IX.

Dagen efter, i Middagstiden.

Nagel var just staaet op og var gaaet ud uden Mad. Han var allerede langt nede i Byen, lokket ud af det straalende Vejr og det muntre Liv paa Bryggerne. Med ét henvendte han sig til en Mand og spurgte efter Sorenskriverkontoret; Manden gav ham Besked derpaa, og Nagel gik lige derhen.

Han banked paa og traadte ind, gik forbi et Par Herrer, der sad og skrev, hen til Fuldmægtig Reinert, hvem han bad om en Samtale 194i Enrum, – det skulde ikke tage lang Tid. Fuldmægtigen rejste sig lidt uvilligt og fulgte ham ind i et Sideværelse.

Her sagde Nagel:

«Jeg beder Dem undskylde, at jeg endnu engang kommer tilbage til denne Sag, men det var altsaa den Historie med Minutten, som De ved. Jeg gør Dem herved min dybeste Afbigt.»

«Jeg betragter den Affære som op- og afgjort,» svared Fuldmægtigen. De gjorde mig et Slags Undskyldning i et helt Selskabs Nærværelse St. Hans Aften; jeg tager den Oprejsning for fyldestgørende og forlanger ingen yderligere.»

«Se, dette er nu overmaade smukt,» sagde Nagel, «rigtig smukt, og jeg gentager for Tydeligheds Skyld endnu en tredje Gang, at det er saa smukt af Dem. He-he. Men jeg er ikke rigtig tilfreds med den Ordning, Hr. Fuldmægtig. Det vil sige: jeg er tilfreds med den for min egen Del, men ikke for Minuttens. Jeg skulde højlig ønske, at De kunde indse, at ogsaa Minutten maa have sin Oprejsning, og at De er den Mand, som maa hjælpe ham til den.»

«De mener, at jeg bør gaa og bede den Tomsing om Forladelse for det Par Narrestreger, mener De det? Hør, var det ikke bedst, at De skøtted Deres egne Sager og ikke …»

«Ja, ja, ja, ja, det der kan vi før! Forat komme tilbage til Sagen: De rev Minuttens 195Frakke istykker og loved ham en anden istedet, husker De det?»

«Nu skal jeg sige Dem ét: De staar i et offentligt Kontor og sluddrer om en privat Sag, som ikke engang angaar Dem. Her er det mig, som er hjemme. De behøver ikke at gaa gennem Kontoret tilbage, De kan ogsaa finde Gaden gennem denne Dør.»

Saa aabned Fuldmægtigen den lille Dør.

Nagel lo og sagde:

«Saa, saa, dette her gør mig jo ikke bange! Nej forat tale Alvor, saa bør De øjeblikkelig sende afsted den Frakke, som De har lovet Minutten. Han trænger den, ved De, og han troed Dem paa Deres Ord.»

Fuldmægtigen slog Døren op paa vid Væg og sagde:

«Værsaagod!»

«Minutten gik dog ud fra, at De var et ærligt Menneske,» fortsatte Nagel, «og De burde ikke bedrage ham saa inderlig simpelt.»

Men nu aabned Fuldmægtigen Døren ind til Kontoret ogsaa og raabte ind til de to Herrer derinde. Nagel løfted derfor paa Huen og gik straks. Han sagde ikke et Ord mere.

Hvor dette Ærinde var løben uheldigt af! Det havde været langt bedre intet at have forsøgt. Nagel begav sig hjem, spiste Frokost, læste Aviser og legte med Hvalpen Jakobsen.

196Ud paa Eftermiddagen saa han fra Vinduet paa sit Værelse Minutten komme bærende med en Sæk opad den tunge, grusede Vej fra Kajen. Det var en Kulsæk han bar. Han gik yderst ludende og kunde ikke se frem for sig, fordi hans Byrde næsten trykked ham til Jorden. Han var saa gal i Benene og gik saa skævt, at hans Bukser var opgnavet til rene Filler indenbens. Nagel gik ham imøde og traf ham nede ved Posthuset, hvor Minutten havde sat Sækken ned et Øjeblik.

De hilste begge lige dybt for hinanden. Naar Minutten retted sig op, sank hans venstre Skulder langt ned. Nagel griber ham pludselig i denne Skulder, og uden nogen Indledning, uden at slippe Taget, siger han stærkt ophidset:

«Har De sladdret til nogen om de Penge, jeg gav Dem, sagt det til nogen, hvad?»

Minutten svarer forbauset:

«Nej, det har jeg ikke, slet ikke.»

«Lad mig bare underrette Dem om,» fortsætter Nagel bleg af Sindsbevægelse,» at hvis De nogen Gang siger et Ord om det Par Skillinger, saa slaar jeg Dem ihjæl – ihjæl! Ved Gud i Himlen! Forstaar De mig? Og lad ogsaa Deres Onkel holde tæt.»

Minutten blev staaende med gabende Mund og stammed et Ord nu og da: han skulde intet 197sige, ikke et Ord, han skulde love det, det var et Løfte …

Som om han vilde undskylde sin Ophidselse, lagde Nagel straks til:

«Dette er et Hul af en By, ja, en Rede, et Bol! Man stirrer efter mig, hvor jeg gaar, jeg kan ikke røre mig. Men jeg ønsker ikke dette Spioneri allevegne, jeg giver alle Mennesker Fan. Nu har jeg advaret Dem. Jeg skal sige Dem: jeg har Grund til at tro, at for Eksempel denne Frøken Kielland er lidt for flink til at lure Dem ud og faa Dem til at fortælle; men jeg skal ikke have noget af hendes Nysgærrighed, ikke Spor! Jo, jeg var forresten sammen med hende igaaraftes. Hun er en stor Kokette. Naa, det hører ikke hid. Jeg skal blot endnu engang bede Dem om at tie med den Bagatel, vi har havt sammen. Og hvis Deres Onkel siger noget, saa skal jeg Gud straffe mig lukke hans Mund med det samme; gaa straks hjem og fortæl ham det. Har De nu ogsaa forstaaet mig rigtig godt?»

«Ja, rigtig godt.»

«Det var forresten bra, at jeg traf Dem nu,» fortsatte Nagel; «jeg vil ogsaa tale med Dem om en anden Ting: Iforgaars sad vi sammen paa en Gravsten oppe paa Kirkegaarden.»

«Ja.»

198«Jeg skrev et Vers paa den Sten, jeg indrømmer et slet og upassende Vers, men det kommer ikke Sagen ved, jeg skrev altsaa det Vers. Da jeg gik derfra, stod Verset der, men da jeg nogle Minutter senere gik did igen, var det visket ud, – er det Deres Værk?»

Minutten ser mod Jorden og svarer:

«Ja.»

Pause. Men stammende, ganske urolig over at være greben i denne Dristighed, som han havde begaaet paa egen Haand, vil Minutten forklare sig:

«Jeg vilde gærne forebygge … De kendte ikke Mina Meek, det er hele Fejlen, ellers vilde De ikke have gjort det, ikke skrevet det. Jeg sagde ogsaa straks til mig selv: han er undskyldt, han er fremmed i Byen, og jeg, som hører hjemme her, har let for at rette paa det; skulde jeg da ikke gøre det? Jeg strøg Verset ud. Der var ingen, som havde læst det.»

«Hvordan ved De, at ingen havde læst det?»

«Ikke en Sjæl havde læst det! Da jeg havde fulgt Dem og Doktor Stenersen til Porten, vendte jeg straks tilbage og strøg det ud. Jeg havde ikke været mere end et Par Minutter borte.»

Nagel saa paa ham, tog hans Haand og trykked den uden at sige noget. De saa paa hinanden begge to; Nagels Mund bæved en Smule.

199«Farvel!» sagde han … «Det er sandt: har De faaet Frakken?»

«Hm. Men jeg faar den nok til den Dag, jeg har Brug for den. Om tre Uger skal …»

I det samme gaar den hvidhaarede Æggekone forbi, Martha Gude, med Kurven foran sig under Forklædet og de sorte Øjne nedslagne. Minutten hilste, Nagel hilste ogsaa, og hun svared næppe, gik blot hurtigt forbi, hasted hen til Torvet, hvor hun levered sine to tre Æg, og gik saa igen derfra med sine Skillinger i Haanden. Hun havde en grøn, tynd Kjole paa. Nagel slap ikke denne grønne Kjole afsyne. Han sagde:

«Hvad er det, som skal foregaa om tre Uger?»

«Der skal være Basar,» svared Minutten, «en stor Aftenunderholdning; har De ikke hørt det? Jeg skal være med i Tableauerne, Frøken Dagny har allerede bestemt mig til det.»

«Saa!» sagde Nagel tankefuld. «Ja, ja,» fortsatte han derpaa, «De faar Frakken med det første, en ny Frakke endog, istedetfor den gamle, som han loved Dem, kan De huske. Fuldmægtigen sagde til mig idag, at han havde glemt det, men at han skulde huske det en af Dagene. Fuldmægtigen er i Grunden ikke saa gal, han …. Men hør, det maa de endelig huske paa: De maa ikke takke ham, aldrig! De maa ikke 200under nogen Omstændighed nævne Frakken for ham, han vilde ingen Tak have. Forstaar De? Det vilde pine ham, sagde han, hvis De kom til ham og takked ham for den lille Villighed. Ja, De indser vel ogsaa selv, at det vilde være taktløst af Dem at minde ham om den Dag, da han var fuld og gik ud af Hotellet med en Bule i Hatten; ikke sandt?»

«Jo.»

«For jeg ydmyged ham jo grusomt, som De husker, og kaldte ham en Hvalp i mange Menneskers Paahør. Jeg har rigtignok gjort ham min Undskyldning herfor, men alligevel. De modtager altsaa Frakken og lader som ingenting, og De siger heller ikke til Deres Onkel, hvor De har faaet den; ikke en Sjæl maa vide det, Fuldmægtigen forlangte det udtrykkelig. De kan vel nemlig forstaa, at det vilde være flaut for ham, om det kom ud i Byen, at han plejed at forløbe sig mod hvemsomhelst og saa bagefter var nødt til at gøre det godt igen med Frakker; ikke sandt?»

«Jo, det forstaar jeg godt.»

«Saa er det en Aftale?»

«Ja, jeg skal ingenting sige.»

«Godt … Hør, det falder mig bare ind: hvorfor bruger De ikke heller en Kærre til at bringe Kullene omkring med?»

201«Det kan jeg ikke for mit Tilfældes Skyld, jeg duer ikke til at trække. Jeg kan taale adskillig Tyngde, naar jeg læsser paa mig med Omtanke, men jeg kan ikke hænge i og trække og anstrænge mig paa den Maade, saa forslider jeg mig og falder paa Næsen med store Smærter. Men det gaar ikke daarligt med en Sæk heller.»

«Nej, nej.»

Pause.

«Vil De aldrig se op til mig nu mere?» sagde Nagel. «Gør det, gode Ven! Det er ikke vakkert af Dem at udeblive saa aldeles. De skal slippe at drikke noget, om De kommer. Husk paa Numer 7; gaa ret ind.»

Dermed stak han en Pengeseddel hen i Minuttens Haand og gik hurtigt nedad Gaden henimod Kajen; Minutten raabte efter ham, men han hørte det ikke. Han havde hele Tiden, mens han havde denne Samtale, holdt Øje med den grønne Kjole foran sig.

Da han kom ned til Martha Gudes lille Hus, standsed han et Øjeblik og spejded omkring sig. Ingen iagttog ham. Han fik intet Svar, da han banked paa. To Gange før havde han ogsaa været ved hendes Dør og heller intet Svar faaet da; nu havde han saa tydelig set hende gaa lige hjem fra Torvet, og han vilde ikke længer vende om, uden at have været derinde. Han aabned bestemt Døren og traadte ind i Stuen.

202Hun stod midt paa Gulvet og saa paa ham. Hendes Ansigt var pludselig bleven blodrødt, og hun var saa forknyt, at hun holdt Hænderne ret ud for sig en lang Stund, fordi hun ikke vidste sin levende Raad.

«Tilgiv min Paatrængenhed, Frøken, jeg beder Dem,» sagde Nagel og hilste usædvanlig ærbødigt. «Jeg vilde være Dem saa overmaade taknemmelig, om jeg maatte faa Lov til at tale med Dem et Øjeblik Vær ikke urolig, mit Ærinde er snart besørget. Jeg har allerede forgæves søgt Dem et Par Gange før, og først idag har jeg havt det Held at finde Dem hjemme. Mit Navn er Nagel, jeg er fremmed her og bor for Tiden borte i Central. Jeg beder Dem endnu engang indstændig om Tilgivelse, fordi jeg har trængt ind til Dem.»

Hun sagde fremdeles intet, men satte en Stol frem til ham og gled selv henimod Køkkendøren, hvor hun holdt sig en lang Stund. Hun var frygtelig forlegen og fingred med sit Forklæde, mens hun saa paa ham.

Stuen, var som han havde tænkt sig; et Bord, et Par Stole og en Seng var omtrent alt, som fandtes derinde. I Vinduerne stod nogle Vækster med hvide Blomster, men der var ingen Gardiner for; Gulvet var ikke rent. Nagel saa ogsaa den stakkels højryggede Stol i Krogen henne ved Sengen; den havde ikke mer end 203to Ben og hviled brudt og laset mod Væggen. Den havde rødt Plydsbetræk paa Sædet.

«Om jeg blot kunde berolige Dem, Frøken!» sagde Nagel igen. «Det er dog ikke altid, man blir saa bange for mig, naar jeg kommer ind et Sted, he-he-he; det er nemlig ikke første Gang, jeg er inde hos Folk her i Byen; det er ikke blot Dem, jeg har hjemsøgt. Jeg gaar fra Hus til Hus, jeg forsøger mig overalt, ja, De har kanske hørt om det? Ikke? Ja, men det er dog saa. Min Bestilling fører det med sig, jeg er altsaa Samler, jeg samler alle Slags gamle Ting, jeg køber forældede Sager og betaler for det, hvad det kan være værd. Ja, bliv nu ikke forskrækket, Frøken, jeg stjæler ikke noget med mig, naar jeg gaar, he-he-he, jeg har i det hele taget ikke den Uvane; De skal bare være tryg. Faar jeg ikke købt noget med godt og gode, saa er der ingen Raad med det, det faar staa sin Prøve. Men jeg røver ialfald ingenting med mig …»

«Men jeg har ingen gamle Ting, som …» sagde hun endelig, og hun saa dygtig fortvivlet ud.

«Det siger man altid!» svared han. «Nu, jeg indrømmer, at der gives Ting, som man har faaet kær, og som man derfor nødig vil skilles ved, Ting, som man har været vant til at have om sig alle sine Dage, Arvestykker fra éns Forældre eller endog Bedsteforældre. Men paa den anden Side staar 204de nu der, disse afdankede Ting, og duer ikke til stort; hvorfor skal de da optage Pladsen og binde Penge væk? De gæmmer nemlig bort mangen næt Skilling, disse unyttige Familjestykker, og tilsidst falder de saa ganske sammen og maa bæres op paa Mørkloftet. Hvorfor da ikke heller sælge dem, mens der er Tid? Enkelte Mennesker blir vrede, naar jeg kommer, og svarer mig, at de holder ingen gamle Ting, – godt, hver sin Lyst, jeg bukker og gaar. Der er intet at gøre ved det. Andre Mennesker blir skamfulde og gruer for at vise mig en Stegepande uden Bund, for Eksempel. De forstaar sig ikke bedre paa det; men dette er nu især de enfoldige Sjæle, som ikke har Rede paa, hvor højt udviklet Samlermanien er bleven. Jeg siger udtrykkelig Mani, jeg erkender, at det er den rene, skære Mani, som driver mig, og jeg kalder derfor blot Tingen ved dens Navn; hvorfor skulde jeg ikke gøre det? Naa, det vedkommer forøvrigt bare mig selv og er min egen Sag, jeg nævner det ogsaa blot i Forbigaaende. Men hvad jeg vilde sagt: det er næsten baade latterligt og dumt af disse Folk at undse sig for at vise frem en Antikvitet. Hvordan ser de ikke ud disse Vaaben og Ringe, som man graver ud af Kæmpehaugene? Men de har kanske ingen Værdi for det? Ja, ikke sandt, Frøken! De skulde for Eksempel se min Samling af Kobjælder! Jeg 205har en Bjælde — af simpelt Jærnblik forresten – som endog har været tilbedt som Guddom hos en Indianerstamme. Tænk Dem, den har hængt i uendelige Aar paa en Teltstolpe i Lejren og modtaget Bønner og Offringer! Ja, ser De der! Naa jeg driver nok egentlig bort fra mit Ærinde; naar jeg kommer ind paa Kapitlet om mine Bjælder, saa taler jeg gærne for meget.»

«Ja, men jeg har virkelig ingen slige gamle Ting,» sagde Martha igen. «Desværre!» sagde hun saa, og dermed standsed hun.

«Maa jeg,» sagde Nagel langsomt og med en overlegen Mine, «maa jeg for Eksempel se paa den Stol dér?» Han pegte hen i Krogen ved Sengen. «Det er bare et Spørgsmaal, jeg rører mig naturligvis ikke, før jeg faar Lov af Dem; for Guds Skyld, sig ifra, hvis det mishager Dem, at jeg ser paa Stolen! Jeg har forresten allerede havt den lidt i Kikkerten herfra, lige siden jeg kom ind.»

Martha forvirres, hun svarer:

«Den … Kære, værsaago … Benene er istykker …»

«Benene er istykker, ganske rigtig! Og hvad saa? Hvad har det at sige? Netop derfor kanske, ja, netop derfor! Tør jeg spørge, hvor har De den fra?»

Nu havde Nagel faaet Stolen i Hænderne, han vendte og drejed den til alle Sider og 206oversaa den paa hvert Punkt. Den var uden Forgyldning, blot med en eneste Forsiring ovenpaa Rygstykket, et Slags Krone, skaaret af Mahogni. Ryggen var forøvrigt ophakket med Kniv; paa Rammen om Sædet var der paa flere Steder bleven karvet Tobak; Mærkerne saaes endnu.

«Vi har den fra Udlandet et Sted, jeg ved ikke hvorfra; min Bedstefader førte med sig hjem engang flere af disse Stole, men nu er dette den eneste, som er tilbage. Min Bedstefader var Sjømand.»

«Jasaa. Og Deres Fader, var han ogsaa Sjømand?»

«Ja.»

«Saa har De kanske faret med? Undskyld, at jeg spørger.»

«Ja, jeg har faret med i mange Aar.»

«Virkelig? Nej, hvor det var morsomt! Har set mange Lande, pløjet salten Bølge, som man siger? Ja, se der! Og saa har De slaaet Dem ned her igen? Aa, ja, hjemme er det dog allerbedst, ja herhjemme … Apropos, De har ingen Idé om, hvor Deres Bedstefader har faaet fat paa denne Stol? Jeg skal nemlig sige Dem, det er meget om at gøre for mig at vide lidt af Tingenes Historie, saa at sige kende deres Levnetsløb.»

207«Nej, jeg ved ikke, hvor han har faaet fat paa den, det er saa længe siden. Kanske fra Holland? Nej, jeg ved ikke.»

Han maærked til sin Tilfredshed, at hun blev mere og mere livlig. Hun var kommet længer frem i Stuen, var bleven staaende næsten ved Siden af ham, mens han tumled om med Stolen i Hænderne og aldrig syntes at skue sig mæt paa den. Han talte ustandseligt, gjorde sine Bemærkninger om Arbejdet, blev henrykt, da han paa Bagsiden af Rygstykket opdaged en liden indlagt Skive, hvori der atter var indlagt en ny Skive, – simpelt Arbejde, smagløst Børneværk, som ikke engang var nøjagtigt udført. Stolen var raadden, og han behandled den meget forsigtigt.

«Ja,» sagde hun saa, «hvis De virkelig … Jeg mener: kan De have nogen Fornøjelse af at eje denne Stol, saa maa De godt beholde den. Jeg giver Dem den med Glæde. Jeg skal selv bringe den bort i Hotellet, hvis De ønsker det. Jeg har intet Brug for den.» Og pludselig maatte hun begynde at le over hans Iver for at komme i Besiddelse af dette mæltraadne Møbel. «Den har jo i Grunden ikke mer end ét ordentligt Ben,» sagde hun.

Han saa paa hende. Hendes Haar var hvidt, men hendes Smil var ungt og fyrigt og hendes Tænder dejlige. Da hun lo, blev hendes Øjne 208blanke af Vand. Hvilken sortøjet gammel Jomfru! Nagel fortrak ikke en Mine.

«Det glæder mig,» sagde han i en tør Tone, «at De bestemmer Dem til at overlade mig Stolen. Nu kommer vi til Prisen. Nej, om Forladelse, vent lidt, lad mig tale ud, jeg vil ikke have Dem til at forlange, Prisen bestemmer jeg altid selv. Jeg takserer en Ting, byder saa og saa meget for den, og dermed Basta! De kunde ville forlange en ublu Sum, De kunde ville trække mig op, hvorfor ikke? Mod dette kan De indvende, at De vel egentlig ikke ser saa glubsk ud, – godt, det erkender jeg villig; men alligevel, jeg har med mange Slags Mennesker at gøre, og jeg holder af at bestemme Prisen selv, saa ved jeg, hvad jeg gør. Det er Princip hos mig. Hvad hindrer Dem i at forlange for Eksempel tre Hundrede Kroner for den Stol, om De selv fik raade? De kunde gøre det saa meget heller som De ved, at det i Virkeligheden er et kostbart og sjældent Møbel her er Tale om. Men en slig Fabelpris er det mig umuligt at betale; jeg siger det rent ud, forat De ikke skal gøre Dem Illusjoner. Jeg vil dog ikke ruinere mig, jeg maatte jo være gal, om jeg betalte Dem tre Hundrede Kroner for den Stol; kort og godt: jeg giver Dem to Hundrede for den, ikke en Skilling mer. Hvad jeg finder en Ting værd, vil jeg betale, men ikke mer.»

209Hun sagde ikke et Ord, hun stirred paa ham og spærred Øjnene op. Tilsidst troed hun, at han spøgte, og begyndte igen at le.

Nagel tog rolig de to røde Sedler op af Lommen og vifted et Par Gange i Luften med dem. Imidlertid slap han ikke Stolen afsyne. Han sagde:

«Jeg vil ikke nægte, at De muligens kunde have faaet mere af nogen anden, jeg vil være ærlig og tilstaa det; lidt mere kunde De kanske have opdrevet. Men nu har jeg engang tænkt mig to Hundrede i rund Sum for denne Tingest, og jeg synes ikke, at jeg godt kan gaa videre. Gør nu forresten som De selv vil; men tænk Dem om først: To Hundrede Kroner er jo ogsaa en Skilling.»

«Nej,» svared hun endnu leende, «behold Deres Penge.

«Behold mine Penge!» atbrød han og vifted igen med Sedlerne. «Hvad skal det betyde? Tør jeg spørge, hvad der mangler disse Penge? Tror De, at de er hjemmegjorte? Hvadbehager? Ja, for De skulde dog vel ikke mistænke mig for at have stjaalet dem, he-he-he, hvad?»

Hun lo ikke længer. Dette lod til at være Mandens Alvor, og hun begyndte at tænke over det. Vilde han opnaa noget hos hende, det gale Menneske? Han havde Øjne til noget af hvert. Gud ved, om han ikke pønsed paa noget, 210om han ikke lagde en Snare. Hvorfor kom han just til hende med sine Penge? Endelig syntes hun at have taget en Beslutning, og hun sagde:

«Ja, hvis De absolut vil give mig en Krone eller to for Stolen, saa er jeg taknemmelig for det; men da er De virkelig ogsaa altfor snil mod mig. Jeg vil altsaa ikke have mer.»

Han lod i højeste Grad forundret, han gik hende et Skridt nærmere og saa paa hende. Saa brast han i Latter.

«Men … har De betænkt, hvad … Nu er det første Gang, dette har hændt mig i hele min Samlertid! Naa, jeg forstaar en Spøg …»

«Det er ikke Spøg. Jeg har aldrig hørt saa galt! Jeg vil ikke have mer, jeg vil ikke have nogen Ting; tag Stolen, om De vil!»

Nagel lo af fuld Hals.

«Jeg forstaar atter en Spøg, og jeg sætter Pris paa den, ja, den henrykker mig, Fan gale mig, om den ikke gør! Jeg ler mig altid stiv af en god Spøg. Men nu skulde vi vel ogsaa komme til en Forstaaelse; ikke? Hvad mener De, om vi simpelthen afgjorde Sagen nu, inden vi kom i daarligt Humør igen? Om lidt sætter De kanske Stolen hen i Krogen paany og holder den i fem Hundrede; hvad?»

«Nej, tag Stolen. Jeg … Hvad tænker De paa?»

211De stirred begge paa hinanden. Hun var bleven bleg.

«Hvis De tror, at jeg tænker paa nogensomhelst anden Ting end at faa Stolen for en rimelig Pris, saa tager De fejl,» sagde han. «Hvad takserer De mig til, en lumpen Hund eller en Knægt? Ja eller Nej! Eller tager De mig for en Dompap, som De frit kan gjøre Nar af? Jeg ved, hvad en Antikvitet er værd; det er ikke den første, jeg har købt.»

Men denne Trumf gjorde ingen Virkning den heller; Martha raabte:

«Men Herregud, Stolen er Deres – Deres!»

«Jeg burde naturligvis være Dem meget forbunden for Deres storartede Imødekommenhed, ja, jeg burde falde paa Knæ for Dem og takke Dem, Frøken. Men vi Samlere holder jo ogsaa en Smule Ære i Livet, saa ussel som den mangen Gang kan være, og denne Ære holder mig tilbage, stiller sig saa at sige lige paa Bagbenene imod mig, hvis jeg forsøger at jukse mig til en dyr Genstand. Min hele Samling vilde falde i min — i Ejerens – Agtelse, om jeg bragte en saadan smuglet Genstand ind blandt de andre, det vilde legge en vis falsk Tone over hver mindste Ting. Kan De da ikke forstaa, at ogsaa Prisen spiller en Rolle, at en Genstand ofte kan faa forhøjet Værdi derved, at det har voldt saa og saa store Anstrængelser og saa og 212saa store Udgifter at skaffe sig den? He-he-he, jeg maa forresten le, det er dog altfor bagvendt, at det er mig, som skal staa her og tale Deres Sag, istedetfor at jeg blot burde se paa min egen Fordel. Men naar De nøder mig til det, saa.»

Hun gav sig ikke, nej, han kom ingen Vej med hende. Han forsøgte paa flere Maader, men uden Held. Hun stod fast ved, at enten tog han Stolen for en Bagatel, en Krone eller to, eller han lod den blive. Da ingenting hjalp overfor denne Halsstarrighed, sagde han tilslut, forat redde Skinnet:

«Godt, lad det bero for idag. Men lov mig, at De dog ikke sælger Stolen til nogen anden, før De underretter mig om det; vil De det? Jeg slipper den ikke, saa vidt De ved det, selv om den blir lidt dyrere endda. Ialfald er jeg villig til at betale saa meget som enhver anden, og jeg var dog kommet først.»

Da Nagel var kommet udenfor, gav han sig til at gaa henad Gaden med lange, hidsige Skridt. Hvilken Stivnakkethed hos den Pige, hvor hun var fattig og mistænksom! Saa du Sengen! sagde han til sig selv; ikke engang Halm i Bunden, ikke engang et Lagen over, men to Underskjørter, som hun kanske maatte bruge begge to om Dagen, naar det var koldt i Vejret. Og alligevel saa bange for at komme 213op i noget ubekendt noget, at hun afslaar det fiffigst udstuderede Tilbud! Men hvad Satan kom det forresten ham ved? Nej, det kom ham egentlig ikke ved; men det var dog som bare Fan til Pige; ikke? Om han sendte en Mand til hende, forat byde paa Stolen, drive den ivejret, vilde hun kanske fatte Mistanke da ogsaa? Det dumme Menneske, det dumme Menneske! Men hvad vilde han ogsaa der, forat blive saa knusende afvist?

I sin Ærgrelse var han kommet lige til Hotellet, før han vidste Ordet af. Han standsed, vendte lige hidsigt om og begav sig atter nedad Gaden, hen til J. Hansens Skrædderforretning, hvor han gik ind. Han fik Mesteren i Enrum, bestilte under fire Øjne en Frakke, en Frakke af den og den Sort, og paabød Skrædderen at holde denne Bestilling hemmelig for enhver. Naar Frakken var bleven færdig, skulde den uopholdelig sendes ned til Minutten, til Grøgaard, den skæve Kulbærer, som …

Var det Minutten, som skulde have den?

Og hvad saa? Ingen Nysgærrighed! Hvad var dette for Slags Snuderi?

Ja, men det var for Maalets Skyld.

Naa, saa! Ja, det var Minutten, som skulde have den; det var godt, Minutten kunde selv komme og lade sig tage Maal af, hvorfor ikke? Men ikke et unødvendigt Ord, ikke et Blink 214med Øjet, – var det afgjort? Og hvornaar blev Frakken færdig? Om et Par Dage; godt!

Nagel talte Pengene op straks, sagde Adjø og gik. Han gned sig i Hænderne, hans Ærgrelse var over, og han sang. Jo, jo, han skulde alligevel – alligevel! Vent blot! Da han kom hjem, sprang han op paa sit Værelse og ringte; hans Hænder rysted af Utaalmodighed, og ikke før gik Døren op, før han raabte:

«Telegramblanketter, Sara!»

Han havde just aabnet sin Violinkasse, da Sara traadte ind, og hun saa da til sin store Forbauselse, at denne Kasse, som hun altid havde behandlet saa fortigtigt, blot indeholdt Skiddentøj og nogle Papirer og Skrivesager paa Bunden, men ingen Violin. Hun kom ikke til at gaa med det samme, men blev staaende og se paa den.

«Telegramblanketter!» gentog han højere, «jeg bad om Telegramblanketter.»

Da han endelig fik Blanketterne, skrev han en Ordre til en Bekendt i Kristiania om at sende anonymt og hemmeligt to Hundrede Kroner til en Frøken Martha Gude hersteds, to Hundrede Kroner, uden et skriftligt Ord. Paabyder dybeste Taushed. Johan Nagel.

Men det gik ikke, nej, naar han tænkte sig om, maatte han kassere Planen. Var det ikke bedst, at han forklared sig lidt udførligere og 215sendte Pengene med, forat være sikker paa, at de ogsaa blev ekspederet? Han rev Telegrammet istykker, ja, brændte det straks, og skrev et andet i Hui og Hast. Jo, det var bedre, et Brev var fuldstændigere, det kunde virkelig gaa an. Ja, han skulde vise hende, lade hende forstaa …

Men da han havde lagt Pengene ind og lukket Konvolutten, blev han siddende en Stund og tænke over det igen. Hun kunde endnu fatte Mistanke, sagde han til sig selv; to Hundrede Kroner var for rund Sum, ovenikøbet en Sum, som han nys havde viftet hende om Næsen med; nej, det gik heller ikke! Han tog endnu en Tikrone op af Lommen, aabned Konvolutten og forandred Beløbet til to Hundrede og ti Kroner. Nu forsegled han Brevet og sendte det afsted.

Endnu en hel Time bagefter fandt han dette Puds aldeles fortræffeligt, naar han tænkte paa det. Det skulde komme over hende som et vidunderligt Himmelbrev, ovenifra, fra Højden, sluppet ned paa hende af ukendte Hænder. Og hvad vilde hun ikke sige, naar hun fik disse Skillinger! Men da han igen spurgte sig om, hvad hun vilde komme til at sige, hvorledes hun vilde tage det hele, blev han atter modløs: Planen var farlig, altfor dristig, det var en dum og daarlig Plan. Det var netop dét, at hun intet fornuftigt vilde sige, men bære sig ad som 216en Gaas, som gjorde ham bange. Naar Brevet kom, vilde hun simpelthen ikke forstaa sig paa det, men overlade til andre at finde det ud. Hun vilde brede det frem paa Posthusets Disk, saa hele Byen kom til at tumle med det, vilde paa Stedet lægge det hele i Postbetjentens Skøn, kanske vilde hun endog skabe sig stædig og sige: nej, behold Deres Penge! Saa lægger Postbetjenten sin Finger paa Næsen og raaber: vent lidt! stop en hal’, der foresvæver mig noget! Og han slaar op i Bøgerne og finder, at den samme Sum er afsendt herfra for et Par Dage siden, netop den selvsamme Sum, for ikke at sige kanske de selvsamme Sedler, to Hundrede og ti Kroner til den og den Adresse i Kristiania; Afsenderen viser sig at være en Johan Nagel, en Fremmed, som for Tiden bor i Central … Jo, saadanne Postbetjente havde en Næse saa lang som saa til at snuse med …

Nagel ringte igen og fik Hotelbudet til at hente Brevet tilbage med en Gang.

Al den nervøse Ophidselse, han havde været i hele Dagen, gjorde ham tilsidst ganske ked af det hele. Han gav i Grunden altsammen Fan! Hvad angik det ham, at Gud Herren laved et Sammenstød med Tab af Menneskeliv paa Eriebanen langt inde i Amerika? Nej, ganske vist! Naa, men lige saa lidet havde han 217at bestille med velagtet Jomfru Martha Gude hersteds.

I to Dage var han ikke udenfor Hotellet.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.