XII.

En tilsløret Dame kom gaaende op fra Kajen, hvor hun netop var stegen iland fra Dampskibet. Hun stiled ret paa Central Hotel.

Nagel stod tilfældigvis ved Vinduet i sit Værelse og saa ud, ellers havde han hele Eftermiddagen drevet rastløst op og ned ad Gulvet og blot et Par Gange standset, forat drikke et Glas Vand. Hans Ansigt var usædvanligt rødt, feberrødt, og hans Øjne brændende. Nu havde han i Time efter Time tænkt paa den ene og samme Ting: sit sidste Møde med Dagny Kielland.

Et Øjeblik havde han villet indbilde sig selv, at han kundekunde] rettet fra: knnde (trykkfeil) rejse sin Vej og glemme det hele; han fik Kufferten aabnet og tog ud af den Papirer, et Par Instrumenter af Messing, en Fløjte, nogle Nodeblade, Klæder, hvoriblandt en ny gul Dragt, nøjagtig lig den, han havde paa, og forskellige andre Ting, som han strøed udover Gulvet. Jo, han vilde rejse, Byen var ikke længer til at være i, den flaged aldrig mer, 271og det var dødt paa dens Gader; hvorfor skulde han ikke rejse? Og desuden, hvorfor Fan havde han i det hele taget ville stikke sin Næse ind her? En Ravnekrog var det, et lidet Skærerede af en By, med smaa, langørede Mennesker.

Men han vidste godt, at han ikke kom til at rejse, men at han blot vilde stive sig op og narre sig selv dermed. Mismodig pakked han igen alle sine Sager ned og satte atter Kufferterne paa deres Plads. Saa drev han aldeles forstyrret i Hovedet om fra Døren til Vinduet og tilbage igen, frem og tilbage med hastige Skridt, mens Klokken nedenunder slog det ene Slag efter det andet. Tilsidst slog den seks …

Da han standsed ved Vinduet og fik Øje paa den tilslørede Dame, der just steg opad Hoteltrappen, blev hans Ansigt helt forandret, og han tog sig et Par Gange op til Hovedet. Naa, hvorfor ikke! Hun havde lige saa megen Ret til at gæste Stedet som ham! Men det angik ham ikke, han havde andet at tænke paa, og desuden var hun og han kvit.

Han tvang sig straks til at være rolig, satte sig paa en Stol og tog op fra Gulvet en Avis, som han saa i hist og her, som om han læste. Der var ikke gaaet mer end et Minut eller to, før Sara aabned Døren og levered ham et Kort, hvorpaa der var skrevet med Blyant: Kamma. Bare Kamma. Han rejste sig og gik ned.

272Damen stod i Gangen i Samtale med Hotelværten; hun havde Sløret paa. Nagel bukked stumtstumt] rettet fra: stemt (trykkfeil) for hende.

«Goddag, Simonsen!» sagde hun med høj, bevæget Stemme, Simonsen, sagde hun.

Han studsed, men fatted sig straks og raabte paa Sara:

«Hvor maa vi gaa hen et Øjeblik?»

De blev vist ind i et Værelse ved Siden af Spisestuen, hvor Damen, saasnart Døren var lukket efter dem, sank om paa en Stol. Hun var i stor Bevægelse.

Deres Passiar blev afbrudt og dunkel, med halve Ord, hvoraf kun de selv forstod Meningen, og med flere intetsigende Hentydninger til Fortiden. De havde truffet hinanden før og kendte hinanden. Sammenkomsten vared ikke en Time. Damen talte mere dansk end norsk.

«Undskyld, at jeg endnu kaldte dig Simonsen,» sagde hun. «Det gamle, morsomme Kælenavn! Hvor det er gammelt og morsomt! Hver Gang, jeg nævner det for mig selv, ser jeg dig lys levende.»

«Hvornaar kom De?» spurgte Nagel.

«Nu, just nu, for lidt siden; jeg kom med Dampskibet … Ja, jeg rejser igen straks.»

«Allerede straks?»

«Hør,» siger hun, «De er glad for, at jeg rejser igen allerede straks; tror De ikke, at jeg 273ser det? … Nej, hvad skulde jeg egentlig gøre for mit Bryst, sig mig det? Føl her, nej, højere op! Ja, hvad synes De? Jeg tror, det er lidt værre nu, at det altsaa har forværret sig noget siden sidst; ikke sandt? Naa, det er ligegyldigt … Ser jeg uordentlig ud? Sig, om jeg gør. Hvordan ser jeg ud paa Haaret? Kanske jeg ogsaa er skidden, rent ud sagt skidden, for jeg har rejst i et Døgn … De har ikke forandret Dem, De er ogsaa lige kold, lige kold … De skulde ikke have en Kam paa Dem?»

«Nej … Hvor kunde De finde paa at komme hid? Hvad er det, som …»

«I lige Maade, i lige Maade, nemlig: hvor kunde De finde paa at stikke Dem væk paa et sligt Sted? Men tror De ikke, jeg fandt Dem? … Hør, du er jo Agronom her, hvad? Ha-ha-ha, jeg traf nogle Mennesker paa Kajen, som sagde, at du var Agronom, og at du har gjort noget ved en vis Fru Stenersens Have; der var nogen Ribs, som du havde taget dig af, du havde gaaet der i Skjorteærmene og arbejdet to Dage i Træk. Hvilket Indfald! … Jeg er saa iskold paa Hænderne; ja, det er jeg bestandig, naar jeg er bevæget, og nu er jeg bevæget, Du har heller ikke megen Medlidenhed med mig, skønt jeg kalder dig Simonsen som i gamle Dage og er fro og glad. Endnu mens jeg laa 274i Køjen imorges tænkte jeg: hvordan mon han vil være mod mig, vil han ikke ialfald sige Du og dikke mig under Hagen? Og jeg var næsten vis paa, at De vilde gøre det, men jeg har taget fejl. Læg Mærke til: jeg beder Dem ikke om at gøre det nu, det beder jeg Dem lægge Mærke til; det er forsent, jeg skal ikke have noget af det … Sig mig, hvorfor sidder De og blinker uafbrudt med Øjnene? Er det fordi De tænker paa noget andet hele Tiden, mens jeg taler?»

Han svared blot:

«Jeg er virkelig lidt daarlig idag, Kamma. Kunde De ikke sige mig med en Gang, hvorfor De har opsøgt mig? For De vilde gøre mig en stor Velgærning.»

«Hvorfor jeg har opsøgt Dem?» raabte hun. «Gud, hvor De kan saare én frygteligt! Er De kanske bange for, at jeg skal bede Dem om Penge, at jeg er kommet til Dem ene og alene forat plyndre Dem ud? Tilstaa det bare, hvis De virkelig tænker noget saa sort i Deres Hjærte. … Men hvad har jeg da opsøgt Dem for? Ja, gæt engang! Ved De slet ikke, hvad Dag og Dato det er idag? Har De kanske glemt Deres egen Fødselsdag?»

Og hun kasted sig hulkende paa Knæ for ham og greb begge hans Hænder, som hun lagde op til sit Ansigt og trykked til sit Bryst.

275Han blev straks underlig rørt af denne hæftige Ømhed, som han nu ikke havde ventet sig mere; han trak hende op til sig og satte hende paa sine Knæ.

«Jeg har ikke glemt din Fødselsdag,» sagde hun; «jeg husker den altid. Du ved ikke, hvor jeg græder for dig mangen Nat, naar jeg ikke kan sove blot for Tanker … Gutten min, du har din samme røde Mund endnu! Jeg tænkte paa saa meget ombord, jeg tænkte: mon hans Mund er lige rød endnu? … Hvor dine Øjne flakker omkring! Du er vel ikke utaalmodig, vel? Ellers er du den samme, men dine Øjne flakker virkelig, som om du sidder og pønser paa at blive af med mig snarest muligt. Lad mig heller sidde paa Stolen ved Siden af dig, det synes du vist bedre om; ikke sandt? Jeg har saa meget, saa meget at tale med dig om, og jeg maa skynde mig, for snart gaar Dampskibet, og nu sidder du bare og forvirrer mig med dine ligegyldige Miner. Hvad skal jeg sige, forat faa dig til at høre nøje paa mig? Du er i Grunden ikke det Spor taknemmelig for, at jeg har husket denne Dag og er kommet hidop … Har du faaet mange Blomster? Ja, det har du vel. Fru Stenersen har vel ogsaa husket dig? Sig mig, hvorledes ser hun ud, denne Fru Stenersen, som du gaar og er Agronom for? Ha-ha-ha, nej, din Mage! … Jeg vilde 276ogsaa have bragt nogle Blomster med til dig, hvis jeg havde havt Raad til det; men jeg var for fattig just nu … Herregud, hør nu lidt paa mig disse Par fattige Minutter; vil du ikke det? Hvor dog alt er forandret nu! Kan du huske engang – men det husker du naturligvis ikke, og det er unødigt at minde dig om det; men engang kendte du mig i lang Afstand bare paa min Hattefjær og kom løbende, saasnart du saa den. Du ved meget godt, at det er sandt, gør du ikke? det hændte engang paa Fæstningsvolden. Du nikker, du kan altsaa huske det? Ja, ser du der; havde jeg saa ikke Ret? Men nu husker jeg ikke længer, hvorfor jeg omtalte dette med Hattefjæren, Herregud, jeg har glemt, hvad jeg skulde bruge det til imod dig, skønt det var et godt Argument … Hvad nu? Hvorfor springer du op?»

Han rejste sig, gik paa Tæerne over Gulvet og rev Døren op med et Ryk.

«Man ringer og ringer paa Dem i Spisestuen, Sara!» sagde han ud gennem Døren.

Og da han igen kom tilbage og satte sig paa Stolen nikked han til Kamma og hvisked:

«Jeg skønte nok, at hun stod og lytted.»

Kamma blev utaalmodig.

«Og selv om hun lytted?» sagde hun. «Nej, hvorfor i Alverden er De saa optagen af Tusind andre Ting just nu? Nu har jeg siddet 277her et Kvarter, og De har ikke engang bedt mig om at løse paa Sløret. Ja, understaa Dem blot ikke at bede mig om det nu bagefter! De tager ikke i Betragtning, at det dog er frygteligt at have et Vinterslør over Ansigtet i denne Varme. Naa, det er Løn som forskyldt; hvad vilde jeg ogsaa her! Jeg hørte godt, at De bad Pigen om Lov til at gaa ind her blot et Øjeblik. Blot et Øjeblik! sagde De. Det betød vel, at De vilde se at gøre Dem færdig med mig paa et Minut eller to. Ja, ja, jeg bebrejder Dem det ikke, jeg er bare saa usigelig bedrøvet for det. Gud hjælpe mig! … Og hvorfor kan jeg aldrig slippe dig? Jeg ved, at du er gal, at dine Øjne er aldeles forrykte, ja, tænk, det har jeg hørt, og jeg tror det gærne; men jeg kan ikke slippe Dig alligevel. Doktor Nissen har sagt, at du er gal, og Gud skal vide, du maa være meget gal, naar du har kunnet slaa dig ned paa et sligt Sted, som dette, og kalde dig Agronom. Jeg har aldrig hørt paa Magen! Og du gaar fremdeles med den Jærnring paa Fingeren og bruger uafladelig denne skrigende gule Klædning, som ingen anden end du vilde have paa Kroppen …»

«Har Doktor Nissen sagt, at jeg var gal?» spurgte han.

«Doktor Nissen har sagt det lige ud! Vil du vide, hvem han har sagt det til?»

278Pause. Han faldt et Øjeblik i Tanker. Saa saa han igen op og spurgte:

«Sig mig oprigtigt, kunde jeg ikke hjælpe Dem med lidt Penge, Kamma? De ved, jeg kan.»

«Aldrig!» raabte hun, «aldrig, hører De! Men i Alverden, skal De da have Lov til at slynge mig den ene Fornærmelse efter den anden i Ansigtet!»

Pause.

«Jeg ved ikke, sagde han, «hvorfor vi skal sidde her og bare gøre det surt for hinanden …»

Men nu afbrød hun ham grædende og overvejed ikke længer, hvad hun sagde:

«Hvem er det, som er sur? Er det mig? Hvor inderlig bundforandret du dog er bleven paa nogle faa Maaneder! Jeg kommer hid ens Ærinde forat … Jeg venter ikke at faa mine Følelser gengældt mere, du ved, jeg er ikke af den Sort, at jeg tigger om det; men jeg havde haabet, at du vilde behandle mig lidt overbærende … Herregud i Himlen, hvor mit Liv er ganske sørgeligt! Jeg skulde rive dig ud af mit Hjærte, og jeg kan ikke, jeg følger efter dig og lægger mig for dine Fødder. Kan du huske dengang ude paa Drammensvejen, da du slog en Hund over Snuden, fordi den hopped opad mig? Ja, det var min Skyld, jeg skreg, 279fordi jeg troed, den vilde bide; nu, det vilde den nu ikke, den vilde bare lege, og da du havde slaaet den, krøb den paa Bugen for os og lagde sig ned, istedetfor at løbe. Dengang græd du over Hunden og klapped den, du græd i Smug, jeg saa det godt; men nu græder du ikke, skønt … Men dette skal ikke være nogen Sammenligning; du indbilder dig vel ikke, at jeg sammenligner mig med en Hund? Gud Fader ved, hvad du finder paa i dit Overmod; naar du har dét Ansigt, saa kender jeg dig. Jeg ser, du smiler, jo, du gjorde, du smilte! Du haaner mig op i mine aabne Øjne! Lad mig sige dig det rent ud … Nej, nej, nej, tilgiv mig forresten; nu er jeg saa fortvivlet igen. Du ser her for dig en brudt … jeg er aldeles brudt, ræk mig Haanden! Saa tilgiv mig nu! Jeg burde ikke have saaret dig; men jeg sidder her og føler hele Tiden, at du aldrig kan glemme den Smule Forseelse nogen Gang. Det var dog blot en liden Forseelse af mig, naar du bare tænker dig om. Det var daarligt gjort af mig, at jeg ikke gik ned til dig den Aften; du gav mig Signal paa Signal, og jeg gik ikke ned; jeg angrer det ved Gud saa dybt! Men han var ikke hos mig da, som du troed; han havde været der, men han var der ikke da, han var gaaet. Jeg tilstaar det jo og beder om Naade, andet kan jeg ikke gøre. Men jeg skulde have 280jaget ham, ja, jaget ham, jeg indrømmer det, jeg indrømmer gærne alt, og jeg skulde ikke … Nej, jeg forstaar ikke … jeg forstaar ingenting mere …»

Pause. I denne Stilhed hørtes blot Kammas Hulken og Klirren af Knive og Gafler inde i Spisestuen. Hun vedblev at græde og tørre sig med Lommetørklædet under Sløret.

«Tænk dig, han er skrækkelig hjælpeløs,» fortsatte hun, «han duer saa lidet til at sætte haardt mod haardt. Stundom slaar han i Bordet og vil have mig til at drage Pokker ivold, ja, han skælder mig ud, siger, at jeg ødelægger ham og er mer end grov; men straks efter er han saa ulykkelig igen og kan ikke engang beslutte sig til at lade mig gaa. Hvad skal jeg saa gøre, naar jeg ser, hvor svag han er? Jeg opsætter fra Dag til Dag at rejse min Vej, skønt jeg ikke har det for godt … Men beklag mig ikke; De kan vove at vise mig Deres uforskammede Medynk! Han er ialfald bedre end de allerfleste og har glædet mig mer end nogen anden, mere end De. Jeg elsker ham lige fuldt, saa meget De ved det; jeg er ikke kommet hid forat bagtale ham. Naar jeg kommer hjem og træffer ham, vil jeg bede ham paa Knæ om Forladelse for, hvad jeg allerede har sagt. Ja, det vil jeg!»

Nagel sagde:

281«Kære Kamma, vær nu lidt fornuftig! Lad mig hjælpe Dem, hører De! Jeg tror, De trænger det. Vil De ikke det? Det er stygt af Dem at afslaa det, naar jeg kan saa godt, som nu, og saa gærne vil.»

Dermed tog han Lommebogen frem.

Hun raabte rasende:

«Har jeg ikke sagt Nej! Kan De ikke høre, Menneske!»

«Men hvad vil De da?» sagde han bestyrtet.

Nu satte hun sig paa Stolen og holdt op at græde. Hun lod til at angre sin Hæftighed.

«Hør, Simonsen … tillad mig at kalde Dem Simonsen endnu engang, og hvis De ikke blir vred, saa vilde jeg gærne sige noget. Hvad ligner det, at De giver Dem til at bo paa et sligt Sted, som dette, og hvorfor i Alverden gør De det? Er det saa kanske paafaldende, at Folk siger, De er gal? Jeg husker ikke engang, hvad Byen hedder, før jeg tænker mig om, saa liden er den, og her gaar De og spiller Komedie og forbauser Indbyggerne med mærkelige Paafund! Skulde virkelig ikke De finde paa noget bedre? … Nu, det vedkommer jo ikke mig, jeg siger det ogsaa blot af gammel … Nei, hvad tror De, jeg maa gøre for mit Bryst? Nu er det lige ved at sprænges! Tror De ikke, at jeg maa søge Lægen igen? Men hvad i Guds Navn 282skal jeg søge Læge for, naar jeg ikke ejer en Øre til det?»

«Men jeg vil saa inderlig gærne forstrække Dem, hører De; De kan jo give mig det tilbage engang?»

«Naa, det kan ogsaa være lige meget, enten jeg søger Læge eller ej,» fortsatte hun som et egensindigt Barn. «Hvem skulde sørge over mig, om jeg døde?» … Men pludselig slog hun om, gjorde som om hun betænkte sig og sagde: «Naar jeg overvejer det, hvorfor skulde jeg ikke modtage Deres Penge? hvorfor ikke lige saa godt nu som før? Jeg er dog ikke saa overstadig rig, at jeg af den Grund skulde … Ja, men nu har De Gang paa Gang passet paa at tilbyde mig dem i et Øjeblik, hvori jeg har været opirret, saa De paa Forhaand kunde vide, at jeg vilde afslaa dem. Jo, De har! De har beregnet det nøje, bare forat spare Deres Penge, skønt De har saa mange af dem nu; tror De ikke, jeg har mærket det? Og selv om De byder mig dem nu igen, endnu engang, saa gør De det forat ydmyge mig og glæde Dem over, at jeg tilsidst er nødt til at modtage dem. Men det faar ikke hjælpe, jeg modtager dem dog og er dig taknemmelig; Gud give, jeg ikke trængte til dig! Men saa meget De ved det, det var ikke derfor, jeg kom hid idag, det var ikke for Pengenes Skyld, enten De tror mig eller ej. 283Jeg kan ikke tro, De er saa simpel, at De tænker det … Men hvormeget kan du afse, Simonsen? Herregud, du skal ikke tage dig for nær, jeg beder dig, og nu skal du tro, jeg er oprigtig …»

«Hvormeget trænger De?»

«Ja, hvad jeg trænger! … Gud, Dampskibet gaar vel ikke ifra mig? … Jeg trænger kanske meget, men … kanske flere Hundrede Kroner, men …»

«Ja, ja. Men hør nu, De skal aldeles ikke føle Dem ydmyget ved at modtage disse Penge; hvis De vilde, saa kunde De fortjene dem af mig. De kunde gøre mig en umaadelig stor Tjeneste, hvis jeg turde bede Dem …»

«Hvis du turde bede mig!» raabte hun ellevild af Glæde over denne Udvej. «Gud, hvor du kan snakke! Hvilken Tjeneste? hvilken Tjeneste, Simonsen? Jeg er beredt til alt! Aa, kæreste Gutten min!»

«De har endnu tre Kvarter, til Dampskibet gaar …»

«Ja. Og hvad skal jeg gøre?»

«De skal opsøge en Dame og udrette et Ærinde.»

«En Dame?»

«Hun bor nede ved Kajen i et lidet en Etages Hus; der er ingen Gardiner for, men der plejer at staa nogle hvide Blomster i 284Vinduerne. Damen hedder Martha Gude, Frøken Gude.»

«Men er det hende … er det da ikke den Fru Stenersen …?»

«Hør, De er paa Vildspor, Frøken Gude er vist henimod firti Aar. Men hun har en Stol, en gammel Lænestol, som jeg har bestemt mig til at komme i Besiddelse af, og det maa De hjælpe mig med … Gæm nu forresten Deres Penge, saa skal jeg imidlertid forklare Dem altsammen.»

Det begyndte at skumre lidt; Hotellets Gæster forlod Spisestuen med megen Larm, og Nagel sad endnu og forklared nøjagtigt alt angaaende den gamle Lænestol. Der maatte gaaes lidt forsigtig frem, det nytted ikke med store Gestus. Kamma blev ogsaa mer og mer ivrig efter at komme afsted, denne fordægtige Mission satte hende i Henrykkelse, hun lo højt og spurgte idelig om hun ikke maatte forklæde sig lidt, ialfald bruge Briller. Var det ikke saa, at han engang havde en rød Hat? Den kunde hun tage paa …

«Nej, nej, De skal ingen Kunster gøre. De skal i al Simpelhed byde paa Stolen, drive Prisen op, De skal gaa til to Hundrede Kroner, ja, til to Hundrede og tyve Kroner. Og De kan være tryg for, at De ikke blir hængende ved den, De faar den ikke.»

285«Gud, hvilken Masse Penge! Hvorfor skulde jeg ikke faa den for to Hundrede og tyve Kroner?»

«Fordi jeg har betinget mig den før.»

«Men sæt, hun tog mig paa Ordet?»

«Hun tager Dem ikke paa Ordet. Gaa saa!»

Endog i sidste Øjeblik bad hun paany om en Kam og udtalte sin Bekymring for, at hendes Kjole kunde være bleven krøllet. «Men jeg taaler ikke, at du holder saa meget til oppe hos den Fru Stenersen,» sagde hun, «jeg taaler det ikke, jeg blir utrøstelig. «Og hun saa endnu engang efter, om hun havde forvaret sine Penge rigtig godt. «Hvor du er sød, som gav mig alle de Penge!» udbrød hun. Og med en hurtig Bevægelse slog hun Sløret op og kyssed ham paa Munden, midt paa Munden. Men hun var alligevel fuldt optagen af sit underlige Ærinde til Martha Gude og spurgte:

«Hvordan kan jeg faa underrettet dig om, at alt er gaaet godt? Jeg kan bede Kaptejnen fløjte, hvis du synes saa, fløjte fire eller fem Gange, gaar ikke det an? Der kan du se, jeg er ikke saa dum. Nej, stol paa mig! Skulde jeg ikke ogsaa gøre saapas for dig, naar du … Hør, det var ikke for Pengenes Skyld, jeg kom idag, tro mig! Ja, lad mig nu takke dig endnu engang! Paa Gensyn, paa Gensyn!»

Endnu engang følte hun efter Pengene.

286En Halvtimes Tid bagefter hørte Nagel virkelig ogsaa en Dampfløjte, som peb fem Gange i Træk.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.