I.

1Ifjor midt paa Sommeren blev en liden norsk Kystby Skuepladsen for nogle højst usædvanlige Begivenheder. Der dukked op en Fremmed i Byen, en vis Nagel, en mærkelig og ejendommelig Charlatan, som gjorde en Masse paafaldende Ting, og som forsvandt igen lige saa pludselig som han var kommet. Denne Mand fik endog Besøg af en ung og hemmelighedsfuld Dame, som kom i Gud ved hvilken Sort Ærinde og ikke turde være paa Stedet mer end i et Par Timer, før hun rejste sin Vej. Men alt dette er ikke Begyndelsen …

Begyndelsen er den, at da Dampskibet lagde til Kajen ved Sekstiden om Aftenen, viste der sig paa Dækket to tre Rejsende, hvoriblandt en Mand i en afstikkende gul Dragt og med en vid Fløjels Hue. Dette var om Aftenen den 12te Juni; ti der flagedes den Dag paa mange Steder i Byen i Anledning af Frøken Kiellands Forlovelse, 2som just fandt Sted den 12te Juni. Budet fra Central Hotel steg straks ombord, og Manden i den gule Klædning overgav ham da sit Tøj; han levered ogsaa med det samme sin Billet til en af Styrmændene; men derpaa gav han sig til at drive op og ned ad Dækket uden at gaa iland. Han lod til at være i stærk Bevægelse. Da Dampskibet ringte for tredje Gang, havde han ikke engang betalt sin Regning til Restauratøren.

Mens han saa var i Færd hermed, standsed han pludselig og saa, at Skibet allerede lagde ifra. Han studsed et Øjeblik, saa vinked han op mod Land til Hotelbudet og sagde til ham over Rellingen:

«Godt, bring mit Tøj op og hold et Værelse istand alligevel.»

Dermed tog Skibet ham med sig videre udefter Fjorden.

Denne Mand var Johan Nilsen Nagel.

Hotelbudet trak hans Tøj med sig paa en Kærre; der var ikke mer end to smaa Kufferter og en Pels, – en Pels ogsaa, skønt det var midt paa Sommeren, desuden en Haandkuffert og en Violinkasse. Altsammen var uden Mærke.

Dagen efter, i Middagstiden, kom Johan Nagel kørende til Hotellet, kørende Landevejen med to Heste. Han kunde lige saa godt, ja, 3langt lettere være kommet Sjøvejen, og alligevel kom han kørende. Han havde noget mere Tøj med: paa Forsædet stod igen en Kuffert, og ved Siden af den laa en Rejsevæske, en Frakke og en Plaidrem med nogle Sager i. Plaidremmen var mærket J. N. N. med Perler.

Endnu mens han sad i Vognen spurgte han Værten om sit Værelse, og da han blev vist op i anden Etage, gav han sig til at undersøge Væggene, hvor tykke de var, og om der kunde høres noget fra Sideværelserne. Saa spurgte han pludselig Pigen:

«Hvad hedder De?»

«Sara.»

«Sara. Og med det samme: maa jeg faa noget at spise? Jasaa, De hedder Sara? Hør,» sagde han paany, «har her været Apotek i denne Gaard engang?»

Sara svared forundret:

«Ja. Men det er flere Aar siden.»

«Jasaa, flere Aar? Jo, det slog mig med ét, da jeg traadte ind i Gangen; jeg kendte det ikke paa Lugten, men jeg fik en Fornemmelse af det alligevel. Ja, ja.»

Da han kom ned forat spise, lukked han ikke sin Mund op til et eneste Ord under hele Maaltidet. Hans Medrejsende fra Dampskibet Aftenen forud, de to Herrer, som sad oppe ved Enden af Bordet, gjorde Miner til hinanden, da 4han kom ind, drev endog temmelig aabenlyst Spas med hans Uheld igaar, uden at han lod som han hørte det. Han spiste hurtigt, rysted paa Hovedet ad Desserten og rejste sig pludselig ved at lade sig glide baglænds over Taburetten. Han tændte straks en Cigar og forsvandt nedad Gaden.

Og nu blev han borte til langt over Midnat; han kom tilbage lidt før Klokken slog tre. Hvor han havde været? Det viste sig senerehen, at han var gaaet tilbage til Nabobyen, gaaet tilfods Tur og Retur hele den lange Vej, som han selv var kommet kørende om Formiddagen. Han maatte have havt et højst nødvendigt Ærinde. Da Sara lukked op for ham, var han dyvaad af Sved; han smilte dog flere Gange til Pigen og var i udmærket Humør.

«Gud, hvilken dejlig Nakke, De har, Menneske!» sagde han. «Er her kommet nogen Post til mig, mens jeg var borte? Til Nagel altsaa, Johan Nagel? Huf, hele tre Telegrammer! Aa, hør, gør mig den Tjeneste at tage med Dem det Billede der paa Væggen, vil De det? Saa jeg slipper at have det for mine Øjne. Det blir saa kedeligt at ligge her i Sengen og se paa det hele Tiden. Napoleon den tredje havde nemlig ikke saa grønt Skæg. Tak skal De have.»

Da Sara var gaaet, standsed Nagel midt paa Gulvet. Han stod aldeles stille. Han begyndte 5at stirre paa et enkelt Punkt paa Væggen helt fraværende, og naar undtages, at hans Hoved sank mere og mere over til den ene Side, bevæged han sig ikke. Dette vared en lang Stund.

Han var under Middelshøjde og havde et brunt Ansigt med et underlig mørkt Blik og en fin, kvindeagtig Mund. Paa den ene Finger havde han en simpel Ring af Bly eller Jærn. Han var meget skulderbred og kunde være otte og tyve eller tredive Aar, ialfald ikke mer end tredive. Hans Haar var begyndt at graane ved Ørene.

Han vaagned op af sine Tanker med et stærkt Ryk, saa stærkt, at det kunde være paataget, ret som om han længe havde staaet og studeret paa at gøre dette Ryk, skønt han var alene i Værelset. Saa tog han op af Bukselommen nogle Nøgler, nogle løse Smaapenge og en eller anden Slags Redningsmedalje i et sørgelig mishandlet Baand; disse Sager lagde han paa Bordet ved sin Seng. Derpaa stak han sin Lommebog ind under Hovedpuden og tog op af Vestelommen sit Ur og et Glas, et lidet Medicinglas med Giftmærke paa. Han holdt Uret et Øjeblik i Haanden, før han lagde det bort, men Glasset stak han straks tilbage i Lommen. Nu trak han sin Ring af og vasked 6sig; han strøg sit Haar tilbage med Fingrene, Spejl benytted han slet ikke.

Han var allerede gaaet tilsengs, da han pludselig savned sin Ring, der laa efterglemt paa Vaskevandsstolen, og som om han ikke kunde være denne usle Jærnring foruden, stod han atter op og tog den paa. Tilsidst brød han de tre Telegrammer, men havde ikke engang læst det første igennem, før han slog op en liden kort, tyst Latter. Han laa og lo ganske alene med sig selv; hans Tænder var overordentlig smukke. Saa blev igen hans Ansigt alvorligt, og lidt efter slængte han Telegrammerne væk med den største Ligegyldighed. De lod alligevel til at angaa en stor og vigtig Sag; der var Tale om to og seksti Tusind Kroner for en Landejendom, ja, et Tilbud om hele Summens Udbetaling i Kontanter, hvis Salg kom istand. Det var tørre, korte Forretningstelegrammer, og der var intet latterligt ved dem; men de var uden Underskrift. Nogle Minutter efter var Nagel sovnet. De to Lys, som brændte paa Bordet, og som han havde glemt at slukke, oplyste hans glat barberede Ansigt og hans Bryst og kasted et stille Skin ned paa Telegrammerne, der laa vidaabne paa Bordet …

Morgenen efter sendte Johan Nagel Bud til Posthuset og fik endel Aviser, deriblandt ogsaa 7et Par udenlandske, men ikke noget Brev. Sin Violinkasse tog han og satte paa en Stol midt i sit Værelse, ret som for at vise den frem; men han aabned den ikke og lod Instrumentet ligge urørt.

I Løbet af Formiddagen bestilte han ikke noget andet end at skrive et Par Breve og at drive læsende i en Bog op og ned ad Gulvet i sit Værelse. Han købte desuden et Par Handsker i en Butik, og lidt senere, da han gik paa Torvet, betalte han ti Kroner for en liden rød Hundehvalp, som han straks derpaa foræred Hotelværten. Hvalpen havde han til Latter for alle Mennesker døbt Jakobsen, og det uagtet det ovenikøbet var en Tispe.

Han foretog sig saaledes ingen Ting den hele Dag. Han havde ingen Forretninger i Byen og gjorde ingen Visit, besøgte intet af Kontorerne og kendte ikke en Sjæl. I Hotellet forundred man sig lidt over hans paafaldende Ligegyldighed for omtrent alt muligt, ja, endog for sine egne Ting. Saaledes laa endnu de tre Telegrammer aabne for enhver paa Bordet i hans Værelse; han havde ikke rørt ved dem, siden om Aftenen, da de kom. Han kunde ogsaa undlade at svare paa ligefremme Spørgsmaal. Værten havde to Gange forsøgt at faa ud af ham, hvad han var for noget, og hvorfor han var kommet til Byen, men han havde begge 8Gange slaaet det hen, som om det ikke vedkom ham. Endnu et ejendommeligt Træk kom tilsyne hos ham i Løbet af Dagen: skønt han slet ikke kendte et Menneske paa Stedet og ikke havde henvendt sig til nogen, havde han alligevel standset foran en af Byens unge Damer ved Indgangen til Kirkegaarden, havde standset op og set paa hende og hilset meget dybt, uden at sige et Ord til Forklaring. Vedkommende Dame havde rødmet over hele Ansigtet. Derpaa var det frække Menneske drevet ret udad Landevejen, helt hen til Præstegaarden og forbi den, noget, han forresten ogsaa gjorde de paafølgende Dage. Der maatte stadig lukkes op for ham efterat Hotellet var stængt om Aftenen, saa han kom sent hjem fra sine Vandringer.

Saa den tredje Morgen, just som Nagel kom ud af sit Værelse, blev han tiltalt af Værten, der hilste paa ham og sagde nogle elskværdige Ord. De drev ud paa Verandaen og satte sig begge to, og Værten fandt paa at gøre ham et Spørgsmaal angaaende Forsendelsen af en Kasse fersk Fisk:

«Hvordan skal jeg nu sende den Kasse dér, kan De sige mig det?»

Nagel saa hen paa Kassen, smilte og rysted paa Hovedet.

«Nej, det forstaar jeg mig ikke noget paa, svared han.

9«Naa, ikke det. Jeg tænkte, at De kanske kunde have rejst endel og set et og andet andre Steder, hvorledes man bærer sig ad dér.»

«Aa, ja, rejst lidt har jeg nok; men …»

Pause.

«Nej, det er kanske helst med — ja, med andre Ting, De har … De er kanske ikke Forretningsmand?»

«Jeg? Nej, jeg er ikke Forretningsmand.»

«Ja, De er ikke paa Forretninger her i Byen, da?

Hertil svared ikke Nagel mere. Han tændte en Cigar og røgte langsomt, idet han saa ud i Luften. Værten iagttog ham fra Siden.

«Vil De ikke spille lidt for os engang? Jeg ser, De har Violin med,» sagde Værten paany.

Nagel svared ligegyldigt:

«Aa, nej, jeg har holdt op med det.»

Lidt efter rejste han sig uden videre og gik. Efter et Øjeblik kom han tilbage og sagde:

«Hør, det faldt mig ind: De maa give mig Regning naar De vil. Det er jo mig det samme, hvornaar jeg betaler.»

«Ja, Tak,» svared Værten, «det haster ikke. Blir De her i længere Tid, maa vi jo regne noget billigere da. Jeg ved ikke, om De har tænkt at blive her i længere Tid? 10Nagel blev med ét livlig og svared straks; uden nogen rimelig Grund fik han endog en let Rødme i Ansigtet.

«Jo, det kan godt hænde, jo, det kan virkelig gærne være, at jeg blir her i længere Tid», sagde han. «Det beror paa Omstændighederne. Apropos, jeg har kanske ikke sagt Dem det: jeg er Agronom, Landmand, jeg kommer fra en Rejse, og nu kan det sandelig gærne være, at jeg slaar mig ned her en Tid. Men kanske jeg endog har glemt at … Mit Navn er Nagel, Johan Nilsen Nagel.»

Dermed gik han hen og trykked Værtens Haand rigtig hjærteligt og bad om Undskyldning for, at han ikke tidligere havde præsenteret sig. Der var ikke Spor af Ironi at se i hans Miner.

«Jeg kom til at tænke paa, at vi kanske kunde skaffe Dem et bedre og roligere Værelse,» sagde Værten; «De bor lige ved Trappen nu, og det er ikke altid behageligt.»

«Nej, Tak, det behøves ikke; Værelset er udmærket, jeg er vel tilfreds med det. Jeg kan desuden fra mine Vinduer se hele Torvet, og jeg holder af at have god Udsigt.»

Om lidt sagde Værten:

«Ja, De tager Dem altsaa fri en Tid nu da? De vil blive her ialfald en Stund udover Sommeren?

Nagel svared:

11«Ja, jeg blir her to tre Maaneder, kanske længer ogsaa, jeg ved ikke saa nøje. Det kommer alt an paa Omstændighederne. Jeg vil se Tiden an:

En Mand gik i dette Øjeblik forbi og hilste i det samme til Værten. Det var en højst uanselig Mand, liden af Vækst og yderst fattigt klædt; hans Gang var saa besværlig, at den var paafaldende; og alligevel kom han noksaa hurtigt afsted. Skønt han hilste meget dybt, tog ikke Værten til Hatten; Nagel derimod tog sin Fløjels Hue helt af.

Værten saa paa ham og sagde:

«Ja, det er en Mand, vi kalder Minutten. Han er lidt tusset, men det er Synd i ham, han er en ejegod Fyr, Stakkar.»

Dette var alt, som blev sagt om Minutten.

«Jeg læste,» siger pludselig Nagel, «jeg læste for nogle Dage siden i Aviserne om en Mand, som var funden død her borte i Skogen et Sted; hvad var det egentlig for en Mand? En Karlsen, tror jeg? Var han herfra?»

«Ja,» svarer Værten, «han var Søn af en Iglekone her; De kan se hendes Hus herfra, det røde Tag dernede. Han var bare hjemme nu i Ferien, og saa endte han lige saa godt sine Dage med det samme. Men det var stor Synd, han var en begavet Gut og skulde snart blevet Præst. Aa, ja, det er ikke saa godt at vide, hvad man 12skal sige om det; men det er lidt mistænkeligt, ja; for naar begge Pulsaarene var overskaarne, saa kunde det vel vanskelig være et Ulykkestilfælde da. Nu har man fundet Kniven ogsaa, en liden Pennekniv med hvidt Skaft; Politiet fandt den sent igaaraftes. Aa, der var vel formodentlig en Kærlighedshistorie med i Spillet.»

«Jasaa. Men er der da virkelig nogen Tvivl om, at han har dræbt sig selv?»

«Man haaber det bedste, det vil sige: der er ogsaa dem, som tror, at han kan have gaaet med Kniven i Haanden og saa snublet saa forkært, at han har skadet sig paa to Steder med en Gang. Ha-ha, jeg synes, det er lidet rimeligt, meget lidet rimeligt. Men han faar ganske bestemt indviet Jord. Nej, han har nok ikke snublet, desværre!»

«De siger, at man fandt Kniven først igaaraftes, laa da ikke Kniven ved Siden af ham?»

«Nej, den laa flere Skridt borte. Efterat han har brugt den, har han slængt den væk, længer ind i Skogen; det var ved et rent Tilfælde man fandt den.»

«Saa. Men hvad Grund kunde han have til at kaste Kniven bort, naar han alligevel laa med aabne Knivsaar? Det var jo dog klart for alle, at han maatte have brugt en Kniv?»

«Ja, Gud ved, hvad Mening han kan have havt med det; men der var nok som sagt en 13Kærlighedshistorie med i Spillet. Jeg har aldrig hørt saa galt; jo mer jeg tænker paa det, des værre synes jeg det er.»

«Hvorfor tror De, at der var en Kærlighedshistorie med i Spillet?»

«Aa, af forskellige Grunde. Det er forresten ikke saa godt at sige noget om det.»

«Men kunde han ikke have faldt af sig selv, ufrivilligt? Han laa jo saa stygt; laa han ikke paa Maven og med Ansigtet ned i en Vandpyt?»

«Jo, og han havde sølet sig græsselig til; men det betyder ikke noget, han kan have havt en Mening med det ogsaa. Han kan maaske have villet skjule Dødssmærterne i sit Ansigt paa den Maade. Ingen ved det.»

«Efterlod han sig noget skriftligt paa sig?»

«Han skal have gaaet og skrevet paa et Stykke Papir; han plejed forresten saa ofte at gaa efter Vejene og skrive paa noget. Nu tænker man sig, at han har brugt Kniven til at skærpe Blyanten med eller saadant noget, og saa skal han være rullet overende og have stukket Hul først paa det ene Haandled just paa Pulsaaren, dernæst paa det andet Haandled just paa Pulsaaren, alt i samme Fald. Ha-ha-ha, nej, den gaar ikke! Men han efterlod sig ganske rigtigt noget skriftligt, han holdt et lidet Papir i Haanden, og paa det Papir stod der de Ord: 14«Gid dit Staal var saa skarpt som dit sidste Nej!»

«Au, hvor det var affekteret! Var Kniven sløv?»

«Ja, den var sløv.»

«Kunde han ikke have brynet den først?»

«Det var ikke hans Kniv.»

«Hvis Kniv var det da?

Værten betænker sig lidt, men siger saa:

«Det var Frøken Kiellands Kniv.»

«Var det Frøken Kiellands Kniv?» spørger Nagel. Og lidt efter spørger han videre: «Naa, og hvem er Frøken Kielland?»

«Dagny Kielland. Hun er Datter af Præsten.»

«Jasaa. Det var ganske mærkeligt. Har man hørt paa Magen! Var den unge Mand da saa forgabet i hende?»

«Ja, han var vel det. Forresten er allesammen forgabet i hende, saa han var ikke alene om det.»

Nagel faldt i Tanker og sagde intet mer. Saa bryder Værten Tausheden og ytrer:

«Ja, dette, jeg nu har fortalt Dem, er en Hemmelighed, og jeg beder Dem om at …»

«Naa, saa,» svarer Nagel. «Ja, De kan være aldeles rolig.»

Da Nagel lidt efter gik ned til Frokost, stod Værten allerede i Køkkenet og fortalte, at han 15endelig havde havt en ordentlig Passiar med den gule Mand paa Numer 7. «Han er Agronom,» sagde Værten, «og han kommer fra Udlandet. Han siger, at han vil være her i flere Maaneder, Gud ved, hvad det er for Slags Indfald af ham …»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.