Jeg havde hele Aftenen et bittert Indtryk af, at jeg ikke burde være kommet til dette Selskab. Min Ankomst blev nesten ikke bemærket, alle var saa optagne med hinanden, Edvarda sagde mig knapt velkommen. Jeg begyndte at drikke tæt, fordi jeg forstod, at jeg var uvelkommen og dog ikke gik min Vej.
Hr. Mack smilte meget og viste sit behageligste Ansigt, han var iført KjoleKjole] knelangt ytterplagg for menn, med oppslag på ermene, knapper foran og vide skjøter og saa godt ud. Han var snart her, snart der i Værelserne, blanded sig med disse Halvhundrede Gæster, dansed nu og da en Dans, spøgte og lo. Der lured Hemmeligheder i hans Øjne.
Et Brus af Musik og Stemmer lød gennem hele Huset. Fem af Værelserne var optagne af Gæsterne, og man dansed desuden i den 167store Sal. Da jeg kom, havde man spist tilaftens. Travle Piger løber nu hid og did med Glas og Vine, Kaffekander af skinnende Kobber, Cigarer, Piber, Kager og Frugter. Der blev ikke sparet paa nogen Ting. Lysekronerne i Værelserne var fulde af usedvanlig tykke Lys, der var støbte for Anledningen; desuden brændte de nye Parafinlamper.
Eva hjalp til i Køkkenet, jeg saa et Glimt af hende.
Baronen var Genstand for megen Opmærksomhed, skønt han var stille og beskeden og ikke stak sig frem. Ogsaa han var iført Kjole, dens Skøder var ynkelig krøllede efter Pakningen. Han underholdt sig jævnlig med Edvarda, fulgte hende med Øjnene, klinked med hende og kaldte hende Frøken, ligesom Provstens og Distriktslægens Døttre. Jeg følte en vedholdende Uvilje mod ham og kunde næppe kaste Øjnene paa ham uden at vende mig bort med en sørgelig og dum Grimase. Naar han talte til mig, svared jeg kort og kneb Munden sammen bagefter.
Jeg kommer til at huske noget fra denne Aften. Jeg stod i Samtale med en ung Pige, en Blondine, da jeg sagde noget eller fortalte 168hende en Historie, som fik hende til at le. Det var næppe nogen mærkelig Historie; men maaske jeg i min lidt berusede Tilstand fortalte den morsommere end jeg nu kan huske, det er ialfald gaaet mig af Minde. Nok herom: da jeg vendte mig om, stod Edvarda bag mig. Hun gav mig et anerkendende Blik. Siden lagde jeg Mærke til, at hun trak Blondinen med sig forat faa at vide, hvad jeg havde sagt. Jeg kan ikke sige, hvor Edvardas Blik gjorde vel imod mig, eftersom jeg havde gaaet noget forstødt omkring fra Værelse til Værelse den hele Aften; jeg blev straks meget lysere tilmode og talte siden med flere og var underholdende. Saavidt jeg ved, gjorde jeg mig ikke skyldig i nogen Fejl …
Jeg stod ude paa Trappen. Eva kom bærende med nogle Sager fra et af Værelserne. Hun saa mig, kom ud paa Trappen og strejfed mig hurtigt med Haanden over mine Hænder, hvorpaa hun smilte og gik ind igen. Ingen af os havde talt. Da jeg vilde følge efter ind, stod Edvarda i Gangen og saa paa mig. Hun saa ret paa mig. Heller ikke hun sagde noget. Jeg gik ind i Salen.
169«Tænk, Løjtnant Glahn morer sig med at have Sammenkomster med Tjenerskabet ude paa Trapperne,» sagde pludselig Edvarda højt. Hun stod i Døren. Der var flere, som hørte, hvad hun sagde. Hun lo, som om hun spøgte, men hendes Ansigt var meget blegt.
Jeg svared intet hertil, jeg mumled blot:
«Det var tilfældigt, hun kom blot ud, vi mødtes i Gangen …»
Der gik en Stund, maaske en Times Tid. En Dame fik et Glas væltet over sin Kjole. Saasnart Edvarda saa det, raabte hun:
«Hvad er paa Færde? Det har naturligvis Glahn gjort.»
Jeg havde ikke gjort det, jeg stod i en anden Kant af Salen, da Ulykken skete. Fra nu af drak jeg nogenlunde tæt igen og holdt mig ved Døren forat være afvejen for de Dansende.
Baronen samled fremdeles Damerne om sig, han beklaged, at hans Samlinger allerede var nedpakkede, saaat han ikke kunde forevise noget af dem, denne Tangklase fra Hvidehavet, Leren fra Korholmene, overmaade interessante Stenforekomster fra Bunden af Havet. Damerne titted nysgærrigt efter hans Skjorteknapper, disse 170femtakkede Kroner, som altsaa betød Baron. Under dette gjorde Doktoren ingen Lykke, selv hans vittige Ed, dette «Død og Pinsel», gjorde ikke længer nogen Virkning. Men naar Edvarda talte, var han stadig paa Færde, retted atter hendes Sprog, satte hende fast med smaa Intrikatheder, holdt hende nede med rolig Overlegenhed.
HunHun] rettet fra: «Hun (trykkfeil) sagde:
«… lige til jeg gaar over Dødens Dal.»
Og Doktoren spurgte:
«Over hvad?»
«Dødens Dal. Er det ikke Dødens Dal, det hedder?»
«Jeg har hørt snakke om Dødens Elv. Det er vist den, De mener.»
Senere talte hun om at lade en Ting bevogte som en …
«Drage», indfaldt Doktoren.
«Javel. Som en Drage,» svared hun.
Men Doktoren sagde:
«Tak nu mig, fordi jeg redded Dem. Jeg er sikker paa, De vilde have sagt Argus.»Argus] i gresk og romersk mytologi navn på et altseende monster som voktet kongedatteren Io
Baronen trak Øjenbrynene tilvejrs og gav ham et forbauset Blik gennem sine tykke Briller; 171men Doktoren lod som ingenting. Hvad brød han sig om Baronen!
Jeg staar fremdeles ved Døren. Der danses fejende i Salen. Det lykkes mig at faa en Passiar i Gang med Lærerinden fra Præstegaarden. Vi talte om Krigen,Krigen] Krimkrigen utspilte seg fra oktober 1853 til februar 1856 og foregikk særlig på Krimhalvøya. Den ble utkjempet mellom Russland på den ene siden og Det osmanske riket (Tyrkia) støttet av Frankrike og Storbritannia på den andre siden. Krigen endte med nederlag for Russland. Forholdene paa Krim, Begivenhederne i Frankrige, Napoleon som Kejser, hans Beskyttelse af Tyrkerne; den unge Dame havde læst Aviserne i Sommer og kunde fortælle mig Nyheder. Vi sætter os tilslut i en Sofa og taler.
Edvarda kommer forbi, hun blir staaende foran os. Pludselig siger hun:
«I maa undskylde, Hr. Løjtnant, at jeg overrasked Eder ude paa Trappen. Jeg skal aldrig gøre det mer.»
Hun lo ogsaa nu og saa ikke paa mig.
«Jomfru Edvarda, hold nu op,» sagde jeg.
Hun kaldte mig Eder, det var ikke for det gode, og hendes Mine var ildesindet. Jeg tænkte paa Doktoren og trak overlegent paa Skulderen, som han vilde have gjort. Hun sagde:
«Men hvorfor gaar I ikke ud i Køkkenet? Eva er der. Jeg synes, I burde holde Eder derude.»
Efter dette saa hun hadefuldt paa mig.
Jeg sagde:
172«Er ikke De noksaa udsat for at blive misforstaaet, Jomfru Edvarda?»
«Nej, hvordan det? Jo, det kan nok være, men hvordan det?»
«De taler saa uovervejet iblandt. Nu for Eksempel forekom det mig, at De formelig viste mig ud i Køkkenet, og det er naturligvis en Misforstaaelse. Jeg ved jo godt, at De ikke mente at være uforskammet.»
Hun gaar nogle Skridt bort fra os. Jeg kunde se paa hende, at hun tænkte hele Tiden paa, hvad jeg havde sagt. Hun vender om og kommer tilbage, hun siger stakaandet:
«Det var slet ingen Misforstaaelse, Hr. Løjtnant, I hørte rigtigt, jeg viste Eder ud i Køkkenet.»
«Nej, men Edvarda!» udbryder den forskrækkede Lærerinde.
Og jeg begyndte atter at tale om Krigen og Forholdene paa Krim; men min Tanke var langt derfra. Jeg var ikke længer beruset, blot ganske fortumlet, Grunden gled under mig, og jeg misted atter, som saa mangen ulykkelig Gang før, Ligevægten. Jeg rejser mig op af Sofaen og vil gaa ud. Doktoren standser mig.
173«I dette Øjeblik har jeg hørt en Lovtale over Dem,» siger han.
«En Lovtale? Af hvem?»
«Af Edvarda. Hun staar endnu der borte i Hjørnet og ser glødende paa Dem. Jeg skal aldrig glemme det, hun saa ganske forelsket ud i Øjnene og sagde højt, at hun beundred Dem.»
«Det er godt,» svared jeg leende. Ak, der var ikke en klar Tanke i mit Hoved.
Jeg gik hen til Baronen, bøjed mig over ham, som om jeg vilde hviske noget til ham, og da jeg var kommet ham nær nok, spytted jeg ham ind i Øret. Han fór op og stirred idiotisk paa mig over min Adfærd. Senere saa jeg, at han beretted Edvarda det passerede, og at hun græmmed sig. Hun tænkte paa sin Sko, som jeg havde kastet henad Vandet, paa de Kopper og Glas, jeg havde været ulykkelig nok at knuse, paa alle de andre Brud, jeg havde gjort paa god Tone; alt dette leved sikkert op i hendes Erindring paany. Jeg skammed mig, det var forbi med mig, hvor jeg vendte mig hen, mødte jeg bange og forbausede Blikke, og jeg sneg mig bort fra Sirilund uden Afsked, uden Tak.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Knut Hamsuns Pan ble utgitt første gang i 1894, siden er den kommet i utallige utgaver og oversettelser.
Romanen er et erindringsverk i to deler: «Af Løjtnant Thomas Glahns Papirer» og «Glahns død». Hovedhandlingen er inndelt i korte kapitler (I–XXXVIII). De korte kapitlene kan minne både om dagboknedtegnelser og prosalyriske stykker som er satt sammen til en større fortelling om Glahns tid som jeger og fisker i Nordland. I andre del er fortelleren en anonym jaktkamerat som jakter med Glahn i India.
Frode Lerum Boasson og Ståle Dingstad har skrevet en innledning som gjør rede for blant annet Pans tilblivelsesprosess og utgivelse, komposisjon, tematikk, mottagelse og forskningstradisjon. For å gjøre teksten lettere tilgjengelig for nye lesere er det også lagt til noen ordforklaringer og realkommentarer.
Knut Hamsun regnes som en av 1900-tallets mest innflytelsesrike litterære stilister, og står for mange som opphavet til den moderne roman. Han ble tildelt Nobelprisen i litteratur i 1920.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
