XVI.

Torsdagen kom, det regned lidt, men Basaren blev alligevel aabnet om Aftenen under fuld Musik og den største Tilstrømning af Mennesker. Hele Byen var mødt frem, endog fra Landet kom Folk rejsende ind forat deltage i denne sjældne Fornøjelse.

Da Johan Nagel ved Nitiden traadte ind i Festsalen, var Huset fuldt. Han fandt sig en Plads længst nede ved Døren, hvor han stod i nogle Minutter og hørte paa en Tale. Han var bleg og gik som altid i sin gule Klædning; men Bindet paa Haanden havde han taget af; de to Saar var næsten lægte.

365Han saa Doktor Stenersen og Frue oppe ved Tribunen; lidt tilhøjre fra dem stod ogsaa Minutten sammen med de øvrige Agerende i i Tableauerne, kun Dagny var der ikke.

Varmen af Lysene og alle disse sammenpakkede Mennesker drev ham snart ud af Salen; i Døren traf han Fuldmægtig Reinert, hvem han hilste paa, men fik knapt et lidet Nik til Svar. Han blev staaende ude paa Gangen.

Nu opdager han noget, som endnu en lang Stund bagefter sysselsatte hans Tanker og gjorde ham nysgærrig: tilvenstre for ham staar Døren aaben til et Sideværelse, hvor Publikum har hængt sit Overtøj af, og i Lyset fra Lampen derinde ser han tydelig Dagny Kielland, der staar og fingrer ved hans Frakke, som han har hængt hen paa en Knag. Han tog ikke fejl, der var ingen anden i Byen, som havde en saadan gul Vaarfrakke; det var virkelig hans, han husked desuden nøjagtig, hvor han havde hængt den. Hun gjorde ingen anden Ting, hun syntes at søge efter noget og benytted samtidig Lejligheden til Gang paa Gang at føle med Haanden henover hans Frakke. Han vendte sig øjeblikkelig om for ikke at overraske hende.

Denne lille Hændelse bragte ham straks i Uro. Hvad søgte hun efter, og hvad havde hun at bestille med hans Frakke? Han tænkte over dette hele Tiden og kunde ikke glemme det. 366Gud ved, kanske havde hun villet undersøge, om han havde Skydevaaben i Lommerne; hun troed ham maaske gal nok til hvad det skulde være. Men sæt, at hun havde stukket et Brev til ham? Han bragte det virkelig ogsaa til at tænke sig denne glade Umulighed. Nej, nej, hun havde nok blot ledt efter sin Kaabe, det var en Tilfældighed det hele; hvor kunde han nære saa haabløse Indbildninger! … Lidt senere, da han saa Dagny bane sig Vej ind gennem Salen, gik han imidlertid straks ud og ransaged sine Frakkelommer med bankende Hjærte. Der var intet Brev, ingenting, blot hans egne Handsker og et Lommetørklæde.

Der braged med Klap inde i Salen, Byfogdens Aabningstale var tilende. Og nu strømmed Publikum ud paa Gangene, ind i Sideværelserne, hen til alle mulige svale Steder, hvor man slog sig ned rundt alle Vægge og nød Forfriskninger. Klædt som Opvartningspiger, med hvide Forklæder og Serviet paa Armen, fôr flere af Byens unge Damer om med Bræt og Glas i begge Hænder.

Nagel søgte efter Dagny; hun var ingen Steder at se. Han hilste paa Frøken Andresen, der ogsaa havde hvidt Forklæde; han bad om Vin, og hun bragte ham Champagne.

Han saa studsende paa hende.

367«De drikker jo ikke andet,» sagde hun smilende.

Denne lidt ondskabsfulde Opmærksomhed gjorde ham alligevel livligere end han havde været; han bad hende drikke et Glas med, og hun satte sig virkelig med ét, skønt hun havde dygtig travlt. Han takked hende for hendes Elskværdighed, komplimentered hende for hendes Dragt, blev henrykt over en gammel Sylje, hun bar i sin Halslinning. Hun tog sig godt ud; det lange, aristokratiske Ansigt med den store Næse var overmaade fint, næsten sygeligt fint, og det veksled ikke, gjorde ingen nervøse Miner. Hun talte med behersket Ro, man havde en Følelse af Tryghed i hendes Selskab, det var Damen, Kvinden.

Da hun rejste sig, sagde han:

«Der skal være et Menneske her iaften, som jeg saa gærne vilde vise en liden Opmærksomhed, det er Frøken Gude, Martha Gude, jeg ved ikke, om De kender hende? Jeg hørte, hun var gaaet ind her. Jeg kan ikke sige, hvor gærne jeg vilde glæde hende lidt paa en eller anden Maade; hun er saa ensom, Minutten har fortalt mig noget om hende. Tror De ikke, Frøken, at jeg kan bede hendehende] rettet fra: bende (trykkfeil) om at komme herind til os? Ja, forudsat, at De ikke selv har noget imod at have hende her?

368«Nej, langt, langt ifra!» svarer Frøken Andresen; «og jeg skal med Fornøjelse faa fat paa hende nu med det samme, jeg ved, hvor hun sidder henne.»

«Men kommer De ogsaa selv tilbage?»

«Ja, Tak!»

Medens Nagel nu sidder og venter, kommer Fuldmægtig Reinert, Adjunkten og Dagny ind. Nagel rejser sig og hilser. Dagny var bleg hun ogsaa, trods Varmen; hun havde en gulagtig Kjole med korte Ærmer paa og om Halsen en altfor svær Guldkæde. Denne Guldkæde var yderst uklædelig. Dagny blev staaende ved Døren et Øjeblik; hun holdt den ene Haand paa Ryggen og fingred ved sin Flætte.

Nagel gik hen til hende. Han bad hende med faa, lidenskabelige Ord om ogsaa at tilgive ham Fredagens store Forgaaelser; det skulde blive de sidste, de aller allersidste; hun skulde aldrig faa Grund til at tilgive ham noget mere. Han talte lavt, sagde de Ord, som skulde siges, og standsed.

Hun hørte paa ham, saa endog paa ham, og da han var færdig, sagde hun:

«Jeg ved næsten ikke længer, hvad De taler om, jeg har glemt det, jeg vil glemme det.»

Dermed gik hun. Hun havde set meget ligegyldigt paa ham.

369Folk summed allevegne, man hørte Klirren af Kopper og Glas, Lyden af Korke, der blev trukne op, Latter, Raab, og inde fra Salen Byens Hornmusikbande, der blæste saa overmaade daarligt …

Da Frøken Andresen og Martha kom ind, fulgte ogsaa Minutten med; de satte sig alle ved Nagels Bord, hvor de blev siddende et Kvarter. Frøken Andresen bragte nu og da et Bræt rundt til Folk, der raabte paa Kaffe; tilsidst blev hun helt borte, hun fik formeget at bestille.

Nu fulgte de forskellige Numre paa Programmet: en Kvartet sang, Student Øjen deklamered med stærk Røst et Digt af sig selv, to Damer spilled Piano, og Organisten gav sin første Violinsolo. Stadig sad Dagny der med de to Herrer. Endelig kom der Bud efter Minutten, han maatte løbe Ærinder, der maatte skaffes flere Glas, flere Kopper, mere Smørogbrød, alt var for knapt beregnet til denne Menneskemasse.

Da Nagel blev alene med Martha, rejste ogsaa hun sig og vilde gaa. Hun kunde ikke blive siddende der alene, hun havde allerede set Fuldmægtigen gøre sine Bemærkninger, og at Frøken Kielland havde leet deraf; nej, det var bedst, at hun gik.

370Men Nagel overtalte hende til ialfald at drikke et lidet Glas til. Martha var klædt i Sort; den nye Kjole sad smukt, men klædte hende ikke, den gjorde denne sært udseende Pige ældre og stak formeget af mod hendes hvide Haar. Kun Øjnene ulmed stærkt, og naar hun lo, blev dette fyrige Ansigt ganske spillevende.

Han sagde:

«Og morer De Dem saa? Har De det bra iaften?»

«Ja, Tak!» svared hun, jeg har det godt.»

Han underholdt sig med hende uden Stands, læmped sig efter hende, fandt paa at fortælle hende en Skrøne, som hun lo meget af, det var Historien om, hvorledes han var kommet i Besiddelse af en af sine dyreste Kobjælder. En Skat, en uvurderlig Antikvitet! Der var et Konavn gravet ind paa den, Koen hedte endda Øystein, og det maatte bestemt have været en Okse …

Her begyndte hun med en Gang at le; hun glemte sig selv, glemte, hvor hun var, rysted paa Hovedet og lo som et Barn over denne fattige Pudsighed. Hun var ligefrem straalende.

«Tænk,» sagde han, «jeg tror, Minutten var skinsyg.»

«Nej,» svared hun nølende.

371«Jeg fik det Indtryk. Forresten vil jeg ogsaa helst sidde her alene med Dem. Det er saa morsomt at høre Dem le.»

Hun svared ikke, hun saa ned.

Og de talte videre. Han sad hele Tiden saaledes til, at han kunde se hen til Dagnys Bord.

Nogle Minutter gik. Frøken Andresen kom for et Øjeblik tilbage, talte et Par Ord, drak af sit Glas og gik igen.

Nu forlod Dagny pludselig sin Plads og kom hen til Nagels Bord.

«Hvor De dog har det morsomt her!» sagde hun, og hendes Stemme skalv lidt. «Godaften, Martha! Hvad ler De saa af herhenne?»

«Vi morer os paa bedste Maade,» svared Nagel; «jeg prater væk, og Frøken Gude er altfor overbærende mod mig, hun ler pligtskyldigst … Vi tør vel ikke byde Dem et Glas?»

Dagny satte sig.

En usædvanlig stærk Bifaldsstorm inde fra Salen gav Martha et Paaskud til at rejse sig og se, hvad der foregik. Hun trak sig længer og længer bort; tilsidst raabte hun tilbage: «Det er en Tryllekunstner, det maa jeg se!» Saa gik hun.

Pause.

«De forlod Deres Selskab,» sagde Nagel, og han vilde have sagt mere, men Dagny afbrød ham med et:

372«Og Deres Dem.»

«Ja, hun kommer nok tilbage. Nej, ser ikke Frøken Gude underlig ud? Iaften er hun glad som et Barn.»

Hun svared ikke herpaa, hun spurgte:

«Har De været borte en Tur?»

«Ja.»

Pause.

«Finder De det virkelig saa morsomt her iaften?»

«Jeg? Jeg ved slet ikke, hvad her foregaar engang,» svared han. «Jeg er ikke kommet hid netop forat more mig.»

«Og hvad er De saa kommet her for?»

«Udelukkende forat faa gense Dem … ja, naturligvis bare paa Afstand, stumt …»

«Jasaa. Og det er i den Anledning, De tager Dame med?»

Dette forstod han ikke. Han saa paa hende og tænkte sig om.

«Er det Frøken Gude, De mener? Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Man har fortalt mig saa meget om hende, hun sidder alene hjemme Aar efter Aar, der findes slet ikke en eneste Glæde i hendes Liv. Det er ikke mig, som har taget hende med hid, jeg vilde blot underholde hende lidt herinde, forat hun ikke skulde kede sig, det er alt. Frøken Andresen hented hende ind til dette Bord. Gud, hvor det 373Menneske har havt det ondt! Hendes Haar er ogsaa hvidt …»

«Ja, De tror dog vel ikke … men De indbilder Dem dog vel ikke, at jeg er skinsyg; vel? De tager fejl! Ja, jeg husker, hvad De fortalte om en gal Mand, som kørte i fire og tyve Vogne; Manden var s-stam, som De sagde, og han blev forelsket i en Pige, som hedte Klara. Aa, jo, jeg husker det tydelig nok. Og da ikke Klara vilde have med den Mand at skaffe, taalte hun heller ikke, at hendes pukkelryggede Søster fik ham. Jeg ved ikke, hvorfor De fortalte mig det, det ved De bedst selv, det er mig ligegyldigt; men skinsyg faar De mig jo ikke til at blive, hvis det er det, De har villet opnaa iaften. Nej, hverken De eller Deres s-stamme Mand!»

«Men Herregud!» sagde han, «De kan ikke mene, hvad De siger.»

Pause.

«Jo, jeg mener det,» svared hun.

«De mener, at jeg skulde bære mig saaledes ad, hvis jeg vilde faa Dem skinsyg? Møde op med en Dame paa firti Aar, lade hende gaa sin Vej, slippe hende, saasnart De kom, – De maa jo tro, at jeg er dum.»

«Jeg ved slet ikke, hvad De er, jeg ved bare, at De har sneget Dem ind paa mig og forvoldt mig de pinligste Timer i mit Liv, og 374at jeg nu ikke forstaar mig selv mere. Jeg ved ikke, om De er dum, jeg ved heller ikke, om De er gal; men det giver jeg mig ikke af med at finde ud, det er mig ligegyldigt, hvad De er.»

«Ja, det er det vel,» sagde han.

«Ja, hvorfor skulde det ikke være mig ligegyldigt?» fortsatte hun, irriteret ved hans Eftergivenhed. «Hvad i Alverden har jeg med Dem at gøre? De har opført Dem daarligt mod mig, og derfor skulde jeg vel ikke ovenikøbet gaa og beskæftige mig med Dem? Alligevel fortæller De mig en Historie fuld af Hentydninger, jeg er vis paa, at De ikke fortalte mig dette om Klara og hendes Søster uden Grund, nej, De gjorde ikke! Men hvorfor forfølger De mig? Jeg mener ikke i dette Øjeblik, nu er det mig, som har søgt Dem; men ellers, hvorfor lader De mig ikke i Fred ellers? Og at jeg har standset her et Minut og talt et Par Ord med Dem nu, det udlægger De gærne saaledes, at det er mig saa om at gøre, det er mig saa magtpaaliggende …»

«Kære Frøken, nej, jeg indbilder mig intet.»

«Ikke? Men jeg ved aldeles ikke, om De taler sandt, nej, det ved jeg ikke. Jeg tvivler paa Dem, jeg mistror Dem og mistænker Dem for snart sagt hvad det skal være. Det er godt muligt, at jeg er uretfærdig mod Dem nu, og 375for en Gangs Skyld maa vel ogsaa jeg have Lov til at gøre Dem ondt; jeg er saa træt af alle Deres Hentydninger og Planer …»

Han sagde intet, han drejed sagte sit Glas rundt paa Bordet; kun da hun igen sagde, at hun ikke troed ham, svared han blot:

«Nej, det fortjener jeg.»

«Ja,» fortsatte hun, «og jeg tror Dem ogsaa overmaade lidet. Jeg har endog havt Mistanke til Deres Skuldre, at Deres store Skuldre kunde være Blændværk. Jeg tilstaar aabent, at jeg for lidt siden var inde i det Værelse dér og undersøgte paa Deres Frakke, om De ikke brugte udstoppede Skuldre. Og skønt jeg fik Uret, og der ikke var noget galt med Skuldrene, er jeg alligevel mistænksom, det kan jeg ikke hjælpe. De kunde for Eksempel sikkert bruge et hvilketsomhelst Middel forat gøre Dem et Par Tommer højere end De er, eftersom De ikke er videre høj; jeg tror sikkert, De kunde gøre det, hvis der fandtes et sligt Middel. Du gode Gud, maa man ikke ogsaa faa Mistillid til Dem! Hvem er De i Grunden? Og hvorfor er De kommet hid til Byen? De gaar jo ikke engang under Deres eget Navn, De hedder jo egentlig Simonsen, ret og slet Simonsen! Det har jeg hørt fra Hotellet; De skal have havt Besøg af en Dame, som kendte Dem, og som raabte Simonsen til Dem, før De kunde forhindre det. Gud, 376hvor det er latterligt og daarligt det ogsaa! Man fortæller i Byen, at De ogsaa har Deres Løjer med at give Smaagutter Cigarer at røge, og at De begaar den ene Skandale efter den anden paa Gaden. De skal saaledes have spurgt en Tjenestepige, som De traf paa Torvet en Dag, ja, spurgt hende i flere Menneskers Paahør om noget. Men trods alt dette, finder De det ganske i sin Orden at gøre mig Erklæringer og stille Dem frem for mig Gang efter Gang og … Det er dette, som piner mig saa usigelig, at De tør vove det …»

Hun holdt inde. Flere Trækninger om Munden forraadte hendes Bevægelse, hvert Ord, hun talte, var hæftigt og inderligt, hun mente, hvad hun sagde, og lagde ikke Fingrene imellem. Der blev en liden Pause, saa svared han:

«Ja, De har Ret, jeg har voldt Dem megen Plage … Det er klart, at naar man Dag efter Dag en Maaned igennem passer én op, mærker sig alle hans Ord og alt, hvad han foretager sig, saa finder man noget galt at hage sig fast i. Lidt Uret kan man ogsaa begaa mod én, men det gør ikke meget, det tilstaar jeg. Byen her er ikke stor, jeg falder noget i Øjnene, man snubler i mig, alle gaar med et Øje paa hver Finger, naar jeg er i Sigte; det kan ikke undgaaes. Og jeg er jo ikke, som jeg burde være.»

377«Ja, Herregud!» sagde hun kort og skarpt, «det er jo naturligvis, fordi Byen er saa liden, at De blir saa paaagtet, det siger sig selv. I en større By vilde De jo ikke være den eneste Mand, som tiltrak sig Folks Opmærksomhed.»

Dette kolde og overmaade rigtige Svar vakte først hans ligefremme Beundring. Han sad i Begreb med at paaskønne det med en eller anden Artighed, men betænkte sig. Hun var altfor ophidset, havde altfor meget imod ham, og desuden underkendte hun kanske hans Betydning vel meget. Dette saared ham en liden Smule. Hvad var han altsaa i hendes Øjne? En ganske almindelig fremmed Mand i en liden By, en Mand, som blev lagt Mærke til kun fordi han var en Fremmed i den lille By og brugte en gul Dragt. Han sagde lidt bittert:

«Men siger man ikke ogsaa, at jeg engang har gaaet hen og skrevet et utugtigt Vers paa en Gravsten, paa Mina Meeks Gravsten? Var der ingen, som saa det? Det er dog sandt, ja, det er det. Det er ogsaa sandt, at jeg paa Apoteket i denne By, i denne selvsamme By, har været inde og forlangt Mediciner for en væmmelig Sygdom, som jeg havde nedskrevet paa et Papir, men at jeg ikke kunde faa disse Mediciner, fordi jeg ingen Recept havde. Og med det samme jeg husker det: har ikke Minutten fortalt Dem, at jeg engang vilde bestikke ham 378med to Hundrede Kroner for at være Barnefader for mig? Dette er ogsaa den skære Sandhed, Minutten kan selv bevidne det. Ak, jeg kunde sikkert føje mange Træk til endnu …»

«Nej, det behøves ikke, der er nok før,» svared hun trodsigt. Og idet hendes Øjne blev kolde og haarde, mindte hun ham om de falske Telegrammer, den Rigdom, som han havde tiltelegraferet sig selv, om Violinkassen, som han trak om med, skønt han ingen Violin havde og heller ikke kunde spille, om den ene Ting efter den anden, alle hans Bedragerier, endog om Redningsmedaljen, som han efter egen Tilstaaelse heller ikke havde vundet paa den ærligste Maade. Hun husked alt og skaaned ham ikke; hver Smaating fik i dette Øjeblik Betydning for hende, og hun lod ham vide, at alle de daarlige Streger, som hun før havde troet, at han blot løj sig paa, de troed hun nu, at han virkelig havde begaaet. Jo, han var ganske vist en fræk og tvetydig Natur! «Og saaledes som De er, sagde hun, «søger De alligevel at overrumple mig og gøre mig urolig, faa mig til at gøre Galskaber med Dem. De skammer Dem ikke, De har intet Hjærte for andre end Dem selv, De bare erklærer og erklærer Dem …»

I dette Øjeblik blev hun afbrudt af Doktor Stenersen, der kom kavende ind fra Salen og 379var megetmeget] rettet fra: megt (trykkfeil) optagen. Han havde med Basaren at gøre og lagde sig dygtigt i Sælen.

«Godaften, Hr. Nagel!» raabte han. «Tak for sidst! Det var en vild Aften, vi havde dengang … Aa, hør, Frøken Kielland, De maa passe paa, vi skal straks stelle istand til Tableauerne.»

Dermed forsvandt Doktoren igen.

Atter gaves et Musiknumer, og der blev Uro i Salen. Dagny luded sig frem og kiged ind ad Døren, saa vendte hun sig igen til Nagel og sagde:

«Nu kommer Martha tilbage.»

Pause.

«Kan De ikke høre, hvad jeg siger?»

«Jo,» svared han aandsfraværende. Han saa ikke op, vedblev blot at dreje dette fulde Glas rundt og rundt, uden at drikke af det, og bøjed Hovedet næsten helt ned til Bordet.

«Tys!» sagde hun spottende, «nu spilles der igen. Ikke sandt: naar man hører den Sort Musik, saa maa man helst være i lidt Frastand, i et Sideværelse, med den Elskedes Haand i sin, – var det ikke saa, De sagde engang? Jeg tror, det er den selvsamme Vals af Lanner, og naar nu Martha kommer …»

Men nu syntes hun med ét at angre sin Ondskabsfuldhed, hun taug pludselig, et Glimt skød op i hendes Øjne, og hun flytted sig nervøst 380længer ind paa Stolen. Han sad der stadig med ludende Hoved, hun saa blot hvorledes hans Bryst aanded kort og uregelmæssigt. Hun rejste sig, hun tog allerede sit Glas og vilde sige noget, et Par venligere Ord tilslut, som ikke skulde gøre ham ondt, hun begyndte ogsaa:

«Ja, nu maa jeg gaa,» sagde hun.

Han saa hurtigt op paa hende, rejste sig han ogsaa og tog sit Glas. De drak begge i Taushed. Han tvang sig til ikke at ryste paa Haanden, hun kunde se, at han kæmped med at paatage sig en rolig Mine; og denne Mand, som hun just havde troet tilintetgjort, knust ved hendes Spot, siger pludselig ganske høfligt og ligegyldigt:

«Det er sandt Frøken: vil De være saa venlig … jeg ser Dem vel ikke mer … vil De være saa venlig engang ved Lejlighed, naar De skriver til Deres Forlovede, at minde ham om to Skjorter, som han har lovet Minutten engang, for to Aar siden. Jeg beder Dem tilgive, at jeg blander mig i dette, som jo ikke vedkommer mig, jeg gør det ogsaa blot for Minuttens Skyld. Jeg haaber, De undskylder min Dristighed. Sig, at det er to Uldskjorter, saa husker han det nok.»

Hun blev et Øjeblik aldeles slagen, hun holdt Munden aaben og saa paa ham, fandt ikke et Ord at sige og glemte endog at sætte 381Glasset paa Bordet. Dette vared et helt Minut. Men hun fatted sig igen, tilkasted ham et rasende Blik, fuldt af alt det Oprør, hun følte i sig, et Par Øjne, der gav ham et knusende Svar, og vendte ham Ryggen med ét. Da hun gik, slængte hun Glasset fra sig paa et Bord nede ved Døren. Hun forsvandt ind i Salen.

Hun lod slet ikke til at tænke paa, at Fuldmægtigen og Adjunkten endnu sad paa samme Sted og vented paa hende.

Nagel satte sig igen. Det begyndte paany at rykke i hans Skuldre, og flere Gange tog han sig mekanisk op til Hovedet. Han sad meget sammensunken. Da Martha kom, sprang han op, et taknemmeligt Blik lyste op i hans Ansigt, og han satte en Stol tilrette for hende.

«Hvor De er god, hvor De er god!» sagde han. «Sæt Dem her, jeg skal nok være saa opmærksom, jeg skal fortælle Dem en hel Verden af Historier, hvis De vil; De skal bare se, hvor jeg vil gøre det morsomt, hvis De vil sætte Dem. Kære, kom saa! Ja, De skal faa gaa, naar De vil, og jeg maa nok følge Dem; ikke? Jeg skal aldrig gøre Dem nogen Fortræd, aldrig! Hør, De vil ogsaa drikke et bitte lidet Glas nu? For jeg skal nok fortælle noget fornøjeligt, saa De ikke skal kede Dem. Jeg er saa glad for, at De kom tilbage; Gud, hvor det er velsignet at høre Dem le, De, som altid er saa alvorlig! 382Det var ikke meget morsomt inde i Salen; vel? Vi sidder heller en Stund her, det er ogsaa saa varmt derinde; sæt Dem saa!»

Og Martha nøled, men satte sig.

Nu taler Nagel ustandseligt, fortæller i et væk løjerlige Smaahistorier og Oplevelser, sluddrer afsted om løst og fast, febrilsk, forceret, bange for, at hun skulde gaa, hvis han tier. Han sveder af Anstrængelse, løber Sur og tager sig hjælpeløst op til Hovedet forat finde Traaden igen, og Martha synes, at han er morsom ogsaa da, og ler troskyldigt. Hun keder sig ikke, hendes gamle Hjærte svulmer op, og hun bringes endog til selv at tale med. Hvor hun var mærkelig varm og naiv! Da han sagde, at Livet var ganske ubegribeligt elendigt, ikke sandt? Skaal paa det! svared hun, denne Kvinde, som Aar efter Aar leved saa fattigt af at sælge Æg paa Torvet, at Livet … nej, det var ikke meget slemt, mangen Gang var det godt!

Mangen Gang var Livet godt, sagde hun!

«Ja, det har De ogsaa Ret i!» svared han saa …» Nej, nu maa vi se paa Tableauerne! Lad os staa her i Døren, saa kan vi sætte os igen, naar De vil. Kan De se fra Deres Plads? Ja, for ellers vilde jeg tage Dem paa Armen.»

Hun lo og rysted advarende paa Hovedet.

Saasnart han fik Øje paa Dagny oppe paa Scenen, dæmpedes hans Lystighed med ét, hans 383Blik blev stivt, og han saa ingen anden end hende. Han fulgte Retningen af hendes Øjne, maalte hende fra Top til Taa, iagttog hendes Mine, lagde Mærke til, at en Rose paa hendes Bryst gynged op og ned, op og ned. Hun stod længst tilbage i den lange Række af Mennesker og var let kendelig trods den omhyggelige Forklædning. Frøken Andresen sad i Midten og var Dronning. Det hele var en Scene i rødt Lys, en rebusagtig Opstilling af Folk og Rustninger, som Doktor Stenersen med megen Møje ogog] rettet fra: op (trykkfeil) Opoffrelse havde faaet istand.

«Det er vakkert! hvisked Martha.

«Ja … Hvad er vakkert?» sagde han.

«Dér oppe; kan De ikke se? Hvad ser De paa?»

«Jo, det er sandt, det er ogsaa vakkert.»

Og for ikke at vække hendes Mistanke om, at han kun saa paa en Plet, et enkelt Punkt af det hele, gav han sig til at spørge hende hvem hver især af de Optrædende var, og alligevel hørte han knapt paa, hvad hun svared. De stod der, til det røde Lys var lige ved at slukne, og Tæppet rulled ned.

Med nogle Minutters Mellemrum fulgte nu de fem Tableauer efter hinanden; Klokken blev tolv, Martha og Nagel stod endnu i Døren og saa paa det sidste Tableau. Da det endelig var forbi, og Musiken igen begyndte, satte de sig 384atter ved Bordet og talte sammen. Den gamle Pige! Hun gav i sin Godhed stadig mere efter og talte ikke lenger om at gaa.

Et Par unge Damer kom omkring med Notisebøger i Hænderne og solgte Numre til Lotterierne, til Dukker, til Gyngestole, Broderier, et Téstel, et Taffelur. Overalt støjed Mennesker, allesammen slog sig løs og talte højt, det sused i Salen og i Sideværelserne af denne Mængde Røster som paa en Børs. Først Klokken to skulde der lukkes.

Frøken Andresen slog sig igen ned ved Nagels Bord. Aa, hun var saa træt, saa træt! Ja, Tusind Tak, hun vilde gærne have et Glas, et halvt Glas! Og maatte hun ikke ogsaa hente Dagny?

Og hun hented Dagny. Med hende fulgte ogsaa Minutten.

Nu foregaar følgende:

Et Bord vælter i Nærheden, endel Kopper og Glas falder mod Gulvet, og Dagny giver et lidet Raab, hun griber ogsaa Martha i Armen af Angst. Bagefter lo hun saa selv af det og bad om Undskyldning, mens hendes Ansigt blev rødt af Bevægelse. Hun var i højeste Grad ophidset og lo med en nervøs, kort Latter; hendes Øjne skinned stærkt. Hun havde taget Overtøjet paa og var færdig til at gaa hjem, hun vented blot paa Adjunkten, som skulde ledsage hende.

385Men Adjunkten, som endnu sad sammen med Fuldmægtigen, og ikke havde været oppe fra Stolen i over en Time, begyndte at blive temmelig beruset.

«Hr. Nagel vil vist nok følge dig, Dagny,» sagde Frøken Andresen.

Dagny brast i Latter. Frøken Andresen saa forbauset paa hende.

«Nej,» svared Dagny, «Hr. Nagel tør jeg ikke mere gaa sammen med! Han er saa fuld af Indfald. Han har – mellem os sagt – endog bedt mig om et Stævnemøde engang. Virkelig sandt! Under et Træ, sagde han, et stort Aspetræ, der og der staar det! Nej, Hr. Nagel er mig for uberegnelig! For nylig kræved han mig højt og dyrt efter et Par Skjorter, som min Kæreste skal have lovet Grøgaard engang, og Grøgaard selv ved slet ikke noget om det hele! Ikke sandt, Grøgaard? Ha-ha-ha, det er højst besynderligt!»

Dermed rejste hun sig hurtigt, endnu stadigt leende, og gik bort til Adjunkten, hvem hun talte et Par Ord til; hun drev aabenbart paa forat faa ham med.

Minutten var bleven meget urolig. Han søgte at sige noget, at forklare sig, men kom i Vildrede og opgav det; han saa fra den ene til den anden med ængstelige Blikke. Selv Martha blev forbauset og bange, Nagel talte til hende, hvisked 386nogle beroligende Ord og gav sig derpaa til at fylde Glassene. Frøken Andresen fandt straks paa at tale om Basaren: hvilken Mængde Mennesker, trods Regnvejret! Aa, de skulde nok tjene mange Penge, Udgifterne var ikke saa farligt store …

«Hvad var det for en smuk Dame, som spilled Harpe?» spurgte Nagel; «hende med den Byronmund og Sølvpilen i Haaret?»

Det var en fremmed Dame, hun var blot paa Besøg i Byen. Var hun saa smuk?

Ja, han syntes, hun var smuk. Og han gjorde flere Spørgsmaal om den Dame, skønt alle kunde se, at hans Tanker vare andre Steder henne. Hvad pønsed han paa? Hvorfor havde han med ét faaet denne bittre Rynke i Panden? Han drejed sagte sit Glas.

Nu kom Dagny tilbage og standsed atter. Mens hun saa staar bag Frøken Andresens Stol og knapper sine Handsker, taler hun igen, hun siger med sin klare, dejlige Stemme:

«Men hvad mente De egentlig med at bede mig om det Stævnemøde, Hr. Nagel? Hvad var Deres Mening? Hvorfor svarer De ikke?»

«Nej, men Dagny!» hvisker Frøken Andresen og rejser sig. Minutten rejser sig ogsaa. Alle er meget pinligt berørte. Nagel saa op, hans Ansigt forraadte ikke megen Bevægelse, men alle lagde Mærke til, at han slap sit Glas og vred 387sine Hænder et Par Gange, og at han aanded hurtigt. Hvad vilde han gøre? Hvad betød det, at han smilte lidt og straks igen blev alvorlig? Til alles Forundring svared han med rolig Stemme:

«Hvorfor jeg bad Dem om det Stævnemøde? Frøken Kielland, vil De ikke heller, at jeg skal spare Dem for at forklare det? Jeg har bragt Dem saa mange Ubehageligheder før. Jeg angrer paa det, og ved Gud, jeg vilde gøre hvad det skulde være, forat have det ugjort. Men hvorfor jeg dengang bad Dem om et Møde, det forstaar De nok, jeg har ikke lagt Skjul paa det, ihvorvel jeg burde have gjort det. De maa vise mig Naade. Jeg kan ikke sige noget mer …»

Han holdt inde. Hun sagde heller ikke noget mer, hun havde vist ventet et andet Svar af ham. Adjunkten kom endelig i rette Tid til at afbryde det pinlige Optrin; han var stærkt ophedet og gik ikke engang ganske sikkert paa sine Ben.

Dagny tog hans Arm og gik ud af Døren.

Fra nu af blev de genværende af det lille Selskab ganske anderledes livlige, alle aanded lettere, Martha lo af Glæde over ingenting og klapped i Hænderne. Stundom, naar hun var paa Vej til at le altfor ofte, blev hun rød og standsed op, idet hun saa rundt paa de andre, 388om de skulde have lagt Mærke til det. Denne nydelige Forvirring, der gentog sig Gang paa Gang, satte Nagel i Henrykkelse og fik ham til at begaa mange Narrestreger, blot forat holde hende i Aande. Han fandt saaledes paa at spille Gubben Noah paa en Kork, som han satte mellem Tænderne.

Fru Stenersen havde sluttet sig til. Hun paastod, at hun ikke vilde røre sig fra Stedet, før alt var forbi; der var endnu et Numer tilbage, Optræden af to Turnere, som hun absolut vilde se. Nej, hun plejed altid at holde ud til det sidste, Natten var saa lang, hun blev altid trist, naar hun kom hjem til sig selv og blev alene. Skulde de ikke allesammen gaa ind og se de to Turnere?

Og allesammen gik ind i Salen.

Mens de sidder der, kommer en høj, skægget Mand nedefter Midtgangen. Han bærer en Violinkasse i Haanden. Det er Organisten, han havde leveret sine Numre og var færdig til at gaa hjem. Han standser, hilser og begynder straks at tale med Nagel om Violinen. Minutten havde ganske rigtig været hos ham og villet købe den; men se, det var en Umulighed, det var et Arvestykke, han betragted den akkurat som et lidet Menneske, saa kær var den ham. Ja, han havde ogsaa sit Navn paa den, man kunde selv se, det 389var ingen almindelig Violin … Og han aabner forsigtigt Kassen.

Der ligger det lækkre, mørkebrune Instrument, omhyggelig nedpakket i lyserød Silke, omgiven af Sygevat over Strængene.

Ikke sandt, den saa godt ud? Og de tre Bogstaver i bitte smaa Caprubiner her øverst oppe paa Gribbrættet, de betød Gustav Adolf Christensen. Nej, at sælge en saadan Ting, det var Synd; hvad skulde man saa have at glæde sig ved, naar Dagene blev lange? En anden Sag var det, hvis der blot var Tale om at prøve den et Øjeblik, gøre et Strøg eller to …

Nej, Nagel vilde ikke prøve den.

Men Organisten havde nu alligevel taget Instrumentet helt ud af Kassen, og mens de to Turnere gjorde sine sidste Spring, og Publikum klapped rundt om i Salen, vedblev han at tale om den mærkelige Violin, der havde gaaet i Arv i tre Led. Den var let som en Fjær, kend selv, De maa gærne holde den …

Og Nagel syntes ogsaa, at den var let som en Fjær. Men da han nu engang havde faaet Violinen i Hænderne, giver han sig til at vende den rundt og fingre ved Strængene. Han tog en halv Kendermine paa og sagde: «Det er en Mittelwalder, ser jeg.» Men dette, at det var en Mittelwalder, var ikke vanskeligt at se, eftersom det stod paa en trykt Plakat paa Violinens Bund; 390hvortil da denne Kendermine? Da Turnerne var borte, og ingen klapper mer, rejser han sig ogsaa op; han siger ikke noget, ikke et Ord, men rækker derpaa Haanden ud efter Buen. I næste Øjeblik, mens alle var i Færd med at rejse sig fra sine Pladse og forlade Salen, mens alt var Larm og højrøstet Passiar, begynder han pludselig at spille og faar det lidt efter lidt stille overalt. Dette lille bredskuldrede Mandfolk, der dukked op i en skrigende gul Paaklædning midt nede i Salen, slog alle med Forbauselse. Og hvad spilled han? En Vise, en Barcarole, en Dans, en ungarsk Dans af Brahms, et lidenskabeligt Potpourri, et Spil med en raa og svulmende Tone, der trængte alle Steder hen. Han lagde Hovedet helt paa Siden, alt saa næsten mystisk ud, hans pludselige Fremtræden udenfor Programmet og midt nede i Salen, hvor det var temmelig mørkt, hans afstikkende Ydre, denne vilde Fingerfærdighed, der forvirred alle Mennesker og bragte dem Forestillingen om en Troldmand. Han holdt ved i flere Minutter, og stadig sad Publikum urørlig paa sin Plads; han slog over i en tung, uhyre Patos, et Fortespil af fanfareagtig Kraft, han stod ganske stille, kun hans Arm gik, og han holdt Hovedet stadig paa Siden. Da han var dukket saa uformodet op og havde overrumplet endog Basarens Bestyrelse, tog han virkelig ogsaa disse jævne Bysbørn og 391Bønder med Storm; de kunde ikke fatte det, i deres Øjne blev dette Spil saa meget bedre end det var, bedre end alt, saa udmærket tog det sig ud, skønt han spilled med skødesløs Hæftighed. Men efter fire fem Minutters Forløb gjorde han pludselig nogle gruelige Strøg, et desperat Hyl, en Jammerlyd saa umulig, saa oprørende, at ingen vidste længer, hvor det bar hen; tre fire Strøg gjorde han af denne Sort og holdt med engang op. Han tog Violinen ned fra Hagen og standsed.

Der gik et helt Minut, inden Folk summed sig; endelig begyndte de at klappe vildt og vedholdende, man raabte ogsaa Bravo og steg op paa Sæderne og raabte Bravo. Organisten modtog sin Violin med et dybt Buk, følte paa den og lagde den varligt ned; derpaa tog han Nagels Haand og takked ham flere Gange. Alt var Støj og Sus, Doktor Stenersen kom hæseblæsende tilstede, greb Nagel i Armen og udbrød:

«Men Guds Død, Mand, De spiller jo alligevel … alligevel!»

Frøken Andresen, der sad ham nærmest, saa endnu med den største Forundring paa ham og sagde:

«De fortalte jo, at De ikke kunde spille?»

«Det kan jeg heller ikke, svared han, «ikke meget, ikke at tale om, og jeg tilstaar det ligefrem. Hvis De vidste, hvor det var forlorent, 392lidet ægte! Men ikke sandt, det saa uhyre ægte ud? He-he-he, jo, man skal forbause Verden, man skal ikke genere sig! … Skal vi ikke gaa ind til vore Glas igen? Vil De bede Frøken Gude om at følge med!»

Og de gik igen ind i Sideværelset. Alle Folk var endnu optagne af dette hemmelighedsfulde Menneske, som havde forbauset dem saa inderlig; selv Fuldmægtig Reinert standsed virkelig et Øjeblik og sagde til ham i Forbigaaende:

«Jeg takker Dem, De var saa venlig at indbyde mig til et Ungkarlslag hos Dem en Aften. Jeg kunde ikke komme, jeg var optagen; men jeg takker Dem saa meget, det var svært elskværdigt.»

«Men hvorfor gjorde De dog de grusomme Strøg tilslut?» sagde Frøken Andresen.

«Ja, det ved jeg ikke,» svared Nagel; «men slig blev det nu. Jeg vilde træde en Djævel paa Halen.»

Doktor Stenersen kom igen hen til ham, sagde atter en Kompliment, og atter svared Nagel, at hans Spil var Komedie og Humbug, fuldt af simpel Effekt; man skulde bare vide, hvor lidet godt det var! De dobbelte Fingersætninger var falske, jo, de allerfleste var en Smule falske, han hørte detdet] rettet fra: der (trykkfeil) selv, men kunde ikke gøre det bedre.

393Der kom flere og flere om Bordet, de sad til sidste Minut, Folk strømmed ud, man begyndte allerede at slukke Lysene i Salen, inden de rejste sig. Klokken var halv tre.

Nagel læned sig over mod Martha og hvisked:

«Ikke sandt, jeg maa nok følge Dem hjem? Jeg vil sige Dem noget.»

Han betalte skyndsomt sin Regning, sagde Godnat til Frøken Andresen og fulgte Martha ud. Hun havde intet Overtøj, kun en Paraply, som hun søgte at skjule, fordi den var saa hullet. Da de gik ud af Døren, lagde Nagel Mærke til, at Minutten saa efter dem med et langt, smærteligt Blikk. Hans Ansigt var usædvanligt blegt.

De gik lige hjem til Marthas Hus. Nagel spejded omkring sig, han kunde ingen Mennesker se. Han sagde:

«Hvis De turde slippe mig ind en liden Stund, skulde jeg være saa taknemmelig.»

Hun nøled.

«Det er saa sent,» svared hun.

«De ved, at jeg har lovet Dem aldrig at fortrædige Dem paa nogen Maade. Jeg maa tale med Dem.»

Hun lukked op.

Da de kom ind, tændte hun Lys, mens han 394igen hængte noget foran Vinduet. Han taug til hun var færdig, saa sagde han:

«Har De saa moret Dem lidt iaften?»

«Ja, meget,» svared hun.

«Naa, det var heller ikke det, jeg vilde tale med Dem om. Kom nu og sid lidt nærmere; De maa slet ikke være bange for mig, vil De love mig det? Godt, giv mig Haanden paa det?»

Hun rakte ham sin Haand, og han beholdt den.

«Og De tror heller ikke, at jeg lyver, at jeg vil lyve for Dem, vel? Jeg har i Sinde at sige Dem noget; De tror altsaa ikke, at jeg skal lyve for Dem?»

«Nej.»

«Nej, for jeg skal nok forklare Dem det altsammen efterhaanden … Men hvormeget tror De mig? jeg mener: hvorlangt kan De strække Dem i at tro mig? Sludder! Hvor jeg vrøvler! Men Sagen er, det er lidt vanskeligt. De tror mig, om jeg for Eksempel siger, at jeg er saa … virkelig saa glad i Dem? Ja, for det maa De selv have mærket. Men om jeg nu gik videre, jeg mener … Forstaar De, jeg vil simpelthen bede Dem om at blive min Hustru. Ja, min Hustru, nu har jeg sagt det. Ikke bare min Kæreste, men min Hustru … Gud bevare mig, hvor De tagertager] rettet fra: taget (trykkfeil) paa Vej! Nej, nej, nej, lad mig dog beholde Deres Haand; jeg 395skal jo forklare mig langt bedre, De skal forstaa det saa tydeligt. Tænk Dem nu Muligheden af, at De hører rigtigt: at jeg ligefrem og uden mange Omsvøb frier til Dem, og at jeg ogsaa virkelig mener hvert Ord, tænk Dem nu denne Mulighed først, og lad mig saa faa Lov til at fortsætte. Godt! Hvor gammel er De? Naa, det mente jeg ikke at spørge om; men jeg er selv ni og tyve Aar, jeg er ude over den flagrende Letsindighed, De er kanske fire fem seks Aar ældre, det har ingenting at …»

«Jeg er tolv Aar ældre,» siger hun.

«Tolv Aar ældre!» udbryder han henrykt over, at hun følger med, at hun dog ikke taber Hovedet helt. «Altsaa tolv Aar ældre, det er udmærket, det er ligefrem herligt! Ja, og tror De, at tolv Aar er nogen Hindring? Jeg mener, De er gal, Menneske! Men hvorom alting er: om De saa var tre Gange tolv Aar ældre, naar jeg nu er bleven glad i Dem, og jeg mener oprigtigt hvert Ord, jeg siger i denne Stund, hvad saa? Jeg har tænkt paa dette længe, ja, egentlig ikke længe, men dog i flere Dage, jeg lyver slet ikke, tro mig nu for Himlens Skyld, naar jeg beder Dem saa indstændigt. Jeg har tænkt paa det i ganske mange Dage og har ikke sovet om Nætterne af den Grund. De har saa underlige Øjne, de har draget mig fra første Gang jeg saa Dem. For jeg kan drages til 396Verdens Ende af et Par Øjne; ak, engang har en gammel Mand trukket mig rundt i en Skog en halv Nat igennem, bare med sine Øjne. Manden var besat … Naa, det er en anden Historie! Men Deres Øjne har virket paa mig. Kan De huske engang, De stod herinde midt paa Gulvet og saa paa mig, idet jeg gik forbi udenfor? De vendte ikke Hovedet efter mig, De bare fulgte mig med Øjnene, jeg glemmer det aldrig. Men da jeg ogsaa traf Dem engang og fik talt med Dem, blev jeg rørt af Deres Smil. Jeg ved ikke, at jeg nogensinde har set nogen le saa hjærtelig varmt, som De; men det ved De ikke selv, og det er netop saa vidunderlig skønt. at De ikke ved det selv … Nu vrøvler jeg noget ganske forskrækkeligt; jeg hører det nok; men jeg har Følelsen af, at jeg maa tale ustandseligt, ellers tror De mig ikke, og dette faar mig til at forivre mig. Men hvis De blot ikke sad saaledes paa Sprang, jeg mener: saa færdig til at rejse Dem og gaa, saa skulde jeg straks faa det bedre til. Jeg beder Dem, lad mig faa holde Deres Haand igen, saa skal jeg nok tale klarere. Saa, Tak! … De forstaar, jeg vil virkelig intet andet opnaa af Dem end det, jeg har sagt; jeg sidder ikke her med Bagtanker. Og hvad er det saa, som forbløffer Dem saa ved mine Ord? De kan ikke fatte, at jeg har faaet denne gale Tanke, De kan ikke begribe, 397at jeg – at jeg – vil, nej, og De synes ikke, det kan være muligt; ikke sandt, det er dét, De sidder og tænker paa?»

«Jo … Nej, Herregud, lad nu være!»

«Men hør nu: jeg fortjener ikke, at De endnu mistænker mig for at fare med Falskneri …»

«Nei,» siger Martha med ét angrende, «jeg mistænker Dem ikke for noget; men det er jo umuligt alligevel.»

«Hvorfor er det saa umuligt? Er De bunden til nogen anden?»

«Nej, nej.»

«Slet ikke? Ja, for hvis De er bunden til nogen anden – lad os sige, bare for at nævne et Navn, for Eksempel til Minutten …»

«Nej!» raaber hun højt. Hun gav ham formelig et Tryk med Haanden.

«Ikke? Nej, nej; saa er der jo ikke noget ivejen forsaavidt, Og lad mig saa tale videre: De maa ikke tro, at jeg staar saa højt over Dem, at det af den Grund skulde være umuligt. Jeg skal ikke skjule noget for Dem, jeg er i mange Henseender ikke, som jeg burde være; ja, De hørte jo selv iaften, hvad Frøken Kielland sagde. De har kanske ogsaa hørt af andre Folk i Byen, hvor daarlig jeg er baade paa den ene og den anden Maade. Lidt Uret kan man gøre mig stundom; men i Hovedsagen har man Ret, at jeg er en Mand med store Fejl. Altsaa staar 398De med Deres rene Gemyt og Deres fine, barnlige Tanke uendelig højt over mig, istedetfor omvendt. Men jeg skulde love Dem altid at være god mod Dem, De kan tro mig, det skulde ikke falde mig vanskeligt, jeg skulde finde min største Glæde i at gøre Dem glad … Der er desuden en anden Ting: De er maaske lidt angst for, hvad Byen vilde komme til at sige? Nu, for det første er det noget, som Byen fik finde sig i, at De blev min Hustru, gærne i denne Byens egen Kirke, om De vilde. Men for det andet har Byen jo allerede faaet nok at tale om; det er næppe gaaet ganske ubemærket hen, at jeg har truffet Dem et Par Gange før, og at jeg iaften fik Lov til at være sammen med Dem paa Basaren. Forsaavidt blir det altsaa ikke stort værre end det allerede er. Og Herregud, hvad har det at sige? Det skulde blive Dem saa dejligt ligegyldigt, hvad Verden tænkte … De græder? Kære, gør det Dem ondt, at jeg nu har udsat Dem for Folkesnak iaften?»

«Nej, det er ikke dét.»

«Hvad er det saa?»

Hun svarer ikke.

Der falder ham noget ind, han spørger:

«Synes De, at jeg er slem mod Dem? Sig mig: De drak vel ikke videre af Champagnen? De drak vist ikke to Glas engang? Kanske De 399har faaet det Indtryk, at jeg vil passe paa nu og benytte mig af, at De har drukket en Mundfuld Vin, forat faa Dem til at give hurtigere efter? Er det dét, De græder for?»

«Nej, nej, aldeles ikke.»

«Hvad græder De da for?»

«Jeg ved ikke.»

«Men De tror ialfald ikke, at jeg sidder her med noget Slags Forræderi. Jeg er ved Gud i Himlen helt igennem ærlig, tro mig nu!»

«Ja, jeg tror Dem ogsaa; men jeg forstaar det ikke, jeg blir saa forandret. De kan ikke ville … ville det.»

Jo, han vilde det! Og han udvikler det nærmere, alt imens han sidder og holder hendes lille, svage Haand i sin og Regnen slaar mod Ruderne. Han taler meget sagte: Aa, de skulde nok faa det til at gaa! De skulde rejse bort, langt bort, Gud ved hvorhen; men de skulde stikke sig væk, saa ingen vidste, hvor de var blevne af. Ikke sandt, det skulde de? Saa skulde de købe en liden Stue og en Jordplet inde i en Skog, en dejlig Skog et eller andet Sted; dette skulde saa være deres egen Ejendom, og de vilde kalde den Eden, og han skulde dyrke den, aa, hvor han vilde dyrke den! Men saa kunde det hænde, at han blev lidt trist stundom; kære, det kunde hænde; der kunde falde ham noget ind, en Erindring, en eller anden bitter Oplevelse, 400som han maaske kom til at huske; hvor let kunde ikke det ske! Men da vilde hun vel være lidt taalmodig mod ham; ikke? Ja, for han skulde ikke lade hende mærke det synderlig, aldrig, det skulde han love; han vilde blot faa sidde i Fred og tumle med det alene, eller han vilde gaa bort, længer ind i Skogen og komme tilbage om en Stund. Aa, men der skulde aldrig blive yttret et haardt Ord inde i deres Stue! Og de skulde pynte den med de skønneste vilde Vækster og Mos og Stene, som de kunde finde; Gulvet vilde de strø med duftende Brisk, han skulde nok hente Brisken hjem. Og om Julen vilde de altid huske at sætte et Neg ud til Smaafuglene. Men tænk blot, hvor de skulde faa Tiden til at gaa, og hvor de skulde være lykkelige ogsaa! De maatte altid være sammen, de skulde løbe ud og ind og ikke skilles ad; om Sommeren vilde de gøre lange Ture og iagttage, hvorledes Træer og Græs skalv og vokste fra Aar til Aar. Herregud, hvor de ogsaa vilde gøre det godt for Fremmede og Vejfarende, som kanske kunde komme forbi! De maatte have nogle Kreaturer, et Par store, blanke Dyr, som de skulde lære op til at spise af deres Hænder, og mens han spaded og hakked og dyrked Jorden, skulde hun passe Dyrene …

«Ja,» svared Martha. Hun sagde uvilkaarlig Ja, og han hørte det. Han fortsatte:

401Videre maatte de tage sig en Dag eller to i Ugen fri, saa skulde de gaa paa Jagt og Fiskeri sammen, begge to, Haand i Haand, hun i kort Kjole og et Bælte om Livet, han i Bluse og Spændesko. Hvor vilde de ikke synge og tale højt og raabe, saa det gjalded gennem hele Skogen! Men ikke sandt: Haand i Haand?

«Jo,» sagde hun igen, og hendes Øjne var blevne blanke.

Lidt efter lidt reves hun med; han fremstilled det hele saa klart for hende, alting tænkte han over og havde hver Smaating i Hovedet. Endog dét nævnte han, at det galdt at finde et Sted, hvor der var let til Vand; ja, men det skulde nok han sørge for, alt vilde han sørge for; hun maatte blot have Tillid til ham. Aa, han havde Kræfter til at rydde dette Hjem midt i tykke Skogen, han havde et Par Næver, ja, hun saa selv! … Og smilende maalte han hendes spinkle Baarnehaand paa sin egen.

Hun fandt sig i, at han gjorde med hende, hvad han vilde; endog da han klapped hendes Kind, sad hun stille og saa paa ham. Saa spurgte han hende ligefrem, med sin Mund nær mod hendes Øre, om hun saa turde og om hun vilde, og hun svared ogsaa Ja, et tankefuldt, drømmende Svar, som hun blot hvisked frem. Men lidt efter begyndte hun at vakle: Nej, naar hun tænkte over det, saa kunde det alligevel 402ikke være muligt. Hvor kunde han ville det! Hvad var hun!

Og atter overbeviste han hende om, at han vilde det, ja, vilde det med al den Vilje, han ejed. Hun skulde ikke komme til at lide Nød, selv om det gik galt for dem en Tid; han vilde stræve for dem begge, hun skulde ingen Frygt have. Han talte en hel Time igennem og rokked Stykke for Stykke hendes Modstand. To Gange gentog det sig i denne Time, at hun vægred sig, holdt Hænderne for Ansigtet og begyndte at raabe Nej, Nej, og alligevel gav hun efter for ham, studered hans Ansigt og følte, at det ikke var en blot og bar øjeblikkelig Sejer, han vilde vinde. I Guds Navn da, naar han vilde det saa! Hun var overvunden, det nytted hende ikke længer at stride imod. Tilsidst gav hun ham et rent Ja.

Lyset begyndte at brænde ned i Tomflasken; de sad fremdeles hver paa sin Stol og holdt hinandens Hænder og talte sammen. Hun var ganske opløst af Bevægelse, hun fik hyppigt Taarer i Øjnene, men smilte alligevel.

Han sagde:

«Forat komme tilbage til Minutten, jeg er vis paa, at han var skinsyg oppe paa Basaren.»

«Ja,» svared hun, «det var han kanske. Men det faar ikke hjælpe.»

403«Nej, ikke sandt, det faar jo ikke hjælpe! … Hør, jeg vilde saa gærne glæde dig med noget iaften, hvad skulde det være? Aa, jeg vilde faa dig til at holde dig for Brystet af Henrykkelse over noget! Sig mig noget, forlang et eller andet! Ak, du er for god, du lille Ven, du beder aldrig om nogen Ting! Ja, ja, Martha, husk paa, hvad jeg siger nu: jeg skal beskytte dig, jeg skal prøve at gætte dine Ønsker og være omhyggelig for dig til min sidste Stund. Og kære husk det, vil du? Du skal aldrig komme til at sige, at jeg har glemt mit Løfte.»

Klokken var fire.

De rejste sig; hun gjorde et Skridt henimod ham, og han tog hende ind til sit Bryst. Hun lagde Armen om hans Hals, og de blev staaende saaledes en liden Stund; hendes lidt bange, rene Nonnehjærte klapped voldsomt mod hans Haand, han følte det og strøg hende beroligende over Haaret. De var enige.

Hun begyndte selv at tale:

«Jeg vil ligge vaagen i hele Nat og tænke. Kanske træffer jeg dig imorgen? Hvis du vil?»

«Ja, imorgen. Jo, jeg vil! Hvornaar imorgen? Kan jeg komme Klokken otte?»

«Ja … Vil du, at jeg skal være i denne samme Kjole?»

Dette rørende Spørgsmaal, hendes bævende Mund, de to aabne Øjne, der saa op paa ham, 404greb ham, gik ham lige til Hjærtet. Han svared:

«Kære, søde Barn, som du vil! Hvor du er inderlig god! … Nej, du maa ikke ligge vaagen inat, du maa ikke! Tænk paa mig og sig Godnat og sov. Du er vel ikke bange her alene?»

«Nej … Nu blir du vaad, naar du gaar hjem.»

Ogsaa det tænkte hun paa, at han vilde blive vaad!

«Vær glad og sov godt!» sagde han.

Men da han allerede var kommet ud i Gangen, husked han noget, han vendte sig om mod hende og sagde:

«Endnu ét, som jeg glemte: jeg er ingen rig Mand. Har du kanske troet, at jeg var rig?»

«Det ved jeg ikke, svared hun og rysted paa Hovedet.

«Nej, jeg er ikke rig. Men vi skal købe os et Hjem og hvad mere vi behøver, saa rig er jeg da. Og siden, eftersom Tiden gaar; skal jeg sørge for alt, jeg skal bære hver Byrde, det har jeg faaet mine Hænder til … Du er ikke skuffet, fordi jeg ikke er rig, vel?»

Hun sagde Nej og fik fat i hans Hænder, som hun trykked endnu engang. Tilsidst bad han hende om at stænge Døren godt efter ham og traadte ud paa Gaden.

405Det øsregned og var meget mørkt.

Han gik ikke hjem til Hotellet, men tog Vejen ud til Præstegaardsskogen. Han vedblev at gaa i et Kvarter; da Mørket var saa tæt, kunde han vanskeligt skælne noget. Endelig sagtned han sine Skridt, gik afvejen og fandt sig frem til et stort Træ. Det var et Aspetræ. Her standsed han.

Vinden suser over Skogen, Regnen vedbliver at strømme ned, ellers er alting omkring ham dødt og stille. Han hvisker for sig selv et Par Ord, et Navn, siger Dagny, Dagny, tier og siger det igen. Han staar ret op og ned ved Træet og siger dette. Om lidt taler han højere, han taler og siger Dagny med lydelig Røst. Hun har fornærmet ham iaften, udøst al sin Foragt over hans Hoved, han føler endnu i sit Bryst hvert Ord, hun havde slynget ud, og alligevel staar han her og taler om hende. Han knæler ned ved Træet, han tager sin Lommekniv op og skærer i Mørke hendes Navn ind i Stammen. Dette arbejder han med i flere Minutter, han føler sig frem, skærer og føler igen, indtil han er ferdig …

Han havde taget sin Hue af hele Tiden, mens han gjorde det.

Da han igen var kommet ud paa Vejen, standsed han, betænkte sig et Øjeblik og vendte 406atter om. Han famled sig paany hen til Træet, føler med Fingrene over Stammen og finder Bogstaverne igen. Han knæler for anden Gang, luder sig frem og kysser dette Navn, disse Bogstaver, som om han aldrig skulde se dem mere, rejser sig endelig og gaar hurtigt bort.

Klokken var fem, da han kom til Hotellet.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.