i Rækkefølge. Jeg ser op mod Fjældene og tænker: Ja, nu kommer jeg! som om jeg svared paa en Kalden. Højt deroppe hækked 112Dværgfalken, jeg vidste om dens Reder. Men Tanken paa de hækkende Dværgfalke oppe i Fjældene sendte min Fantasi langt bort.

Ved Middag roed jeg ud, jeg landed paa en liden Ø, en Holme, udenfor Havnen. Der var lilafarvede Blomster med lang Stængel, der rak mig til Knæet, jeg vaded i underlige Vækster, Bringebærbuske, grovt Snarpegræs; der var ingen Dyr, og Mennesker havde der kanske heller ikke været. Sjøen skummed mildt mod Øen og indhylled mig i et Slør af Sus, langt oppe ved Æggeholmene skreg og fløj alle Kystens Fugle. Men Havet omslutted mig til alle Sider som i en Omfavnelse. Velsignet være Livet og Jorden og Himlen, velsignet være mine Fiender, jeg vil i denne Stund være min værste Uven naadig og knytte hans Skorem …

En høj HejsesangHejsesang] vise sunget mens man heiser noe i land eller ombord lyder ud til mig fra en af Hr. Macks Jægter, og mit Indre fyldes af Solskin ved den kendte Lyd. Jeg ror til Bryggen, gaar forbi Fiskerhytterne og begiver mig hjem. Dagen er leden,leden] gått, til ende jeg indtager mit Maaltid, deler min Mad med Æsop og gaar atter tilskogs. Milde Vinde sejler lydløst mod mit Ansigt. Velsignet være I, siger jeg til Vindene fordi de kommer mod mit Ansigt, velsignet være I; mit Blod bøler sig i 113mine Aarer af Taksigelse mod Jær! Æsop lægger sin ene Pote paa mit Knæ.

En Træthed overfalder mig, og jeg sovner.

Lul, lul! Ringer Klokker? Nogle Mile tilhavs staar et Bjærg. Jeg beder to Bønner, en for min Hund og en for mig selv, og vi kommer ind i Bjærget. Porten slaar i efter os, det giver et Ryk i mig, og jeg vaagner.

LuendeLuende] skinnende, brennende rød Himmel, Solen staar og stamper foran mine Øjne, Natten, Horisonten dønner af Lys. Æsop og jeg gaar over i Skyggen. Det er stille omkring. Nej, vi vil ikke sove mere, siger jeg til Æsop, vi vil jage imorgen, den røde Sol skinner paa os, vi gik ikke ind i Bjærget … Og sære Stemninger faar Liv hos mig, og mit Blod stiger mig til Hovedet. Jeg føler ophidset og endnu svag, at nogen kysser mig, og Kysset ligger paa mine Læber. Jeg ser mig om, der er ingen synlig tilstede. Iselin!Iselin] mytisk skikkelse som Glahn drømmer om siger jeg. Det pusler i Græsset, det kunde være Løv, der faldt til Jorden, det kunde ogsaa være Trin. En IlenIlen] plutselig vind gaar gennem Skogen, det kunde være Iselins Aandedræt, tænker jeg. I disse Skoge har Iselin gaaet, her bønhørte hun Jægere i gule Støvler og grønne Kapper.

114Ude paa sin Gaard boed hun, to Fjerdinger herfra, hun sad i sit Vindu for fire Menneskealdere siden og hørte Jagthornet galde fra Skogene trint omkring. Her var Ren og Ulv og Bjørn, og Jægerne de var mange, og alle saa de hende vokse op, og hver og en saa vented de paa hende. En havde set hendes Øjne, en anden hørt hendes Stemme; men engang stod en søvnløs Svend op om Natten og bored et Hul ind til Iselins Kammer, han saa hendes hvide Fløjels Mave. I hendes tolvte Aar kom Dundas.Dundas] mytisk skikkelse Han var Skotte, han handled med Fisk og havde mange Skibe. Han havde en Søn. Da Iselin blev seksten Aar, saa hun første Gang den unge Dundas. Han var hendes første Kærlighed …

Og saa sære Stemninger trækker gennem mig og saa tungt blir mit Hoved, mens jeg sidder der; jeg lukker Øjnene og føler atter Iselins Kys. Iselin, er du her, du Livets Elskerinde? siger jeg, og har du Diderik staaende bag et Træ? … Men tyngre og tyngre blir mit Hoved, og jeg flyder ind i Søvnens Bølger.

Lul, lul! En Stemme taler, det er som om SyvstjærnenSyvstjærnen] stjernebildet Pleiadene synger gennem mit Blod, det er Iselins Stemme:

115Sov, sov! Jeg vil fortælle dig om min Kærlighed, mens du sover, og jeg vil fortælle dig om min første Nat. Jeg husker det, jeg glemte at laase min Dør; jeg var seksten Aar, det var Vaartid og varme Vinde; Dundas kom. Det var som en Ørn, der kom susende. Jeg traf ham en Morgen før Jagttid, han var fem og tyve Aar og kom fra fjærne Rejser, han spadsered ved min Side i Haven, og da han berørte mig med sin Arm, begyndte jeg at elske ham. Han fik to feberrøde Pletter i Panden, og jeg kunde have kysset de to Pletter.

Om Aftenen efter Jagttid gik jeg og saa efter ham i Haven, og jeg var saa bange for, at jeg skulde finde ham. Jeg nævnte sagte hans Navn for mig selv, og jeg var saa bange for, at han skulde høre det. Da kommer han frem fra Buskene og hvisker: Inat Klokken et! Hvorpaa han forsvinder.

Inat Klokken et, siger jeg til mig selv, hvad mente han med det? Jeg forstaar ingenting. Han mente vel, at han skulde paa Rejser igen inat Klokken et; men hvad kommer det mig ved, om han rejser?

Saa var det, at jeg glemte at laase min Dør …

Klokken et stiger han ind.

116Var ikke min Dør laaset? spørger jeg.

Jeg skal laase den, svarer han.

Og han laaser Døren af og lukker os inde.

Jeg var saa bange for Støjen af hans store Støvler. Væk ikke min Pige! sagde jeg. Jeg var ogsaa saa bange for den knagende Stol, og jeg sagde: Nej, nej, sæt dig ikke paa den Stol, den knager!

Maa jeg da sidde hos dig i Sofaen? spurgte han.

Ja, sagde jeg.

Men det sagde jeg blot fordi Stolen knaged.

Vi sad i min Sofa. Jeg flytted mig bort, han flytted sig efter. Jeg saa ned.

Du fryser, sagde han og tog min Haand. Lidt efter sagde han: Hvor du fryser! og lagde sin Arm om mig.

Jeg blev varm i hans Arm. Vi sidder saaledes lidt. En Hane galer.

Hørte du, sagde han, en Hane gol, det er snart Morgen.

Og han rørte ved mig og gjorde mig fortabt.

Naar du bare er aldeles sikker paa, at Hanen gol, stammed jeg.

117Jeg saa atter de to feberrøde Pletter i hans Pande, og jeg vilde rejse mig. Da holdt han mig tilbage, jeg kyssed de to elskelige Pletter og lukked mine Øjne for ham …

Saa blev det Dag, alt var det Morgen. Jeg vaagned og kendte ikke Væggene i mit Kammer igen, jeg stod op og kendte ikke mine egne smaa Sko igen; der risled noget gennem mig. Hvad kan det være, som risler gennem mig? tænkte jeg leende. Og, hvormange var det Klokken just slog? Intet vidste jeg, men jeg husked blot, at jeg havde glemt at laase min Dør.

Min Pige kommer.

Dine Blomster har intet Vand faaet, siger hun.

Jeg havde glemt mine Blomster.

Du har krøllet din Kjole, fortsætter hun.

Hvor kan jeg have krøllet min Kjole henne? tænker jeg med leende Hjærte; men det maa jeg vel have gjort inat?

En Vogn kører ind til Havegrinden.

Og din Kat har ingen Mad faaet, siger min Pige.

Men jeg glemmer mine Blomster, min Kjole og min Kat og spørger:

118Er det Dundas, som holder udenfor? Bed ham at komme til mig straks, jeg venter ham, det var noget … noget … Og jeg tænker ved mig selv: Mon han atter vil lukke Døren i Laas, naar han kommer?

Han banker paa. Jeg aabner for ham og lukker selv Døren i Laas forat gøre ham en liden Tjeneste.

Iselin! udbryder han og kysser min Mund et helt Minut.

Jeg har ikke sendt Bud efter dig, hvisker jeg.

Har du ikke? spørger han.

Jeg blir atter meget fortabt, og jeg svarer:

Jo, jeg sendte Bud efter dig, jeg længted saa usigeligt efter dig igen. Vær her lidt.

Og jeg holdt mig for Øjnene af Kærlighed. Han slap mig ikke, jeg sank om og skjulte migmig] rettet fra: sig (trykkfeil) hos ham.

Jeg synes, at noget galer igen? sagde han og lytted.

Men da jeg hørte hvad han sagde, afbrød jeg ham saa hurtigt, som jeg kunde, og svared:

Nej, hvor kan du tro, at noget galer igen! Det var ingenting, som gol.

Han kyssed mit Bryst.

119Det var bare en Høne, som gol, sagde jeg i sidste Øjeblik.

Vent lidt, jeg skal lukke Døren i Laas, sagde han og vilde rejse sig.

Jeg holdt ham tilbage og hvisked:

Den er lukket …

Saa blev det Aften igen, og Dundas var rejst. Der risled noget gyldent gennem mig. Jeg stilled mig foran Speilet, og to forelskede Øjne saa lige mod mig; der rørte sig noget i mig ved mit Blik, og det risled og risled rundt omkring mit Hjærte. Min Gud, jeg havde aldrig set paa mig selv med de Øjne før, og jeg kyssed af Elskov min egen Mund i Spejlet …

Men nu har jeg fortalt dig om min første Nat og om Morgenen og Aftenen derpaa. Siden engang skal jeg fortælle dig om Svend Herlufsen.Svend Herulfsen] mytisk skikkelse Ham elsked jeg ogsaa, han boed en Mil herfra, paa Øen, som du ser derude, og jeg roed selv til ham i stille Sommernætter, fordi jeg elsked ham. Jeg vil ogsaa fortælle dig om Stamer. Han var Præst, jeg elsked ham. Jeg elsker alle …

Jeg hører gennem min Slummer en Hane, der galer nede ved Sirilund.

120Hørte du, Iselin, en Hane gol ogsaa til os! raaber jeg frydefuldt og strækker Armene ud. Jeg vaagner. Æsop er allerede paa Benene. Borte! siger jeg i brændende Sorg og ser mig omkring; her er ingen, ingen her! Fuld af Hede og Ophidselse gaar jeg hjemad. Det er Morgen, Hanen vedbliver at gale paa Sirilund.

Ved Hytten staar en Kvinde, staar Eva. Hun har et Reb i Haanden og skal i Vedskogen. Der er en Livets Morgen over den unge Pige, hendes Bryst gaar op og ned, Solen forgylder hende.

«De maa ikke tro …» stammer hun.

«Hvad maa jeg ikke tro, Eva?»

«Jeg gik ikke hid forat træffe Dem, jeg gik bare forbi …»

Og hendes Ansigt mørkner af Rødme.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.