Den første Jærnnat.
Klokken ni gaar Solen ned. Der lægger sig et mat Mørke over Jorden, et Par Stjærner sees, to Timer efter sees et Skær af Maanen. Jeg vandrer tilskogs med min Bøsse og min Hund, jeg gør en NyingNying] bål av to stokker over hverandre op, og Lyset fra mit Baal skinner ind mellem Furrustammerne. Der er ingen Frost.
Den første Jærnnat! siger jeg. Og en forvirrende hæftig Glæde over Tiden og Stedet gennemryster mig sælsomt …
En Skaal, I Mennesker og Dyr og Fugle, for den ensomme Nat i Skoge, i Skoge! En Skaal for Mørket og Guds Mumlen mellem Træerne, for Taushedens søde, enfoldige Vellyd mod mine Øren, for grønt Løv og gult Løv!
153En Skaal for den Livets Lyd, jeg hører, en snøftende Snude mod Græsset, en Hund, der snuser henad Jorden! En stormende Skaal for den Vildkat, der ligger paa Struben og sigter og bereder sig til Spranget paa en Spurv i Mørke, i Mørke! En Skaal for den miskundelige Stilhed paa Jorderig, for Stjærnerne og for Halvmaanen, ja, for dem og den! …
Jeg rejser mig op og lytter. Ingen har hørt mig. Jeg sætter mig igen.
En Tak for den ensomme Nat, for Bjærgene, Mørket og Havets Sus, det suser gennem mit Hjærte! En Tak for mit Liv, for mit Aandepust, for den Naade at leve inat, det takker jeg for af mit Hjærte! Hør i Øst og hør i Vest, nej, hør! Det er den evige Gud! Denne Stilhed, der mumler mod mit Øre, er Alnaturens Blod, der syder, Gud, der gennemvæver Verden og mig. Jeg ser en blank Spindeltraad i Skinnet af min Nying, jeg hører en roende Baad paa Havnen, et Nordlys glider opad Himlen i Nord. O, ved min udødelige Sjæl, jeg takker ogsaa meget, fordi det er mig, som sidder her! …
Stilhed. En Furrukongle falder dumpt til Jorden. En Furrukongle faldt! tænker jeg. Maanen er højt oppe, Ilden flakker paa de halvbrændte 154Brande og vil gaa ud. Og i den sene Nat vandrer jeg hjem.
Den anden Jærnnat, den samme Stilhed og det milde Vejr. Min Sjæl grubler. Jeg gaar mekanisk hen til et Træ, trækker Huen dybt ned i Panden og læner mig med Ryggen til dette Træ, med Hænderne foldede bag min Nakke. Jeg stirrer og tænker; Flammen fra min Nying blænder mine Øjne, og jeg føler det ikke. Jeg staar i denne meningsløse Stilling en god Stund og ser paa Ilden; mine Ben svigter først og blir trætte, ganske stivnet sætter jeg mig ned. Først nu tænker jeg over, hvad jeg har gjort. Hvorfor dog stirre saa længe paa Ilden?
Æsop rejser Hovedet og lytter, den hører Trin, Eva viser sig.
«Jeg er saare tankefuld og bedrøvet iaften,» siger jeg.
Og hun svarer af Medfølelse intet.
«Jeg elsker tre Ting,» siger jeg saa. «Jeg elsker en Kærlighedsdrøm, jeg havde engang, jeg elsker dig, og jeg elsker denne Plet Jord.»
«Og hvad elsker du mest?»
«Drømmen.»
155Det blir atter stille. Æsop kender Eva og lægger Hovedet paa Siden og ser paa hende. Jeg mumler:
«Jeg saa en Pige paa Vejen idag, hun gik Arm i Arm med sin Elsker. Pigen pegte paa mig med sine Øjne og kunde vanskelig bare sig for Latter, da jeg kom forbi.»
«Hvad lo hun af?»
«Det ved jeg ikke. Hun lo vel af mig. Hvorfor spørger du om det?»
«Kendte du hende?»
«Ja. Jeg hilste.»
«Og kendte ikke hun dig?»
«Nej … Men hvorfor sidder du og udfritter mig? Det er stygt af dig. Du faar mig ikke til at sige hendes Navn.»
Pause.
Jeg mumler igen:
«Hvad lo hun af? Hun er en Flane; men hvad lo hun af? I Jesu Kristi Navn, hvad har jeg dog gjort hende?»
Eva svarer:
«Det var stygt af hende at le af dig …»
«Nej, det var ikke stygt af hende!» skriger jeg. «Du skal ikke sidde her og laste hende, hun gør intet stygt, det var rigtigt af hende at 156le af mig. Ti stille, for Satan, og lad mig i Fred, hører du!»
Og Eva lader mig forskræmt i Fred. Jeg ser paa hende og angrer i samme Stund mine haarde Ord, jeg falder ned for hende og vrider mine Hænder.
«Gaa hjem, Eva. Det er dig, jeg elsker mest; hvordan kunde jeg elske en Drøm? Det var bare en Spøg, det er dig, jeg elsker. Men gaa nu hjem, jeg skal komme til dig imorgen; husk paa, jeg er din, ja, glem det ikke. Godnat.»
Og Eva gaar hjem.
Den tredje Jærnnat, en Nat i den yderste Spænding. Var der endda lidt Frost! Istedet for Frost en stillestaaende Varme efter Dagens Sol, Natten var som et lunkent Morads.Morads] sump; myrlende Jeg gjorde min Nying op …
«Eva, der kan undertiden være nogen Nydelse i at blive trukken efter Haaret. Saa forvendtforvendt] fordervet kan et Menneskes Sind blive. Man kan blive trukken efter Haaret nedad Dale og opad Bjærge, og hvis nogen spørger, hvad det dog er, som foregaar, saa kan man svare aldeles henrykt: Jeg trækkes efter Haaret! Og hvis der 157spørges: Men skal jeg ikke hjælpe dig, befri dig? saa svarer man: Nej. Og hvis der spørges: Men holder du det ud? saa svarer man: Ja, jeg holder det ud; ti jeg elsker den Haand, der trækker mig … Ved du, Eva, hvad det er at haabe?»
«Ja, jeg tror det.»
«Ser du, Eva, det at haabe, det er noget underligt, ja, noget meget besynderligt. Man kan gaa en Morgen paa en Vej og haabe at træffe paa den Vej et Menneske, som man har kær. Og træffer man dette Menneske? Nej. Hvorfor ikke? Fordi Mennesket er optagen for den Morgen og er ganske andre Steder henne … Jeg lærte at kende en gammel blind LapLap] eldre, nedsettende betegnelse på same tilfjælds. I otte og femti Aar havde han intet set, og nu var han over sytti. Det forekom ham, at han saa bedre og bedre Tid for Tid, det gik jævnt fremad, syntes han, kom ikke noget ivejen, vilde han kunne skimte Solen igen om nogle Aar. Han havde endnu sort Haar, men hans Øjne var ganske hvide. Naar vi sad sammen i hans Gamme og røgte, fortalte han om alt, han havde set, før han blev blind. Han var haard og sund, uden Følelse, uopslidelig, og sit Haab bevared han. Naar jeg skulde gaa, 158fulgte han mig ud og begyndte at pege i forskellige Retninger. Der er Syd, sagde han, og der er Nord. Nu gaar du først i den Retning, og naar du er kommet et Stykke ned i Fjældet, svinger du om i den Retning, sagde han. Ganske rigtigt! svared jeg. Og da lo Lappen tilfreds og sagde: Se, det vidste jeg ikke for en firti, femti Aar siden, saa jeg ser da bedre nu end dengang, det gaar stadig fremad. Saa dukked han sig og krøb ind i GammenGammen] hytta med jordvegger og røykhull i taket igen, den evige Gamme, hans hjem paa Jorden. Og han satte sig foran Ilden igen som før, fuld af Haab om, at om nogle Aar kunde han nok skimte Solen … Eva, det er saare mærkværdigt med Haabet. Jeg gaar for Eksempel nu og haaber at glemme det Menneske, som jeg ikke traf paa Vejen imorges.»
«Du taler saa underligt.»
«Det er den tredje Jærnnat. Jeg lover dig, Eva, at blive en anden Mand imorgen. Lad mig nu være alene. Du skal ikke kende mig igen imorgen, naar jeg kommer, jeg skal le og kysse dig, min dejlige Pige. Tænk, jeg har blot denne Nat tilbage, saa blir jeg en anden Mand, om nogle Timer er jeg det. Godnat, Eva.»
159«Godnat.»
Jeg lægger mig nærmere min Nying og betragter Flammerne. En Grankongle falder fra Grenen, en og anden Tørkvist falder ogsaa ned, Natten er dyb. Jeg lukker Øjnene.
Efter en Time begynder mine Sandser at svinge ind i en bestemt Rytme, jeg klinger med i den store Stilhed, klinger med. Jeg ser paa Halvmaanen, den staar paa Himlen som et hvidt Skæl, og jeg har en Fornemmelse af Kærlighed til den, jeg føler, at jeg rødmer. Det er Maanen! siger jeg tyst og lidenskabeligt, det er Maanen! Og mit Hjærte hugger imod den i en sagte Banken. Det varer nogle Minutter. Det blæser lidt, en fremmed Vind kommer til mig, et sælsomt Lufttryk. Hvad er det? Jeg ser mig om og ser ingen. Vinden kalder mig, og min Sjæl bøjer sig bejaendebejaende] bekreftende imod Kaldet, jeg føler mig løftet ud af min Sammenhæng, trykket til et usynligt Bryst, mine Øjne dugger, jeg sitrer, – Gud staar et Sted i Nærheden og ser paa mig. Dette varer atter nogle Minutter. Jeg vender Hovedet om, det fremmede Lufttryk forsvinder, og jeg ser noget som Ryggen af en Aand, der vandrer lydløst ind gennem Skogen …
160Jeg strider en kort Stund med en tung Bedøvelse, jeg var udslæbtudslæbt] utslitt af Sindsbevægelser, jeg blir saa Dødsens træt, og jeg sovner.
Da jeg vaagned, var Natten forbi. Ak, jeg havde i lang Tid gaaet om i en sørgelig Tilstand, fuld af Feber, ventende paa at falde om af en eller anden Sygdom. Tingene vendtes ofte op og ned for mig, jeg saa alt med betændte Øjne, en dyb Sørgmodighed behersked mig.
Nu var det over.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Knut Hamsuns Pan ble utgitt første gang i 1894, siden er den kommet i utallige utgaver og oversettelser.
Romanen er et erindringsverk i to deler: «Af Løjtnant Thomas Glahns Papirer» og «Glahns død». Hovedhandlingen er inndelt i korte kapitler (I–XXXVIII). De korte kapitlene kan minne både om dagboknedtegnelser og prosalyriske stykker som er satt sammen til en større fortelling om Glahns tid som jeger og fisker i Nordland. I andre del er fortelleren en anonym jaktkamerat som jakter med Glahn i India.
Frode Lerum Boasson og Ståle Dingstad har skrevet en innledning som gjør rede for blant annet Pans tilblivelsesprosess og utgivelse, komposisjon, tematikk, mottagelse og forskningstradisjon. For å gjøre teksten lettere tilgjengelig for nye lesere er det også lagt til noen ordforklaringer og realkommentarer.
Knut Hamsun regnes som en av 1900-tallets mest innflytelsesrike litterære stilister, og står for mange som opphavet til den moderne roman. Han ble tildelt Nobelprisen i litteratur i 1920.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
