VI.

89Morgenen efter befandt Nagel sig i en fin og glad Stemning. Den var kommet over ham mens han laa i Sengen, det var som Taget i hans Værelse pludselig steg og steg opad, steg i det uendelige opad og blev til en fjærn, klar Himmelhvælving. Og han følte med engang en mild, sød Vind hen over sig, som om han laa ude i grønt Græs. Fluerne summed ogsaa omkring i Værelset; det var en varm Sommermorgen.

Han fik Klæderne paa i en Fart, forlod Hotellet uden at spise og slentred ud i Byen. Klokken var da elleve.

Fra Hus til Hus genlød allerede Pianoerne; gennem de aabne Vinduer hørtes ulige Melodier fra Kvartal til Kvartal, og en nervøs Hund svared højt op i Gaden med lange Hyl. Nagel fyldtes af et lyst Behag, han gav sig uvilkaarlig til at synge sagte for sig selv, og idet han gik forbi en gammel Mand, der hilste paa ham, fandt han Lejlighed til at stikke ham en Skilling i Haanden.

Han kom til et stort, hvidt Hus. Et Vindu slaaes op i anden Etage, en hvid, tynd Haand hægter Krogen paa. Gardinet bevæges endnu, Haanden hviler endnu paa Krogen, og Nagel havde en Fornemmelse af, at nogen stod bag

90Gardinet og iagttog ham. Han standsed og stirred op, han stod fast paa sin Post i over et Minut; men ingen kom tilsyne. Han saa paa Skiltet over Døren: F. M. Andresen, dansk Konsulat.

Nagel vilde just gaa, men idet han vendte sig, stak Frøken Fredrikke sit lange, fornemme Ansigt ud, og hendes forundrede Øjne saa efter ham. Han standsed igen, deres Blikke mødtes, hendes Kinder begyndte at blusse stærkt; men som forat trodse alt, trak hun Kjoleærmerne lidt op og lagde sig saa endog med hele Overkroppen udad Vinduet. Saaledes laa hun rigtig længe, det vilde ingen Forandring tage, og Nagel maatte endelig gøre en Ende paa det og gaa. Et besynderligt Spørgsmaal opstod i det samme i hans Hoved: Mon den unge Dame laa paa Knæ indenfor Vinduet? Isaafald – tænkte han – er det ikke meget højt under Taget i Konsulens Lejlighed, da Vinduet næppe var over seks Fod højt og stod blot en Fod ned fra Raftet. Han maatte le af sig selv over denne uvedkommende Tanke; hvad Fan havde han at bestille med Konsul Andresens Lejlighed!

Og han drev videre.

Nede ved Bryggen var Arbejdet i fuld Gang. Pakhusfolk, Toldbetjente og Fiskere fôr om hinanden og sysled hver med sit, Gangspil ramled, to Dampskibe peb næsten samtidigt for 91Afgang. Sjøen var aldeles blikstille, Solen stod paa og gjorde Vandet til en eneste gylden Plade, hvori Skibe og Baade laa smæltet ned til midt paa Bugen. Fra en uhyre Tremaster langt ude hørtes en stakkels Lire, og naar Dampfløjter og Gangspil tied et Øjeblik, lød dens triste Melodi som en skælvende, henaandende Pigestemme, der næsten gav fortabt. Ombord i Tremasteren drev man ogsaa Løjer med Liren og begyndte at danse Polka efter dens rørende Sange.

Nagel fik Øje paa et Barn, en bitte liden Pige, som stod og klemte en Kat i Armene; Katten hang ganske taalmodig ret ned, saa dens Bagben næsten hviled paa Jorden, og den rørte sig ikke. Nagel klapped Pigen paa Kinden og talte til hende:

«Er det din Kat?»

«Ja, to fire seks syv.»

«Jasaa, du kan tælle ogsaa?»

«Ja, syv otte elleve to fire seks syv.»

Han fortsatte at gaa. I Retning af Præstegaarden raved soldrukken en hvid Due sidelænds nedefter Himlen og forsvandt bag Trætoppene; den saa ud som en skinnende Sølvpil, der faldt til Jorden i det Fjærne. Et kort, næsten lydløst Skud løsnedes et Sted, og lidt efter steg et Svev af blaa Røg op fra Skogen paa den anden Side af Vaagen.

92Da han var kommet til den sidste Brygge og havde drevet nogle Gange op og ned ad den øde Kaj, steg han uden at tænke over det opad Bakken og begav sig ind i Skogen. Han gik i godt og vel en halv Time, bestandig længer og længer ind i Skogen, og standsed endelig paa en liden Sti. Alt var stille, ikke engang en Smaafugl var at se, og paa Himlen var der ikke en Sky. Han trak sig endnu nogle Skridt afsides, fandt sig en tør Plet og lagde sig paa Ryggen i hele sin Længde. Tilhøjre havde han Præstegaarden, tilvenstre Byen og ovenover sig det uendelige Hav af blaa Himmel.

Hvad om man var deroppe, drev om blandt Sole og følte Komethaler vifte mod sin Pande! Hvor var ikke Jorden liden og Menneskene smaa; et Norge med to Millioner Sætersdøler og en Hypotekbank med nogle og sytti Øre til Mad! Hvad ligned det at være Menneske for saa lidet? Man albued sig frem i sit Ansigts Sved i nogle faa Støvets Aar, for saa at forgaa alligevel, alligevel! Nagel rev sig i Hovedet; aa, det endte med, at han skaffed sig ud af Verden og fik en Ende paa det! Vilde han nogensinde kunne gøre Alvor af det? Ja, og ved Gud i Himlen Ja, han skulde ikke vige tilbage! Og i denne Stund var han aldeles henrykt over at have denne simple Udvej i Baghaanden; han fik Vand i Øjnene af Begejstring og aanded 93næsten højlydt. Han vugged allerede om paa Himlens Hav og fisked med Sølvangel og sang dertil. Og Baaden var af duftende Træ, og Aarene blinked som hvide Vinger; men Sejlet det var af lyseblaat Silkeketøj og var klippet i en Halvmaane ….

En skælvende Glæde gennemfôr ham, han glemte sig væk, følte sig henført og forstak sig ind i det rasende Solskin. Stilheden gjorde ham aldeles besat af Tilfredshed, intet forstyrred ham, blot oppe i Luften sused den bløde Lyd, Lyden af det uhyre Stampeværk, Gud, der traadte sit Hjul. Skogen omkring rørte ikke et Blad og ikke en Naal. Nagel krøb sammen af Behag, trak formelig Knæerne op under sig og huttred, fordi altsammen var saa godt. Det kaldte paa ham, og han svared Ja; han rejste sig op paa Albuen og saa sig om. Ingen var tilstede. Han sagde Ja endnu engang og lytted; men ingen viste sig. Dette var dog besynderligt, han havde saa tydelig hørt nogen kalde paa sig; men han tænkte ikke mere over det, det var kanske blot en Indbildning, i ethvert Fald vilde han ikke lade sig forstyrre. Han var i en gaadefuld Tilstand, fyldt af psykisk Behag; hver Nerve i ham var vaagen, han fornam Musik i sit Blod, følte sig beslægtet med hele Naturen, med Solen og Bjærgene og alt andet, kendte sig omsuset af sin egen Jegfølelse fra Træer og Tuer 94og Straa. Hans Sjæl blev stor og fuldtonende som et Orgel inde i ham, og aldrig glemte han, hvorledes den milde Musik ligefrem gled op og ned i hans Blod.

Han laa endnu i nogen Tid og nød sin Ensomhed. Saa hørte han Skridt nede paa Stien, virkelige Skridt, som han ikke kunde tage fejl af; han stak Hovedet op og saa en Mand, som kom fra Byen. Manden bar et langt Brød under Armen og ledte en Ko bag sig i et Toug; han tørred ogsaa stadig væk Sveden af sit Ansigt og gik i bare Skorteærmerne for Varmens Skyld, men havde alligevel et tykt, rødt Uldskærf to Gange om Halsen. Nagel laa stille og iagttog Bonden. Der havde vi ham! Der var Sætersdølen, Nordmanden, he-he, jo, der var den Indfødte, med Kaka under Armen og Kua i Hælene!: Aa, det var et Syn! He-he-he-he-he, Gud hjælpe dig, du gæve Norges Viking, om du løste lidt paa Skærfet og slap Lusa ud! Du kunde ikke leve, du vilde faa frisk Luft af det og dø. Og Pressen vilde beklage din fortidlige Afgang og gøre et Numer af det; men forat forebygge Gentagelser, vilde den liberale Stortingsmand Vetle Vetlesen indbringe et Forslag om stræng Fredning af det nationale Utøj.

I Nagels Hjærne opstod der den ene lystige Bitterhed efter den anden. Han rejste sig og 95gik mismodig og ophidset hjemad. Nej, han fik bestandig Ret, det var bare Transtøvler og Lus og Gammelost og Luthers Katekismus overalt. Ja, det maatte han rigtig sige, det var virkelig bare Tarvelighed og Fattigdom paa alle Kanter. Og Menneskene var middelshøje Borgere i tre Etages Hytter; de aad og drak til Nødtørft, kosed sig med Toddy og Valgpolitik og handled Dag ud og Dag ind med Grønsæbe og Messingkamme og Fisk. Men om Nætterne, naar det tordned, da laa de og læste af bare Angst i Johan Arendt. Ja, skaf os en eneste ordentlig Undtagelse, og se, om det lader sig gøre! Giv os hid for Eksempel en udviklet Forbrydelse, en fremragende Synd! Men ikke den latterlige og borgerlige Abc-Vildfarelse, nej, den sjældne og haarrejsende Udskejelse, den delikate Ryggesløshed, Kongesynden, fuld af Helvedes raa Herlighed. Nej, det var smaat det hele, Herregud, hvor det var jammerligt! Hvad synes De om Valgene, min Herre? Jeg har den største Frygt for Buskerud …

Men da han atter passered Bryggerne og saa det travle Liv omkring sig, blev hans Humør lidt efter lidt lysere, han blev glad paany og begyndte igen at synge. Det var ikke Vejr til at sture i, det var godt Vejr, Godvejr, en blussende Junidag. Hele den lille By laa og blinked i Solskinnet som en fortryllet Stad.

96Da han gik ind ad Hoteldøren, havde han allerede forlængst glemt al sin Bitterhed; hans Hjærte var uden Nag, i hans Indre straaled paany Forestillingen om en Baad af duftende Træ og et lyseblaat Silkesejl, der var klippet i en Halvmaane.

Han beholdt sin sælsomme, milde Stemning den hele Dag. Han gik ud igen henad Aften, lagde atter Vejen ned mod Sjøen og fandt paany de Tusind Smaating, som satte ham i Henrykkelse. Solen daled, det brutale, brændende Lys dæmpedes og gød sig blødt over Vandet; om det saa var Støjen ude fra Skibene, saa lød den mere stille. Nagel saa, at der hejsedes Flag her og der udover Vaagen; fra flere Huse i Byen vifted ogsaa Flag, og lidt efter standsed Arbejdet ved alle Brygger.

Han tænkte ikke noget over det, han drev atter op i Skogen, drev frem og tilbage, gik lige hen til Præstegaardens Udhuse og saa indover Gaardspladsen. Derfra gik han atter ind i Skogen, bored sig ind paa det dunkleste Sted, han kunde finde, og satte sig paa en Sten. Han støtted Hovedet i den ene Haand og trommed med den anden paa Knæet. Han sad saaledes en lang Stund, maaske en hel Time, og da han endelig rejste sig og gik, var Solen helt nede. 97Den første Tone af Skumring var kommet over Byen.

Der vented ham en stor Overraskelse. Da han var kommet ud af Skogen, opdaged han en hel Mængde tændte Blus omkring paa Aasene, kanske tyve Baal, der brændte som Smaasole i alle Retninger. Ude paa Vandet var en Vrimmel af Baade, og ombord i Baadene strøg man Fyrstikker af, der lyste med rød og grøn Flamme; fra en af Baadene, hvor en Kvartet sad og sang, gik der endog nogle Raketter tilvejrs. Mange Mennesker var paa Benene, henne paa Dampskibskajen gik og sad sort af Folk.

Nagel gav et lidet Udraab af Forundring. Han henvendte sig til en Mand og spurgte, hvad Blussene og Flagene skulde betyde. Manden saa paa ham, spytted, saa paa ham igen og svared, at det var den 23de Juni, det var St. Hans Aften. Naa, saa, det var St. Hans Aften! Ja, det havde forresten sin Rigtighed, det var ikke til at misforstaa, det passed ogsaa med Datoen. Jasaa, saa var det altsaa St. Hans Aften iaften, he-he, det ene Gode dynged sig paa det andet, det var ovenikøbet St. Hans Aften! Nagel gned sig fornøjet i Hænderne og drev hen til Dampskibskajen han ogsaa, og flere Gange gentog han for sig selv, at det var dog et mageløst Held, det var ovenikøbet St. Hans Aften!

98I en Klynge af Damer og Herrer saa han paa lang Afstand Dagny Kiellands blodrøde Parasol, og da han ogsaa opdaged Doktor Stenersen i Klyngen, betænkte han sig ikke, men gik hen til ham. Han hilste, trykked Doktorens Haand og vedblev at staa barhovedet en lang Stund. Doktoren præsentered ham for Selskabet; Fru Stenersen rakte ham ogsaa Haanden, og han slog sig ned ved Siden af hende. Fruen var bleg og havde en graalig Hudfarve, der gjorde, at hun saa sygelig ud; men hun var meget ung, næppe over tyve Aar. Hun var tykt paaklædt.

Nagel satte Huen paa og sagde henvendt til alle:

«Jeg beder Dem undskylde, at jeg trænger mig ind i Deres Selskab, at jeg kommer saadan ukaldet …»

«Kære, De gør os en Fornøjelse,» afbrød Fruen elskværdigt. «De kunde kanske ogsaa faa istand en Sang?»

«Nej, desværre, det kan jeg ikke,» svared Nagel; «jeg er saa musikalsk ubegavet som vel muligt.»

«Det var tvertimod godt, at De kom; vi sad just og talte om Dem,» yttred Doktoren. «De spiller jo ialfald Violin?»

«Nej,» svared Nagel atter og rysted paa Hovedet, han smilte ogsaa, «det gør jeg ikke.» 99Men pludselig, uden nogen Foranledning rejser han sig op og siger, mens hans Øjne bliver ganske skinnende: «Ja, jeg er glad idag. Det har været saa overmaade dejligt i hele Dag, fra jeg vaagned imorges; jeg har gaaet i den skønneste Drøm i ti Timer. Vil De tænke Dem: jeg forfølges bogstavelig af Forestillingen om at befinde mig i en Baad af duftende Træ og med et Sejl af lyseblaa Silke, klippet i en Halvmaane. Er det ikke vakkert? Duften af Baaden kan ikke beskrive, det kan jeg ikke gøre, om jeg aldrig saa gærne vilde, om jeg var aldrig saa flink til at finde det rette Ord. Men betænk, at det forekommer mig, at jeg er ude og fisker, og at jeg bruger en Sølvangel. Ja, en Sølvangel, maa De vide; hvad? Undskyld, synes ikke ialfald De, mine Damer, at det er en lige saa skøn som mærkelig Forestilling dette med Baaden, en Baad af det Slags?»

Ingen af Damerne svared; de saa forlegne paa hinanden og spurgte hinanden med Øjnene, hvad der skulde gøres; men endelig begyndte en efter en at le; de viste ingen Skaansomhed, men lo ganske højt af det hele.

Nagel saa fra den ene til den anden, hans Øjne var endnu blanke, og han tænkte aabenbart endnu paa Baaden med det blaa Sejl; men begge hans Hænder skalv lidt, skønt hans Ansigt var roligt.

100Doktoren kom ham tilhjælp og sagde:

«Ja, det er altsaa et Slags Hallucination, som …»

«Nej, om Forladelse,» svared han. «Jo, gærne det forresten; hvorfor ikke? Det kommer ikke an paa, hvad De kalder det. Jeg har været dejligt bjærgtagen i hele Dag, enten det nu er Hallucination eller ej. Det begyndte imorges, mens jeg endnu laa i Sengen. Jeg hørte en Flue summe, dette var min første bevidste Forestilling, efterat jeg vaagned; dernæst saa jeg Solen sive ind gennem et Hul i Gardinet, og med ét Slag var en fin, lys Stemning opstaaet i mig. Jeg fik en Fornemmelse af Sommer i min Sjæl, tænk Dem en blød Susen i Græsset, og at denne Susen gaar gennem Deres Hjærte. Hallucination, – ja, det var det jo nok, det ved jeg ikke; men læg Mærke til, at jeg maatte have været i en vis given Tilstand af Modtagelighed, at jeg hørte Fluen netop i det rette Øjeblik, at jeg i dette Øjeblik trængte netop den Sort og saa meget Lys, altsaa bare én Straale Sol fra et Hul i Gardinet, og saa videre. Men da jeg senere stod op og gik ud, saa jeg først en smuk Dame i et Vindu» – dermed saa han hen paa Frøken Andresen, der slog Øjnene ned – «dernæst saa jeg et stort Antal Skibe, saa en liden Pige, der holdt en Kat i Armene, og saa videre, altsammen Ting, 101som gjorde hver sit Indtryk paa mig. Lidt efter gik jeg ind i Skogen, og det var der, jeg fik se Baaden og Halvmaanen, bare ved at ligge paa Ryggen og glane op i Himlen.»

Damerne lo fremdeles; Doktoren syntes ogsaa at skulle smittes af deres Fnisen, han sagde med et Smil:

«Og det var altsaa med en Sølvangel, De fisked?»

«Ja, med en Sølvangel.»

«Ha-ha-ha.»

Da steg pludselig Blodet op i Dagny Kiellands Ansigt, og hun sagde:

«Jeg kan saa godt forstaa, at en saadan Forestilling … Jeg kan for min Part saa tydelig se Baaden; og Sejlet, denne blaa Halvmaane … og tænk, en hvid Sølvangel saadan ned gennem Vandet! Jeg synes, det er vakkert.»

Mer kunde hun ikke sige, hun stammed og stod fast; hun saa ned mod Jorden.

Nagel befried hende straks:

«Ja, ikke sandt? Jeg sagde ogsaa med én Gang til mig selv: pas paa, dette er en hvid Drøm, et Varsel; det skal være dig en Paamindelse; fisk med rene Angler, med rene! … De spurgte, Doktor, om jeg spiller? Jeg spiller ikke, slet ikke; jeg trækker en Violinkasse med, men der er ikke engang en Violin i den, Kassen er fuld af Skiddentøj desværre. Jeg syntes blot, 102det vilde se saa godt ud at have en Violinkasse med blandt Kufferterne, det var derfor, jeg anskaffed mig den. Ja, har De hørt saa galt? Jeg ved ikke, om De efter dette faar et altfor daarligt Indtryk af mig; men det faar ikke hjælpe, skønt det virkelig gør mig ondt. Det er forresten Sølvanglen, som er Skyld i det hele.»

De forbausede Damer lo ikke længer; selv Doktoren, Fuldmægtig Reinert –Sorenskriverfuldmægtigen – og Adjunkten sad alle tre og gabed med aaben Mund. Allesammen saa paa Nagel, Doktoren vidste øjensynlig ikke, hvad han skulde tænke. Hvad i Alverden gik der af denne vildfremmede Fyr? Nagel selv satte sig stille ned og lod ikke til at ville sige mer. Den pinlige Taushed syntes ingen Ende at ville tage; men nu kom Fru Stenersen tilhjælp. Hun var Elskværdigheden selv, sad som en Moder for alle og passed paa, at ingen led Underlast. Hun satte med Flid Rynker i Panden og gjorde sig ældre end hun var, bare forat kunne give sine Ord større Vægt.

«De kommer fra Udlandet, Hr. Nagel?» sagde hun.

«Ja, Frue.»

«Fra Helsingfors, syntes jeg, min Mand sagde?»

103«Ja, fra Helsingfors. Det vil sige fra Helsingfors sidst. Jeg er Agronom, jeg har ligget der en kort Tid ved Skolen.»

Pause.

«Og hvordan synes De om Byen? spurgte Fruen igen.

«Om Helsingfors?»

«Nej, om denne.»

«Aa, det er en fortræffelig By, et fortryllende Sted! Jeg vil ikke rejse herfra mer, nej, det vil jeg virkelig ikke. He-he-he, ja, lad det nu ikke skræmme Dem altfor meget forresten, jeg rejser maaske nok alligevel engang, det kommer an paa Omstændighederne … Apropos», sagde han saa og rejste sig igen, «hvis jeg forstyrred, da jeg kom, saa beder jeg saa meget om Tilgivelse. Sagen er: jeg vilde være meget tilfreds ved at faa sidde her og være sammen med Dem; jeg har egentlig ikke mange at være sammen med og er fremmed for alle. De gør mig en Glæde ved fuldstændig at overse, at jeg befinder mig her iblandt Dem, og saa forøvrigt tale sammen, som før jeg kom.»

«De har dog sandelig været til adskillig Afveksling, siden De kom,» sagde Reinert med dæmpet Stemme.

Til dette svared Nagel:

«Ja, Dem, Hr. Fuldmægtig, har jeg en privat Undskyldning at gøre, og jeg vil give 104Dem al den Oprejsning, som DeDe] rettet fra: de (trykkfeil) maatte forlange; men ikke nu. Vel? Ikke nu?»

«Nej, det hører ikke hid,» sagde Reinert kort.

«Nei, gør det vel?» sagde Nagel ogsaa. «Jeg er desuden glad idag,» vedblev han, og et varmt Smil fløj over hans Ansigt; dette Smil gjorde hans Ansigt lysere, han saa et Øjeblik ud som et Barn. «Det er en vidunderlig Aften, vi har, og snart tændes Stjærnerne. Der brænder Ild højt og lavt paa Aasene, og ude fra Sjøen hører vi Sang. Hør bare! det er ikke saa galt. Jeg forstaar mig ikke noget paa det; men er det ikke noksaa bra? Det minder mig lidt om en Nat paa Middelhavet, paa Kysten af Tunis. Der var vel Hundrede Passagerer ombord, et Sangkor, der kom fra Sardinien et Sted. Jeg hørte ikke til Selskabet og kunde ikke synge, jeg sad blot paa Dækket og hørte paa, mens Koret sang nedenunder i Salonen. Det vared næsten hele Natten; jeg skal aldrig glemme, hvor det lød mystisk skønt i den lumre Nat. Jeg trak i Smug alle Døre til Salonen i, tætted Sangen inde, saa at sige, og saa var det som Lyden kom fra Havbunden, ja, som om Skibet skulde gaa ind i Evigheden med brusende Musik. Tænk Dem noget i Retning af et Hav fuldt af Sang, et underjordisk Kor.»

105Frøken Andresen, der sad Nagel nærmest, sagde uvilkaarligt:

«Ja, Gud, hvor det maatte være dejligt!»

«Frøken,» sagde Nagel, «jeg har bare én Gang hørt noget skønnere, og det var i Drømme. Men det er længe, siden jeg drømte det nu, det var, da jeg var Barn. Man drømmer ikke skønt længer, naar man bliver voksen – havde jeg nær sagt.»

«Ikke det?» sagde Frøkenen.

«Aa, nej. Jo, det er naturligvis en Overdrivelse, men … Min sidste Drøm husker jeg saa tydelig endnu: Jeg saa en aaben Myr … Undskyld forresten, jeg taler hele Tiden og plager Dem til at høre paa det; det kan blive for kedeligt i Længden. Jeg taler ikke altid saa meget, det maa De ikke tro.»

Nu aabned Dagny Kielland Munden og sagde:

«Der er vist ingen her, som ikke heller vil høre paa Dem, end selv fortælle noget.» Og idet hun bøjed sig henimod Fru Stenersen, hvisked hun: «Kan ikke De faa ham til? Kære, gør det. Vil De bare høre den Stemme, han har.»

Nagel sagde smilende:

«Ja, jeg skal saa gærne sluddre væk. Jeg er i det hele taget i det Hjørne iaften; Gud ved, hvad der gaar af mig … Naa, den lille Drøm, det var nu forresten ikke noget. Jo, jeg 106saa altsaa en aaben Myr, uden Træer, bare med en hel Masse Rødder, som laa omkring allevegne som underligt forvredne Orme. Der gik saa en gal Mand om blandt alle disse krogede Trærødder. Jeg ser ham endnu, han var bleg og havde et mørkt Skæg, men Skægget var saa lidet og tyndt, at hans Ansigt overalt skinned igennem. Han stirred vidaabent omkring sig, og hans Øjne var fulde af Lidelse. Jeg laa bag en Sten, og jeg raabte til ham. Da ser han med en Gang hen til Stenen og studsed ikke paa, hvor Lyden kom fra; det var som om han vel vidste, at det var just dér, jeg laa, skønt jeg var godt skjult. Han vedblev at stirre paa Stenen hele Tiden. Jeg tænkte: han finder mig alligevel ikke, og i værste Fald kan jeg springe min Vej, hvis han kommer. Og skønt jeg ikke holdt af, at han stod og stirred paa mig, saa raabte jeg igen, forat tirre ham. Han gjorde et Par Skridt imod mig, han havde aabnet Munden og laved sig til at bide; men han kom ikke afsted, Rødderne dynged sig op foran ham, han læssedes ned af Rødder og kom ikke af Pletten. Jeg raabte igen, jeg raabte mange Gange i Træk, forat ophidse ham dygtigt, og han gav sig til at arbeide med Rødderne og faa dem væk, han kasted dem bort i Favnfulde og stred tungt, forat komme hen til mig; men det var forgæves. Han begyndte ogsaa at stønne, 107saa jeg hørte det helt hen til mig, og hans Øjne stod stive af Smærte; men da jeg saa, at jeg var absolut tryg, rejste jeg mig op og svang Huen og viste mig for ham i hele min Skikkelse og tirred ham ved at raabe Hallo til ham uafladelig og stampe i Marken og raabe Hallo; jeg gik ham endog nærmere, forat drille ham lidt blodigere endda, jeg stak Fingrene ud og pegte paa ham og raabte Hallo i forsmædelig Nærhed af hans Øre, forat bringe ham om muligt endnu lidt mere ud af Fatning; derpaa traadte jeg igen tilbage og lod ham staa der og se paa, at jeg havde været ham saa nær. Men han opgav endnu ikke alt, han stred fremdeles med Rødderne, slaved forhærdet af Smærte med at faa dem bort, rev sig tilblods, slog sig over Ansigtet, rejste sig paa Tæerne og stod og skreg over til mig. Ja, vil De tænke Dem, han stod ret op og ned paa Tæerne og saa paa mig og skreg! Og da var hans Ansigt dryppende af Sved og fortrukket af en frygtelig Lidelse, fordi han ikke fik fat i mig. Jeg vilde drive ham endnu lidt længer, jeg gik nærmere endda, knipsed ham lige foran Næsen og sagde Tihihihihi med den grueligste Haan. Jeg slængte en Trærod mod ham, jeg traf ham over Munden, det lykkedes mig at faa ham næsten til at tumle om; men han spytted blot Blodet ud og tog sig op til Munden og gav sig til at stræve med 108Rødderne igen. Da mente jeg, at jeg kunde vove det, jeg strakte Haanden ud og vilde naa ham, jeg vilde sætte Fingeren lige paa hans Pande og saa trække mig tilbage igen; men i det samme fik han fat i mig. Herregud, hvor det var rædselsfuldt, da han fik fat i mig! Han gjorde et rasende Greb og hugged sig fast i min Haand. Jeg gav et Skrig; men han holdt mig blot i Haanden, og saa fulgte han mig. Vi gik ud af Myren, Trærødderne var ham ikke længer til nogen Meen, da han havde faaet Tag i min Haand, og vi kom til Stenen, hvor jeg først havde skjult mig. Da vi kom did, kasted Manden sig ned for mig og kyssed Jorden der, hvor jeg havde traadt; han laa blodig og sønderreven paa Knæ foran mig og takked mig, fordi jeg havde været god mod ham, han velsigned mig ogsaa og bad Gud velsigne mig til Gengæld. Hans Øjne var aabne og fulde af gode Bønner for mig til Gud, og han kyssed ikke min Haand, nej, ikke engang min Sko, men Jorden, der, hvor mine Sko havde traadt. Jeg sagde: Hvorfor kysser du Jorden netop der, hvor jeg har gaaet? – Fordi, sagde han, fordi min Mund bløder og jeg ikke vil smudse dine Sko til. – Han vilde ikke smudse mine Sko til! – Saa sagde jeg igen: Men hvorfor takker Du mig, naar jeg dog har gjort dig ondt og bragt dig Lidelser? – Jeg takker dig, svared han, fordi du 109ikke bragte mig mere Lidelse, fordi du var god mod mig og ikke martred mig mere endda. – Ja, sagde jeg da, men hvorfor skreg du til mig og aabned Munden forat bide mig? – Jeg vilde ikke bide dig, svared han, jeg aabned Munden forat bede dig om Hjælp; men jeg kom ikke tilorde, og du forstod mig ikke. Men da skreg jeg af rigtig stor Lidelse. – Var det derfor du skreg? spurgte jeg igen. – Ja, derfor var det! … Jeg saa paa den gale Mand, han spytted endnu Blod ud, men bad alligevel til Gud for mig; jeg saa, at jeg havde set ham før, og at jeg kendte ham; det var en halvgammel Mand med graat Haar og et lidet usselt Skæg, – det var Minutten.»

Nagel taug. Der gik et Stød gennem Klyngen. Fuldmægtig Reinert slog Øjnene ned og saa mod Jorden en lang Stund.

«Minutten! var det ham?» spurgte Fru Stenersen.

«Ja, ham var det,» svared Nagel.

«Uf, De gør mig næsten uhyggelig til mode.»

«Ja, tænk, jeg vidste det!» sagde Dagny Kielland med en Gang. «Jeg kendte ham lige fra det Øjeblik, De sagde, at han knæled og kyssed Jorden. Jeg forsikrer Dem, at jeg kendte ham igen. Har De talt noget videre med ham?»

110«Aa, nej, jeg har truffet ham blot et Par Gange … Men hør, det lader til, at jeg rent har ødelagt Stemningen; Frue, De er jo ganske bleg! Hvad i Alverden … det var jo bare en Drøm!»

«Ja, dette gaar ikke an!» sagde Doktoren ogsaa. «Hvad Fan skiller det os, at Minutten … lad ham kysse hver Trærod i Norge for den Skyld. Se, nu sidder endog Frøken Andresen og græder. Ha-ha-ha.»

«Jeg? Jeg græder slet ikke,» svared hun; «det kunde ikke falde mig ind. Men jeg vil gærne tilstaa, at denne Drøm gjorde Indtryk paa mig. Og det tror jeg nu forresten, den gjorde paa Dem ogsaa.»

«Paa mig?» raabte Doktoren. «Aldrig det Spor, naturligvis! Ha-ha-ha, jeg mener, De blir gale, jeg. Nej, nu driver vi lidt; op alle Mand! Der begynder at blive Træk i Luften. Fryser du, Jetta?»

«Nej, jeg fryser ikke, lad os sidde,» svared Fruen.

Men nu var Doktoren opsat paa at drive; han vilde absolut drive; der var Træk i Luften, sagde han engang til, og om han saa blev alene om det, saa vilde han røre paa sig. Nagel rejste sig da og fulgte ham.

De drev nogle Gange frem og tilbage paa Kajen, skubbed sig frem gennem Folkemassen, 111passiared og besvared Folks Hilsener. De gik kanske en halv Time paa denne Maade, saa raabte Fru Stenersen ned til dem:

«Nej, kom nu tilbage engang! Ved De, hvad vi har fundet paa, mens De var borte? Jo, vi har bestemt os til at have stort Selskab hos os imorgen Aften. Ja, De, Hr. Nagel, maa absolut komme! Men nu maa De vide, at ved stort Selskab hos os er der ikke andet at forstaa end det mindst mulige af Mad og Drikke …»

«Og det mest mulige af Kommers, ja,» afbrød Doktoren muntert. «Jo, jeg kender det. Naa, men det er ikke noget galt Paafund; jeg har hørt langt værre Ting af dig, Jetta.» Doktoren var med en Gang kommet i godt Humør og lo godmodigt over hele Ansigtet ved Udsigten til denne Aften. «Kom bare ikke forsent,» sagde han, «og gid jeg nu ikke maatte blive hentet ud.»

«Men maa jeg møde op i disse Klæder?» spurgte Nagel. «Jeg har ingen andre.»

Allesammen lo, og Fru Stenersen svared:

«Ja, naturligvis. Det er rigtig fornøjeligt.»

Paa Hjemvejen blev Nagel gaaende ved Dagny Kiellands Side. Han havde ingen Bestræbelser gjort for at komme til at gaa der, det skete ganske tilfældigt; Frøkenen gjorde heller intet forat forebygge det. Hun havde netop sagt, at hun allerede glæded sig til imorgen 112Aften, fordi det altid var saa hyggeligt og frit hos Doktorens, de var saa udmærkede Mennesker, de forstod at gøre det saa morsomt, – saa sagde Nagel pludselig og med lav Stemme:

«Tør jeg haabe, Frøken, at De har tilgivet mig for den frygtelige Taktløshed af mig ude i Skogen dengang?»

Han talte hæftigt, næsten hviskende, og hun blev nødt til at svare.

«Ja,» sagde hun, «jeg forstaar nu bedre Deres Opførsel den Aften. De er vist ikke rigtig slig, som alle andre Mennesker.»

«Tak!» hvisked han. «Aa, ja, jeg takker Dem, som jeg aldrig har takket i mit Liv! Jo, hvorfor er ikke jeg, som andre Mennesker? De skal vide, Frøken, at jeg har anstrængt mig i hele Aften forat mildne det Indtryk, De først maatte have faaet af mig. Jeg har ikke sagt et Ord, uden at det har været for Deres Skyld. Vil De dømme om mig herfor? Husk paa, jeg havde forbrudt mig stærkt imod Dem, og jeg maatte noget gøre. Jeg bekender, at jeg rigtignok har været i en lidt usædvanlig Sindsstemning i hele Dag; men jeg har dog gjort mig adskillig værre end jeg var, og jeg har spillet lidt fordægtigt næsten hele Tiden. Det var mig nemlig om at gøre at faa Dem til at tro, at jeg virkelig var noget uberegnelig af mig, at jeg overhovedet begik bisarre Forgaaelser; derved 113haabed jeg at faa Dem til at tilgive mig saa meget lettere. Derfor trængte jeg mig ogsaa ind med mine Drømme paa urette Tid og Sted, ja, jeg gav mig endog en drøj Blottelse angaaende en Violinkasse, afsløred frivilligt en Naragtighed hos mig, hvad jeg ikke havde været nødt til …»

«Undskyld!» afbrød hun ham hastigt, «men hvorfor gaar De nu og fortæller mig alt dette og spolerer det hele igen?»

«Nej, jeg spolerer det ikke, det tror jeg i det mindste ikke. Naar jeg fortæller Dem, at jeg ude i Skogen dengang virkelig gav efter for et Øjebliks ondskabsfuld Indskydelse og sprang efter Dem, saa vil De forstaa det. Det var bare en pludselig Trang hos mig til at skræmme Dem, fordi De løb Deres Vej. Ja, dengang kendte jeg Dem jo ikke. Men naar jeg nu fortæller, at jeg er akkurat som andre Mennesker, saa vil De forstaa det ogsaa. Jeg har iaften gjort mig til Latter og forbauset et helt Selskab ved den mest ekscentriske Optræden, bare forat mildne Dem saapas, at De ialfald vilde høre paa mig, naar jeg kom og forklared mig. Dette har jeg opnaaet, De har hørt paa mig, og jeg takker Dem. Jeg er ogsaa vis paa, at nu, naar jeg har talt, forstaar De mig ogsaa.»

«Nej, jeg maa rent ud tilstaa,» svared hun i en lidt stødt Tone, «at jeg forstaar Dem ikke 114ganske. Og det faar saa være; det skal jeg ikke give mig til at gruble over …»

«Nej, naturligvis ikke; hvorfor skulde De give Dem til at studere paa dette Spørgsmaal?» sagde han. «Men ikke sandt, dette Selskab kom istand, fordi De allesammen troed; at jeg var en uregelmæssig Herre, af hvem man kunde vente sig endel rare Ting? Jeg vil kanske skuffe Dem; kanske siger jeg Ha og Ja, kanske kommer jeg slet ikke; Gud ved det.»

«Ja, De maa naturligvis komme.»

«Maa jeg det?» sagde han og saa paa hende.

Hun sagde intet mer. De gik fremdeles ved Siden af hinanden.

«I ethvert Tilfælde,» sagde Nagel, «er jeg lykkelig over, at jeg har truffet Dem iaften og har faaet forklare mig. Det har pint mig meget, at jeg har fortrædiget Dem. Frøken, jeg takker Dem atter, fordi De har hørt paa mig, og jeg vil takke Dem Tusind Gange for det ogsaa naar jeg er kommet hjem.»

De var komne til Præstegaardsvejen, hvor hun standsed op. Hun brast i Latter og sagde:

«Nej, jeg har aldrig hørt paa Magen!»

Hun gav sig til at vente paa det øvrige Selskab, der var bleven bagefter. Han vilde spørge, om han maatte følge hende hjem, han var lige ved at vove det; men i det samme 115vendte hun sig fra ham og raabte tilbage til Adjunkten:

«Kom saa, kom saa!» Og hun vinked ogsaa ivrigt med Haanden forat skynde paa ham.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.