XVII.

Samme Regn, samme mørke, tunge Vejr den næste Dag. Det syntes som om alt det Vand, der ustandselig skylled ned gennem Tagrænderne og drev mod Ruderne, aldrig vilde høre op; Time efter Time gik, hele Formiddagen gik, og Himlen blev ikke klarere. I Hotellets lille Have, der laa bag Huset, var alt bøjet og knækket, alle Blade laa trykte ned i Jorden, overgrusede af Muld og Væde.

Nagel holdt sig inde hele Dagen, han læste, drivende frem og tilbage paa Gulvet, som han plejed, og saa stadig væk paa Klokken. Det var en endeløs Dag! Med den største Utaalmodighed 407vented han paa, at det skulde blive Aften.

Da Klokken var otte, begav han sig straks ned til Martha. Han aned selv intet ondt; men hun modtog ham med et lidende og meget forgrædt Ansigt. Han talte til hende, og hun svared kort undvigende, og hun saa heller ikke paa ham. Hun bad ham flere Gange om at tilgive hende og ikke være vred.

Da han tog hendes Haand, begyndte hun at sittre og vilde trække sig tilbage; men tilsidst slog hun sig alligevel ned paa en Stol ved Siden af ham; der blev hun siddende, til han om en Times Tid gik igen. Hvad var hændt? Han trængte ind paa hende med Spørgsmaal, bad om Forklaring, og hun kunde ikke gøre megen Rede for sig:

Nej, hun var ikke syg. Hun havde blot tænkt over det …

Ja, var det dét, hun mente, at hun angred sit Løfte, at hun kanske ikke kunde holde af ham?

Ja … Men tilgiv og vær ikke vred! Hun havde tænkt over det inat, i hele, hele Nat, og havde fundet det mere og mere umuligt. Ja, hun havde ogsaa spurgt sit Hjærte tilraads, og hun frygted for, at hun ikke kunde holde af ham, som hun burde.

408Naa, saaledes! … Pause … Men troed hun ikke, at hun kanske kunde komme til at blive lidt glad i ham senere? Han skulde gøre hende alt det gode, han vidste, ja, han skulde saa gladelig bevise hende det paa hvilken Maade, hun selv maatte forlange. Han havde haabet saa sikkert, at dette skulde lykkes ham, han havde glædet sig til at faa Lov til at begynde et nyt Liv i Verden. Aa, han skulde være saa snil mod hende!

Dette rørte hende, hun pressed Haanden mod Brystet, men saa stadig ned og sagde intet.

Ja, troed hun saa ikke, at han skulde faa hende til at holde af sig senerehen, naar de altid leved sammen, og naar han fik vise hende alt, han skulde finde paa forat glæde hende?

Hun hvisked Nej. Et Par Taarer drypped ned fra hendes lange Øjenhaar.

Pause. Hans Krop rysted, de blaa Aarer i hans Tindinger svulmed stærkt.

Ja, ja, kære, saa var der intet at gøre ved det da! Saa maatte hun ikke græde mer for den Skyld. Det fik ikke hjælpe det hele; hun maatte tilgive, at han havde trængt ind paa hende med sine Bønner. Han havde dog ment det til det bedste …

Hun greb hurtigt hans Haand og holdt den fast. Han forundred sig lidt over denne pludselige Hæftighed og spurgte:

409Var der da noget især ved ham, som stødte hende? Han vilde rette paa det, gøre det godt igen, hvis det stod i hans Magt. Holdt hun kanske ikke af, at han …

Hun afbrød ham med ét:

«Nej, der er ikke noget, ikke noget! Men det er saa utænkeligt altsammen, og jeg ved ikke engang hvem De er, for Eksempel. Ja, jeg ved nok, at De vil mig vel; misforstaa mig ikke …»

«Hvem jeg er, for Eksempel,» sagde han og saa paa hende. Med en Gang farer der en Anelse gennem hans Hoved, han forstaar, at noget har undergravet hendes Tillid til ham, noget fjendtligt, der har trængt sig mellem hende og ham; han spørger:

«Har nogen været hos Dem idag?»

Hun svarer ikke.

«Ja, undskyld, det kan ogsaa være det samme, jeg har ingen Ret til at spørge Dem mere.»

«Aa, jeg var saa glad inat!» sagde hun. «Herregud, hvor jeg vented paa, at det skulde blive Morgen, og hvor jeg har ventet paa Dem ogsaa! Men idag er jeg bare kommet i Tvivl.

«Vil De blot sige mig én Ting: De tror altsaa ikke, at jeg har været ærlig mod Dem, De mistænker mig alligevel og alligevel?»

«Nej, ikke altid! Kære, vær ikke vred paa mig! De er saa fremmed her, jeg ved ingenting, 410før De siger mig det; kanske mener De det ærligt nu, men angrer altsammen senere; jeg ved ikke, hvilke Tanker De faar!»

Pause.

Saa tager han hende under Hagen, løfter hendes Hoved lidt op og siger:

«Og hvad mere sagde Frøken Kielland?»

Hun forvirredes, gav ham et sky Blik, der forraadte hendes Bestyrtelse og udbrød:

«Det sagde jeg ikke, nej, gjorde jeg vel? Det sagde jeg ikke!»

«Nej, nej, De sagde det ikke,» svared han. Han faldt i Tanker; hans Øjne stirred paa én Plet uden at se. «Nej, De sagde ikke, at det var hende, De nævnte ikke hendes Navn, vær blot rolig … Og Frøken Kielland har dog virkelig været her, hun er kommet ind ad den Dør dér og er gaaet igen den samme Vej, efterat hun har udrettet sit Ærinde. Det var hende saa meget om at gøre, at hun maatte gaa ud idag, i dette Vejr. Hvor det er underligt! … Kære, gode Martha, gode Sjæl, jeg knæler for Dem, fordi De er god! Tro mig alligevel, tro mig blot iaften, saa skal jeg senere vise Dem, hvor lidet jeg har isinde at bedrage Dem. Tag ikke Deres Løfte tilbage nu. Tænk over det endnu engang, vil De det? Tænk over det til imorgen, og lad mig træffe Dem da. Jeg er fremmed for Dem, ja, det er jeg jo, det kan 411ikke være anderledes endnu; men jeg lyver ikke for Dem, naar det gælder saa meget for mig. Og naar jeg engang forklarer alt for Dem, kanske allerede imorgen, hvis jeg maa komme da …»

«Nej, jeg ved ikke,» afbrød hun.

«De ved ikke? De vil altsaa helst blive af med mig en Gang for alle nu iaften? Ja, ja, da!»

«Jeg vilde heller komme til Dem engang, naar De … ja, naar De er bleven gift og har faaet det færdigt … Huset … jeg mener naar … Jeg vilde heller være Pige hos Dem. Ja, det vilde jeg heller.»

«Vilde De heller det?»

Pause. Ja, hendes Mistillid til ham havde allerede slaaet dyb Rod, han kunde ikke længer betvinge den, formaaed ikke at gøre hende tryg igen, som før. Og han følte med Sorg, at hun gled længer og længer bort fra ham jo mer han talte. Men hvorfor græd hun saa? Hvad var det, som pinte hende? Og hvorfor slap hun heller ikke hans Haand. Han kom endnu engang tilbage til Minutten; det var en Prøve; han vilde faa hende til at tilstaa ham et Møde imorgen, naar hun havde overvejet det hele igen. Han sagde:

«Tilgiv, at jeg for sidste Gang nævner Minutten for Dem. Ja, tag det med Ro, jeg 412har mine Grunde til at tale, som jeg gør. Jeg vil intet galt sige om det Menneske, tvertimod, De vil selv huske, at jeg endog har sagt det bedste, jeg vidste, om ham op i Deres egne Øren. Jeg tænkte mig Muligheden af, at han kunde staa mig ivejen hos Dem, jeg talte derfor til Dem om ham, jeg paastod blandt andet, at han kunde forsørge en Familje lige saa godt som nogen anden, og det tror jeg endnu, at han kan, naar han blir hjulpet paa Vej i Begyndelsen. Men De vilde slet ikke høre paa det, De havde intet med Minutten at gøre, De bad mig endog ikke at tale mere om ham. Godt! Men jeg er endnu ikke helt fri for Mistanke, De har ikke overbevist mig, og jeg spørger Dem igen, om der ikke er noget i Gære mellem Dem og Minutten? Isaafald trækker jeg mig straks tilbage. Ja, De ryster paa Hovedet; men jeg forstaar ellers ikke, at De kan vægre Dem for at overveje Sagen til imorgen og give mig Besked da. Det er blot simpel Retfærdighed. Og De, som er saa god!»

Saa gav hun efter, ja, hun rejste sig endog op, hendes Bevægelse løb af med hende, og hun strøg ham smilende og grædende over Haaret, ligesom engang før. Hun vilde træffe ham imorgen ogsaa, hun vilde det gærne; han maatte blot komme lidt tidligere, Klokken fire, Klokken fem, mens det var lyst, saa fik ingen 413noget at sige. Men nu maatte han gaa, det var bedst at han, gik straks. Aa, ja, saa kom han igen imorgen, hun skulde nok være hjemme og passe paa …

Det sælsomme Barn af en gammel Pige! For et Ord, en halv Yttring blussed hendes Hjærte op og henrev hende til Ømhed, til Smil. Hun holdt ham i Haanden lige til han gik, fulgte med ham til Døren og holdt ham endda i Haanden. Ved Trappen sagde hun meget højt Godnat til ham, som om der kunde være nogen i Nærheden, hun vilde trodse.

Ja, han skulde overvinde hendes Betænkeligheder, han vilde gøre sig saa megen Flid. Han vilde forklare sig bedre for hende imorgen, lægge sig helt aaben og intet skjule; hun skulde nok komme til at tro ham. Hvo ved, kanske kunde hun endog blive lidt glad i ham engang, ja, meget glad i ham kanske! Det var ikke godt at vide.

Regnen havde hørt op, endelig havde den hørt næsten op; hist og her saaes allerede en Plet blaa Himmel mellem de grumsede Skyer, og kun nu og da faldt endnu en Regndraabe ned paa den vaade Jord.

Nagel aanded atter friere. Jo, han skulde vinde hendes Tillid paany; hvorfor skulde det ikke lykkes ham? Han gik ikke hjem, han 414drev forbi Bryggerne, langs Sjøen, passered Byens sidste Huse og kom ind paa Præstegaardsvejen. Der var ingen Folk at se.

Da han endnu havde gaaet nogle Skridt frem, rejser der sig pludselig et Menneske op fra Vejkanten og giver sig til at gaa foran ham. Det var Dagny; den lyse Flætte hang nedad hendes Ryg udenpaa Regnkaaben.

Han gennembævedes fra Top til Taa og stod et Øjeblik næsten stille; han blev ogsaa i høj Grad forbauset. Var hun da ikke paa Basaren iaften ogsaa? Eller gik hun blot en liden Tur, inden Tableauerne begyndte? Hun bevæged sig uendelig sagte fremad og standsed endog et Par Gange og saa tilvejrs efter Fuglene, som igen begyndte at flyve om mellem Træerne. Havde hun set ham? Vilde hun prøve ham? Havde hun rejst sig, da han kom, for endnu engang at erfare, om han voved at henvende sig til hende?

Hun kunde berolige sig, han skulde aldrig forstyrre hende mere nu! Og pludselig vaagner hans Vrede, en blind og dump Vrede mod dette Menneske, som kanske endnu vilde friste ham til at forløbe sig, blot forat have den Tilfredsstillelse at ydmyge ham bagefter. Hun var istand til at fortælle Folk oppe paa Basaren endnu engang, at hun havde mødt ham. Havde hun ikke netop været hos Martha og forpurret 415hans Lykke ogsaa der? Kunde hun ikke nu holde inde og ikke lægge ham mere ondt ivejen? Hun havde villet betale ham efter Fortjeneste, godt, men hun betalte drøjere end nødvendigt.

De gaar begge lige langsomt, den ene efter den anden, der var stadig Halvhundrede Skridt mellem dem. Dette varer i flere Minutter. Pludselig falder hendes Lommetørklæde ned. Han gaar og ser paa, at det falder nedefter hendes Side, hvirvler nedad hendes Regnkaabe og blir liggende paa Vejen. Vidste hun, at hun tabte det?

Og han siger til sig selv, at hun vilde stille ham paa Prøve, hendes Raseri mod ham havde endnu ikke lagt sig, hun vilde formaa ham til at tage dette Lommetørklæde op og bringe hende det, saa hun kunde faa se ham ind i Ansigtet og rigtig gotte sig over hans Nederlag hos Martha. Hans Vrede stiger, han kniber Læberne sammen og sætter en lidenskabelig Rynke i Panden. He-he, jo, ikke sandt, han skulde fremstille sig for hende, vise hende hele sit Ansigt og lade hende le ham ud. Se, se, der slap hun sit Lommetørklæde; det ligger der paa Vejen, midt paa Vejen; det er hvidt og overmaade fint, et Kniplingslommetørklæde endog; man kunde bukke sig og tage det op …

416Han gik lige langsomt, og da han kom til Lommetørklædet, traadte han paa det og gik videre.

Endnu i nogle Minutter gik de paa den Maade; han iagttog, at hun pludselig saa paa sit Ur og med en Gang vendte om. Hun kom lige imod ham. Havde hun savnet sit Lommetærklæde? Da vendte ogsaa han om og gik langsomt foran hende. Da han atter kom til Lommetørklædet, traadte han paa det igen, for anden Gang og lige for hendes Øjne. Og han fortsatte at gaa. Han følte, at hun var lige bagefter ham, og han gik dog ikke hurtigere, Saaledes holdt de ved, lige til de var komne ind i Byen.

Hun tog ganske rigtigt Vejen op til Basaren; han gik op paa sit Værelse.

Han aabned et Vindu og lagde sig paa Albuerne i Karmen, brudt, tilintetgjort af Bevægelse. Nu var hans Vrede forbi, han krymped sig sammen og begyndte at hulke, hulke med Hovedet ned i sine Arme, stumt, med tørre Øjne og rystende Krop. Saaledes var det løbet af! Aa, hvor han angred det, hvor han ønsked det ugjort! Hun havde kastet sit Lommetørklæde ned, maaske med Vilje, maaske forat ydmyge ham; men hvad saa? Han kunde kanske have taget det op, stjaalet det og gæmt det paa sit Bryst gennem hele Livet. Det var 417aldeles snehvidt, og han traadte det ned i den bløde Vej! Hun havde kanske slet ikke villet tage det fra ham, naar han først havde faaet det i Hænderne; kanske havde hun ladet ham beholde det; Gud ved! Men havde hun alligevel rakt Haanden ud efter det, vilde han have kastet sig ned og bedt om det, med oprakte Hænder bønfaldt om det som et Minde, en Naade. Og hvad havde det gjort, om hun igen havde haanet ham?

Pludselig farer han op, han tager Trappen i to Spring, stormer ud paa Gaden, tilbagelægger hele Byen i et Par Minutter og kommer atter ind paa Præstegaardsvejen. Kanske kunde han finde Lommetørklædet endnu! Og ganske rigtigt, hun havde ladet det ligge, skønt han var vis paa, at hun havde set ham træde paa det den anden Gang. Hvor han var heldig alligevel, alligevel! Gudskelov for det! Han stikker det til sig med bankende Hjærte, iler hjem og skyller det med Vand, skyller det i utallige Vand, og breder det varligt ud. Det var lidt ilde tilredt, endog istykkerrevet af hans Hæl i det ene Hjørne; men hvad betød det! Aa, hvor han var lykkelig over at have fundet det!

Først da han igen satte sig til Vinduet, opdaged han, at han havde gjort denne sidste Tur gennem Byen uden Hue paa Hovedet. Ja, han var gal, han var gal! Sæt, at hun havde 418set det! Hun havde villet gøre en Prøve med ham, og naar alt kom til alt, var han ogsaa i Virkeligheden falden ynkelig igennem igen. Nej, dette maatte det blive en snarlig Ende paa! Han maatte kunne se hende med roligt Hjærte, med opret Hoved og kolde Øjne, uden at røbe sig. Ja, hvor han vilde forsøge! Han vilde rejse sin Vej og tage Martha med. Hun var altfor god til ham; ak, men han vilde fortjene hende; aldrig hvile, aldrig unde sig en Times Ro, før han havde fortjent hende.

Vejret blev stadig mildere og mildere, sagte Pust førte Duft af raat Græs og raa Jord indad hans Vindu og oplived ham mere og mere. Ja, imorgen vilde han gaa til hende igen og bede hende saa ydmygt om at give efter …

Men allerede om Formiddagen den næste Dag blev hans Haab fuldstændig lagt øde.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.