XX.

466Ja, han var gal, han var gal. Det maatte han være; ti Sara bød ham Kaffe, Mælk, Té, bød ham Øl, bød ham alt, hun vidste, men han rejste sig alligevel fra Frokostbordet, straks efterat han havde sat sig, og lod Maden staa. Han var pludselig kommet til at huske paa, at det just var den Tid, Martha plejed at være paa Torvet med sine Æg; kanske var hun kommet tilbage nu; det skulde være et velsignet Træf, om han ogsaa fik se hende igen idag, netop idag. Han gaar op paa sit Værelse igen og tager Plads ved Vinduet.

Hele Torvet ligger foran ham; men Martha kan han ikke se. Han venter en halv Time, en hel Time, holder det skarpeste Udkig med alle Hjørner, men forgæves. Tilsidst samler hele hans Interesse sig om en Scene, der foregaar nede ved Posthusets Trappe, og som trækker mange Nysgærrige til: i en Ring af Mennesker, midt paa den sandede Gade ser han Minutten hoppe op og ned og danse; han har ingen Frakke paa, og han har ogsaa taget sine Sko af; han danser og tørrer Sveden af sig uophørlig, og naar han er færdig, modtager han sine Øre af Tilskuerne. Jo, Minutten havde genoptaget sin gamle Virksomhed, han var igen begyndt at danse.

467Nagel venter, indtil han er færdig og Folk har spredt sig, saa sender han Bud efter ham. Og Minutten møder op, ærbødig som altid, med ludende Hoved og Øjnene nedslagne.

«Jeg har et Brev til Dem,» siger Nagel. Og han rækker ham Brevet, stikker det helt ned i hans Frakkelomme og begynder at tale med ham: «De har bragt mig i en stor Forlegenhed, min Ven, De har narret mig, taget mig ved Næsen med en Snedighed, som jeg maa beundre, skønt den ogsaa har forbitret mig. Har De Tid tilovers? De husker, at jeg engang loved Dem en Forklaring paa noget? Nuvel, jeg vil give Dem denne Forklaring, jeg finder, at Øjeblikket er kommet nu. Maa jeg forresten først spørge Dem: har De hørt, at man ude i Byen taler om mig og siger, at jeg er gal? Lad mig berolige Dem, jeg er ikke gal, det kan De ogsaa selv høre, ikke sandt? Jeg tilstaar, at jeg i den sidste Tid har været lidt fortumlet, der har tilstødt mig ganske mange Hændelser, som ikke har været af det gode, Skæbnen har villet det saa; men nu er jeg ganske frisk igen, der er intet, som fejler mig. Dette beder jeg Dem have i Erindring … Det nytter sagtens ikke at byde Dem noget at nyde?»

Nej, Minutten vilde intet nyde.

«Nej, det vidste jeg før … Kort og godt: jeg er fuld af Mistro til Dem, Grøgaard. De 468forstaar maaske nok, hvad jeg sigter til, De har snydt mig saa kapitalt, at jeg ikke længer gør Forsøg paa at holde gode Miner til slet Spil, De har simpelthen ført mig bag Lyset i en meget alvorlig Sag, alt af Uegennyttighed fra Deres Side, af Hjærtens Godhed, om De vil, men De har dog gjort det. De har havt denne lille Flaske her i Deres Hænder?»

Minutten skuler op til Flasken og svarer ikke.

«Der var Gift paa den, den er bleven tømt, og den er atter bleven fyldt halvt med Vand; der var bare Vand paa den inat.»

Minutten siger stadig intet.

«Se, der er egentlig ingen ond Gærning udøvet. Den, som har gjort det, har gjort det af purt Hjærte, netop for at forebygge det onde. Men det er De, som har gjort det.»

Pause.

«Ikke sandt?»

«Jo,» svarer endelig Minutten.

«Ja, og set med Deres Øjne var det rigtigt gjort, men set med mine, tager det sig anderledes ud. Hvorfor gjorde De det?»

«Jeg tænkte, at De kanske kunde ville …»

Pause.

«Ja, ser De der! Men der tog De fejl, Grøgaard, Deres gode Hjærte har ført Dem vild. Sagde jeg ikke udtrykkelig den Nat, da De tog 469Giften med Dem, at jeg ikke vilde faa Mod til at drikke den selv?»

«Jo, men jeg frygted alligevel for, at De kanske kunde gøre det. Og nu har De jo gjort det.»

«Har jeg gjort det? Hvad er det, De siger? He-he, De har narret Dem selv, gode Mand. Jeg har ganske vist tømt Flasken inat; men mærk Dem: jeg har ikke smagt Indholdet selv.»

Minutten ser forundret paa ham.

«Der kan De se, De har faaet en lang Næse! Man gaar en Tur i Nattens Løb, man kommer ned til Bryggerne, man træffer paa en Kat, som bugter og strækker sig i de frygteligste Lidelser henad hele Kajen. Man standser og tager Katten i Øjesyn, den har faaet noget i Halsen, en Fiskeangel i Halsen, og den hoster og vrider sig og faar den hverken op eller ned; men der flyder Blod ud af dens Mund. Godt, man faar fat i Katten og forsøger at gøre noget ved den Fiskeangel; men af Smærte kan ikke Katten holde sig stille, den vælter sig om paa Ryggen og gør i Raseri et Hug tilvejrs med Kløerne og flænger éns Kind i en to tre, saaledes, som De for Eksempel ser, at mit Kind er flænget. Men nu er Katten lige ved at kvæles, og den bløder stadig i Halsen. Hvad skal man gøre ved det? Mens man sidder og overvejer dette, slaar Kirkeklokken to; det er 470altsaa forsent at skaffe Hjælp hos nogen anden; ti Klokken er to om Natten. Saa husker man pludselig, at man gaar med et lidet velsignet Giftglas i Vestelommen; man ønsker at gøre en Ende paa Dyrets Pine, og man tømmer Glasset ned i dets Svælg. Dyret tror, at det er noget gruelig farligt, det faar i sig, det krymper sig sammen og stirrer med forvildede Øjne omkring sig og gør med en Gang et Himmelhop, slider sig løs og gør et Himmelhop og begynder igen at vride sig henefter Kajen. Hvad saa? Jo, i Glasset er der bare Vand, det kunde ikke dræbe, det kunde blot pine endnu lidt mere, og Katten gaar stadig med Angelen i Halsen og bløder og hiver efter Vejret. Sent eller tidligt bløder den sig ihjæl, eller den kvæles stumt og rædselsfuldt i en Krog alene.»

«Det var i en god Mening gjort,» siger Minutten.

«Naturligvis! De gør aldrig andet end det, som er godt og ærligt ment; man kan simpelthen ikke gribe Dem i en Afvigelse herfra, forsaavidt er denne fine og hæderlige Svindel med min Gift ikke noget nyt for Dem. For Eksempel nu, da De dansed nede paa Torvet. Jeg stod her i Vinduet og saa paa, jeg vil ikke bebrejde Dem, at De gjorde det, jeg vil bare spørge: hvorfor havde De taget Deres Sko af? De har 471dog Sko paa nu, hvorfor havde De saa taget dem af, da De dansed?»

«For ikke at slide dem.»

«Akkurat hvad jeg vented! Jeg vidste, at De vilde svare saa, derfor spurgte jeg. De er den mest gennemførte Renhed i to Sko, den uangribeligste Sjæl i Byen. Altsammen er godt og uegennyttigt hos Dem, De er uden Plet og Rynke. Jeg vilde engang sætte Dem paa Prøve og leje Dem for Betaling til at overtage Faderskabet for et fremmed Barn; skønt De var fattig og saare vel kunde trænge disse Penge, afslog De dog straks Tilbudet, Deres Sjæl kom i Oprør bare ved den blotte Tanke paa en slig uren Handel, og jeg kom ingen Vej med Dem, uagtet jeg endog bød Dem to Hundrede Kroner. Havde jeg vidst, hvad jeg nu ved, vilde jeg ikke have fornærmet Dem saa grovt; jeg havde ikke noget klart Indtryk af Dem endda, nu derimod ved jeg, at overfor Dem skal man paa engang spore og holde an sin Ganger. Naa, det er godt! Men lad os blive ved med det, vi talte om … Dette, at De tager Skoene af og danser barbenet, uden at gøre Folk opmærksom paa det, uden at ændse Smærterne ved det og uden at klage, det er netop et Karaktertræk hos Dem. De klynker ikke, De siger ikke som saa: se, jeg tager Skoene af for ikke at slide dem, det er jeg nødt til, jeg er saa fattig! Nej, De 472virker, om jeg saa maa sige, i Stumhed. Det er et gennemført Princip hos Dem, at De aldrig paakalder noget hos nogen, De opnaar alligevel alt, hvad De vil opnaa, men De har ikke selv aabnet Munden; De er absolut uangribelig, baade overfor andre Folk og hos Dem selv, i Deres egen Bevidsthed. Jeg slaar fast dette Karaktertræk hos Dem og gaar videre; De skal ikke blive utaalmodig, jeg kommer til Forklaringen tilslut … De sagde engang noget om Frøken Gude, som jeg ofte har tænkt over, De sagde, at hun maaske ikke var saa aldeles utilgængelig endda, naar man bar sig lidt fint ad, i det mindste havde De opnaaet adskilligt hos hende …»

«Nej, men …»

«Ja, De ser, jeg husker det. Det var den Aften, vi to sad her og drak sammen, det vil sige: det var mig, som drak, og De saa paa. De sagde, at Martha — ja, De kaldte hende bare Martha, og De fortalte ogsaa, at hun altid kaldte Dem Johannes; ikke sandt, jeg lyver ikke, hun kalder Dem jo Johannes? Se, det husker jeg ogsaa, at De fortalte mig. Naa, men De sagde, at Martha endog var gaaet saa vidt som at tillade Dem alt muligt med hende, og De gjorde endda en rigtigt modbydelig Bevægelse med Pegefingeren, da De sagde det …»

473Minutten farer op, han er rød i Ansigtet og afbryder højt:

«Det har jeg aldrig sagt! Jeg har aldrig sagt det!»

«Har De ikke sagt det? Hvad for noget? Men har De virkelig ikke sagt det? Hvad om jeg kunde kalde Sara op og bede hende bevidne, at hun befandt sig her i næste Værelse under vor Samtale, og at hun hørte hvert Ord gennem disse tynde Vægge? Jeg har aldrig set paa Magen! Naa, men nu blir altsaa det hele kuldkastet ved Deres Benægtelse; jeg vilde gærne have udfrittet Dem lidt mere om dette, det interessered mig, og jeg har tænkt paa det ofte; men naar De fragaar at have sagt det, saa! Jeg beder Dem forresten sæt Dem igen, gaa ikke bort over Hals og Hoved nu, ligesom sidst; Døren er ogsaa aflaaset, jeg har laaset den af.»

Nagel tænder en Cigar, og mens han tænder, holder han pludselig inde.

«Nej, men du store min!» siger han, «Gud bevare mig, hvor jeg tager fejl! Hr. Grøgaard, jeg beder Dem virkelig om Tilgivelse; det er sandt, som De siger, De har ikke sagt det! Glem det, kære Ven, det er en anden, som har sagt det, og ikke De, jeg husker det nu, jeg hørte det for et Par Uger siden. Hvor kunde jeg et eneste Øjeklik tro, at De kunde udlevere en Dame – og fremfor alt udlevere Dem selv 474 – paa en saadan Maade! Jeg forstaar ikke, hvorledes det kunde falde mig ind, jeg maa alligevel være temmelig gal … Hør forresten: jeg erkender, naar jeg har taget fejl, og jeg beder om Undskyldning straks, altsaa er jeg ikke gal da; vel? Naar jeg alligevel taler noget uordnet, noget vildt, saa maa De ikke tro, at jeg gør det med Vilje, jeg vil ikke forsøge paa at snakke Dem rundt, det maa De ikke tro. Det vilde jo være saa meget umuligere, som De selv næsten ikke siger et Ord. Nej, jeg taler altsaa paa denne underlige, uoverlagte Maade, fordi min Stemning er saaledes i Øjeblikket, det er hele Grunden. Undskyld denne Afvigelse fra Sagen; De blir maaske utaalmodig og længes efter den Forklaring?»

Minutten tier. Nagel rejser sig og begynder at gaa ophidset frem og tilbage fra Vinduet til Døren. Pludselig standser han og siger træt og ked af det hele:

«Nej, nu gidder jeg virkelig ikke spille længer med Dem, jeg vil sige Dem min oprigtige Mening! Jo, jeg har talt forvirrende med Dem, og jeg har lige til dette Øjeblik gjort det med Hensigt, forat faa noget ud af Dem. Jeg har prøvet mig frem paa alle mulige Maader, det hjælper altsammen intet, og jeg løber træt af det. Nuvel, jeg vil give Dem den Forklaring, 475Grøgaard! Jeg tror i mit Hjærte, at De er en hemmelig Kæltring. En hemmelig Kæltring.»

Da Minutten igen begyndte at ryste, og hans Øjne saa angstfulde og raadvilde ud i alle Retninger, fortsætter Nagel:

«De siger ikke et Ord, De falder ikke ud af Rollen. Jeg faar slet ikke rugget Dem af Pletten, De er en stum Kraft af en ganske sjælden Art; jeg beundrer Dem og interesserer mig uhyre for Dem. Husker De dengang, jeg talte med Dem en hel Aften og blandt andet fiksered Dem og mente, at De gjorde Ryk paa Dem? Det gjorde jeg forat prøve mig frem. Jeg har holdt Øje med Dem og prøvet mig frem ad forskellige Veje, næsten altid uden Held, det tilstaar jeg, fordi De er en uangribelig Mand; men jeg har ikke et Øjeblik tvivlet om, at De var en stille og hellig Lønsynder af et eller andet Slags. Jeg har intet Bevis imod Dem, det mangler jeg desværre, saa De kan være ganske tryg, det blir altsammen mellem os. Men kan De da forstaa, at jeg er saa sikker i min Sag, naar jeg ingen Beviser har? Se, det fatter De ikke. Og alligevel har De en Maade at dukke Hovedet paa, naar vi taler om noget; De har et Par Øjne med det og det Udtryk, Øjne, som netop blinker, naar De siger de og de Ord, eller naar vi nærmer os de og de Spørgsmaal; De har desuden en Stemme med 476den Sort Suselyd, aa, den Stemme! Men endelig paavirker De mig antipatisk med Deres Person, jeg føler det i Vejret, naar De nærmer Dem, min Sjæl begynder straks at spille i mig af Mishag. Det forstaar De ikke? Ikke jeg heller; men saaledes er det. Ved Gud, jeg føler mig end i denne Stund overbevist om, at jeg er paa det rigtige Spor; men jeg kan ikke ramme Dem, fordi jeg ingen Beviser har. Jeg spurgte Dem, sidst De var heroppe, hvor De holdt Dem henne den 6te Juni, – vil De vide, hvorfor jeg spurgte Dem om det? Nuvel, den 6te Juni var Karlsens Dødsdag, og jeg troed lige til da, at De havde myrdet Karlsen.»

Minutten gentager himmelfalden: «At jeg havde myrdet Karlsen!» og tier.

«Ja, det havde jeg gaaet og troet helt til da, jeg mistænkte Dem for det, endog saa langt havde min Følelse af, at De var en Slyngel af en eller anden Sort, drevet mig. Jeg tror det ikke længer, jeg tilstaar, at jeg har taget fejl heri, jeg er gaaet for vidt, og jeg beder om Tilgivelse. Enten De tror mig eller ikke, saa har det bedrøvet mig dybt, at jeg gjorde Dem denne store Uret, jeg har tigget Dem om Forladelse for det mangen Aften, naar jeg har været alene. Men skønt jeg har taget saa fejl i dette Punkt, er jeg alligevel saa sikker paa, at De er en uren og sledsk Sjæl, Gud straffe mig, De er det! 477Jeg føler det i mit inderste Hjærte, nu jeg staar og ser paa Dem, og ved Guds hellige Dom, De er det! Hvorfor er jeg saa sikker paa det? Læg Mærke til: jeg havde fra Begyndelsen af ingen Grund til at tro andet end det bedste om Dem, og alt, hvad De senere har gjort og sagt, har ogsaa været godt og ret, ja, ædelt. Jeg har ovenikøbet drømt noget ganske aparte skønt om Dem: at De var ude paa en aaben Myr og led grusomt ondt ved mine Plagerier, men at De alligevel takked mig, kasted Dem paa Jorden og takked mig, fordi jeg ikke plaged Dem end mere og ikke gjorde Dem mere ondt endda. Dette har jeg drømt om Dem, og det er meget skønt. Der er heller ikke et Menneske i Byen, som tror Dem istand til nogetsomhelst galt, De har det bedste Skudsmaal fra alle, De har alles Sympati, saa hemmeligt har De gaaet frem i Deres Liv. Og dog staar De for min Sjæls Øje som en fejg og krybende Guds Engel, med et godt Ord om alle og en god Handling hver Dag. Men har De da bagtalt mig, stiftet ondt for mig, røbet Hemmeligheder mig angaaende? Nej, nej, De har ikke, og det hører netop med til Deres Maade at bugte Dem frem paa, De gør alle Ret, De begaar aldrig noget ondt, De er hellig og uangribelig og idelig syndefri for Mennesker, og dette er nok for Verden, kun for mig er det ikke nok, jeg mistænker Dem 478stadig. Den første Gang, jeg saa Dem, hændte der mig noget mærkeligt. Det var et Par Dage, efterat jeg var kommet hertil Byen, det var en Nat Klokken to. Jeg saa Dem udenfor Martha Gudes Hus nede ved Kajen, De stod pludselig midt ude i Gaden, uden at jeg havde set, hvor De kom fra; De vented, De lod mig passere Dem, og da jeg gik forbi, skuled De hen paa mig. Jeg havde ikke talt med Dem dengang, men der var en Stemme i mig, som gjorde mig opmærksom paa Dem, og Stemmen sagde, at De hedte Johannes. Om det er det sidste Ord, jeg skal sige i mit Liv, saa sang det gennem mit Hjærte, at De hedte Johannes, og at jeg skulde mærke mig Dem; først langt senere fik jeg høre, at det ogsaa var rigtigt med Deres Navn. Men fra den Nat af har jeg havt min Opmærksomhed henvendt paa Dem, og De er stadig undveget mig, jeg har ikke kunnet sætte Dem mod Væggen. Tilsidst har De endog gaaet hen og forfalsket en Mundfuld Gift for mig, blot af god og ædel Frygt for, at jeg muligens kunde ville drikke den. Hvorledes skal jeg forklare Dem, hvad jeg føler ved alt dette? Deres Renhed brutaliserer mig, alle Deres skønne Ord og Handlinger bringer mig blot længer bort fra Maalet: at faa Dem fældt. Jeg vil trække Masken af Dem og bringe Dem til at forraade Deres sande Væsen; mit Blod stejler i 479mig af Antipati, hver Gang jeg ser Deres blaa, løgnagtige Øjne, og jeg krymper mig sammen for Dem og føler blot, at De er en Jesuit i Deres Sjæl. Endog i dette Øjeblik tror jeg at se, at De sidder og ler indvortes, at De trods Deres fortvivlede og sønderknuste Miner alligevel ler en hemmelig og svinsk Latter over, at jeg ikke kan gøre Dem noget, fordi jeg ingen Beviser har imod Dem.»

Og Minutten siger heller ikke nu et Ord. Nagel vedbliver:

«De synes naturligvis, at jeg er en grov Bandit og Tølper, som kan overfalde Dem med disse Beskyldninger midt op i Deres Ansigt? Det er godt, det tager jeg ikke noget Hensyn til, hav blot de Meninger om mig, som De ønsker; i Deres Sjæl sidder De i dette Øjeblik og ved, at jeg har taget Dem paa Kornet, det er mig nok. Men hvorfor taaler De, at jeg bærer mig saaledes ad mod Dem? Hvorfor rejser De Dem ikke, spytter mig i Ansigtet og gaar Deres Vej?»

Minutten syntes at komme sig, han saa op og sagde:

«De har jo laaset Døren af.»

«Se, se,» svarer Nagel, «De vaagner! Og det vil De indbilde mig at De tror, at Døren er aflaaset? Døren er aaben, se her, nu er den vidaaben! Jeg sagde, at den var aflaaset, forat 480prøve Dem, det var en Fælde, jeg satte for Dem. Sagen er: De har hele Tiden vidst, at Døren var aaben, men De lod som De ikke vidste det, blot forat kunne sidde her ren og uskyldig som altid og lade Dem forurette af mig. De gik ikke ud af Værelset, nej, De rørte Dem ikke; saasnart jeg lod Dem forstaa, at jeg havde Dem mistænkt for noget, spidsed De Øren, De vilde høre, hvormeget jeg vidste, hvor farlig jeg kunde være for Dem. Ved Gud, saaledes ved jeg, at det forholder sig, og De kan gærne benægte det, om De vil, det er mig det samme … Og hvorfor holder jeg saa dette Opgør med Dem nu? De har god Grund til at gøre mig dette Spørgsmaal, det hele kunde synes mig uvedkommende. Min Ven, det er mig dog ikke uvedkommende, jeg vil for det første gærne give Dem en Advarsel. Tro mig, i denne Stund mener jeg ærligt, hvad jeg siger. Et eller andet Slags dulgt Slyngelliv lever De, og det gaar blot til en Tid; en vakker Dag ligger De udstrakt for Alverden, og hvemsomhelst kan trampe paa Dem. Det var nu dét. For det andet har jeg en Anelse om, at De trods alle Deres Benægtelser staar Frøken Gude nærmere end De vil give det Udseende af. Nu, hvad vedkommer Frøken Gude mig? Nej, De har igen Ret; overfor et Spørgsmaal, som dette, maa jeg forstumme, Frøken Gude vedkommer 481mig mindre end nogen anden. Men ganske i sin Almindelighed har jeg Lov til at bedrøves, hvis De omgaaes hende og muligens smitter hende ned ved Deres durkdrevne Jesuitisme. Derfor har jeg havt dette Opgør med Dem.»

Nagel tænder sin Cigar paany og siger:

«Og nu er jeg færdig, og Døren er ikke aflaaset. Har De saa lidt Overlast? Ti eller svar, gør som De selv vil; men lad Deres indre Stemme svare for Dem, hvis De svarer. Kære Ven, lad mig ogsaa sige Dem før De gaar: jeg vil Dem ikke noget ondt.»

Pause.

Minutten rejser sig, stikker Haanden i sin Frakkelomme og trækker Brevet op igen. Han siger:

«Jeg kan ikke modtage dette nu.»

Dette kom Nagel uventet, han havde ikke husket Brevet mer, og han sagde:

«Jo, vil De ikke modtage det? Hvorfor ikke?»

«Jeg kan ikke modtage det.»

Minutten lægger Brevet paa Bordet og gaar til Døren. Nagel følger efter med Brevet i Haanden, hans Øjne løber i Vand, og han skælver pludselig i Stemmen.

«Tag det, Grøgaard, alligevel!» sagde han.

«Nej!» svarer Minutten. Og han aabner Døren. 482Nagel trykker Døren tilbage og siger endnu engang:

«Tag det, tag det! Lad mig heller sige, at jeg er gal, at De ikke maa huske noget af det, jeg har sagt idag. Jeg er meget gal, det er ikke noget at bryde sig om, at jeg har vrøvlet og talt over mig en hel Time. Ikke sandt, De skønner nok selv, at jeg ikke kan staa til troende, naar jeg ikke er fornuftig? Men tag Brevet, jeg vil Dem ikke noget ondt, skønt jeg er meget fra mig selv; tag det i Guds Navn, der er ikke meget indi, tro mig, det er lidet indi, og jeg vilde gærne give Dem et Brev tilslut, det har jeg tænkt paa hele Tiden, at jeg vilde give Dem et Brev med næsten ingenting indi, blot det var et Brev. Det er bare en Hilsen. Se, saa, jeg er Dem saa oprigtig taknemmelig.»

Dermed stak han Brevet i Minuttens Haand og sprang hen til Vinduet forat slippe at tage det tilbage. Minutten gav ikke efter, han lagde igen Brevet paa Bordet og rysted paa Hovedet

Han gik.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.