Jeg har skrevet dette forat korte Tiden. Det fornøjed mig at huske tilbage paa den Sommer i Nordland, da jeg mangen Gang talte Timerne, men Tiden alligevel fløj. Alt er forandret, Dagene vil ikke længer gaa.
Jeg har mangen lystig Stund endnu, men Tiden den staar stille, og jeg forstaar ikke, at den kan staa saa stille. Jeg er afskediget Militær og fri som en Fyrste, alt er godt, jeg træffer Mennesker, kører i Vogne; nu og da lukker jeg det ene Øje og skriver med Pegefingeren op i Himlen, jeg kildrerkildrer] kiler Maanen under Hagen, og jeg synes, at den ler, storler af naragtig Glæde over at blive kildret under Hagen. Alting smiler. Jeg lader en Prop knalde og kalder glade Mennesker til.
205Hvad Edvarda angaar, da tænkte jeg ikke paa hende. Hvorfor skulde jeg ikke helt have glemt hende i denne lange Tid? Jeg har Ære i Livet. Og spørger nogen mig, om jeg har nogen Sorger, da svarer jeg bums Nej, at jeg ingen Sorger har …
Cora ligger og ser paa mig, Klokken tikker paa Kaminen,Kaminen] peislignende ovn udenfor mine aabne Vinduer bruser Byens Larm. Det banker paa Døren, og Postbudet rækker mig et Brev. Brevet er kronet. Jeg ved, hvem det er fra, jeg forstaar det straks, eller jeg har kanske drømt det en søvnløs Nat. Men i Brevet er der ikke noget skrevet, der ligger blot to grønne Fuglefjære i det.
En isende Rædsel trækker gennem mig, jeg blir kold. To grønne Fuglefjære! siger jeg til mig selv. Naa, hvad er dermed at gøre! Men hvorfor blir jeg kold? Se, der er nu en forbandet Træk fra de Vinduer der.
Og jeg lukker Vinduerne.
Der ligger nu to Fuglefjære, tænker jeg videre, jeg synes, at jeg skulde kende dem, de minder mig om en liden Spøg oppe i Nordland, en saadan liden Oplevelse blandt mange andre Oplevelser; det var fornøjeligt at se de 206to Fjære igen. Og jeg synes pludselig at se et Ansigt og høre en Stemme, og Stemmen siger: Værsaagod, Hr. Løjtnant, her er Eders Fuglefjære!
Eders Fuglefjære …
Cora, du skal ligge stille, hører du, jeg slaar dig ihjæl, hvis du rører dig! Vejret er varmt, der er en utaalelig Hede; hvad tænkte jeg paa, som lukked Vinduerne! Op med Vinduerne igen, op med hele Døren, hid, I glade Mennesker, kom ind! Hej, Bybud, gaa et Ærinde for mig …
Og Dagen gaar, men Tiden staar stille.
Nu har jeg skrevet dette blot for min Fornøjelses Skyld og moret mig som jeg bedst kunde. Ingen Sorg trykker mig, jeg længes blot bort, hvorhen ved jeg ikke, men langt bort, kanske til Afrika, til Indien; ti jeg hører Skogene og Ensomheden til.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Knut Hamsuns Pan ble utgitt første gang i 1894, siden er den kommet i utallige utgaver og oversettelser.
Romanen er et erindringsverk i to deler: «Af Løjtnant Thomas Glahns Papirer» og «Glahns død». Hovedhandlingen er inndelt i korte kapitler (I–XXXVIII). De korte kapitlene kan minne både om dagboknedtegnelser og prosalyriske stykker som er satt sammen til en større fortelling om Glahns tid som jeger og fisker i Nordland. I andre del er fortelleren en anonym jaktkamerat som jakter med Glahn i India.
Frode Lerum Boasson og Ståle Dingstad har skrevet en innledning som gjør rede for blant annet Pans tilblivelsesprosess og utgivelse, komposisjon, tematikk, mottagelse og forskningstradisjon. For å gjøre teksten lettere tilgjengelig for nye lesere er det også lagt til noen ordforklaringer og realkommentarer.
Knut Hamsun regnes som en av 1900-tallets mest innflytelsesrike litterære stilister, og står for mange som opphavet til den moderne roman. Han ble tildelt Nobelprisen i litteratur i 1920.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
