Den næste Morgen staar Edvarda udenfor Hytten, idet jeg træder ud.
Jeg havde i Nattens Løb overvejet alt og taget min Beslutning. Nej, hvorfor skulde jeg længer lade mig forblinde af dette lunefulde Menneske, en Fiskerpige, et ulærd Hoved; havde ikke hendes Navn siddet længe nok i mit Hjærte og suget det ud? Nok herom! Det faldt mig ellers ind, at jeg maaske var kommet hende nærmere netop ved at vise hende Ligegyldighed og spotte hende. Ak, hvor jeg havde haanet hende henrivende: efterat hun har holdt en Tale paa flere Minutter, siger jeg roligt: Det var sandt, De vilde jo sige mig noget …
Hun stod ved Stenen. Hun var i høj Grad ophidset og vilde løbe mig imøde, hun 144bredte allerede Armene ud, men blev staaende og vred sine Hænder. Jeg tog til Huen og hilste hende taust.
«Idag er det en eneste Ting, jeg vil Dem, Glahn,» sagde hun indtrængende. Og jeg rørte mig ikke, blot forat faa høre, hvad hun vilde sige. «Jeg har hørt, at De har været hos Smedens. Det var en Aften. Eva var alene hjemme.»
Jeg studsed og svared:
«Af hvem har De faaet den Underretning?»
«Jeg spionerer ikke,» raabte hun; «jeg hørte det igaaraftes, min Fader fortalte mig det. Da jeg kom saa gennemvaad hjem igaaraftes, sagde min Fader: Du har idag forhaanet Baronen. Nej, svared jeg. Hvor har du været henne nu? spurgte han videre. Jeg svared: Hos Glahn. Da fortalte min Fader det.»
Jeg bekæmper min Fortvivlelse og siger:
«Eva har endogsaa været her.
«Har hun ogsaa været her? I Hytten?»
«Flere Gange. Jeg har nødt hende ind. Vi har talt sammen.»
«Ogsaa her!»
Pause. Hold dig stiv! tænker jeg og siger:
145«Da De er saa elskværdig at blande Dem i mine Sager, vil jeg ikke staa tilbake. Jeg foreslog Dem igaar Doktoren; har De tænkt over det? Prinsen er jo nemlig for umulig.»
En Vrede tændes i hendes Øjne.
«Ved De, han er ikke umulig!» siger hun hæftigt. «Nej, han er bedre end De, han kan være i et Hus uden at slaa Kopper og Glas istykker, mine Sko faar være i Fred for ham. Ja. Han ved at omgaaes Folk, men De er latterlig, jeg skammer mig over Dem, De er ikke til at holde ud med, forstaar De det!»
Hendes Ord rammed mig dybt, jeg bøjed Hovedet og svared:
«De har Ret i, at jeg kan ikke videre omgaaes Folk. Vær barmhjærtig; De forstaar mig ikke, jeg bor helst i Skogen, det er min Glæde. Her i min Ensomhed skader det ikke nogen, at jeg er som jeg er; men naar jeg kommer sammen med andre, maa jeg bruge al min Flid forat være som jeg bør. Jeg har i to Aar været saa lidet i Menneskers Selskab …»
«Man kan hvert Øjeblik vente sig det værste af Dem,» fortsatte hun. «Det blir i Længden trættende at passe paa Dem.»
146Hvor hun sagde det ubarmhjærtigt! En saare bitter Smærte gennemfarer mig, jeg tumler næsten tilbage for hendes Hidsighed. Edvarda holdt endnu ikke op, hun lagde til:
«De kan kanske faa Eva til at passe paa Dem. Det er blot Skade, at hun er gift.»
«Eva? Siger De, at Eva er gift?» spurgte jeg.
«Ja, gift!»gift!] rettet fra: gift? (trykkfeil)
«Hvem er hun gift med?»
«Det maa De vel vide. Eva er gift med Smeden.»
«Er hun ikke Smedens Datter?»
«Nej, hun er hans Kone. Tror De, at jeg staar her og lyver?»
Jeg troed intet derom, min Forundring blev blot saa stor. Jeg blev staaende der og tænke: Er Eva gift?
«Saa De har jo gjort et heldigt Valg,» siger Edvarda.
Naa, det vilde ingen Ende tage! Jeg begyndte at skælve af Forbittrelse, og jeg sagde: «Men tag nu De Doktoren, som jeg siger. Lyd en Vens Raad; den Prins er jo en halvgammel Nar.» Og jeg løj paa ham i min Ophidselse, overdrev hans Alder, sagde, at han var skaldet, at han var næsten aldeles blind; jeg 147paastod ogsaa, at han gik med den Krone i sine Skjorteknapper ene og alene forat blære sig af sin Adel. «Jeg har forøvrigt ikke gidet lære ham at kende,» sagde jeg. «Der er intet i ham, som markerer noget, han mangler Hovedlinjerne, han er ikke noget.»
«Men han er noget, han er noget!» skreg hun, og hendes Stemme klikked af Vrede. «Han er meget mere end du tror, dit Skogmenneske. Men vent du blot, aa, han vil tale med dig, jeg skal bede ham om det. Du tror ikke, at jeg elsker ham, men du skal se, at du tager fejl; jeg vil gifte mig med ham, jeg skal tænke paa ham Nat og Dag. Husk paa, at jeg siger: jeg elsker ham. Lad bare Eva komme, haa-haa, Gud i Himlen, lad hende bare komme, det er mig saa usigelig ligegyldigt. Ja, jeg maa se at komme bort herfra …» Hun begyndte at gaa nedad Stien fra Hytten, hun gjorde nogle smaa, ivrige Skridt, vendte sig om endnu ligbleg i Ansigtet og stønned: «Og kom aldrig for mine Øjne mere.»
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Knut Hamsuns Pan ble utgitt første gang i 1894, siden er den kommet i utallige utgaver og oversettelser.
Romanen er et erindringsverk i to deler: «Af Løjtnant Thomas Glahns Papirer» og «Glahns død». Hovedhandlingen er inndelt i korte kapitler (I–XXXVIII). De korte kapitlene kan minne både om dagboknedtegnelser og prosalyriske stykker som er satt sammen til en større fortelling om Glahns tid som jeger og fisker i Nordland. I andre del er fortelleren en anonym jaktkamerat som jakter med Glahn i India.
Frode Lerum Boasson og Ståle Dingstad har skrevet en innledning som gjør rede for blant annet Pans tilblivelsesprosess og utgivelse, komposisjon, tematikk, mottagelse og forskningstradisjon. For å gjøre teksten lettere tilgjengelig for nye lesere er det også lagt til noen ordforklaringer og realkommentarer.
Knut Hamsun regnes som en av 1900-tallets mest innflytelsesrike litterære stilister, og står for mange som opphavet til den moderne roman. Han ble tildelt Nobelprisen i litteratur i 1920.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
