III.

Minutten fandt sig en Stol og tændte en Cigar.

«Drikker De ingenting?» spurgte Nagel.

«Nej, jeg drikker ikke meget; jeg forvirres af det og ser dobbelt om ganske kort Tid,» svared hans Gæst.

«Har De nogensinde drukket Champagne? Ja, det har De naturligvis?»

«Ja, for mange, mange Aar siden, i mine Forældres Sølvbryllup, da drak jeg Champagne.»

«Var det godt?»

«Ja, jeg husker, at det smagte godt.»

Nagel ringte og fik Champagne.

Mens de nipper til Glassene og røger til, siger pludselig Nagel og ser fast paa Minutten:

«Sig mig – ja, det er bare et Spørgsmaal, og det vil maaske endog forekomme Dem latterligt; men kunde De for en vis Sum lade Dem indskrive som Barnefader for et Barn, som De ikke var Fader til? Det falder mig bare ind.»

31Minutten saa paa ham med vidaabne Øjne, men taug.

«For en mindre Sum, femti Kroner, eller lad os sige indtil et Par Hundrede Kroner?» spørger Nagel. «Det kommer ikke saa nøje an paa hvormeget.»

Minutten ryster paa Hovedet og tier en lang Stund.

«Nej,» svarer han saa.

«Ja, kunde De ikke det? Jeg skulde i saa Fald udrede Pengene kontant.

«Det hjælper ikke. Nej, jeg kan ikke gøre det, jeg kan ikke tjene Dem i det.»

«Ja, hvorfor egentlig ikke?»

«Stop! Sig ikke noget og bed mig ikke, lad mig være. Jeg er dog et Menneske.»

«Ja, naturligvis er De et Menneske. Naa, det var kanske altfor grovt; hvorfor skulde De gøre nogen en slig Tjeneste? Men jeg kunde have Lyst til at gøre Dem et Spørgsmaal til: er De villig til … kunde De for fem Kroner gaa rundt Byen med en Avis eller en Papirpose hæftet fast paa Deres Ryg, begynde her ved Hotellet og lægge Vejen om Torvet og Bryggerne – kunde De gøre det? Og for fem Kroner?»

Minutten luder skamfuld med Hovedet og gentager mekanisk: fem Kroner. Ellers svared han ikke.

32«Naa, ja, eller ti Kroner, om De vil; lad os sige ti Kroner. De kunde altsaa gøre det for ti?»

Minutten stryger Haaret fra Panden.

«Jeg begriber ikke, at alle Folk, som kommer her, ved paa Forhaand, at jeg er til Nar for alle,» siger han.

«Som De ser, kan jeg overrække Dem Pengene straks,» vedbliver Nagel; «det beror bare paa Dem selv.»

Minutten fæster Øjnene paa Sedlen, stirrer et Øjeblik fortabt paa disse Penge, slikker sig formelig om Munden efter dem og udbryder:

«Ja, jeg …»

«Undskyld! siger Nagel hurtigt; «undskyld, at jeg afbryder Dem,» siger han igen, forat hindre den anden fra at tale. «Hvad er Deres Navn? Jeg ved ikke, jeg tror ikke, De har sagt mig, hvad De hedder?»

«Mit Navn er Grøgaard.»

«Jasaa, Grøgaard? Er De i Slægt med Ejdsvoldsmanden?»

«Ja, ogsaa det.»

«Hvad var det nu vi talte om? Jasaa, Grøgaard? Ja, De vil naturligvis ikke tjene disse ti Kroner paa den Maade, da? Vel?»

«Nej,» hvisker Minutten vaklende.

«Nu skal De høre,» siger Nagel, og han talte meget langsomt; «jeg vil med Glæde give

33Dem denne Tikrone, fordi De ikke vilde gøre dette, som jeg foreslog Dem. Og jeg vil desuden give Dem endnu en Tikrone til paa Købet, hvis De vil gøre mig den Fornøjelse at modtage den. Spring ikke saaledes op; denne lille Villighed generer mig ikke, jeg har mange Penge nu, ganske mange Penge; det sætter mig ikke i Forlegenhed.» Da han havde fundet Pengene frem, lagde Nagel til: «De gør mig blot en Glæde; værsaagod!»

Men nu sidder Minutten stum, hans Lykke stiger ham til Hovedet, og han begynder at kæmpe med Graaden. l et halvt Minut glipper han med Øjnene og svælger: saa siger Nagel:

«De kan vel være firti Aar eller saa, De?»

«Tre og firti, jeg er over tre og firti.»

«Saa, stik nu Pengene i Lommen, og … Aa, velbekomme! Hør, hvad hedder den Fuldmægtig, som vi talte med nede i Kaféen?»

«Det ved jeg ikke, vi kalder ham blot Fuldmægtigen; han er Fuldmægtig paa Sorenskriverkontoret.»

«Ja, ja, det er ogsaa ligegyldigt. Sig mig …»

«Undskyld!» Minutten kan ikke holde sig længer, han er overvældet og vil absolut forklare sig, skønt han stammer som et Barn. «Undskyld og tilgiv mig! «siger han. Og paa en lang Stund kan han ikke faa til mere.

34«Hvad var det, De vilde sige?»

«Jeg vilde sige Dem Tak, oprigtig Tak af et oprigtigt …»

Pause.

«Naa, ja, det er vi færdige med,» slutter Nagel.

«Nej, bi lidt!» raabte Minutten. «Ja, undskyld, men vi er ikke færdige med det. De troed, at jeg ikke vilde gøre det, at det var Vrangvillighed fra min Side, og at jeg gjorde mig en Gæde af at stille mig paa Bagbenene; men saasandt som der er en Gud … Men er vi saa færdige med det? Kan vi saa siges at være færdige med det, naar De kanske endog fik det Indtryk, at jeg saa paa Prisen og ikke vilde gøre det for fem Kroner? Det var ikke af Hensyn til Betalingen, jeg betænkte mig, det haaber jeg, De ikke tror. Og det var bare dette, jeg vilde sige.»

«Ja, det er altsammen godt! det taler vi ikke mere om. En Mand med Deres Navn og Dannelse skal jo ikke gøre slige Narrestreger. Vel? Jeg kom til at tænke paa … ja, De kender naturligvis alle Byens Forhold, ikke sandt? Jeg skal sige Dem, jeg har tænkt at bo her en Tid, virkelig slaa mig til her for nogle Maaneder i Sommer, hvad mener De om det? Er De herfral»

35«Ja, jeg er født her; min Fader var Præst her, og jeg har boet her de sidste tretten Aar, fra jeg blev vanfør.»

«Bringer De Kul omkring? Jeg syntes, De talte om, at De havde bragt Kul hid til Hotellet?»

«Ja, jeg bærer Kul om i Husene. Det generer mig ikke, hvis det er derfor De spørger. Det er gammel Vane, og det skader mig ikke, naar jeg bare gaar forsigtigt i Trapperne. Men ifjor Vinter faldt jeg ned og forværred mig, saa jeg en lang Tid maatte bruge Stok.»

«Gjorde De virkelig? Hvorledes gik det til?»

«Jo, det var i Bankens Trappe, og der var lidt Is paa Trinene. Nu stiger jeg op med en temmelig tung Sæk. Da jeg var kommet vel midtvejs, ser jeg højt oppe i Trappen Konsul Andresen, som netop kommer nedad. Jeg vil da vende om og gaa ned igen, forat Konsulen kan komme frem; han sagde ikke, at jeg skulde gøre det, men det faldt af sig selv, og jeg vilde ogsaa have gjort det uopfordret; men i det samme var jeg saa uheldig at glide paa Trinnet og falde. Jeg kom ned paa højre Skulder; det lyder løjerligt, men det var virkelig paa højre Skulder, jeg kom ned, efterat jeg havde tumlet om mange Gange. Hvordan er det med Dem? siger Konsulen til mig; De skriger ikke, De har altsaa ikke slaaet Dem? Nej, svarer jeg, jeg36var lidt heldig endda! Men det vared ikke fem Minutter før jeg besvimed to Gange i Træk; desuden hovned jeg op i Underlivet paa Grund af mit gamle Tilfælde. Konsulen betænkte mig forresten rigeligt bagefter, skønt han ingen Skyld havde.»

«Led De ingen anden Skade? Slog De Dem ikke i Hovedet?»

«Aa, jo, jeg slog mig lidt i Hovedet. Jeg spytted ogsaa Blod en Stund.»

«Og Konsulen hjalp Dem i den Tid, De var syg?»

«Ja, det gjorde han, og det paa en storartet Maade. Han sendte mig baade den ene og den anden Ting, han glemte mig ikke nogen Dag. Men det bedste af alt var, at den Dag, jeg var oppe igen og gik til Konsulen forat takke ham, havde han allerede ladet Flaget hejse. Han havde udtrykkelig givet Ordre til at hejse Flaget bare til Ære for mig, skønt det ogsaa var Frøken Fredrikkes Fødselsdag.»

«Hvem er Frøken Fredrikke?»

«Det er hans Datter.»

«Saa. Ja, det var jo smukt at ham … Aa, hør, De ved ikke, hvad man flaged for her i Byen for nogle Dage siden?»

«For nogle Dage siden? Lad mig se, var det for vel en Uge siden? Naa, ja, saa var det for Frøken Kiellands Forlovelse, Dagny Kiellands 37Forlovelse. Aa, ja, den ene efter den anden forlover sig og gifter sig og rejser bort. Jeg har Venner og Bekendte snartsagt over det hele Land nu, og der er ingen af dem, jeg ikke vilde møde igen. Jeg har set dem lege og gaa paa Skolen og konfirmeres og blive voksne allesammen. Dagny var blot tre og tyve Aar, og hun var hele Byens Kælebarn. Hun var ogsaa smuk. Hun blev forlovet med Løjtnant Hansen, som i sin Tid har foræret mig denne selvsamme Hue, som jeg har her. Han er ogsaa herfra.»

«Har denne Frøken Kielland lyst Haar?»

«Ja, hun har lyst Haar. Hun er ganske udsædvanlig smuk, og allesammen var ogsaa glade i hende.»

«Jeg har nok set hende borte ved Præstegaarden. Plejer hun at gaa med en rød Parasol?»

«Akkurat! Der er heller ingen anden, som har en rød Parasol her, saavidt jeg ved. De har ganske bestemt set hende, hvis De har set en Dame med en tyk gul Flætte nedad Ryggen; hun er ikke lig nogen anden her omkring. Men De har kanske ikke talt med hende endda?»

«Jo, maaske ogsaa talt med hende.» Og Nagel lægger tankefuldt til for sig selv: «Nej, kære, var dét Frøken Kielland!»

38«Ja, men ikke ordentligt? De har kanske ikke havt en længere Samtale med hende? Det har De tilgode. Hun ler ganske højt, naar hun finder noget morsomt, og hun kan ogsaa ofte le ad næsten ingen Ting. Hvis De taler med hende, skal De se, hvorledes hun lytter opmærksomt til det, De siger, lige til De er færdig, og saa svarer hun paa det, De har sagt; men naar hun svarer, blir hun gærne rød i Kinderne; det er sandt, det stiger hende til Hovedet; jeg har lagt Mærke til det ofte, naar hun har talt med nogen. Med mig er det derimod en anden Sag, mig passiarer hun med, naar det træffer sig, og gør ingen Omstændigheder med det. Jeg kunde saaledes gaa til hende paa Gaden, og hun vilde standse og række mig Haanden, selv om hun havde det temmelig travelt. Hvis De ikke tror det, kan De blot lægge Mærke til det engang.»

«Jo, jeg tror det gærne. De har altsaa en god Veninde i Frøken Kielland?»

«Paa den Maade naturligvis, at hun idelig bærer over med mig; paa anden Maade kan det jo ikke være, det er klart. Jeg er nu og da paa Præstegaarden, naar jeg blir buden, og saavidt jeg har kunnet forstaa, har jeg heller ikke været uvelkommen, endog naar jeg har gaaet derhen ubuden. Frøken Dagny laante mig endog Bøger, da jeg var syg, ja, hun kom selv herud med dem, bar dem hele Vejen under Armen.»

39«Hvad kunde det være for Slags Bøger?»

«De mener: hvad kunde det være for Slags Bøger, som jeg kunde læse og forstaa?»

«Nej, dennegang misforstaar De mig; Deres Spørgsmaal er skarpsindigt, men De misforstaar mig. De er en interessant Mand! Jeg mente: hvad Slags Bøger er det altsaa denne unge Dame selv holder og læser? Det var dét, som det skulde fornøje mig at vide.»

«Jeg husker, at engang bragte hun mig Garborgs «Bondestudentar» og to andre, den ene var vist Turgénjevs «Rudin». Men ved en anden Lejlighed læste hun højt for mig af Garborgs «Uforsonlige».»

«Og det var hendes egne Bøger?»

«Ja, det var Faderens. Det var Faderens Navn, som stod i dem.»

«Jasaa … Nej, De maa drikke lidt; lad os drikke en Skaal for noget, for Eksempel for Familjen Kielland, vil De det? Det maa være en bra Familje.»

Da de havde drukket, sagde Nagel:

«Apropos: dengang De kom til Konsul Andresen forat takke ham, som De fortæller …»

«Ja, jeg vilde takke ham for hans Hjælp.»

«Javel. Men var Flaget hejst allerede før De kom den Dag?»

«Ja, han havde ladet det hejse for min Skyld; han fortalte mig det selv.»

40Pause.

«Ja, ser De der. Men det skulde ikke være i Anledning af Fødselsdagen, at Flaget var hejst?»

«Jo, det var det vel; det kan gærne være; det er ogsaa godt. Det vilde være en Skam, om ikke Flaget var bleven hejst paa Frøken Fredrikkes Fødselsdag.»

«Ja, det har De ogsaa Ret i … Fra det ene til det andet: Deres Onkel, hvor gammel er han?»

«Han er vist omkring sytti Aar. Nej, det er kanske formeget, men han er ialfald over seksti. Han er meget gammel, men rørig for sin Alder; han kan til Nød læse uden Briller endnu.»

«Hvad hedder han?»

«Han hedder Grøgaard han ogsaa. Baade han og jeg hedder Grøgaard.»

«Har Deres Onkel et Hus for sig selv, eller lejer han?»

«Han lejer det Rum, som vi bor i, men Kulboden den ejer han selv. Det falder os ikke vanskeligt at betale den Leje, hvis det er dét, De tænker paa; vi betaler med Kul, og stundom kan ogsaa jeg betale af lidt med et eller andet Arbejde.»

«Deres Onkel bærer vel ikke Kul omkring?»

41«Nej, det falder paa mig. Han maaler det op og forestaar alting, og jeg bærer. Jeg kan jo bedre gaa omkring, fordi jeg er stærkere.»

«Javel. Og saa har De altsaa en Kone, da, til at koge for Dem?»

Pause.

«Undskyld,» svarer Minutten, «bliv ikke misfornøjet; men jeg vil gærne gaa, hvis De synes saa. Det maa være ganske som De selv ønsker i saa Maade. De holder kanske paa mig her, forat gøre mig en Glæde, skønt De selv ingen Fornøjelse kan have af at høre om mine Omstændigheder. Det kan ogsaa gærne være, at De taler med mig af en anden Grund, som jeg ikke forstaar. og i saa Fald er det godt. Men om jeg ogsaa gaar, er der ingen, som forulæmper mig, det maa De ikke tro; jeg træffer ingen ildesindede Mennesker. Fuldmægtigen staar ikke og passer mig op udenfor Døren, forat hævne sig, hvis det er dét, De frygter for, og selv om han stod der, vilde han i ethvert Tilfælde ikke fortrædige mig, det tror jeg ikke.»

«Ja, De maa naturligvis gøre, som De selv har Lyst. Mig gør De en Fornøjelse ved at blive; men De skal ikke føle Dem forpligtet til at fortælle mig noget, blot fordi jeg altsaa har forstrakt Dem med et Par Kroner til Tobak. Gør bare som De vil.»

42«Jeg bliver! jeg bliver!» raaber Minutten, «og Gud velsigne Dem!» raaber han. «Jeg er lykkelig ved, at De finder nogen Adspredelse ved mig, skønt jeg skammer mig baade over mig selv og over, at jeg sidder her i dette Antræk. Jeg kunde nok have været betydelig anstændigere, hvis jeg havde havt lidt Tid til Forberedelse; det er en af Onkels gamle Frakker, jeg har paa, og den holder ingenting, det er ganske sandt, den taaler ikke et Fingertryk. Se, her har nu ogsaa Fuldmægtigen givet mig en lang Rift, som jeg haaber, De undskylder … Nej, hvad det angaar at have en Kone til at koge Maden, da har vi ingen Kone til det. Vi koger og vasker alt for os selv. Det falder ikke saa synderlig besværligt, og vi gør jo ogsaa det mindst mulige af det. Naar vi saaledes koger Kaffe om Morgenen, drikker vi Resten om Aftenen, uden at varme den igen, og ligedan er det med Middagen, som vi saa at sige koger en Gang for alle, naar det falder sig. Hvad mere kan vi begære i vor Stilling? Og desuden har jeg Vasken paa min Part; dét kan ogsaa være et lidet Tidsfordriv, naar jeg ikke har noget andet at bestille.»

Nu ringer en Klokke nedenunder, og Folk begynder at vandre nedad Trapperne til Aftensbordet.

«Det er Madklokken,» siger Minutten.

43«Ja,» svarer Nagel. Men han rejser sig ikke og viser heller ingen Tegn til Utaalmodighed; tvertimod, han sætter sig bedre tilrette og spørger: «De kendte kanske ogsaa den Karlsen, som man fandt død her borte i Skogen forleden? Var det ikke en sørgelig Tildragelse?»

«Jo, en yderst sørgelig Tildragelse. Jo, jeg skulde mene, jeg kendte ham. Et prægtigt Menneske og en ædel Karakter. Ved De, hvad han sagde til mig engang? Jeg blev kaldt til ham tidlig en Søndag Morgen; det er vel et Aar siden nu, det var i Maj ifjor. Han bag mig om at bringe et Brev for ham. – «Ja,» sagde jeg, «det skal jeg gøre; men jeg har slige upassende Sko paa idag, jeg kan ikke godt gaa til Folk i disse Sko. Hvis De siger saa, vil jeg gaa hjem og laane et Par andre.» – «Nej, det behøves ikke,» svarer han, «jeg kan ikke tro, at det gør noget, hvis De da ikke blir vaad i de der.» – Endog det tænkte han paa, at jeg kanske kunde blive vaad i de Sko! Naa, men saa stikker han mig i Smug en Krone i Haanden og leverer mig Brevet. Da jeg allerede var kommet ud paa Gangen, river han Døren op igen og kommer efter mig; han er saa straalende over hele Ansigtet, at jeg standser og ser paa ham, og hans Øjne er fulde af Vand. Saa tager han om mig, han lægger sig helt ind til mig og tager mig virkelig om Livet og siger:

44«Gaa saa med Brevet, gamle Ven; jeg skal nok huske paa Dem senere. Naar jeg blir Præst og faar et Kald engang, saa skal De komme og være hos mig hele Tiden. Ja, gaa da, og Lykke med Dem!» – Ja, han fik jo aldrig Kald desværre; men han vilde nok have holdt sit Ord til mig, hvis han havde levet.»

«Og saa bragte De Brevet?»

«Ja.»

«Og blev Frøken Kielland glad, da hun fik det?»

«Hvordan kan De vide, at det var til Frøken Kielland?»

«Hvordan jeg kan vide det? De sagde det jo netop selv.»

«Sagde jeg det selv? Det er ikke sandt.»

«He-he, er det ikke sandt? Tror De, at jeg sidder her og lyver for Dem?»

«Nej, undskyld, det kan gærne være, at De har Ret; men jeg burde ialfald ikke have sagt det. Det skede af Vanvare. Nej, sagde jeg virkelig det?»

«Hvorfor ikke? Forbød han Dem da at sige det?»

«Nej, ikke han.»

«Men hun?»

«Ja.»

«Ja, det er godt; det skal være gæmt hos 45mig. Men kan De forstaa, hvorfor han gik hen og døde netop nu?»

«Nej, det kan jeg ikke. Ulykken var altsaa ude.»

«Ulykken? Naa, ja, rigtig! Han har altsaa faldt og stukket sig ihjæl.»

«Ja, han har formodentlig gaaet i sine egne Tanker, og saa har han snublet forover og aabnet Pulsaarerne i Faldet. Det var en sørgelig Ulykke.»

«Ved De, hvornaar han skal begraves?»

«Ja, imorgen Middag.»

Saa blev der ikke talt mere om den Ting. En Stund sagde ingen af dem noget. Sara stak Hovedet indad Døren og mældte, at Maden var færdig; lidt efter sagde Nagel:

«Ja, nu er altsaa Frøken Kielland forlovet. Hvordan ser han ud, hendes Kæreste?»

«Det er Løjtnant Hansen, en kæk og rigtig udmærket Mand. Ja, hun kommer ikke til at lide Mangel hos ham.»

«Er han rig?»

«Ja, hans Fader er meget rig.»

«Er han Købmand?»

«Nej, han er Skibsreder. Han bor et Par Huse herfra; det er forresten ikke noget stort Hus, han har, men han behøver det heller ikke større; naar Sønnen er borte, er det bare de to 46Gamle igen. De har ogsaa en Datter, men hun er gift i England.»

«Og hvormeget kan gamle Hansen eje, tror De?

«Aa, han ejer kanske en Million; der er ingen, som ved det!»

Pause.

«Ja,» siger Nagel saa, «det er daarligt fordelt i denne Verden. Hvad om nu De havde lidt af de Penge, Grøgaard?»

«Nej, Gud velsigne Dem, hvorfor det? Aa, nej, vi skal være tilfredse med det, vi har. De er kanske ikke saa meget lykkeligere de, som har saa meget.»

«Nej, saa siger man … Nu falder det mig netop ind at spørge om noget: De kan vel ikke faa synderlig Tid til andet Arbejde, naar De skal bære alle disse Kul omkring, vel? Nei, det kan jeg forstaa. Men jeg lagde Mærke til, at De spurgte Værten, om han havde noget mere at gøre for Dem idag; husker De det?»

«Nej.»

«Jo, det var nede i Kaféen, De fortalte, at De havde bragt Kullene ind i Køkkenet, og saa spurgte De samtidig, om der var noget mere idag; kan De ikke huske det?»

«Jo, men det havde en anden Grund. Lagde De Mærke til det? Nej, Sagen er den, at jeg haabed at faa Betalingen for Kullene med det 47samme; men jeg turde ikke bede om det ligefrem, derfor sagde jeg ogsaa bare, at der var vel ikke noget mere idag. Det er hele Sammenhængen. Vi var i Forlegenhed just nu, og vi satte vort Haab til denne Betaling.»

«Hvormeget kunde De trænge, forat komme ud af den Forlegenhed?» spørger Nagel.

«Gud bevare Dem!» raaber Minutten med høj Røst. «Nævn det ikke oftere; vi er mer end rundelig hjulpne allerede. Det hele drejed sig om seks Kroner, og nu sidder jeg her med Deres tyve Kroner i Lommen, og Gud gengælde Dem for det! Men vi skyldte ganske rigtig disse seks Kroner, det var vor Købmand, som skulde have dem for Poteter og nogle andre Ting. Han havde sendt os Regning, og vi tænkte meget paa det begge to, hvad Raad vi skulde have; men nu er der ingen Nød længer, vi kan sove gladelig for den Skyld og staa op imorgen og være tilfreds igen.»

Pause.

«Ja, ja, det er kanske bedst, at vi drikker ud og skilles for iaften da,» siger Nagel og rejser sig. «Skaal! Nu haaber jeg, at det ikke er sidste Gang, vi har truffet hinanden. De skal virkelig love at komme igen; jeg bor altsaa her paa Numer 7, som De ser. Tak, Tak for dennegang!»

48Nagel sagde dette paa en ganske oprigtig Maade og rysted Minuttens Haand. Han fulgte sin Gæst ned og gik med ham til Yderdøren; her tog han sin Fløjels Hue helt af, ligesom engang før, og hilste dybt.

Saa gik Minutten. Han bukked utallige Gange, mens han gik baglænds opover Gaden; men han fik ikke et Ord frem, skønt han anstrængte sig hele Tiden forat sige noget.

Da Nagel traadte ind i Spisestuen, gjorde han Sara en liden høflig Undskyldning, fordi han kom forsent til Aftensbordet.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.