V.

Da Nagel kom op paa Kirkegaarden, var endnu ingen at se. Han gik hen til Graven og kiged ned i den; der laa to hvide Blomster paa Bunden. Hvem havde kastet dem der, og i hvilken Hensigt? Jeg har set disse hvide Blomster før, tænkte han. Pludselig faldt det ham ind, at; han var ubarberet. Han saa paa Klokken, overvejed et Øjeblik, men gik saa hurtigt ned i Byen igen. Midt paa Torvet saa 75han Sorenskriverfuldmægtigen komme imod sig; Nagel stiled ret paa ham og saa paa ham, men ingen af Herrerne sagde noget, heller ikke hilste de. Nagel gik ind i Barberstuen. I det samme begyndte Kirkeklokkerne at ringe for Ligfølget.

Nagel gav sig god Tid, talte ikke med nogen, mæled slet ikke et Ord, men undersøgte derimod Billederne paa Væggene i flere Minutter, gik fra Væg til Væg og saa paa hvert især. Endelig kom hans Tur, og han lagde sig i Stolen.

Just idet han var færdig, og han igen steg ud paa Gaden, saa han atter Sorenskriverfuldmægtigen, der lod til at have vendt om og nu gik og vented paa noget. Han bar en Stok i venstre Haand, men saasnart han fik Øje paa Nagel, skifted han den over i højre Haand og begyndte at svinge med den. Begge to gik hinanden langsomt imøde. Han havde ikke Stok, da jeg mødte ham for lidt siden, sagde Nagel til sig selv. Den er ikke ny; han har ikke købt den, men laant den. Det er en Spanskrørstok.

Da de var kommet paa Siden af hinanden, standsed Fuldmægtigen; Nagel stod ogsaa med ét stille; de standsed begge to næsten samtidig. Saa skubbed Nagel paa sin Fløjels Hue, som forat klø sig i Nakken, og satte den igen paa; Fuldmægtigen satte derimod sin Stok haardt ned 76i Gadestenene og læned sig tilbage paa den. Han stod saaledes i nogle Sekunder og sagde fremdeles ikke noget. Pludselig retted han sig op, vendte Nagel Ryggen og gik sin Vej. Nagel saa tilsidst hans Ryg forsvinde om Barberens Hjørne.

Dette stumme Optrin foregik i flere Menneskers Paasyn. Blandt andre havde en Mand, som solgte Lodder til en Rullemaskine, set det hele. Lidt bortenfor ham sad en Mand, som handled med Gibsfigurer, og denne Mand havde ogsaa iagttaget det underlige Optrin; Nagel genkendte i Gibseren en af de Gæster, som havde overværet Scenen i Kaféen Aftenen forud, og som senere tog hans Parti overfor Værten.

Da Nagel for anden Gang kom op paa Kirkegaarden stod allerede Præsten og holdt Tale. Der var sort af Folk. Nagel gik ikke hen til Graven, men slog sig ned for sig selv paa en stor, ny Marmorplade, der bar følgende Indskrift: «Vilhelmine Meek. Født 20de Maj 1873, død 16de Februar 1891.» Der stod intet mer. Pladen var splinterny og Torven, den hviled paa, netop tilklappet.

Nagel vinked en Smaagut til sig.

«Ser du den Mand dér borte, ham i den brune Frakke?» spurgte han.

«Ja, ham med Kaskethuen? Det er Minutten.»

77«Javel. Gaa og bed ham om at komme herhen.»

Og Gutten gik.

Da Minutten kom, rejste Nagel sig op, rakte ham Haanden og sagde:

«Goddag, min Ven. Det glæder mig at se Dem igen. Har De faaet Frakken?

«Frakken? Nej, ikke endnu. Men jeg faar den nok,» svared Minutten. «Maa jeg ikke takke Dem saa meget for igaar – og Tak for alt! Ja, ja, idag begraver vi da Karlsen! Aa, ja, i Guds Navn, saa faar vi finde os i det.»

De satte sig paa den nye Marmorplade begge to og talte sammen. Nagel tog en Blyant op af Lommen og begyndte at skrive paa Pladen.

«Hvem er det som ligger begravet her?» spurgte han.

«Vilhelmine Meek. Vi kaldte hende forresten bare Mina Meek, for Kortheds Skyld. Hun var næsten bare et Barn; jeg tror ikke, hun var tyve Aar.»

«Nej, hun var jo ikke atten engang, efter hvad Indskriften viser. Det var et bra Menneske det ogsaa?»

«De siger det saa underligt; men …»

«Jeg har bare lagt Mærke til den skønne Ejendommelighed ved Dem, at De taler vel om alle Mennesker, hvem det end er.»

78«Ja, men havde De kendt Mina Meek, saa er jeg sikker paa, at De vilde have sagt det samme. Det var en aldeles usædvanlig god Sjæl. Er nogen en Guds Engel nu, saa er hun det.»

«Jasaa. Var hun forlovet?»

«Forlovet? Nej, langtifra. Ja, ikke det, jeg ved. Aa, nej, hun var vist ikke forlovet; hun læste altid, og hun talte højt med Gud gærne midt paa Gaden, saa alle hørte det. Og da standsed gærne Folk og stod stille; allesammen var glade i Mina Meek.

«Det var med andre Ord en Pige, som brugte sin Aand, hvad? Men om hendes Legeme kunde man derimod kanske sige, at hun levered Vorherre det tilbage og takked for Laanet og sagde: Jeg har ikke brugt det!»

«Ja, jeg er ikke meget hurtig til at fatte; og heller ikke er jeg meget begavet; kanske ved jeg slet ikke, hvad De mener, naar De siger, at hun takked for Laanet.»

«Naa, det er godt; jeg mente ingenting.»

Imidlertid skrev Nagel paa Pladen; det var et Vers, han skrev, og da han havde skrevet dette Vers, stak han Blyanten tilbage i Lommen.

«Det er ganske utroligt, hvor en fremmed Mand vækker Opsigt i en liden By,» sagde Minutten. «Nu stod jeg borte ved Graven og hørte paa Talen; men jeg lagde Maærke til, at 79mindst Halvparten af Følget var optaget af Dem herborte.

«Af mig?»

«Ja, da. Der var flere, som hvisked og spurgte hinanden om, hvem De var. Nu staar de ogsaa og ser hidover.»

«Hvad er det for en Dame med den store sorte Fjær i Hatten?»

«Hende med det hvide Parasolskaft? Det er Fredrikke Andresen, Frøken Fredrikke, som jeg fortalte Dem om. Og hun, som staar ved Siden af, hun, som ser hid just nu, det er Politimesterens Datter; hun hedder Frøken Olsen, Gudrun Olsen. Jo, jeg kender dem alle. Dagny Kielland er her ogsaa; hun har sort Kjole paa idag, og det klæder hende næsten bedre end nogen anden Kjole; har De set hende? Ja, de har forresten sort Kjole allesammen idag, det er en Selvfølge; jeg sidder bare og vrøvler. Ser De den Herre med den blaa Vaarfrakke og Brillerne. Det er Doktor Stenersen. Det er ikke ham, som er Distriktslæge; han er blot praktiserende Læge og blev gift ifjor. Hans Frue staar længer borte; jeg ved ikke, om De kan se en liden mørk Dame med Silkekant paa Kaaben? Ja, det er Fruen. Hun er lidt sygelig og maa altid være godt klædt. Der kommer Fuldmægtigen ogsaa …»

Nagel spurgte:

80«Kan De vise mig Frøken Kiellands Forlovede? Er han her?»

«Nej, det er Løjtnant Hansen. Han er ikke her, han er paa Togt; det er flere Dage siden han rejste; han rejste straks efter Forlovelsen.»

Efter en kort Stilhed sagde Nagel:

«Der laa to Blomster paa Bunden af Graven, to hvide Blomster, – De skulde ikke vide, hvor de er komne fra?»

«Ja,» svarer Minutten, «det vil sige … spørger De? er det et Spørgsmaal? … Det er Skam at fortælle det; jeg kunde kanske have faaet dem anbragt paa Kisten, hvis jeg havde bedt om det, og ikke saa at sige kastet dem væk paa den Maade; men hvad kunde nu to Blomster forslaa? Og hvor jeg end anbragte dem, saa blev det jo ikke mer end to Blomster. Saa stod jeg heller op idag Klokken lidt over tre tidlig i Morges, ja, jeg kan gærne sige i Nat, og lagde dem nedi Graven; jeg var ogsaa nede paa Bunden og lagde dem tilrette, og jeg sagde to Gange højt Farvel til ham, mens jeg var nede i Graven. Det gjorde saa stærkt Indtryk paa mig, at jeg bagefter gik ind i Skogen og holdt Hænderne for Øjnene af Sorg. Det er underligt at skilles for altid med nogen, og skønt Jens Karlsen stod saa meget over mig i alle Retninger, var han mig dog en god Ven.»

«Jasaa, de var altsaa fra Dem, Blomsterne?»

81«Ja, de var fra mig. Men det var ikke for at sprade med det, jeg gjorde det; Gud er mit Vidne. Det er heller ikke noget at tale om en saadan Bagatel. Jeg købte dem igaaraftes, efterat jeg gik hjem fra Dem. Det traf sig saaledes, at jeg fik en halv Krone af Onkel til mit eget Brug, da jeg bragte ham Deres Penge; han blev ogsaa saa glad, at han nær havde revet mig overende paa Gulvet; ja, han kommer nok en Dag og takker Dem; jo, jo, han gør, jeg ved, at han gør det. Men da jeg fik denne Halvkrone, kom jeg med ét til at huske paa, at jeg ingen Blomster havde anskaffet til Begravelsen, og saa gik jeg ned til Kajen …»

«De gik ned til Kajen?»

«Ja, til en Dame, som bor dernede.»

«I et én Etages Hus?»

«Ja.»

«Har Damen hvidt Haar?»

«Ja, aldeles hvidt Haar; har De set hende? Hun er Datter af en Skibskaptejn; men er ellers meget fattig. Hun vilde først ikke tage min Halvkrone, men jeg lagde den tilbage paa en Stol alligevel, skønt hun protestered og sagde Nej flere Gange. Hun er saa undselig og lider vist mangen Gang ondt for sin Beskedenheds Skyld.»

«Ved De, hvad hun hedder?»

«Martha Gude.»

82«Martha Gude?»

«Martha Gude, ja.»

Nagel tog sin Notisebog frem, skrev hendes Navn op og sagde:

«Har hun været gift? Er hun Enke?»

«Nej. Hun rejste med Faderen en lang Tid, saalænge han førte Skib; men siden han døde, har hun boet her.»

«Har hun da ingen Slægtninge?»

«Det ved jeg ikke. Nej, det har hun vist ikke.»

«Hvad lever hun saa af?»

«Ja, Gud ved, hvad hun lever af. Der er ingen, som ved det. Men forresten faar hun vist lidt af Fattigvæsenet.»

«Hør, De har altsaa været inde hos denne Dame, denne Martha Gude, hvorledes ser der ud derinde?»

«Hvordan kan der se ud i en gammel, fattig Stue? Der staar en Seng, et Bord, et Par Stole derinde; der er vel forresten tre Stole, naar jeg tænker mig om, for der staar ogsaa en i Krogen ved Sengen; den er med rød Plyds, men maa læne mod Væggen, ellers kan den ikke staa, saa daarlig er den. Ellers husker jeg ikke, at der er mere.»

«Er der virkeligt ikke noget mere? Hænger der ikke en Klokke paa Væggen, et gammelt Skilderi eller sligt noget?»

83«Nei. Hvorfor spørger De om det?»

«Og Stolen, som ikke kan staa, jeg mener den med den røde Plyds, hvorledes ser den ud; Er den meget gammel? Hvorfor staar den altsaa der ved Sengen? Kan man ikke sidde paa den? Er det en Stol med høj Ryg?»

«Ja, med høj Ryg, tror jeg, jeg husker ikke rigtig.»

«Og mere er der ikke i Stuen?»

«Nej.»

Borte ved Graven begyndte man at synge? Jordpaakastelsen var tilende. Da ogsaa Sangen var slut, blev der et Øjeblik aldeles stille; saa begyndte Folk at sprede sig alle Sider. Størsteparten gik nedad Kirkegaarden til den store Port, andre blev staaende og tale sammen. Et Parti Herrer og Damer tog Vejen henimod Minutten og Nagel, unge Folk allesammen, Damer med blanke, forundrede Øjne, der mønstred de to. Dagny Kiellands Ansigt rødmed stærkt, men hun holdt Øjnene stivt rettede frem for sig og saa hverken tilhøjre eller venstre; heller ikke Sorenskriverfuldmægtigen saa op, men han talte dempet med en af Damerne.

Just idet de passered, standsed Doktor Stenersen, som ogsaa var med. Han vinked til Minutten, som rejste sig. Nagel sad tilbage alene.

84«Vil De bede den Herre …» hørte han Doktoren sige; mer hørte han ikke. Men lidt efter blev hans Navn nævnt temmelig højt, og han rejste sig han ogsaa. Han tog sin Hue dybt af og hilste.

Doktoren bad om Undskyldning: han havde det ubehagelige Hverv fra en Dame, en af de Damer, han just var i Følge med, Frøken Meek, at bede om, at Herrerne vilde være lidt forsigtige med den Sten, den Gravplade, og ikke sidde paa den. Pladen var ny, den var netop anbragt, Fundamentet var ferskt endnu, Torven aldeles blød, saa det hele kanske kunde klemmes sammen, før man vidste Ordet af. Det var den afdødes Søster, som bad om det.

Nagel bad saa mange Gange om Tilgivelse. Det var en Tankeløshed af ham, en Skødesløshed, og han forstod fuldtud Frøkenens Uro for Stenen. Han takked ogsaa Doktoren.

Under dette var de uvilkaarlig begyndt at drive. Da de var komne ned til Porten, sagde Minutten Farvel, og Doktoren og Nagel blev alene. Først nu præsentered de sig for hinanden.

Doktoren spurgte:

«Og nu vil De kanske slaa Dem ned her en Tid?»

«Ja,» svared Nagel. «Man maa jo følge Skikken, ligge paa Landet om Sommeren og 85holde Ferie, styrke sig til Vinteren og tage fat igen … Det er en morsom liden By, De har her.»

«Hvor er De ifra? Jeg gaar her og studerer paa, hvilken Dialekt De taler, men kan ikke finde det ud.»

«Jeg er oprindelig fra Finmarken, jeg er Kvæn. Men jeg har levet lidt hist og lidt her.»

«Ja, det kan jeg forstaa. For den nordlandske Dialekt plejer ellers at være meget udpræget … Kommer De fra Udlandet?»

«Fra Helsingfors bare.»

De talte først om endel ligegyldige Ting, men det drev snart ind paa andre Spørgsmaal, paa Valgene, Misvæksten i Rusland, Literaturen og afdøde Karlsen.

«Hvad er Deres Mening, har De begravet en Selvmorder idag?» spurgte Nagel.

Doktoren kunde ikke sige det, vilde ikke sige det. Det angik ham ikke, og han vilde derfor ikke blande sig i det. Der sagdes saa mangt. Men forresten, hvorfor skulde det ikke være en Selvmorder? Alle Teologer burde dræbe sig.

Ja, hvorfor egentlig det?

Hvorfor? Fordi deres Rolle var udspillet, fordi vort Aarhundrede havde gjort dem overflødige. Folk var begyndt at tænke selv, og 86den religiøse Følelse hos dem var bleven mer og mer udvisket.

Men Nagel kunde ikke begribe, hvad Vinding det vilde blive for Mennesket, at man ribbed Livet for alle Symboler, al Poesi. Det turde forøvrigt være et Spørgsmaal, om Aarhundredet havde gjort Teologerne overflødige, aldenstund den religiøse Følelse netop ikke var i Tilbagegang …

Nej, vistnok ikke i de lavere Lag af Folket – skønt endog der mer og mer –; men hos oplyste Mennesker var den afgjort i Aftagende.

Deri var Nagel ikke enig. Den religiøse Følelse var en individuel Sag: nogle Mennesker havde mere, andre mindre, atter andre slet ingen religiøse Behov. Men det gik næppe an at sige, at det var bare de irreligiøse Mennesker, som var oplyste; tvertimod, mangen Gang …

«Naa, det taler vi ikke mere om,» afbrød Doktoren tvært; «vi staar paa et altfor forskelligt Standpunkt.» Doktoren var Fritænker, Doktoren havde hørt disse Indvendinger saa mange Gange før, at han vidste ikke Tal paa det. Og havde det omvendt ham? I tyve Aar var han forbleven den samme. Som Læge havde han været med at tage ud «Sjælen» paa Folk i skefuldevis! Nej, Overtroen var han vokset fra … «Hvad synes De om Valgene?»

87Valgene? Nagel lo. «Jeg haaber det bedste!» sagde han.

«Ja, jeg ogsaa,» sagde Doktoren. Det vilde være en evig Skændsel, hvis ikke Ministeriet fik Flertal paa et saa helt igennem demokratisk Program. Doktoren var Venstremand og Radikaler, havde været det helt siden han fik lidt Forstand. Han næred stor Frygt for Buskerud; Smaalenene opgav han. «Sagen er den,» sagde han saa, «vi har forlidet Mynt i Venstre. De og andre, som har Mynten nu, saa burde De støtte. Det gælder dog sandelig lidt nu for hele Landets Fremtid.»

«Jeg? har jeg Mynt? spurgte Nagel. «Ak, det er smaat bevændt med det.»

«Ja, ja, om De ikke netop er Millionær, saa. Der var nogen, som fortalte, at De var en hel Pengemand, at De for Eksempel havde en Landejendom til to og seksti Tusind Kroner.»

«He-he-he, nu har jeg aldrig hørt saa galt. Nej, det indskrænker sig til, at jeg i disse Dage har faaet en Smule Morsarv, nogle faa Tusind Kroner. Det er det hele. Nogen Landejendom har jeg derimod ikke, det er en Mystifikation.»

De var komne til Doktorens Hus, et gulmalet to Etages Hus med Veranda. Malingen var paa flere Steder afslidt, Tagrænderne hang i Filler. I øverste Etage var en Rude borte, Gardinerne langtfra rene. Nagel følte sig antipatisk 88stemt af Husets uordentlige Udseende og vilde gaa straks; men Doktoren sagde:

«Vil De ikke gaa med ind? Ikke? Ja, jeg haaber, jeg ser Dem senere da. Baade min Kone og jeg vil være meget glade, om De besøgte os. De vil ikke være med ind og hilse paa min Kone nu?»

«Deres Frue var jo paa Kirkegaarden; hun er næppe kommet hjem endnu.»

«Nej, det har De jagu Ret i; hun fulgte med de andre. Naa, ja, ja, se indom senere engang da, naar De gaar forbi.»

Nagel drev ned til Hotellet igen; men just idet han skulde træde ind ad Døren, faldt der ham noget ind. Han knipsed i Fingrene, slog op en liden kort Latter og sagde højt: «Det skulde være morsomt at se, om Verset staar der endda! «Dermed gik han atter op til Kirkegaarden og standsed foran Mina Meeks Gravsten. Der var ingen Mennesker at se noget Sted; men Verset var udstrøget. Hvem havde gjort det? Der var slet ikke Spor tilbage af hans Bogstaver.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.